Rose Mudderblod

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 sep. 2016
  • Opdateret: 25 sep. 2016
  • Status: Igang
Rose Price var en normal pige, og havde det der i hendes nye verden ville have været kaldt muggler forældre. Da hun en dag får et brev fra Hogwartz tror hendes far at det er en eller anden form for practikel joke. Derfor får hun ikke lov. Da en ung magiker så dukker op, bliver det straks noget andet, og snart ændres Roses verden sig for evigt. For selv om hun er udset til at redde den magiske verden, er hun stadig den eneste med muggler forældre i femten år på Hogwartz. Og det giver ikke så lidt problemer.

1Likes
0Kommentarer
426Visninger
AA

11. Drømmen

Jeg vågnede en dag i November, og strakte mig. Jeg så mig om. Alle de andre var allerede oppe. Hvor var de? Jeg rejste mig op, og kom hurtigt i min uniform. Jeg greb min tryllestav, og gik ned i opholdsstuen. Der var også tomt. Jeg gik ud af Gryffindors tårn, og ud på gangen. Der var ikke engang mennesker i billederne! Hvor var alle sammen? Jeg begyndte at løbe rundt, for at finde en eller anden. HVEM SOM HELST! Jeg så mig om. Hvor var folk? Der var ingen spøgelser, dyr, elever, lærere eller malerier. Så fik jeg øje på en bevægelse til højre, og en skikkelse der forsvandt ned af en gang.

"Hey, vent lige et øjeblik!" råbte jeg. Skikkelsen fortsatte med at løbe, og jeg fulgte efter. Det var som en kapløb. Jeg skulle indhente vedkommende, uanset hvem det var. Jeg sprang, og væltede vedkommende omkuld. Personen drejede hovedet og en komplet fremmed stirrede på mig. Så smilede hun.

"Så du er hende fra profetien? Ikke andet end en sølle lille pige, der ikke engang er gået i puberteten? Hvordan i alverden, skulle du kunne besejre mig og min bror?" spurgte hun og kom op. Hun var vel omkring atten.

"Hvem er du?" spurgte jeg, meget mere selvsikker, end jeg følte mig.

"Den ene af Voldemorts to børn. Mig og min bror, vil samle dødsgardisterne og udradere mugglere, og alle der har den mindste dråbe mugglerblod i sig. Det inkluderer dig, Rosalil Mudderblod," sagde hun.

"Mit navn er ikke Rosalil Mudderblod! Det er Rose Price," råbte jeg. Hun grinede. Hendes latter var modbydelig, og gav mig kuldegysninger.

"Så siger vi det. Indtil næste gang Rosalil Mudderblod," sagde hun og gik op i røg. Jeg kiggede rundt. Hvor skulle jeg komme ud henne? Lige pludselig var jeg fanget i en celle, med lænker på. Magiske lænker, man ikke kunne få af.

"Rose?" spurgte en stemme. Jeg så op.

"Rose vågn op!" Den nye stemme skar sig ned, og jeg nåede ikke at se, hvem der havde talt til mig. Jeg åbnede øjnene med et sæt, og havde nær givet Claire en pandeskalle. Hun nåede dog at flytte hovedet i tide.

"Er du okay?" spurgte hun. Jeg så på hende.

"Var det hele bare en drøm?" spurgte jeg. Hun så bekymret på mig.

"Hvad drømte du da? Vi vågnede ved at du begyndte at råbe," sagde hun. Først nu opdagede jeg at de andre piger så på mig.

"J...Jeg vil helst holde det for mig selv, hvis det er okay?" spurgte jeg. Claire så bekymret på mig.

"Det er okay, men hvis du vil snakke på et tidspunkt, så skal du bare sige til," sagde hun. Jeg nikkede.

 

Drømmen stoppede ikke. Der gik flere uger, og jeg drømte den samme drøm hver nat. Hver gang, vækkede Claire mig inden, jeg fandt ud af hvem der kaldte. Til sidst opsøgte jeg rektor Potter. Jeg fortalte ham hver en del af drømmen.

"Det lyder som et varsel," sagde Harry, der også hørte med. Jeg så på ham.

"Et varsel om hvad?" Spøgelset så på sin søn og så på mig igen.

"På hvem det er der kommer. Nu ved vi hvilken ondskab der kommer. Du bliver nødt til at finde ud af hvordan drømmen slutter. Derfor må vi spærre dig inde, indtil du vågner af dig selv. Så vi kan finde ud af alt fra den drøm," sagde James. "Den indeholder måske hvordan du skal vinde over du-ved-hvems børn."

"Så jeg skal spærres inde i nat?"

"Desværre ja. Mød os her i aften klokken syv," sagde Potterene i kor.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...