Rose Mudderblod

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 sep. 2016
  • Opdateret: 25 sep. 2016
  • Status: Igang
Rose Price var en normal pige, og havde det der i hendes nye verden ville have været kaldt muggler forældre. Da hun en dag får et brev fra Hogwartz tror hendes far at det er en eller anden form for practikel joke. Derfor får hun ikke lov. Da en ung magiker så dukker op, bliver det straks noget andet, og snart ændres Roses verden sig for evigt. For selv om hun er udset til at redde den magiske verden, er hun stadig den eneste med muggler forældre i femten år på Hogwartz. Og det giver ikke så lidt problemer.

1Likes
0Kommentarer
421Visninger
AA

7. Rygterne spredes

Resten af dagen så folk efter mig, og hviskede bag min ryg. Højst sandsynligt hvordan jeg narrede alle til at tro, at jeg ville dø på en Twigger 90. Jeg var faktisk irriteret over det. Til frokost holdt folk øje med hver en lille ting jeg gjorde, som om jeg ville lade som om jeg fik maden galt i halsen.

"Goddag frk. Price," sagde et spøgelse og stod inde i bordet og så på mig. "Mit navn er Peeves. Jeg kan give dig gode råd, hvis du vil skræmme livet af alle."

"Nej tak. Jeg ville bare sætte Malfoy på plads. Jeg har intet ønske om at skræmme nogen," sagde jeg. Peeves tabte kæben.

"Men..." begyndte han.

"Hun sagde nej, og det tror jeg hun mener," sagde Chase. Jeg vendte mig mod ham.

"Jeg har ikke brug for at du forsvarer mig!" sagde jeg. Han så overrasket ud.

"Virkelig? For det så ellers sådan ud, Mudderblod," snerrede han. Der var pludselig helt stille omkring os. Jeg så på ham. Han havde sagt det helt vildt højt og alle stirrede på os nu.

"Mudderblod? Jeg bør måske minde dig om, at halvdelen af dit blod, er ligeså urent som mit," sagde jeg og rejste mig op.

"Jeg har idet mindste ægte magiker blod i årene. Du er bare en muggler der slet ikke skulle have været her," sagde han. Jeg så bare på ham.

"Jeg er ligeglad med hvad du kalder mig. Jeg er ligeglad med om jeg er fuldblods eller ej. Faktisk, er jeg stolt af, ikke at være fuldblods. Hvis man bliver som dig og Malfoy af det, ville jeg hellere dø!"

Så forlod jeg spisesalen.

 

Jeg sad i det klasselokale vi skulle være i næste time. Eliksir. Claire kom ind og satte sig ved siden af mig.

"Han mente det ikke," sagde hun. Jeg kiggede på hende.

"Din bror er ikke ligeså slem som Malfoy. Tro mig, jeg kan klare det. Selv hvis hele skolen var imod mig, ville jeg kunne klare det," sagde jeg.

"Hvordan?" spurgte hun. Jeg kiggede ud i luften.

"D... det vil jeg helst holde for mig selv." sagde jeg. Jeg kunne klare det, fordi jeg var blevet drillet hele mit liv. Men det ville jeg ikke afsløre. Grunden til at jeg havde kunnet holde det ud, var det armbånd jeg bar. Min mormor havde givet det til mig. Jeg bar det hver dag.

"Du skal bare komme til mig, hvis du har brug for en at tale med," sagde Claire. Jeg smilede til hende.

"Det ved jeg," sagde jeg. Hun rejste sig.

"Claire?" spurgte jeg. Hun vendte sig i døren.

"Ja?"

"Hvor slemt er det?"

"Huh?"

"Rygterne. Hvor slemme er rygterne?"

"Du er åbenbart lidt af en sær mudderblod, der gladeligt spiser trolde til morgenmad og godt kan lide tanken om døden," sagde hun. Jeg smilede.

"Det var bare hvad jeg ville høre. Tak," sagde jeg.

Rygter var bare rygter. Ikke noget problem.

Da hun var gået begyndte jeg at pille ved armbåndet. Noget jeg ellers kun gjorde, når noget gjorde mig nervøs.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...