De Utilpassede

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2016
  • Opdateret: 22 sep. 2016
  • Status: Igang
Der var engang, hvor evner, der rakte over menneskets forstand, var noget særligt, noget som man ønskede. Evner som at kunne løbe hurtigere end øjet kunne se eller læse tanker. Evner som at kunne kontrollere ild eller gøre sig selv usynlig. Superkræfter, kaldte de det. Det var selvfølgelig dengang, hvor der ikke var nogen, der rent faktisk havde disse særlige evner. Dengang man kun drømte om det og aldrig så det som en realitet, og hvor tegneserier og filmbranchen udnyttede det inderlige ønske om at blive metamenneske ved at gøre det til underholdningsværdi. Heri blev menneskene ofte udsat for en eller anden kemisk reaktion og tilegnede sig på den måde ’overnaturlige’ evner. I virkeligheden er det helt anderledes.

22Likes
19Kommentarer
1234Visninger
AA

1. Kapitel 1

Der var engang, hvor evner, der rakte over menneskets forstand, var noget særligt, noget som man ønskede. Evner som at kunne løbe hurtigere end øjet kunne se eller læse tanker. Evner som at kunne kontrollere ild eller gøre sig selv usynlig.

Superkræfter, kaldte de det. Det var selvfølgelig dengang, hvor der ikke var nogen, der rent faktisk havde disse særlige evner. Dengang man kun drømte om det og aldrig så det som en realitet, og hvor tegneserier og filmbranchen udnyttede det inderlige ønske om at blive metamenneske ved at gøre det til underholdningsværdi. Heri blev menneskene ofte udsat for en eller anden kemisk reaktion og tilegnede sig på den måde ’overnaturlige’ evner.

I virkeligheden er det helt anderledes.

”Vi har allerede diskuteret det. Cirka hundrede gange.” Den her gang gider far ikke engang se på mig. I stedet koncentrerer han sig om massen af biler forude.

”Men du svarer aldrig på hvorfor. Og jeg vil igen minde dig om, at jeg er 19 – hvilket betyder, at du faktisk ikke kan bestemme over mig. Helt seriøst. Jeg kunne begynde på uni om en måned, hvis du ikke forhindrede mig.”

Jeg ved ikke, hvorfor jeg forsøger at diskutere med ham igen. Jeg kender udfaldet. Det føles bare mere som om, at jeg ikke giver op, hvis jeg diskuterer med ham til sidste øjeblik.

”Universitet kan vente, Nora. To år gør ikke den største forskel, du kan jo stadig bruge din hurtigstartsbonus, hvis det er det, du er bekymret for. Det her er vigtigere. Hvad ville du gøre, hvis dine evner viste sig midt i en forelæsning?” Far kigger på mig i et øjeblik. De grå øjne er mørkere, øjenbrynene hævede en anelse.

”Min evne er ikke et problem, far. Man kan jo knap nok kalde det en evne. Jeg kan lave et skjold, der dukker op, når det selv har lyst til at dukke op. Og det er gennemsigtigt. Ingen kan se det.” Jeg himler med øjnene og sukker i kor med min far, da han bremser op igen. ”Og min hurtigstartsbonus er ikke problemet. Jeg vil bare ikke på den åndssvage skole.”

”Lad os nu sige, at der er en eller anden, der kaster noget i mod dig, og din evne så beskytter dig mod det. Vil de ikke undre sig bare en smule over, at du afværger det, uden rent faktisk at gøre noget?” Han behøver ikke nævne det. Papirkuglerne. Sneboldene. Boldene. Alle de ting, de kastede efter mig, fordi det var sjovt. Det var der, jeg havde mest brug for min evne.

Der var den selvfølgelig ikke dukket op endnu.

”Sådan er det ikke på uni,” siger jeg bestemt. Folk er mere modne. Det er andre mennesker. En anden by. Ikke som på gymnasiet.

”Det er ikke kun uni. Du bliver nødt til at lære at styre din evne, før du begiver dig ud i virkeligheden igen. Det er sådan, du bedst undgår at blive opdaget.”

Han bremser hårdt op igen.

Med den her fart kommer vi først til lufthavnen til midnat, og der vil mit fly for længst være fløjet.

”Vi når ikke frem i dag – skal vi ikke bare køre hjem igen?” spørger jeg, da jeg ikke ved, hvad jeg skal sige til hans kommentar. Når far først har bestemt sig for noget, er der sjældent noget, der kan tale ham fra det. Lige meget, hvad jeg prøver, slipper jeg ikke udenom at skulle på den her skole for særlinge.

Jeg burde være glad for, at jeg skal tilbringe de næste to år med unge, der er ligesom mig – folk, der besidder en evne og er anderledes. Men tanken om, at skulle låses inde i klasseværelser med unge, der højst sandsynligt er blevet tvunget til at tage på skolen, giver mig kvalme. Det bliver gymnasiet om igen. Umodne unge, der kaster papirkugler i hovedet på andre.

Jeg kan ikke se mig selv på den skole. Jeg har ikke lyst til at være noget særligt – at være en særling. Jeg vil bare være normal og gå på universitetet ligesom andre på min alder.

Nyhedsjinglen brager ind i bilen. Selv før min far hører, hvad der bliver sagt, strammer han grebet om rettet.

En eksplosion i den irakiske hovedstad Bagdad har indtil videre kostet 43 mennesker livet. Dødstallet stiger fortsat, mens 135 er såret, hvor 30 af dem er i kritisk tilstand. Vidner beretter om en sortklædt mand, der kastede om sig med bomber fra sine bare næver. Eksperter fastslår, at der er tale om et såkaldt meta-menneske-” Stemmen bliver skåret over, da radioen bliver slukket. Far fjerner sin hånd fra knappen og stirrer frem for sig, indtil han må have husket, hvad jeg spurgte om før.

”Selvfølgelig når vi det. Den flyver flere gange, så du behøver ikke bekymre dig om ikke at nå den.” Hans stemme er lav og er ikke jokende, som den plejer at være. I stedet er den bare tom.

Trafikken letter en smule, og vi begynder at køre i stedet for at trille.

Vi siger ikke noget til hinanden resten af køreturen.

Selvom far ikke selv har særlige evner – andet end at være et uopdaget matematikgeni – er der ikke noget, der gør ham mere ked af det, end når folk bruger deres kræfter forkert.

Han har aldrig fortalt det, men jeg tror, det har noget med mor at gøre. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...