De Utilpassede

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2016
  • Opdateret: 22 sep. 2016
  • Status: Igang
Der var engang, hvor evner, der rakte over menneskets forstand, var noget særligt, noget som man ønskede. Evner som at kunne løbe hurtigere end øjet kunne se eller læse tanker. Evner som at kunne kontrollere ild eller gøre sig selv usynlig. Superkræfter, kaldte de det. Det var selvfølgelig dengang, hvor der ikke var nogen, der rent faktisk havde disse særlige evner. Dengang man kun drømte om det og aldrig så det som en realitet, og hvor tegneserier og filmbranchen udnyttede det inderlige ønske om at blive metamenneske ved at gøre det til underholdningsværdi. Heri blev menneskene ofte udsat for en eller anden kemisk reaktion og tilegnede sig på den måde ’overnaturlige’ evner. I virkeligheden er det helt anderledes.

23Likes
20Kommentarer
1244Visninger
AA

6. Kapitel 6

 

Jeg flygter ned til frokost, da timen slutter. Alligevel indhenter Sam mig.  

”Hør, du må undskylde det i flyet. Adam er lidt…” han tager en dyb og eftertænksom indånding, ”Adam.”

Jeg hæver øjenbrynene og ryster så på hovedet. Hvad skal man overhovedet svare til dét? Så må Adam godt være lidt mindre Adam?

”Det er okay,” siger jeg bare. Selv min far flere kilometer herfra kan høre den store løgn. I det mindste er vi nået ned i kantinen, så jeg kan lade som om, jeg er mere interesseret i maden end det her forsøg på en samtale.

”Og det er selvfølgelig ikke kun Adams skyld,” fortsætter han. ”Jeg skulle ikke have opmuntret ham til det. Undskyld.”

Jeg forstår ikke, hvorfor han overhovedet gider bruge tid og energi på det her. Han kan da være ligeglad med, hvad jeg synes om dem.

”Det er okay; jeg overlever.” Jeg sender ham et stramt, men forsikrende smil, inden jeg tager min bakke med hen mod bordene. Der er ikke kommet særlig mange, så jeg kan sagtens finde et tomt bord uden at det ligner, at jeg er en total loner.

Idéen er bare ikke nogen succes, for Sam sætter sig ved siden af mig.

”Hvad synes du så om stedet?” spørger han og tager en bid af sin sandwich. Han spørger mig præcis lige efter, jeg har taget en bid af min egen sandwich, og en akavet stilhed danner sig over os, mens jeg tygger færdig.

”Det ved jeg ikke,” svarer jeg.

Indtil videre har jeg gået i skole en hel dag, uden at nogen har sagt noget til mig eller kastet noget efter mig. For første gang er jeg rent faktisk usynlig. Men jeg vil stadig foretrække at være hjemme. Hjemme, hvor jeg ikke behøver at være omgivet af underlige mennesker med underlige evner.

”Er det bedre eller værre end det, du kommer fra? Hvad lavede du inden, du kom hertil?”

Jeg ville ønske min evne var at skrue ned for folk. Mute dem totalt. Eller at mit skjold var lydtæt. Og at jeg så også kunne kontrollere min evne.

”Det er svært at vurdere, når jeg kun rigtig har været her i en dag. Jeg er lige blevet færdig med gymnasiet,” svarer jeg, da jeg indser, at der ikke er nogen anden måde at komme uden om det på.

”Halløj,” lyder en stemme over os, og jeg kigger op, kun for at få en forstærket trang til at forsvinde.

Adam står på den anden side af bordet, og et øjeblik efter har han sat sig overfor Sam. I det mindste ikke overfor mig, men stadig ved vores bord. Eller mit bord, som Sam invaderede.

Jeg burde have set det komme.

Et øjeblik efter dukker Lisa og Jude også op. Herefter tre andre, der tager de sidste pladser ved bordet.

Selvom der er et godt stykke i mellem os, føler jeg mig alligevel indeklemt. Kan jeg måske bruge undskyldningen, at jeg lovede nogle andre at sidde med dem? De vil opdage med det samme, at jeg løj, når jeg sætter mig ved et tomt bord…

”Hey, du er flypigen, ik?” spørger Adam og rækker hånden frem til mig. Jeg lader som om, jeg ikke har set den og koncentrere mig om min mad.

”Det er Nora, og vi er på samme hold. Det er Lisas roomie,” retter Sam ham, og jeg når lige akkurat at fange ham i at veksle blikke med Adam.

”Så ved du, hvad din evne er eller er den også et mysterium?” spørger Jude, og mine kinder bliver hede. Selvfølgelig ville det spørgsmål komme.

Jeg overvejer at svare, at jeg ikke ved, hvad den er, men mon ikke Sam finder ud af det meget snart?

”Jeg kan ikke kontrollere den,” indrømmer jeg. Inden de kan nå at kommentere det, ser jeg på Sam. ”Hvad med dig?”

Han klør sig lidt i håret, og de andre griner.

”Skal jeg virkelig svare på det?” spørger han og skærer en grimasse. De andre griner mere, og jeg rynker brynene; har et eller andet sted lyst til at grave mig ned i et hul.

”Sam har ingen evne. Og han får det nok heller ikke,” svarer Adam.

Mine øjenbryn bevæger sig automatisk ind mod hinanden. Jeg kan ikke holde forvirringen og forundringen tilbage.

”Hvorfor er du her så?” ryger det ud af mig.

Jeg ved ikke, om det er noget, man kan være bekendt at spørge – eller om det er et af de spørgsmål, man holder for sig selv.

Alle ser på mig, men jeg forsøger kun at se på Sam.

”Fordi begge mine forældre har evner, hvilket gør, at jeg åbenbart også får evner. I deres optik.” Han trækker på skulderne. Jeg rynker brynene yderligere.

”Kan du ikke bare… stoppe med at gå her?”

”Nu hvor de er ret overbevist om, at jeg på et eller andet tidspunkt får evner, vil de ikke lade mig gå. Heller ikke selvom jeg har gået her i nogle år,” svarer han. ”Desuden kan jeg godt lide at være her nu.”

Jeg hæver begge øjenbryn, men ved ikke, hvad jeg skal sige. Det virker så absurd.

”Men hvis du aldrig får dine evne, kan du vel heller aldrig komme ud?” Igen et spørgsmål, der bare ryger ud af mig, men som jeg ikke er sikker på, man stiller folk.

Han trækker på skulderne igen.

”Forhåbentlig indser de, at jeg ikke er som mine forældre. Og at hvis mine evner endnu ikke er trådt frem, så vil de nok slet ikke træde frem.” Han ser lidt på mig, inden han ser på de andre. ”Hvad har I lavet? Hvor mange førsteårselever har du snydt, Adam?”

Adam begynder at tale, men jeg lytter ikke efter. Hvorfor tager alle det så roligt, når de i virkeligheden har sagt, at Sam måske aldrig slipper ud herfra?

Og hvad med os andre? Os, der ikke kan kontrollere vores evner? Slipper vi nogensinde ud herfra, hvis vi ikke kan kontrollere vores evne?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...