De Utilpassede

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2016
  • Opdateret: 22 sep. 2016
  • Status: Igang
Der var engang, hvor evner, der rakte over menneskets forstand, var noget særligt, noget som man ønskede. Evner som at kunne løbe hurtigere end øjet kunne se eller læse tanker. Evner som at kunne kontrollere ild eller gøre sig selv usynlig. Superkræfter, kaldte de det. Det var selvfølgelig dengang, hvor der ikke var nogen, der rent faktisk havde disse særlige evner. Dengang man kun drømte om det og aldrig så det som en realitet, og hvor tegneserier og filmbranchen udnyttede det inderlige ønske om at blive metamenneske ved at gøre det til underholdningsværdi. Heri blev menneskene ofte udsat for en eller anden kemisk reaktion og tilegnede sig på den måde ’overnaturlige’ evner. I virkeligheden er det helt anderledes.

22Likes
19Kommentarer
1236Visninger
AA

3. Kapitel 3

Som om tingene ikke kan blive værre, skal jeg sidde i midten, og ham, der skal sidde yderst, har allerede sat sig.

”Undskyld, men-” Jeg når ikke at sige mere, før han skynder sig at rejse sig op. Jeg smiler taknemmeligt, før jeg maser mig ind at sidde på den midterste plads. Ved vinduet sidder en dreng, der ikke kan være mere end 6-7 år gammel. Han ser en smule mut ud som han sidder og knuger sine hænder om en Gameboy. Min mave trækker sig sammen, og jeg får en trang til at række ud efter ham og fortælle ham, at det hele nok skal blive godt. Selvom det vil være en løgn. For jeg er ligeså ængstelig som ham, og jeg skal forestille mig at være en voksen ung kvinde, der rent faktisk skulle være begyndt på universitetet. Og han er bare en lille dreng, der måske skulle være begyndt i 0. klasse.

”Er det første gang, du flyver?” spørger jeg, for selvfølgelig finder jeg ikke på noget bedre. Måske skulle jeg gøre som Jude og spørge, om det er hans første gang her, men det kan jeg næsten sige mig selv.

Han nikker, og det er som om mit hjerte går lidt i stykker.

”Er du nervøs?” Jeg ser på hans hænder, der klamrer sig så hårdt om gameboyen, at knoerne næsten er hvide.

Han nikker igen, og jeg prøver at smile beroligende til ham, selvom han ikke ser på mig.

”Der er ikke noget at være bange for. Det eneste trælse ved flyveture er propperne i ørerne. Og det kan du løse ved at spise bolsjer, når vi letter og lander,” siger jeg og finder mine bolsjer frem. Jeg åbner dåsen og rækker ham den, og han ser forsigtigt op på mig, før der dukker et lille smil op på hans læber.

”Bare tag så mange, du vil.” Han tager to.

”Tak.”

Fra min anden side hører jeg et halvkvalt grin, og jeg vender mig om mod den unge mand ved min højre side.

”Hvad er der?” Min stemme stiger lidt, jeg rynker brynene. Han får hold på sit halvkvalte grin og ryster på hovedet.

”Ikke noget.” Han smiler til mig og vender så sin opmærksomhed mod sin telefon. Jeg ser tilbage på drengen, der igen hænger med hovedet.

”Vil du have nogle flere?” spørger jeg og rækker ham bolsjedåsen. Han smiler op til mig.

”Må jeg… må jeg få et kram?” spørger han i stedet, og jeg kommer til at hæve øjenbrynene. Jeg ved ikke, om det er normalt for små børn at spørge om det, men jeg kan selvfølgelig ikke nænne at sige nej – og hvorfor skulle jeg også det?

”… Selvfølgelig.” Forsigtigt rækker jeg ud efter ham og giver ham et kram. Hans arme spænder sig om mig, hårdere end, hvad jeg tror, en normal 6-årig kan. Måske er hans evne superstyrke?

Fyren fra min højre side griner igen, og jeg vender mig om mod ham.

”Okay helt ærligt. Hvad er dit problem?”

Han sender mig et bredt smil, sådan et drenget og fjollet ét, man ikke kan blive andet end glad over. Alligevel føler jeg en trang til at vrisse af ham.

Han nikker mod den lille dreng bag mig, mens han presser læberne sammen, og jeg vender mig selvfølgelig om.

”HOLY SHIT!” Mine øjne spærrer op, og jeg springer tilbage i sædet, så armlænet fra højre presser sig ind i min lænd. Den lille dreng er ikke længere en lille dreng, men en ung mand, der skraldgriner og slår sig på sit lår.

”Jeg sagde jo, at det ville virke,” får han sagt mellem sine grin.

Mit chok aftager sig langsomt, erstattes af en varme, der spreder sig ud i hele kroppen; især til mit hoved og min mave. Allerede nu kan jeg mærke tårerne presse på, for jeg har aldrig været god til sådan noget her. Selv efter tre års øvelse i at ignorere idioter, er jeg ikke immun.

Jeg tager dybe indåndinger, forsøger at få min vejrtrækning under kontrol, forsøger ikke at slippe tårerne fri. Det ender med, at jeg tager mine taske og rejser mig op. Drengen til højre ser forvirret på mig, det brede smil fra før, er forsvundet, erstattet af sammentrykkede læber.

Jeg venter ikke engang på, at han rejser sig og giver mig plads. Får i stedet klemt mig forbi, selvom pladsen er knap.

”Frøken, jeg bliver nødt til at bede Dem om at sætte Dem ned.” En stewardesse stiller sig lige foran mig. Hendes høje hæle får mig til at bøje i nakken, da jeg ser på hende, og det fremtvungne smil på hendes læber får mig til at tage et skridt tilbage.

”Jeg… Jeg er kommet med det forkerte fly,” får jeg fremstammet.

Som om det rent faktisk kan lade sig gøre.

”Det er ikke muligt, frøken. Vær sød, at sætte Dem på Deres plads, ellers må jeg tvinge Dem.” Hun ser mig i øjnene; de begynder langsomt at skifte farve, mere og mere rødlig. Jeg bakker, vender mig om og skynder mig mod min række. Lige meget, hvad hendes særlige evne er, har jeg ikke lyst til at finde ud af det ved at hun benytter den på mig.

Da jeg når tilbage, har fyren, der sad mod gangen, rykket sig hen på min plads.

”Jeg tænkte, du ikke gad sidde ved siden af Adam,” siger han og peger på fyren ved vinduet, mens han smiler til mig.  Jeg spænder mig fast og stikker mine hørertelefonerne i ørerne, før nogen af dem kan nå at sige mere til mig. Jeg værdsætter hans gestus, men den hjælper ikke på situationen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...