Landing

"nu vil du være der. Tror du, at du kan gøre det godt? Tror du at jeg vil glemme? " " Jeg gengiver krammet. Min tikken under huden, stopper. Stilhed i larmen. Larmen i stilheden. Vi siger ikke noget, står bare der længe. Kan mærke du græder nu. Din vejrtrækning er blevet tung og besværet. Din gråd bliver til hulken. Jeg kan heller ikke mere, og lader min første tåre trille. De andre følger trop. Som ællinger følger efter deres mor. "

0Likes
0Kommentarer
75Visninger

1. Landingen

JEG FORESTILLER MIG, at når jeg flyver ind over Grønland, så kælver isbjergene hvidt. Kraftige stykker is styrter i havet, fryser i et splitsekund; et brag så øresønderrivende, at også jeg stivner: et sekund, et minut-længere. Ruden på det runde vindue er kold. Udenfor skygger flyets vinge for et stykke af udsigten af det Danmark, der hele tiden bliver mindre. Som en barndomsskov, man husker som endeløs, men som senere viste sig at være en samling træer, en lille lund.

Markerne bliver til skyer-på et tidspunkt-puder og dun, der dækker mit synsfelt og hele vinduet: så er vi igennem skydækket, vattet forsvinder under os, himlen er klar igen, og endnu en gang undre jeg mig over, at jeg er her. At det er muligt. I luften, i flyet, på vej. Jeg er en fugl, en halvstor unge, faldet ud af reden: alene. Det er det ord der pulserer i min krop, dét ord, der får mine arme til at spredes og afgive sved, ganske let. Det ord, og så dig. Det er måske ikke svært: at gå ud af flyet. Sige farvel til stewardessen. Gå ned af en korridor, ud i ankomsthallen, og så dig.

Eller i hvert fald ikke fysisk. Men psykisk føles det som om jeg når jeg lander, skal gå direkte over Omaha Beach på D-dag. 1000 af skud som jeg skal udgå og samtidig sende et signal om at ”det har jeg helt styr på, alt er fint”.

 Nu kommer stewardessen trippende, med det rullende ”foder bræt”. Hun går som var det et modeshow, overdrevet smilende og efter mit øjemål skruet ned i en kjole i størrelse 35. Eller som hun stolt viser sin nye opfindelse frem. Men det er nu bare kaffe og te, brændstof til de flyvende. Jeg nupper en kop te, og hælder et af deres fixe breve sukker i. Et lufthul sørger for at jeg let og elegant spilder det kogende vand, over min nye kjole. Kan mærke det brænder, smelter fast på min hud, for mig til kun at kunne fokusere på det. Som tanken om dig. Flyver op fra stolen, som en refleks, over det alt for varme vand på mit maveskind. Mit bord klapper op hurtigt, og manden foran taber sin kaffe. Domino effekt. 1, 2, 3 på stribe. Der lyder et ”gisp” fra stewardessen. Hun undskylder. Hun ligger nu på gulvet og tørrer op. Min kjole klistrer let fast til min hud. Det lige meget. Dig, du fylder mine tanker. Som en snerydder, skubber du alle andre tanker væk. Kan mærke hvordan sveden igen kravler over min ryg, giver myrekryb. Som en tikken under huden. Jo højere du tikker, jo mindre ligger jeg mærke til alt andet. Sådan har det været i mange år. Jeg vil ikke. Men det er aftalt. Igen som D-dag. Du er et fremmed individ, og alligevel så stor en del af mit liv. Du er jo ikke fremmed, men det føltes ulideligt sådan. Skyerne er store. Candyfloss, tivoli, barndom, alene. Alene, ene, glemt. Men nu vil du være der. Tror du, at du kan gøre det godt? Tror du at jeg vil glemme?

Lyset blinker rødt, på en lille tavle. Selerne skal på. Skyerne forsvinder, ligesom mine tanker. Vi er der snart nu. Stewardesse, korridor, ankomsthallen, dig. Stewardesse, korridor, ankomsthallen, dig. Mit hjerte hamre hårdt, gør næsten ondt i mit bryst. Eller er det min puls. Jeg ved det ikke. Flyet går ned af og jeg gumler løs på tyggegummiet. Hjulene kysser jorden blidt. Hårdt, hårdere, landet. Flyet kører nu rundt på landingsbanen. Mister farten. Bag hegnet står en lille familie og kigger fornøjet på flyet, der suser rundt. De er lykkelige. De er hele. Bliver jeg mon nogensinde det? Kan man i en alder af 26 genopvinde sin barndom i en lykkelig familie igen? Det er min skyld. Mig der nægtede at køre med, den dag. Mig der gjorde dig vred inden i kørte. Jeg var 8. Søster, far, mor er væk. Vandet opslugte dem. Men du slap fri. Dig. Bror. Jeg gik tit ned til havnen, og bare kiggede i vandet, ned i gerningsstedet. Med vandet som tyveknægt. Tårende presser på mit øjenlåg. Jeg skubber dem væk. Prøver at undgå at se på familie, bag hegnet. Jeg blinker op mod loftet. Tårende forsvinder. Nu står flyet snart bom stille. Lyset som før lyste rødt, bliver hvidt, og jeg løsner min sele. Jeg sidder forrest. De andre passager, strømmer ud. Presser og skubber. Som en stime hornfisk, i havnen. Det ville nok gå hurtigst, hvis alle skiftes til at rejse sig. Men alle har sig selv nærmest i den mærkelige tid vi lever i. Endelig min tur. Sig farvel til stewardessen = tjek. Jeg træder ud i korridoren. Der er langt ned. Minder mig om en gangbro. Den er vakkelvorn, hvilket får mig til at gå hurtigere. Korridor = tjek. Jeg griber min baggage. Mine øjne søger efter et toilet. Endelig får jeg fundet et. Jeg skubber døren op, hiver noget papir frem og dupper min kjole, forsøger efter at tørrer kjolen i den hånd tørrer der hænger på væggen. Den er ikke våd nu, blot fugtig. Det går nok. Da jeg presser mig igennem ankomsthallen, spotter jeg dig med det samme. Kan kun se dig. Som en løve, der har udset sig sit bytte. Du ligner dig selv. Holder et skilt, hvor der står ”Molly (lillesøster)”på. Du smiler stort. Min mund går opad, men tror den er tættest på lige. Maser mig vej igennem de mange omklamrede mennesker. Ankomsthal = tjek.  Jeg har lyst til at stikke af. Lyst til at løbe hen til dig. Så vælger en middelting. Jeg går langsomt men sikkert, hen mod dig. Jeg tænker på aftenen det skete. På mor, far, søster og på vandet. Mon de har lidt. Fanger dit blik. Roligt, glad. Sidst jeg kiggede i dit sjæls spejle, var de: Vrede og fortvivlede. Slår blikket ned. Går stadigvæk, men kigger blot ned i gulvet imens. Hvide klinker. Det er beskidt. Gamle boner, ubestemmeligt sort klister, en gammel vingummi og en læbestift. Jeg stopper, standser jeg støder ind i dig. Står lidt. Dig= tjek. Kigger så langsomt op. Du har et slidt armbånd på som jeg kan genkende.er det mit? Kan det være….? Jeg slår tankerne om armbåndet væk. Jeg når dit blik. Dine øjne er fyldt til renden med tårer, men du formår at holde dem inde for kanten. Du smiler langsomt. Så slår du armene rundt om mig. Jeg gengiver krammet. Min tikken under huden, stopper. Stilhed i larmen. Larmen i stilheden. Vi siger ikke noget, står bare der længe. Kan mærke du græder nu. Din vejrtrækning er blevet tung og besværet. Din gråd bliver til hulken. Jeg kan heller ikke mere, og lader min første tåre trille. De andre følger trop. Som ællinger følger efter deres mor. Jeg føler mig som et barn. En lille pige igen. Da vores hulken langsomt bliver til gråd igen, løsner vi begge vores kram. Vi siger stadigvæk ikke noget, men det gør heller ikke noget. For vi er sammen. Vi går ned til haven, helt automatisk, som var det vores aftale. Jeg har ikke været der siden jeg flyttede. Men ud af dømme på den bunke af gamle og nye blomster, kommer du her tit. Vi sætter os på kanten. Bølgerne slår mod kanten. Vi sidder længe og bare betragter, i alt stilhed.

 Jeg peger på armbåndet spørgende. Han kigger op, og siger ”Du gav mig det i fødselsdagsgave, jeg lovede dig jo kun at tage det af hvis jeg ikke elskede dig mere”. Mit smil breder sig, til det ikke kan blive støre. Knuger mig ind til dig, min bror. ”Jeg elsker også dig bror” hvisker jeg. Føler mig hel. Føler mig lykkelig.

Solen går ned. Men varmen bliver hængende.
Vi bliver siddende sammen, bror og søster. Betragter det nu, rolige vand. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...