De Utilpassede

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2016
  • Opdateret: 22 sep. 2016
  • Status: Igang
Der var engang, hvor evner, der rakte over menneskets forstand, var noget særligt, noget som man ønskede. Evner som at kunne løbe hurtigere end øjet kunne se eller læse tanker. Evner som at kunne kontrollere ild eller gøre sig selv usynlig. Superkræfter, kaldte de det. Det var selvfølgelig dengang, hvor der ikke var nogen, der rent faktisk havde disse særlige evner. Dengang man kun drømte om det og aldrig så det som en realitet, og hvor tegneserier og filmbranchen udnyttede det inderlige ønske om at blive metamenneske ved at gøre det til underholdningsværdi. Heri blev menneskene ofte udsat for en eller anden kemisk reaktion og tilegnede sig på den måde ’overnaturlige’ evner. I virkeligheden er det helt anderledes.

22Likes
19Kommentarer
1232Visninger
AA

5. Kapitel 5

 

Jeg vågner med et sæt, da vækkeuret går i gang. Jeg er ellers sikker på, at jeg ikke slog det til. Min seng føles ikke hjemlig og mit forvirrede blik kredser rundt på værelset, indtil det går op for mig, hvor jeg er. MetaAkademiet. Jeg sprang over aftensmaden og må være faldet i søvn, efter jeg pakkede ud i går aftes.

Vækkeuret er ikke mit, men en skærm, der hænger over for min seng, der indikerer, at det er tid til at stå op. Hvordan stopper man den?

”Rejs dig, så stopper den,” mumler en stemme fra den anden side af værelset. I forvirringen har jeg helt glemt, at jeg også har en roomie.

Jeg tumler ud af sengen og alarmen stopper, men Lisas fortsætter. En række informationer bliver vist på min skærm. Først er der en halv times morgenmad, som man kan dumpe ind til, hvis man vil. Så er der åbningstale for nye elever. Og så… Mine håndflader begynder at svede, og mit hjerte banker lidt hurtigere. Hvis det ikke var for Lisas alarm, tror jeg det ville udfylde hele værelset.

Det næste punkt på listen er opdeling i grupper ved fremvisning af evner.

”Det er ikke så slemt, som det lyder. I skal ikke fremvise dem for andre elever for eksempel,” mumler Lisa. Jeg vender mig brat om for at stirre på hende. Sig ikke, at jeg er endt på værelse med tankelæser.

”Er du… Kan du… læse tanker?” spørger jeg, ikke sikker på, om jeg lyder dum. Det er ikke lige dét, man spørger folk om; især ikke folk, man ikke kender særlig godt, men omvendt er det vel normalt her.

Alarmen bliver højere, og det er først nu, den rigtig irriterer mig. Jeg prøver at ignorere lyden, men det er som om, den skærer ind i mine ører.

Lisa kravler ud af sengen og får alarmen til at stoppe. Hun smiler let og ryster på hovedet af mit spørgsmål – ikke på den der hun er tosset-måde, men mere det spørger alle mig om, men nej-måden.

”Jeg kan føle dine følelser. Du ved forvirring, anspændthed, frustration. Jeg gættede resten.” Hun går hen til sit skab og finder noget tøj. Jeg ser væk, da hun begynder at tage sit nattøj af, flygter i stedet ud på badeværelset med mit eget.

 

Jeg er ret fortabt, da vi kommer ned i kantinen. Lisa var lige ved min side, og nu er hun forsvundet. Jeg får slæbt mig selv hen til køen og prøver at gøre mig så lille som mulig. Jeg har ikke engang kræfterne til at tage mig af dem, der snyder foran – det er også bedst bare at ignorere det.

Da jeg endelig får min mad, kommer jeg til det sværeste. Hvor sætter man sig? Mine øjne spejder rundt i kantinen. Folk sidder i klynger, snakker med dem, de kender. Jeg får øje på Jude og sætter kursen mod hende, for jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal gøre. Da jeg kommer tættere på, opdager jeg dog, at hun sidder sammen med Lisa, der sidder ved siden af Sam, som sidder ved siden af Adam, og jeg skynder mig at dreje af, inden jeg når helt ned til dem. I stedet ender jeg med at sætte mig i den anden ende af et bord, hvor der allerede sidder en dreng og en pige.

De snakker dog ikke sammen.

Der er ikke noget pinligt ved at sidde alene. Det har du gjort før.  

Jeg når kun at spise halvdelen af min mad, før folk begynder at forsvinde. Fem minutter efter er kantinen næsten hel tom, og jeg skynder mig at lægge min bakke på plads og følger strømmen af mennesker, der er ved at forsvinde ud af døren.

Vi kommer ind i et gigantisk auditorium, og jeg finder en plads. Nogle minutter efter begynder rektor at tale. Han byder os velkommen og fortæller lidt om MetaAkademiet.

”Vi har selvfølgelig nogle regler her på akademiet. De kan også findes på jeres skærme på værelset. Jeg vil nævne de vigtigste regler her, som omhandler færden uden for akademiets grund…” begynder han. Tanken om, at jeg kan slippe ud herfra, har slet ikke faldet mig ind – jeg kan gå ind til byen. Jeg kan tage på biblioteket. Jeg behøver slet ikke omgives af metamennesker konstant de næste to år.

”Først og fremmest skal I altid bære jeres armbånd, når I færdes udenfor. Armbåndet vil I få udleveret senere i dag. Det skal sikre, at vi ved, hvor I er, og at vi kan slukke for jeres evner midlertidigt for at undgå uhensigtsmæssig brug. Den hurtige kan regne ud, at det derfor også er strengt forbudt at bruge sine evner uden for akademiet. Inde på akademiet må evnerne bruges, så længe de ikke er til fare for andre. Jeres evne vil blive vurderet i dag, hvorefter I vil finde ud af, om I må bruge dem uden for træningslokalerne eller ej. Når I engang får tid her til aften, vil vi opfordre jer til at læse reglerne igennem. Enhver overtrædelse vil blive straffet.”

Jeg opdager, at jeg har holdt vejret. Selvom reglerne ikke virker svære at overholde – jeg gør aldrig brug af min evne, så det bliver ikke noget problem – kan jeg alligevel ikke lade være med at hæfte mig ved det faktum, at vores evner kun må benyttes på skolens område. Var meningen med MetaAkademiet ikke, at vi skal lære at begå os i offentligheden med vores evner, og ikke at vi skal undertrykke dem og gemme dem?

Rektor snakker videre, og jeg ender nærmest i en døs, indtil han fortæller, hvor de nye elever skal gå hen, når vi er færdige her.

Vi får lov til at gå først, så derfor følger jeg bare resten af flokken hen til træningslokalerne. Ingen andre har idrætstøj på eller med ved siden af, så jeg når at få min panik under kontrol, inden den melder sig.

”Okay, det kommer til at foregå sådan her. Hvis du kan fremvise din evne, stiller du dig i kø til venstre, og hvis du ikke kan fremvise din evne, fordi du ikke har kontrol over den eller ikke kender den endnu, stiller du i kø her,” råber en høj og muskuløs mand. Han minder mig faktisk utrolig meget om Supermand.

Han viser med sine hænder, hvor vi skal stille os, og jeg stiller mig i kø ved dem, der ikke kan fremvise deres evner, forsøger ikke at lade lettelsen give sig til udtryk på mine mundvig, der prøver at pege op af.

Vi bliver henvist til et lokale, og jeg gør det, jeg er bedst til – følge flokken og gøre mig så lille som muligt i håb om, at ingen lægger mærke til mig. På samme tid har jeg lyst til at snakke med nogen af dem, forsøge at finde en, jeg måske kan blive venner med.

Jeg er ikke den eneste, der ikke kan kontrollere min evne. Der er endda nogen, der ikke engang kender deres evne.

Da vi træder ind i lokalet, sidder der allerede nogen derinde. Nogen smiler til os, undersøger os med øjnene, og jeg prøver at krympe lidt mere. Hvorfor er min evne ikke at kunne gøre sig lille? Ligesom AntMan. Eller usynlig.

Selvom jeg prøver ikke at møde blikkene, der jagter os, kan jeg alligevel ikke undgå ét. Sam. Han sidder på bagerste række og smiler bredt til os. Jeg prøver at lade som om, jeg ikke har set ham, har det alligevel en smule bedre over, at han heller ikke kan kontrollere sin evne eller kender til den. I sandhed har det heller ikke været Sam, der er problemet. Det var ikke ham, der lavede sjov med mig. Han har faktisk ikke været andet end flink mod mig. Men han så det også. Han så hele scenariet, så mig løbe væk og hørte højst sandsynligt mit forsøg på at komme af flyet.

Jeg finder en plads så langt væk fra ham som muligt. Så det er lettere umuligt for mig at kunne se ham. Alligevel føles det som om, han stirrer. Som om blikket borer sig ind i min ryg. Jeg kæmper mod trangen til at vende mig om og se, om han rent faktisk kigger. I det mindste har han ikke en evne. Eller kan i hvert fald ikke styre den. Sandsynligheden for, at han kan læse mine tanker eller se mine hemmeligheder igennem mig er nul.

Hvorfor føler jeg mig så ikke sikker ved min sag?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...