Løbeturen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 sep. 2016
  • Opdateret: 3 sep. 2016
  • Status: Færdig
Et lille essay om det at løbe.

1Likes
1Kommentarer
41Visninger

1. Løbeturen

Vinden larmer om hovedet, hviner som en cykel bremse der bliver hugget i. Siver ind og ud gennem åbne sprækker og køler. Den er kold, forfriskende.

Musikken larmer i ørerne. Bassen hæver pulsen. Lydene rammer alle tankerne som en barriere der med ét brydes. Tankerne der som en ustoppelig tornado i efteråret, fræser ind og ud mellem hinanden som forvirrede høns.

Fødderne hamre mod jorden, tramper af sted. Hurtigere. Hurtigere. Hele tiden fremad. Det svier i halsen, stikker i brystet og det føles som om benene hvert øjeblik kan kollapse under kroppens vægt. Alligevel bevæger fødderne sig hele tiden videre.

Tæerne krummes hver gang et jag i siden stikker sig ind gennem ribbene som én af Robin Hoods pile.

Sangen skifter. Den korte skifte-pause efterlader et tomrum. Det føles egentlig dejligt, sådan pludselig at kunne høre fuglene synge. Så begynder den nye. Tempoet i dén er hurtigere. Automatisk stiger pulsen yderligere i takt med, at fødderne nu rammer jorden oftere.

Hele kroppen skriger. Blodet koger og beder om at stoppe. Øjnene løber i vand. Hurtigere. Hele tiden hurtigere. Tænderne møder hinanden og klistre sig sammen som lim – kæberne spændes som en udstrakt fjedre. Videre. Der findes ingen anden vej end fremad og den eneste stopklods er dig selv.

Tankerne hamre mod indersiden af hovedet. Ramler ind i hinanden og får panden til at dunke. De skændes. De er uenige. De fleste råber til benene, til armene, til alle musklerne der arbejder på højtryk, at de skal stoppe. Og så er der enkelte der bliver ved: ”Hurtigere. Hurtigere. Det gør ondt, men det er bare din krop. Det gør ondt, men det er ikke farligt. Videre. Fremad.”

Fødderne der kører på automatik, der nærmest fungerer som en selvkørende maskine, lytter til mindretallet – også selvom det er politisk ukorrekt. De fortsætter. Hopper over en gren der ligger slapt på fortovet, er ved at snuble over en lidt for stor sten og træder en indtørret hundelort i bund. De fortsætter stadig.

Svedperler glinser på panden og på næsen. Trøjen klistre sig fast til maven og hænderne prøver desperat på at vriste sig ud af handskernes fængsel.

Solen svier i nakken, men sender alligevel små dejlige elektriske stød gennem hver en nerve der overhovedet eksisterer.

En lykkelig følelse breder sig hurtigere end influenza, da uret bipper og indikerer, at der kun er en kilometer igen.

De energiske tanker hopper op og ned med pomponer, som cheerleaders der hepper på sit hold. ”Du er snart i mål. Du er der næsten. Nu er det bare lige ud – lige ud og hjem. Du gør det godt. Lyt til musikken. Fokusér på teksten. Glem alt det der gør ondt – det har du rigeligt tid til bagefter.

Læberne kruses i et smil, da øjnene kan fornemme huset.

Vinden får hestehalen til at piske om baghovedet. Får den til at kører rundt og rundt – det ligner næsten en karrusel i Paris’ gader. Den, vinden, er stadig kold, men nu da den rammer ryggen som arme der skubber kroppen fremad, er den mere fantastisk end et rundstykke fyldt med nutella.

Uret bipper igen. Øjnene fokuserer på ét eneste punkt, kun et par hundrede meter fremme. Den hvide kasse, der virker langt mere vidunderlig end den nogensinde ellers har gjort, stråler mere end diamanter.

Nu begynder benene at spurte. Slutspurten. Dén kan man ikke være foruden. Det ville være det samme, som at spise pommes frites uden ketchup.

20 meter. 10 meter. 5 meter. Pegefingeren lander på uret og trykker den grå ”stop” knap i bund. Blikket skæver til den digitale skærm. Tilfredsstillelsen får skuldrene til at slappe af. Munden står på vidt gab. Hiver luft ind i enorme drag.

Det føles fantastisk, sådan at mærke hver en muskel, sene, nerve og knogle sitre. Det føles fantastisk, at kunne mærke hjertet slå. Det føles fantastisk, at kunne mærke, at man lever.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...