Take The Chance - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 sep. 2016
  • Opdateret: 6 mar. 2017
  • Status: Igang
Emily Wood og hendes bedste Veninde, Ashley Carter, går på Londons største musikskole.
En dag lancere Rektor en konkurrence, hvor man skal synge One Directions sange.
Drengene og deres sanglærer sammensætter nogle elever der har deltaget, til et band som skal opvarme for 1D på deres næste Tour.

Hvad sker der når Emily bliver valgt?

Kan hun klare et helt år med hate fra fansene og uden hendes bedste veninde?

Og hvad med drengene? Kommer der følelser i klemme for enten Emily eller de andre vindere?

Læs med i 'Take The Chance'

(Forfatterbesked: Jeg ved at tiden ikke passer mht. Zayn, drengenes kærester, udseende og sange. dette er med vilje, da jeg synes at det passer bedre ind i historien.

I starten er kapitlerne meget korte, da jeg lige skulle igang:) - de bliver længere jo længere man kommer ind i historien. Typisk er de mellem 1200-3000 ord.

Det skal lige siges, at jeg ikke er fan)

38Likes
33Kommentarer
42278Visninger
AA

27. Hjem

2 dage senere

(Emilys P.O.V.)

Vi fik spillet vores sidste koncert igår. - eller ihvertfald den sidste inden jul. Nu står den bare på ferie og julehygge de næste tre uger. Altså for dem der ikke er blevet glemt af deres familier. Jeg er seriøst skuffet over at de kunne finde på det. Hvem glemmer lige, at de har en datter!? Mine forældre åbenbart!

Så må jeg vil bare holde jul alene i år. Fedt! - or Not!

Hele teamet - begge bands og crewet - kører til lufthavnen i aften. Vi skal godtnok med forskellige fly, men whatever. Så er der bare nogle der kommer til at vente længere end andre.

Jeg er lige ved at smide alt mit tøj ned i kufferten. Og ja, smide. Jeg orker sgu ikk' lige at lægge det sammen. Kald mig bare doven, I don't Care!

Selvom vi først skal flyve i aften, skal vi være ude af hotellet om 10 minutter. Efter at jeg har fået mast låget i på kufferten og lynet den, snupper jeg hurtigt mit nøglekort og smutter ud i stuen. Drengene står allerede og venter med deres kufferter. Da alle er klar, tager vi elevatoren ned til receptionen, hvor resten af Chestnut pigerne står og venter. Vi får tjekket ud, og smidt alt vores bagage ind i bussen, hvor det kan ligge indtil vi skal med flyveren.

"Hva' så Guys, hvad skal vi lave i eftermiddag?" Alison kigger rundt på os alle - undtagen mig, selvfølgelig. Klokken er også kun 14:00, så vi har lidt tid vi skal have til at gå.

"Hvad med at vi går ind og kigger lidt i byen? Vi kunne starte med at få noget at spise - jeg er faktisk ret sulten!" Selvfølgelig Niall, selvfølgelig er han sulten! Den dreng spiser seriøst hele tiden, altså! Utroligt, at han ikke sprækker egentlig...

"Kan vi godt, jeg er faktisk også lidt sulten..." bryder Zayn ind.

"Okay, så er det vedtaget! Vi tager ind til byen."

Da vi praktisk talt næsten allerede bor inde midt i byen, tager det kun 5 minutter på gåben, før vi er ved butikkerne - og restauranterne!

"Drenge, jeg er altså ikke særlig sulten..." de andre, der allerede er halvt inde af døren til en eller anden café, vender hovederne mod mig. Brooke vender tydligt øjne.

"Det er jeg faktisk heller ikke" Louis smiler og går tilbage til mig.

"-i kan bare gå ind og spise, så finder mig og Em på noget andet" jeg nikker mig hurtigt enig, og de fortsætter ind ad døren.

Nu er jeg så alene med Louis.

Hans mave rumler.

"Louis, du må altså gerne gå ind og få noget at spise."

Hans mave rumler igen.

"Njaa, jeg er ikke sulten..." løgn.

Jeg nikker, men tager så ved hans arm, og trækker ham med over til en pølsevogn.

"Hvad skal vi?"

"Du er sulten, så du skal have noget at spise!"

Uden flere indvendinger, stikker jeg en hotdog i hånden på Ham.

Vi hår lidt rundt og snakker ikke rigtig sammen - Louis har travlt med st spise.

Pludselig griber han fat i min arm, og trækker mig med.

"Hvor skal vi hen?"

Hotdoggen er faktisk lige blevet spist færdig, så det er jo god timing!

"Vent og se!"

Lidt efter er vi ved en skøjtebane, og Louis er igang med at leje skøjter.

"Her. En 39 ikke?"

Jeg nikker. "Men jeg kan altså stadig ikke skøjte..."

"Nu går jeg udfra at vi har lidt mere tid idag" jeg kigger rundt - der er næsten ingen mennesker. "-så det kan jeg jo lære dig!" Han virker begejstreret, så jeg griner bare lidt af ham.

"Okay så!"

Vi får skøjterne på, og træder forsigtigt ind på banen. Jeg er ved at falde med det samme som sædvanelig, men Louis griber mig.

"Rolig prinsesse!"

Kaldte han mig lige prinsesse? Jeg kan mærke at jeg begynder at rødme, så jeg kigger ned i jorden.

"Hey, det er ikke noget at være flov over!" Okay han tror tydeligvis, at det var fordi jeg faldt. Det er egentlig fint med mig...!

"Stille og roligt"

Louis trækker mig forsigtigt rundt, mens han selv skøjter baglens. Vi er de eneste på skøjtebanen, så vi behøver ikke at tage hensyn til andre.

Det begynder at gå bedre, og jeg bevæger faktisk selv mine ben. Wow, jeg er dygtig!

Lige så forsigtigt slipper Louis mine hænder, og jeg skøjter selv. Omg, jeg skøjter selv! Nøj, hvor er jeg dy-yyy-ygtig! Bang! Og så ligger vi der. Mig oven på Louis, der - desværre for ham - skøjtede foran mig. Jeg får et hurtigt flashback til sidste gang vi skøjtede. Der skete præcis det samme. Jeg får øjenkontakt med Louis, og vi begynder at grine.

"Skal vi tage en pause ude ved banden?" Louis nikker hurtigt og hjælper mig op. Vi skøjter hånd i hånd derhen. Eller Louis skøjter, og jeg bliver trukket:)

Vi sætter os og en lidt akavet stilhed lægger sig over os. Louis ligner en der gerne vil sige noget.

"Hvad vil du sige Lou?" Jeg lægger min hånd på hans.

"Jeg ville egentlig bare spørge dig om noget..." han kigger op og vi får øjenkontakt. "-nu hvor du ikke har nogle at holde jul med, tænkte jeg om du ville med mig hjem til Doncaster og holde jul med min familie?"

Jeg bliver lidt chokkeret over hans tilbud. Det havde jeg ikke lige forventet...

"Det vil jeg rigtig gerne, men tror du det er en god idé? Altså hvad ved din familie ikke sige, hvis du slæber mig med?"

Et smil breder sig på hans læber.

"Jeg har allerede snakket med dem. De vil elske hvis du kom! Vi skal også holde min fødselsdag, så resten af drengene kommer også på et tidspunkt. Vil du med?"

"Okay så!" Jeg bliver helt overgearet, og giver ham et kæmpe kram.

2 timer senere

Vi er lige ankommet til lufthavnen. Louis fik hurtigt ordnet, så jeg kan flyve med ham til Doncaster. Desværre er vores fly det aller sidste der letter. Først klokken 22:56 faktisk. Lige nu er klokken omkring halv 7, så det går noget tid. Nærmere bestemt 4 timer og 24 minutter. Resten af pigerne fra Chestnut skal alle nå flyet mod London - som letter som det første -, så dem slipper vi heldigvis for. Jeg orker seriøst ikke mere af deres fnidder! De er seriøst nederen at høre på noglegange.

"Passagerer til Flight 686, gate 11 - mod London, bedes gå ombord på flyet"

Pigerne, nogle fra crewet og et par af drengene forsvinder hurtigt ud af venteværelset, da deres fly bliver kaldt over højtaleren. Faktisk er der nu kun en 10 stykker tilbage. Den eneste jeg kender, udover Louis, er Niall der skal til Irland. Resten, der står i den anden ende af rummet, er nogle fra crewet.

"Hvaeh, Emily, skal du ikke med det fly?" Niall river mig ud af mine tanker, og står og glor forvirret på mig.

"Nej, ikke alligevel. Louis tilbød mig, at jeg kunne tage med og holde jul sammen med ham og hans familie."

Han smiler forstående til mig, men gør tegn til at Louis skal følge med?

Han rejser sig og de går lidt væk.

5,5 time senere

(Louis' P.O.V.)

Vi sidder lige nu i flyet, på første klasse. Emily er faldet i søvn op ad min skulder. Hun ser så sød ud når hun sover. Jeg fucking elsker den pige! Derfor forstår jeg slet ikke, hvordan jeg har kunnet gøre alt imod hende, som jeg har gjort. Det var også det Niall ville snakke med mig om. Han er bange for, at jeg kommer til at gøre noget dumt igen. Imens jeg sidder og tænker, bliver jeg søvnigere og søvnigere. Der er tusmørke overalt omkring mig. Jeg lukker stille øjnene i og lægger mig til at sove.

...

"Louis? Louis, vågn op!"

Emilys stemme trænger ind i mit hoved, og et smil former sig på mine læber.

"Lad vær med det der. Jeg ved at du er vågen!"

Jeg åbner stille øjnene i igen.

"Vi er her nu..."

Da jeg sidder yderst, rejser jeg mig hurtigt, og trækker Emily op fra sædet. Hun slipper ikke min hånd, da vi går mod udgangen, så jeg fletter mine fingre ind i hendes. Vi får hurtigt øjenkontakt og smiler til hinanden.

Vi får hurtigt fundet vores bagage, og smutter ud til parkeringspladsen, hvor taxi'en jeg har bestilt, gerne skulle holde. Det gør den heldigvis også. Vi sætter os ind, og jeg fortæller adressen på min mors hus. Bare det at sige den igen, får mig til at smile. Det er rart at være hjemme. Mig og drengene er tit på Tour, så det sker ikke så tit. Emily er ved at falde i søvn igen i bilen, men jeg holder liv hende, da turen kun tager omkring 20 minutter.

Som sagt er vi der kort efter, så jeg stiger ud og får vores bagage. Emily, der har fået kæmpet sig ud af bilen, tager jeg i hånden og trækker op imod døren. Selvom klokken er lidt over midnat, ved jeg at de ikke sover. Eller måske gør de små, men min mor, papfar og ældste søstre gør ihvertfald ikke. Jeg snakkede med min mor igår, og de glæder sig helt vildt til at jeg kommer hjem. Kort efter at jeg har ringet på dørklokken står min mor ude foran.

"Louis!"

"Hej mor!"

Vi giver hinanden et kæmpe kram, mens Emily har stilt sig lidt i baggrunden. Der får hun ikke lov at stå længe, hvis jeg kender min mor ret. Og det gør jeg!

"Ej, og du må være Emily!" Hvad sagde jeg...

Min mor trækker hende hen foran sig.

"-Louis har fortalt SÅ meget om dig!"

Okay mor! Bare stop nu ikke?

Emily bliver trukket ind til et lige så stort kram som jeg fik, trods at de to aldrig har mødt hinanden. Min mor lader allerede til at kunne lide hende, så det er jo fantastisk!

Vi smutter alle tre ind ad døren, og jeg når nærmest ikke at lukke den efter mig, inden jeg bliver overfaldet af mine søskende. Lottie og Fizzy krammer alt luften ud af mig og Dan står grinene og ser på. Daizy og Phoebe sover vist allerede. Emily har stilt sig i baggrunden igen. Jeg tror hun er lidt nervøs...

Da jeg kommer fri af pigerne, krammer jeg hurtigt Dan og trækker Emily hen til mig.

"Nå, men det her er så Emily og Emily, det her er min familie. Du har vist mødt min mor, Johannah, så er der min papfar, Dan, og mine småsøstre, Lottie og Fizzy. Der er også to lidt mindre, Daisy og Phoebe, men de sover vist stadig..." hun får lige en hurtig forklaring, inden hun giver hånd til dem alle.

"Er i kærester?" Fizzy kigger spørgende på mig. Nu bliver det akavet...

"Æhhh, ... nej"

Min mor ser medliddende på mig. Hun ved hvor meget det piner mig, at svare nej til det spørgsmål. Jeg har fortalt hende alt om Emily, så hun ved hvad vi har været igennem.

"Nå... i kunne ellers være søde sammen..." Emily trækker lidt på smilebåndet, da Lottie kommer med den sidste kommentar. En akavet stilhed breder sig, og alle står bare og stirrer på hinanden.

"Nåeh, Louis?" Min mor smiler til mig. "-jeg går ud fra at i er trætte, så jeg har redt op på dit gamle værelse. Jeg håber selvfølgelig at det er okay, at det er en dobbeltseng, eller så skal vi nok fin-" "mor, det er fint, okay?"

Jeg afbryder hende med et smil, som hun hurtigt gengælder.

"Så vil vi gå op og sove. Det har været en lang dag..." jeg tager Emilys kuffert og hiver fat i hendes hånd, før vi går op ad trappen mod mit værelse. Nu håber jeg bare at min familie vil tage godt imod hende, så der ikke bliver flere akavede situationer.

Jeg går forest og skubber døren til mit værelse op. Det er ved at være noget tid siden jeg har været her sidst, men min mor har holdt det rent for mig.

"Er det her dit barndoms værelse?" Emily ser på mig, med et smil.

"Jaeh, det er det. Her har jeg tilbragt mange timer..."

Vi får begge hurtigt taget vores tøj af, så vi kun har undertøj på i nat. Der er ikke nogen grund til st bruge tid på at finde nattøj frem, for vi har alligevel begge to set det hele...;)

Da vi har lagt os i sengen, trækker jeg Emily ind til mig, og hun lægger sin hånd og sit hoved på min brystkasse. En varm, rolig og dejlig fornemmelse fylder mig. Det er ved at være noget tid siden at vi har lagt sådan sidst, så min krop går helt amok. Det er nogle sindssygt vilde følelser, jeg har for pigen ved min side...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...