De Utilpassede

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2016
  • Opdateret: 22 sep. 2016
  • Status: Igang
Der var engang, hvor evner, der rakte over menneskets forstand, var noget særligt, noget som man ønskede. Evner som at kunne løbe hurtigere end øjet kunne se eller læse tanker. Evner som at kunne kontrollere ild eller gøre sig selv usynlig. Superkræfter, kaldte de det. Det var selvfølgelig dengang, hvor der ikke var nogen, der rent faktisk havde disse særlige evner. Dengang man kun drømte om det og aldrig så det som en realitet, og hvor tegneserier og filmbranchen udnyttede det inderlige ønske om at blive metamenneske ved at gøre det til underholdningsværdi. Heri blev menneskene ofte udsat for en eller anden kemisk reaktion og tilegnede sig på den måde ’overnaturlige’ evner. I virkeligheden er det helt anderledes.

23Likes
20Kommentarer
1248Visninger
AA

2. Kapitel 2

 

”Lov, at du ringer eller skriver, når du er fremme.” Far purrer op i mit hår, inden han lægger begge hænder på mine kinder og kysser mig på panden.

Det summer i lufthavnen. Mennesker løber travlt ned af de uendelige gange i frygt for ikke at nå deres fly. Mit flyver først om to timer, men der stod, at jeg skulle være her nu.

En politibetjent kommer gående forbi os, og det er som om hans blik borer sig ind i mig, forsøger at udhule mig, men så ser han væk. Jeg retter min opmærksomhed mod min far og smiler det bedste, jeg kan, mens jeg nikker.

”Selvfølgelig.”

”Det er godt min pige. Du skal nok komme til at holde af stedet,” siger han og prøver sig med et overbevisende smil. Jeg kan ikke lade være med at grine.

”Du har aldrig været der, far,” minder jeg ham om.

”Det var et forsøg værd.” Hans grå øjne har fået lidt liv igen. Når han smiler, kommer der små rynker om hans øjne. Kun ved de helt ægte smil bliver hans øjne omringet af sole.

”Jeg skal nok gøre mit bedste,” forsikrer jeg ham, for der er ingen grund til at komme med en sarkastisk kommentar lige før, jeg skal rejse og derefter være væk i flere måneder. Jeg ved ikke engang, om jeg kommer hjem til næste ferie.

Jeg ved ingenting lige nu.

”Det er jeg glad for. Pas på dig selv,” siger han alvorligt, og jeg ler indvendigt.

”Bare rolig, min evne er trods alt at passe på mig selv,” blinker jeg.

Far gør store øjne og ser kort rundt i lufthavnen, før han sukker opgivende. Alligevel kommer han ikke med en belærende prædike om, at jeg ikke må snakke højt om det – især ikke i en lufthavn.

”Pas på dig selv, Nora,” gentager han og kysser min pande igen, før han giver mig et knus, der er tæt på at knuse samtlige knogler i min krop.

”I lige måde, far.” Vi ser på hinanden i et langt øjeblik, inden jeg tager fat i min kuffert og triller den mod køen med anden omgang security.

Efter flere angreb på lufthavne er sikkerheden blevet øget. Jeg skal i alt igennem tre security-stop, før jeg kan sætte mig ind i flyet.

Jeg tjekker en ekstra gang, at jeg har min billet og pas, før jeg vinker til min far. Han smiler, men hans øjne er lagt i bekymrede folder. De grå øjne er mørke igen. På det sidste har de mindet mig om blytunge skyer, der truer med regn.

Det tager en evighed at komme igennem. Jeg vinker til min far, da jeg har samlet min kuffert og taske op på den anden side. Han prøver at smile opmuntrende til mig; jeg ved, han forsøger at overbevise sig selv om, at det her er det rette sted.

Jeg følger skiltet med gate-anvisninger. Gangene er fyldt med mennesker, men de forsvinder langsomt.  Der går en pige med sin kuffert længere fremme. To andre går bag mig. Jeg tjekker min billet igen for at sikre mig, at jeg er på rette vej.

Gangen drejer skarpt til højere og afslører en sort boks. En kvinde med et stramt udtryk, står ved siden af, og ligner én, der genovervejer sit karrierevalg.  

Pigen foran viser kvinden sin billet og får herefter lov til at gå ind i boksen. Jeg tripper lidt på stedet. I virkeligheden kan jeg stadig nå at vende om.

Alligevel træder jeg langsomt frem, da det bliver min tur, og rækker kvinden min billet med rystende hænder. Jeg ved ikke, hvorfor jeg er nervøs. Måske er det fordi det virker som om, der ikke er nogen vej tilbage, når jeg først er trådt ind i den her boks. Jeg ved ikke, hvad den gør, men jeg forventer, at det ikke er en helt almindelig boks.

Hun nikker til mig, og jeg træder ind med min kuffert. Et blåt lys sænker sig over mig, går op og ned et par gange, før en skærm foran mig lyser grøn. En animation på skærmen viser, at jeg skal træde ud af boksen og tage den elevator, der lyser grøn.

Så det gør jeg.

Da dørene lukker bag mig går elevatoren i gang af sig selv. De står tre andre foran mig, ingen af dem har trykket på knapperne.

Da jeg ser nærmere efter, indser jeg også, at der slet ikke er knapper til at kunne navigere sig selv rundt.

Jeg læner mig op af væggen, mens jeg klamrer min ene hånd om min kuffert og den anden til elevatorens bar.

”Er det jeres første gang?” spørger pigen, der gik foran mig. Hun snurrer en tot blond hår om sin finger og skæver til os. Foruden drengen, der gik ind før os, er der endnu en dreng, der læner sig op af bagvæggen. Han har armene over kors, og det går op for mig, at han ikke har en kuffert.

Faktisk er det kun den anden dreng og mig, der har en kuffert. Pigen har bare en taske med sig.

Da hendes blik ender med at hvile på mig, nikker jeg.

”Jeg var her for ti år siden,” svarer drengen med kufferten, og jeg forsøger ikke at se for længe på ham, selvom min nysgerrighed selvfølgelig er blevet fanget. Far nævnte godt, at skolen var et sted, hvor man kom og gik efter behov – dog med minimum, at man er her i to år første gang –, men hvad er der sket i ens liv, siden man vender tilbage efter ti år?

”Så er det vel kun dig, jeg rigtig skal sige velkommen til,” siger pigen og rækker mig sin hånd. Jeg sikrer mig, at min håndflade ikke er svedig ved at tørre den af mine shorts.  

”Jeg hedder Jude. Det er mit fjerde år her.”

”Nora,” siger jeg og forsøger mig med et smil, men mine tanker forhindrer mig. Det er først nu, det rigtigt er gået op for mig, hvad jeg skal til at træde ud i. Hvad hvis jeg er den eneste på min egen alder, der er her for første gang? Eller hvis de andre førstegangselever allerede er blevet venner i en elevator magen til den her?

Jeg tager en dyb indånding. Puster så ud. Endnu en dyb indånding. Selvom netop disse tanker, har holdt mig vågen om natten flere gange, er det i dag, de er værst. I dag får jeg lyst til at græde. Lyst til at stoppe elevatoren og løbe tilbage til min far, klemme mig rundt om hans ben og gentage, at jeg ikke vil det her, som et lille barn, indtil han synes det er for pinligt og ender med at tage mig med hjem.

De mennesker, der er på skolen vil være de eneste, jeg kommer til at møde de næste to år. Det bliver ikke som på gymnasiet, hvor jeg kan tage hjem og lade som om skoledagen ikke er sket. Eller hvor jeg kan sige til min far, at jeg er syg, når jeg kun er syg ved tanken om at tage i skole.

 

Da jeg skal til at kommentere længden på elevatorturen, stopper den og tilkendegiver et højt ’pling’. Jeg hiver min kuffert med mig ud, men så snart, jeg får sat foden udenfor elevatoren, hiver trangen til at løbe tilbage til elevatoren i mig.

Jeg kan ikke det her. Det er for… for… mærkeligt. Det er ikke normalt.

Foran mig kommer en dreng gående med sin kuffert svævende nogle centimeter fra gulvet. En pige kommer flyvende fra den anden retning.

Det her er ikke virkeligt. Det kan ikke være virkeligt. Det er…

Jeg skæver til elevatoren, men den er lukket. Ved siden af, er der en anden elevator, og jeg skynder mig ind lige inden, den lukker.

Febrilsk leder jeg efter de knapper, jeg ikke kunne se i den anden elevator, men heller ikke her, er der nogen.

Træd venligst ud af elevatoren. Dette er ikke en tur/retur-elevator.”

Mit hjerte banker så højt, at jeg føler, at hele elevatoren fyldes med lyden. Har jeg virkelig ikke et andet valg end at sætte mig ombord på det fly? Jeg synker en klump og lytter til elevatoren gentage sin meddelelse. Da den skal til at sige det for tredje gang, træder jeg ud af den.

Der er ingen vej tilbage. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...