Take The Chance - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 sep. 2016
  • Opdateret: 6 mar. 2017
  • Status: Igang
Emily Wood og hendes bedste Veninde, Ashley Carter, går på Londons største musikskole.
En dag lancere Rektor en konkurrence, hvor man skal synge One Directions sange.
Drengene og deres sanglærer sammensætter nogle elever der har deltaget, til et band som skal opvarme for 1D på deres næste Tour.

Hvad sker der når Emily bliver valgt?

Kan hun klare et helt år med hate fra fansene og uden hendes bedste veninde?

Og hvad med drengene? Kommer der følelser i klemme for enten Emily eller de andre vindere?

Læs med i 'Take The Chance'

(Forfatterbesked: Jeg ved at tiden ikke passer mht. Zayn, drengenes kærester, udseende og sange. dette er med vilje, da jeg synes at det passer bedre ind i historien.

I starten er kapitlerne meget korte, da jeg lige skulle igang:) - de bliver længere jo længere man kommer ind i historien. Typisk er de mellem 1200-3000 ord.

Det skal lige siges, at jeg ikke er fan)

38Likes
33Kommentarer
42285Visninger
AA

17. Justin

1 time senere

(Emilys P.O.V.)

Da flyets døre åbnes, skynder jeg mig bare ud for at finde mine kufferter. Jeg vil rigtig gerne bare hjem i min seng. Kl. Er snart 02:00, så jeg er ved at være træt. Der er ikke mange mennesker i lufthavnen, men alligevel nogle typer, som gør mig lidt utryk. Jeg kunne godt forestille mig, at det er sådan nogle der tager stoffer og overfalder folk, men nu skal jeg heller ikke dømme dem, uden at kende dem. Hurtigt går jeg forbi mændene og de kigger bare mærkeligt på mig. Udenfor får jeg stoppet en taxi, og ber chaufføren kører mig hjem hurtigst muligt. Tror godt at han kan se på mig at det skal gå stærkt, for ikke lang tid efter ligger jeg i min seng, og tænker over alt hvad der er sket her på det sidste. Er det min egen skyld at mit liv er fucket op? Er jeg virkelig så ulidelig at være sammen med? Selv min egen veninde gennem 13 år har vendt mig ryggen. Mig og Ashley blev veninder første skoledag og selvfølgelig har vi skændes og været uvenner, men ikke så voldsomt som nu. Eller... teknisk set har jeg jo hverken skændes med hende eller været uvenner med hende. Det er jo faktisk hende der er uvenner med mig og har vendt mig ryggen. Grædende falder jeg i søvn.

Drengen jeg er forelsket, var mig på en måde 'utro'.

Mine to bedste veninder har vendt mig ryggen.

Jeg har ikke nogle at snakke med det hele om.

Rip mit liv... igen.

Samme dag - om morgenen

Lige nu sidder jeg i min lejlighed, glor Disneychannel og spiser is. Ved det er barnligt, men det gør jeg altid tid, når jeg har hjertesorger. Imorges da jeg vågnede, blev jeg bange for mig selv, da jeg kiggede i spejlet. Jeg lignede bogstaveligt talt et fugleskræmsel. Min mascara sad langt nede af kinderne, pga. alle de tårer, hvilket det nok stadigvæk gør, for jeg har ikke fjernet det. Jeg fryser, men jeg finder ikke et tæppe. Mit hår (og resten af mig, lige til info) stinker, men jeg gider ikke at gå i bad. Jeg sidder i nattøj, men kan ikke tage mig sammen til at skifte. Faktisk er det eneste jeg orker at sidde og have medlidenhed med mig selv, over at alle mine venner og dem jeg troede jeg kunne stole på, er de største narhoveder på denne planet. Og ja, det er også resten af drengene vi snakker om her! Siden jeg skred igår, har jeg ikke fået en eneste besked fra nogle der spørger om jeg har det fint.

Okay, nu jeg tænker over det, kan det måske have noget at gøre med, at min telefon stadig står på flytilstand...

Men de er stadig nogle narhoveder, og det er de af én simpel grund: de kender Louis, de kan lide Louis, ja de er sågar bedstevenner med Louis. Det er sgu skidt. Stakkels dem egentlig, at de er venner med sådan et fucking kæmpe røvhul. Imens jeg sidder og tænker alle disse ting om en person - nævner ingen navne, vel Louis? -, jeg ikke kan lide, kommer jeg pludselig i tænke om noget: der er jo faktisk en, som jeg nogenlunde godt kan lide og som ikke har nogen som helst idé om hvad der er sket. Eller der er også mine forældre, men de er håbløst gamle og sidder bare og brokker sig over at: 'samfundet bliver ændret af alt det nymodens pjat de unge finder på. Og alle de indvandrere! Jamen herre Gud, da også!'.

Ingen misforståelser her, jeg elsker mine forældre, men de forstår ikk' så meget af det man prøver at forklare dem og de er liiidt dumme at hører på nogle gange

Den nogen jeg tænker på, er faktisk Justin. Justin Bieber. Til Brits fik jeg jo hans nummer og hans sagde at jeg bare kunne ringe, hvis der er noget. Hurtigt finder jeg min mobil, da jeg mener at jeg gemte sedlen under mit cover. Bingo! Der var det sørme. Da jeg slår flytilstand fra, vælter det ind med beskeder og ubesvarede opkald. Okay, de har så nok ikke glemt mig helt alligevel. Jeg gider ikke svarer dem, så jeg trykker nummeret ind og ringer op.

"Det' Justin"

"Hej Justin, det er Emily. Emily Wood. Jeg ved ikke om du kan huske mig fra

Brits?"

"Jamen Hej Emily. Selfølgelig kan jeg huske dig! Jeg troede faktisk aldrig at du ville ringe."

"Jeg... jeg kommer bare til at tænke på dig, når jeg har brug for nogle at snakke med (snøft!)"

"Hvad er der sket? Er der nogen der har gjort dig noget?"

"Mine 2 veninder har vendt mig ryggen og Louis... vi var på natklub her for et par dage siden, jeg skulle på toilet og... og fandt så Louis ude i gangen med en... en... en pige. De stod og snavede mens de tog tøjet af hinanden"

"Det er sgu da løgn!? Hvad Fuck går der galt for dem!?"

"Jeg ved det ikke"

(Stilhed)

"Emily, hvor er du henne nu?"

"I min lejlighed midt i London, hvorfor?"

"Det er bare fordi at jeg faktisk også er i London, så det kan være vi kan mødes?"

"Øh det kan vi da godt...?"

"Fedt! Starbucks om 30?"

"Øhm, okay... vi ses"

"Ses"

Og så fik man da lige en starbucks aftale, med selveste Justin Bieber. Woop woop! Ej han bare en normal dreng og god at snakke med. Hurtigt tager jeg et bad og finder noget knapt så grimt tøj som det jeg havde på lige før. Ikke længe efter er jeg på vej til starbucks. I dagens anledning har jeg besluttet at gå, fordi at der er ikke er langt og jeg trænger til noget frisk luft. 5 minutter efter er jeg da også nået til det rette sted og går ind af døren. Med det samme kigger jeg efter Justin, og da jeg ser ham går jeg grinende hen til ham.

"Hvad er det du har på???" Jeg kan næsten ikke sige ordene, pga. At det giga grineflip jeg har lige nu.

"Jamen ogs' Hej til dig Emily. Det er sgu da en forklædning. Kan du ikk' se det?"

En forklædning? Hahahahaha!!! Omg! Justin har simpelt hen valgt at tage en brunhåret paryk på, solbriller og mørkebrunt skæg på, som jeg tror at selv min blinde bedstemor vil vide er falsk. Og ja, jeg har både en døv, blind og for at det ikke skal være løgn så også en stum bedstemor.

Efter lidt tid har jeg grinet færdig, så jeg kan snakke med Bieber.

"En forklædning? Alle og enhver kan da kende dig. Du ser jo bare latterlig ud!"

"Øhh ja... det var faktisk også det der var meningen. Du griner jo!"

Da han kommer med den sidste kommentar, går det op for mig at jeg et kort øjeblik har glemt alt hvad der sket. Med det samme bliver jeg trist igen, og sætter mig ned.

"Undskyld, Em. Det var ikke meningen at gøre dig ked af det igen"

"Nej nej det er ikk' din skyld. Jeg troede bare Louis var anderledes, men det er han tydeligvis ikke"

En tårer løber ned af min kind, og i det samme bliver jeg blændet af en blitz.

"Arj, nu har de jo fundet mig..."

"Det er altså heller ikk' særligt svært i den mundering"

Vi skynder os at drikke færdig (Justin havde bestilt kakao til os, inden jeg kom), så vi kan komme ud uden at en masse fans finder os. Selvom jeg er trist, gør Justin mig i bedre humør, så vi beslutter os for at shoppe. Jeg skal alligevel også have købt nogle gaver, det er jo snart jul.

Hjemme ved Zayn

(Louis' P.O.V.)

Mig og drengene sidder og ser film. De har prøvet at mindre mig op, men jeg har det helt af h til. Hvad fanden havde jeg egentlig gang i?

Faktisk ved jeg ikke hvad det er for en film vi ser, for jeg følger ikke rigtigt med...

For at tænke på noget andet end Emily, hiver jeg min mobil frem og går på Twitter. Fansene har altid noget sødt at skrive, så det kan måske gøre mig i bedre humør.

"Hvad fanden!?"

"Louis hvad sker der?"

"Se!!!"

Jeg har fundet et billede af Emily og Justin Bieber sammen på starbucks. Emily har en tårer trillende ned af kinden, så hun vil jo tydeligvis ikke være sammen med ham. Hurtigt river jeg min telefon til mig og styrter mod døren.

"Louis vent lige! Lad nu vær med at gære noget du-" mere hører jeg ikke, før jeg er spurtet ud og ned af trapperne. Jeg er nød til at finde Em og få hende væk fra Justin. Hvad laver han iøvrigt i London?

Først kører jeg hen til starbucks, men selvfølgelig er de ikke der mere, typisk!

Jeg stiller bilen og går ud i gågaden.

"Louis! Louis!" Fans... det har jeg jo ligesom ikke tid til lige nu.

"Hej Louis"

"Hey piger, jeg har ikk' rigtig tid til at snakke lige nu"

"Hvorfor ikke?"

Omg!? Hvad er det de ikke forstår?

"Jeg leder efter Emily"

"Nårh, jeg så hende ved Victoria's secret sammen med Justin Bieber, her for 2-3 min siden..."

"Tak for hjælpen piger, jeg smutter!" Okay, nogle gange har det sine fordele at være kendt. Hurtigt løber jeg hen mod butikken, men stopper op da jeg ser dem stå ude foran og kramme.

"Hvad fanden har du gang i!?"

Jeg spurter hen og river Justin fra Emily.

"Ingen skal røre min pige!"

"Louis slap lige af! Jeg fucking ikke gjort andet end at-"

SLAM!

Mit knytnæve er placeret midt på hans kæbe, men inden jeg når at beundre min fuldtræffer, slår han igen. Hårdt. Jeg vælter ham ned på jorden og sparker ham, til han ligger stille. Forsigtigt går jeg imod Emily, som stadig står helt i chok. Stille ligger jeg armene om hende, men hun skubber mig hårdt væk, så jeg er ved at falde.

"Hvad sker der for dig, Louis? Du er jo syg i hovedet!" Forfærdet og bange hvisker hun ordene, mens hun kigger mig stikkende dybt ind i øjnene.

"Jeg vil jo ikke have at du skal være ked af det Em. Du græd jo. Jeg fik ham jo bare væk, så han ikke gjorde det værr-"

"Louis, det er ikke Justins skyld at jeg er ked af det. Det er din, og DU har lige gjort det værre"

Med hastige skridt går hun væk fra mig, mens jeg bare står og kigger chokeret på hendes ryg. Det skulle jeg så ikke have gjort, for bag mig er Justin kommet på benene igen, og i det samme mærker jeg en skarp smerte i mit baghoved, inden alt bliver sort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...