Roselil's Akademi for Særlige Unge

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 sep. 2016
  • Opdateret: 22 sep. 2016
  • Status: Igang
Lige siden at Rosa og Josephine blev fjernet fra hinanden som 5-årige, har de været fanget i en evig spiral, de er blevet flyttet fra institution til institution fra plejefamilie til plejefamilie, men de har aldrig følt sig velkomne. Der var ingen der forstod dem, ingen der tænkte hvad de tænkte, så hvad de så, hørte hvad de hørte, der var ingen, der var som dem. Jeg har valgt valgmulighed 2.

1Likes
0Kommentarer
60Visninger
AA

2. Roselil's Akademi for Særlige Unge

Så kom dagen, nu gik turen til Roselil's Akademi for Særlige Børn. Tvillingerne kunne ikke have været mere spændte, men Josephine var dog en smule nedtrykt over, at skulle sige farvel til sin højtelskede plejefamilie, hun prøvede at trøste sig selv, ved at minde sig selv om, at det var for hendes eget bedste. Det var bare svært. Rosa havde til gengæld ingen problemer med at forlade det hul, som hun boede i, så det kunne ikke gå for stærkt med at komme væk. Køreturen tog dog lidt længere tid, end pigerne ellers havde forestillet sig, men altså, hjemmet lå jo også langt ude på landet.

De ankom begge til hjemmet i løbet af formiddagen, hjemmet var bare overhovedet ikke som de havde forestillet sig, at det ville være. Det var et lettere skummelt sted. Det var en stor grå gammel bygning med sprossede vinduer i alle størrelse, der var en kæmpe trappe der førte op til den mørkebrune hoveddør med en stor dørhammer formet som et løvehoved, og op ad bygningens vægge snoede der sig en stor mørkegrøn plante. Da de havde kommet sig over det uventede udseende, begav de sig forsigtigt indenfor, det blev det dog ikke meget bedre af, herinde hang der en rigtig gammel lugt, sådan en der altid er i ældre bygninger, her var også mørkt og der var ingen - synlige - mennesker.

Rosa var den første af de to tvillinger der ankom, og hun blev hurtigt overrasket af en gut, der var væsentlig yngre end hende. Han spurgte hende om hun var den nye pige Rosa Karen Jørgensen, og i så fald skulle hun komme ind til Roselil - husets bestyrer -. Da hun var trådt ind gennem den store trædør, stod hun lidt og grublede over det, der lige var sket, for det var da en spøjs dreng, han havde da aldrig mødt hende før. Hun blev dog afbrudt af  en gammel dame der rømmede sig højlydt, hun havde åbenbart ikke hørt efter hvad hun havde sagt, ups. Men nu rettede hun opmærksomheden mod den gamle dame, og hendes spinkle stemme fyldte på uforklarlig vis hele rummet. "Rosa, for det første kan vi lige så godt sige, at du altid skal være yderst opmærksom! De små labaner her er ikke til at styre, og hvis du ikke vil løbes om hjørner med, så er det vejen frem. Men ellers velkommen til Roselil's Akademi for Særlige Børn, her er en masse særlige børn, og jeg kan ligesom høre på dine tanker, at du har mødt vores lille "fremtidsseer" Robert". Rosa stod som naglet fast til jorden, hvad var det hun lige havde fortalt? Hun kunne høre mine tanker og Robert havde forudset min ankomst, mærkeligt. "Øh, tak det er også en ære at være her" fik hun fremstammet. "Det var da dejligt, du skal være i opholdsstuen sammen med alle de andre nyankommne klokken 12:00, husk at være præcis". "Javel, frue". På vej ud af døren så Rosa en anden pige, hun stoppede forbavset og gloede på hende. Hun lignede hende på en prik. Hun så, at Robert stod og sagde noget til hende, hun hørte hende spørge hende om hun var Josephine Karen Jørgensen, til det svarede hun ja. Det var yderst besynderligt, de havde både samme efternavn og samme udseende.

Hun sørgede for at være i opholdstuen kl. 12:00 præcis, hun ville nødig komme på højkant med Roselil allerede første dag. Hun begyndte at spejde efter den mystiske pige Josephine, ligeså snart at hun kom ind i salen, og der var hun på allerforreste række. Rosa satte sig ved siden af hende, og inden længe kiggede Josephine op på hende. Rosa kunne høre hende snappe efter vejret, hun så altså det samme som hende selv, deres direkte genspejling. Der var ingen tvivl, de ukendte tvillingesøstre havde lige fundet hinanden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...