De Utilpassede

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2016
  • Opdateret: 22 sep. 2016
  • Status: Igang
Der var engang, hvor evner, der rakte over menneskets forstand, var noget særligt, noget som man ønskede. Evner som at kunne løbe hurtigere end øjet kunne se eller læse tanker. Evner som at kunne kontrollere ild eller gøre sig selv usynlig. Superkræfter, kaldte de det. Det var selvfølgelig dengang, hvor der ikke var nogen, der rent faktisk havde disse særlige evner. Dengang man kun drømte om det og aldrig så det som en realitet, og hvor tegneserier og filmbranchen udnyttede det inderlige ønske om at blive metamenneske ved at gøre det til underholdningsværdi. Heri blev menneskene ofte udsat for en eller anden kemisk reaktion og tilegnede sig på den måde ’overnaturlige’ evner. I virkeligheden er det helt anderledes.

22Likes
19Kommentarer
1232Visninger
AA

4. Kapitel 4

 

Vi lander efter en time. Jeg skynder mig ud af flyet så snart det er muligt, får mig klemt forbi nogle passagerer. Jeg kan ikke lade være med at spejde efter Jude, men kan ikke se hende. I stedet følger jeg strømmen af mennesker. Vi kommer ud i en tunnellignende gang, fortsætter frem af, indtil vi når undergrundstogene. Der er ingen andre veje end ind i togene og alle andre går den vej, så jeg følger bare med og sætter mig på et tomt sæde.

Jeg krydser fingre for, at ingen andre sætter sig, selvom det kun er drømmetænkning.

Toget er næsten allerede fyldt op, og der går ikke længe, før der både har sat sig nogen foran mig og ved siden af mig.

Jeg ser ud af vinduet, selvom der ikke er noget at se. I det mindste kan man lade som om.

Der går alt for lang tid, før toget sætter i gang. På dét tidspunkt er det så proppet, at næsten hver kvadratcentimeter er fyldt med mennesker.

Folk snakker højlydt. Nogen spotter nogen, de kender, og råber fra den anden ende af vognen.

Der flyver ting og sager i luften. Varmen får vinduerne til automatisk at åbne sig, og jeg læner hovedet mod det, stikker mine hørertelefoner i ørerne igen og lukker øjnene, forsøger at fortrænge larmen og den ubehagelige fornemmelse, der har naget mig, siden jeg sagde farvel til min far.

”Er jeg den eneste, der har hørt, at vi skal vise vores evner foran de andre første års?” lyder en pigestemme. Jeg åbner øjnene en smule for at bekræfte, at det er pigen over for mig, der taler. Og fordi mit hjerte er begyndt at banke hårdt. Jeg piller den ene plug-in ud af mit ører for at høre bedre. Det sorte, krøllede hår stritter ud til alle sider og hopper nærmest som fjedre, da hun kigger i mellem de andre.

”Det har jeg også hørt,” siger drengen ved siden af hende. Jeg synker en klump, mit hjerte banker lidt hårdere. Jeg håber det ikke. Jeg håber inderligt ikke, at vi skal vise vores kræfter. Hvordan skal jeg vise det? Hvad skal jeg vise?

”Jeg har hørt, at det bare er noget de gamle elever siger for at gøre os bange,” siger den sidste pige. Jeg prøver at tro på det; jeg prøver at lade det berolige mig, men det hjælper ikke så meget, som det burde.

”Har du hørt noget?” spørger pigen med det vilde hår. Der går et langt øjeblik, før jeg opdager, at det er mig, hun taler til.

Jeg ryster på hovedet.

”Jeg ved ikke så meget,” siger jeg. Sandheden er, at min far heller ikke ved særlig meget. Da mine evner begyndte at dukke op, forsøgte han at finde ud af, hvem der kunne hjælpe mig med dem.

Det var egentlig min mors ’job’. Det var hende, der skulle hjælpe mig med min evne, for det er på grund af hende, at jeg har en.

Men siden, hun ikke er til stede for at hjælpe med det – eller generelt være en mor og en kvindelig frontfigur for mig – fandt min far MetaAkademiet, der så lovende ud. Lovende nok til, at han syntes, det var to år af mit liv værd i hvert fald.

 

Gangen fra undergrundstoget fører os direkte op til en gigantisk bygning. Et eller andet sted, havde jeg forventet et kæmpe slot. Ligesom Hogwarts eller Xaviers skole i filmene. I stedet er det en moderne, hvid bygning med en masse vinduer. Jeg har svært ved at vurdere, om der er flere vinduer end det hvide materiale, bygningen ellers er bygget af. Den svinger i sjove, runde former og ligner mest af alt noget, der er blev bygget i en science fiction-film.

En skærm fortæller, at nye elever skal henvende sig i receptionen ved indgangen til højre. En strøm af mennesker har allerede dannet sig den vej, og jeg følger den. I mellemtiden skriver jeg til min far, at jeg er ankommet; undgår alle detaljerne om flyveturen, slutter i stedet af med ’jeg ringer eller mailer på et tidspunkt’, og håber til den tid, at der er sket så meget andet og forhåbentlig godt, at flyveturen slet ikke kommer på tale.

Jeg når en skrank, hvor der i midten er sat glas op som et vindue. Bag den sidder en kvinde og forsøger sig med det bedste smil, selvom jeg er sikker på, at hun er nået det punkt på dagen, hvor hendes smilebånd gør ondt. Fra mit job i Netto, ved jeg, hvordan hun må have det.

”Navn, tak.”

”Nora… Nora Andersson,” svarer jeg, prøver at gennemskue, hvad der står på hendes computer, men den er placeret sådan, at jeg næsten ikke kan se.

”Værelse 604; det vil sige på sjette etage. Du skal bo med Lisa Winther, femteårsstuderende.” Jeg nikker. En skuffe i væggen åbner sig og synliggøre et kort.

”Værelsesnøgle,” svarer damen og smiler den her gang ægte til mig. Jeg takker og tager i mod nøglen. Damen guider mig hen til nogle elevatorer, men jeg tager trappen i stedet. Jeg har jo ikke min kuffert på mig; de sagde ved kuffertindleveringen, at den vil komme op på mit værelse, og trapperne virker bare bedre end at være mast sammen med en masse andre i en elevator.

Det føles som en evighed, før jeg når min etage. På dét tidspunkt syrer mine ben og føles tonstunge. Jeg får min vejrtrækning i ro, før jeg finder værelset. Det er heldigvis ikke langt fra trapperne. Anden dør til venstre.

Det kræver mig et par gange at finde ud af, hvordan man låser døren op, men da jeg endelig får den op, fortryder jeg.

Fyren, hvis ven er en formskiftende idiot, står inde på værelset og snakker med hende, jeg regner med, er min nye roomie.

Hvor er det typisk. Af alle mennesker, jeg kunne bo på værelse med, bor jeg på værelse med en, der er venner med dem.

Jeg overvejer, om jeg kan gå og komme tilbage senere. Men hvad skulle jeg lave indtil? Jeg har brug for et sted, der bare virker en smule som mit. Og det eneste sted lige nu, er mit nye værelse.

 Jeg træder forsigtigt ind, forsøger at være så lydløs som muligt, men det er selvfølgelig lige meget, for de opdager mig før eller siden.

”Jeg smutter,” siger fyren og vender sig om, men går i stå, da han ser mig. Pigens opmærksomhed bliver også fanget af mig, og jeg ville ønske, at jeg kunne gøre mig usynlig.

”Åh hej, du må være Nora. Jeg er Lisa,” siger hun og kommer hen for at give mig hånden. Jeg trykker den, prøver ikke at se på fyren. ”Og det er…”

”Sam. Vi fik vist aldrig hilst ordentligt.” Fyren rækker sin hånd mod mig. Jeg tager den, trykker den en enkelt gang og slipper med det samme. Jeg smiler et sammenpresset smil, før jeg vender mig om og opdager, at min kuffert er her. Den står op af en seng, jeg regner med må være min, og jeg går i gang med at pakke ud i håb om, at de tager det som et hint til, at jeg ikke rigtig har lyst til at snakke.

Lisa virker flink, og det gør Sam for den sags skyld også, men jeg kan bare ikke se ham i øjnene. Hvis jeg nu bare havde ladet være med at løbe væk og forsøgt at gøre et større nummer ud af det ved at konfrontere stewardessen, havde det måske været mindre pinligt.

”Vi var faktisk på vej ud, så du kan bare pakke i fred,” siger Lisa og hiver Sam, der ser en smule forvirret ud, med sig mod døren. Selvom min mave trækker sig en anelse sammen over løgnen, er jeg også glad for, at jeg nu kan være helt alene.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...