Sam Williams histore

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 sep. 2016
  • Opdateret: 3 sep. 2016
  • Status: Igang
Sam Williams havde det liv mange ønsker. Men masken lyver. Sam er nemlig ikke nogen normal pige.

0Likes
0Kommentarer
50Visninger

1. Alt forandres

Jeg stod og så på sine arme. En jakke eller langærmet trøje skulle nok kunne dække mærkerne. Ingen ville finde ud af noget. Det måtte de ikke. Så ville de sætte ham i fængsel. Og skete det, ville jeg kun ende med en masse problemer. Som fx at min mor ville blive sur og sidde grædende på sit værelse igen. Måske ville hun endda få flere ar.

Det kunne jeg ikke lade ske. Derfor holdt jeg mund, selvom en del af mig ønskede at bruse ud med det hele. Bare fortælle alle hvad han gjorde. Så de kunne sende ham væk og få os andre i sikkerhed. Men det eneste jeg ville få ud af det, var en masse tåre, og hvis han dukkede op igen, ville han vide hvem der havde sladret.

Nej. Det var for farligt.

Jeg greb en trøje og trak den på. Jeg så ned. Den dækkede mærkerne helt fint.

"Samantha! Hvor er du din lille...!?" hørte jeg en stemme råbe. Hans stemme.

Så brasede han gennem døren. Hans næve var oppe. Klar til at give flere mærker. Jeg bed mig i læben og knyttede næverne og gjorde alt hvad jeg kunne for ikke at gå i forsvar eller noget.

Så kom slaget, men jeg mærkede det ikke. Det havde jeg ikke gjort i et stykke tid. Nu ignorerede jeg smerten, og lod bare slagende hamre ned over mig.

"Er du færdig?" spurgte jeg bagefter. Det gjorde jeg altid. Han vidste det. Derfor slog han ikke på grund af spørgsmålet.

"Ja," sagde han. "Jeg er færdig. For nu."

Det sagde han altid. For nu. Det var hans advarsel. Næste gang han blev vred, ville der komme større og værre mærker, og de ville blive sværere at skjule. Sådan var det altid. Hver eneste gang.

Jeg havde intet valg.

Man gjorde mange ting, men man sagde ikke nej til Michael Williams.

Man sagde ikke nej, til min storebror.

 

Jeg nåede i skole. Ingen lagde mærke til noget unormalt ved mig - altså udover at jeg havde en tyk bomuldstrøje på i 25 graders varme. Det ville blive en svedig dag.

I første frikvarter stødte jeg ind i nogen. En dreng. Han var lidt højere end mig, højst et år ældre, og han så på mig.

"Undskyld. Jeg så mig ikke for," sagde han.

"Det er okay," sagde jeg og prøvede at gå udenom ham.

"Jeg hedder Zander, men mine venner kalder mig Zee," sagde han. Jeg så på ham.

"Jeg har travlt," sagde jeg. Og det havde jeg på en måde også. Han virkede som typen der kunne se alt der var sket på en. Både fysisk og psykisk.

"Hvad er der sket med dine arme?" spurgte han. Jeg stoppede kort op, og fortsatte så målrettet videre.

Ingen måtte finde ud af noget.

 

Zander holdt ikke op. Han opsøgte mig i hvert frikvarter og blev ved med at spørge.

"Du virker ikke som en der tøver, så resten af dagen falder alt hvad du siger for døve ører," sagde jeg. Jeg ved ikke hvordan, men mit rim blev virkeligt. Resten af dagen, var det som om det faldt for døre ører. Som om der ikke var nogen der hørte hvad han sagde.

Jeg vidste en ting. Intet ville blive som før.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...