The inventor

En novelle om en helt speciel biograftur...

0Likes
0Kommentarer
38Visninger

1. The inventor

The inventor

Jeg elsker duften af popcorn. Jeg ville ønske, at jeg kunne købe duften på flaske – måske er det det, jeg skal opfinde? Jeg taler så tit om, at jeg bliver den nye store opfinder. Det er også det, der bliver min nye fremtid - at være opfinder. Siden jeg var helt lille har det været min store drøm at være opfinder. Mine forældre har altid fortalt mig, at jeg er utrolig opfindsom, så det er uden tvivl mit kald. Igennem tiden har jeg haft mange gode idéer. Der har været ”alt-i-en-kartonen”, som skal være en karton, hvor man skal kunne trykke på nogle knapper, og så laver kartonen det, man vil have. Så har der været hårsprayen til pigers hovedbund, som skulle være en solcreme til hovedbunden. Det nyeste jeg er gået i gang med at fantasere om er en kærlighedsmaskine, så man har mulighed for at få gode råd til dates og andre romantiske ting, der hører med, når man har en kæreste, eller i hvert fald gerne vil have en. Og så nu popcornduft på flaske har også fanget min opmærksomhed! Jeg synes selv, at det lyder helt igennem fantastisk.

Der er mange ting her i livet, der er fantastisk, men alligevel er der én ting, der ikke kan sammenlignes med noget anden, og det er når jeg får billetterne i hånden til en helt ny film, for så er det som om, at jeg bliver ramt af et adrenalinskud. Nogle bruger bungy jump eller faldskærmsudspring, som deres adrenalinkick, men jeg bruger følelsen af nye billetter i hænderne. Hvad mon filmen egentlig handler om? Hvor tager den en drejning? Hvordan ender den? Er filmen lige så god som traileren? Alle de spørgsmål fylder en op, og de sætter for alvor ens hjerte op i fart.

Det er lidt sent på dagen, selvfølgelig er det det. Jeg ser aldrig andet end de sene forestillinger. Jeg har ikke et behov for at høre på babyerne græde, de små børn plage om slik, de unge teens hvisken og fnisen og de ældre kvinders sentimentale registre. Nej. En god, sen og mørk aften er den perfekte alkove, når man skal se en film, og jeg har efterhånden lært, at film skal ses i biografen! Det gør hele oplevelsen så meget mere levende, så meget mere ægte. Både grafikken og lyden er også helt exceptionel i de store sale. Jeg elsker den følelse af, at hele salens mørke lukker sig om mig, og bare lader mig være i nuet og se filmen.

Man kan tydeligt se, at der har været mange kunder i butikken i dag. Både de støvede og sandede gulve viser det, men også den udkørte dreng bag skranken fortæller en dag som har bestået af overtrætte børn og optørring af bræk, efter en eller anden har fået for meget slik og for mange popcorn. Men det gør ikke mig noget, det er en del af min tur.

Jeg bevæger mig ind mod min store sal. Billetdamen ser lidt mærkeligt på mig, som om det er helt forkert at gå i biografen alene. Jeg har det bare sådan, at min tur foran skærmen, i den røde og behagelige stol ikke er noget, som jeg vil dele med nogen anden. Det er en oplevelse, som jeg skal nyde i mit eget selskab, og selv kunne drømme om bag efter. Det skal være sådan, at det næsten er en pinsel ikke at fortælle om det til alle mine venner, der ikke har set filmen. Jeg skal kunne skubbe mig selv ud over kanten, og ikke fortælle alle og en hver om den, fordi den bare var så god.

I aften skal jeg se den film, der forhåbentlig går hen og bliver min nye yndlingsfilm. Alle de resuméer og anmeldelser jeg har læst, plus alle de trailere jeg har set fortæller mig, at denne film er som skrevet til, at jeg skal forelske mig i den.

Filmen kunne næsten handle om mig. Den handler nemlig om en mand på 24 år. Han lever i sin egen verden, og han har sin egen verden. Hans verden består af hans opfindelser, og hans opfindelser er fantastiske. De er kreative, brugbare og sat perfekte sammen. Manden er på sit værksted hele tiden, og på det værksted danner han mirakler. Og på værkstedet er der en dør. En dør, der åbner op til noget helt ubeskriveligt. Den åbner op til den verden, som alle opfindere, inklusive mig selv, ønsker at kunne åbne op for.

Jeg har igennem mine 23 år som filmelsker set utrolig mange trailere, men jeg har aldrig set en trailer, som har gjort mig så interesseret i en film, som traileren til denne film. I traileren ser man hverken hovedpersonens ansigt, eller noget andet personligt. Det er ene og alene handlingen, der bliver sat fokus på og intet personligt.

Normalt ser jeg alle film før alle andre, fordi jeg er medlem af gruppen trailer-for-life-klubben ude på Amager. Vi samarbejder med en gruppe fra USA, så derfor får vi altid adgang til de nyeste trailere før alle andre, og jeg elsker det. Men selvom jeg betaler 150 kr. i måneden og dagligt bliver bombarderet med nye trailere, havde jeg overset denne trailer. Det var ikke før min kammerat viste mig den, at jeg blev klar over, hvad jeg skulle næste mandag aften. Men det gør jeg nu. Nu skal jeg se filmen med den fantastiske trailer bag sig, og jeg beder bare til, at det ikke bliver endnu et film-forsøg på at leve op til Harry-potter eller Ringenes Herrer…

Reklamer, hvorfor skal de overhovedet være til? Det er helt fint at blive husket på at slukke sin mobiltelefon, og det er helt i orden, at biografen husker en på, at hvis man ser en film i 3D, skal man huske at aflevere brillerne, når man går ud. Men jeg har ikke et behov for at høre om Nielsens advokatfirma eller Toms murerteam, der altid er parat til at hjælpe mig!

Heldigvis kommer storskærmen frem, og filmen går endelig i gang.

”Pæren, hjulet, betonet, glasset, melet, telefonen, bilen, medicinen, ja, opfindelser har vi nok af her på Jorden. Nye opfindelser kommer til live hver dag, og tusind vis af mennesker brænder inde med en masse idéer, som lige netop de finder nødvendige her i livet, eller i hvert fald i deres liv. Sådan havde jeg det også til at starte med, men det gik hurtigt fra, at opfindelsen var en nødvendighed til at det var nødvendigt at opfinde noget nyt. Balance blev et fremmet ord, det kolde vand var aldrig koldt og tanker blev til en hårdknude, der ikke kunne bindes op. Og alt det, skyldes en ting, døren. Den ene dør. Min dør. Min opfindelse”

Det er som ord taget ud af min mund, det er næsten skræmmende. Det er så dystert, så ægte. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv, jeg er som hypnotiseret til skærmen. Jeg er som hypnotiseret, og det er SÅ fedt.

Og den 23 årige filmelskende Victor, er ikke den eneste, der er helt hypnotiseret i den sal. Men de andre mennesker i salen er ikke hypnotiserede af filmen, men af ham. De ser op på ham, som om han skal til at ændre deres liv. Der er ingen tvivl om, at det er en helt særlig forestilling der er i gang her, denne mandag aften.

Efter introen, hvor en dyb og fortællende mandlig stemme har ledet en ind på det filosoferende og ægte ved denne film, imens man har set et værksted, træder en mand ind på værkstedet. Han flytter lidt rundt på noget værktøj. Han virker rastløs. Han kigger på klokken hele tiden, som om han skal noget meget vigtigt. 23.50. 23.51. 23.53. 23.56. 23.57. 00.00.

Midnat. En dør åbner sig, og manden træder indenfor. Han træder ind i en helt ny verden. Man kan ikke se andet end manden og nogle få planter. Billedets tomhed suser igennem publikum, og alle venter vi på at se et stort monster eller et andet menneske træde ind på billedet, men det sker ikke. Han står på bare dér, manden, alene og i selskab af hans eget åndedrags ekko.

Manden sætter sig på knæ og kigger op mod det, der nok skulle forestille himlen, men mest af alt ligner en os af røg. Hans øjner bugner af stolthed, og pludselig sker der et brud – et flashback.

Det er et klip fra mandens barske barndom, der popper op på skærmen. Tomme ølflasker ligger på gulvet, kokainbaner er tegnet op på det ødelagte spejl, forældrene skændes, og midt på gulvet under bordet sidder en lille dreng. Han bygger med klodser, og han finder forskellige måder at bruge klodserne på. Hele flashbacket efterlader en med en knude i maven, og en forståelse for, hvordan manden er begyndt at opfinde. De klodser og deres egenskaber gav ham lysten til at kreere og skabe nye ting til denne ellers så forfærdelige verden, han var havnet i.

En scene fra mandens hus kommer til stede. Umiddelbart virker han ikke til at være typen med en kæreste, men i stedet den type, der ikke bare har et arbejde for at overleve i verden, men i stedet lever og ånder for sit arbejde. Hans mange plakater med forskere og opfindere på, hans mærkelige tingester og hans få møbler viser, at i hans hus er der kun plads til én ting, og det er opfindelser. Alt andet er lige meget.

I flere scener ser man manden opfinde forskellige nye maskiner og apparater, og hele tiden noterer han en masse ting i en lille sort notesbog. Mandens tøj er snusket, og hans hår stritter op i små totter, så det ligner, at han har fået elektrisk stød igennem hele kroppen. De forskellige scener er mørke og dystre, og man bliver hele tiden klemt fast i små scener, hvor manden diskutere med sig selv og sine opfindelser. Det føles næsten som om, at manden kører et psykisk spil med sig selv.

Det er modigt som manuskriptforfatter og filminstruktør at lave en film, hvor opfindelser og videnskaben bag dem spiller en så stor rolle. De må virkelig have troet, at menneskene på denne jord havde et behov for at blive lukket ind i den forholdsvis hemmelige opfinder-verden. Og samtidig har de nok vidst, at folk er så uforstående så de ønsker at få en forståelse for, hvordan et helt almindeligt menneske, kan komme på så mange fantastiske idéer, der forandrer den verden, de selv lever i.

Manden lukker sin sorte notesbog i, og kameraet panorerer rundt i værkstedet og stopper ved døren. Og igen ved midnat går manden ind igennem døren, og han træder ind i den verden, som ingen ved eksisterer. Denne gang kommer man lidt længere ind i verdenen, og man kan se, at der er lavet nogle nye forandringer siden sidst. Manden lader døren stå på klem, så han kan huske, hvor han skal tilbage til.

Imens manden bevæger sig længere og længere ind i denne store og finurlige verden, som man slet ikke forstår, at man får lov til at se, ser man flere af de opfindelser, som manden har arbejdet på. Man ser flere af hans opfindelser stå og gøre gavn i hans verden. Og jeg tror virkelig, at det er, hvad det er; hans verden. Han har på en måde formået at gøre det umulige. Han har formået at finde den forbindelse, som opfindere i flere årtusinder har prøvet at finde. Han har fundet forbindelsen til den hemmelige verden, som alle opfindere ønsker at finde. Han har fået sin egen verden, og nu er det hans opgave at give den verden et liv, og samtidig hans eget signatur. Det er for vildt!

Pludselig stopper manden op. Jorden stopper. Han kan ikke gå længere. Han ser sig tilbage og notere. Han skriver en masse tal ned. Måske er det antallet af de skridt, der var dertil, måske er det nogle beregninger til en ny opfindelse, eller måske er det tal til en sammenligning af hans fornemmelse af størrelsen på sin egen verden. Prøv lige hør det: Sin egen verden. Min egen verden.

Forskellige scener kører frem og tilbage, hvor manden undersøger forskellige planter og opfindelser. Man ser, hvordan han selv finder flere og meget mere smarte egenskaber, som hans opfindelser indeholder. Især én opfindelse, bliver jeg helt optaget af. Manden har været så genial, at han har valgt, at i hans verden, findes der ikke decideret huse. I stedet findes der biler. Biler, som også kan fungere som et hus. Så det er lidt som en autocamper, men i en meget mere smart og moderne udgave. Udover, at bilerne kan fungere som huse, svæver de også. Derfor har han fundet på en idé, der både sparer ham plads og er godt for miljøet. Han er fantastisk.

Hele hans verden er som bygget op omkring hans liv. Imellem forskellige opfindelser og problemer med hans nye idéer, ser man flashback, der forbinder ham med hans forskellige opfindelser, og samtidig giver en, en forståelse for, hvorfor han har lavet de forskellige opfindelser, og hvorfor hans verden lige netop ser ud, som den gør.

Hans verden starter helt tilbage fra store byggeklodser, der fremstår som en skulptur, der kan fortælle historier og quizze, og helt ude ved kløften, der hvor manden ikke kan komme længere fra, er jorden mørk, og kun én ting fremstår. Nemlig et arbejdsbord, med utallige funktioner og redskaber, som en sand opfinder vil gøre alt for at komme i nærheden af, men som man alligevel i realiteten kun kan drømme om.

Dét, at manden ikke kan komme længere end til den mørke jord ved arbejdsbordet, får mig til at tænke. Det er som om, at han sidder fast. Men hvorfor?

Manden står og tænker lidt ved det fantastiske arbejdsbord, da endnu et flashback flyder ind over skærmen. Denne gang er flashbacket fyldt med mandens kærlighedshistorier, og de er ikke ligefrem overdådige. Mit gåsehud viser sig fra sin værste side, imens mandens mange fejltagelser og dumme kommentarer farer frem og tilbage på skærmen, og det er dejligt, at også humoren har en effekt i denne film.

Flashbacket fader ud, og man kommer tilbage til mandens verden. Manden har bevæget sig lidt tilbage i tiden, og han er endt ved en opfindelse, der helt sikkert skal hjælpe ham med hans fremtidige dates. Det er nemlig en kærlighedshjælper, han har opfundet. Kærlighedshjælperen kan planlægge romantiske dates, fortælle en, hvilke gaver man skal købe til sin pige, eller dreng, hvis det nu er tilfældet, og den vigtigste og bedste funktion er det med, at den kan give en, en masse samtaleemner og gode såkaldte scorereplikker. Den opfindelse er guld værd – den kunne jeg godt selv bruge!

Kameraet bevæger sig lige så stille længere og længere tilbage i mandens verden, og man begynder at få på fornemmelsen, at han skal tilbage. Det er som om, at der ikke skal gøres noget ved kløften. Den skal måske have lov til at blive, fordi den er en del af ham.

Manden stopper op ved byggeklodserne, og han skimter efter døren på klem, men den er der ikke. Manden begynder at gå rundt. Han tager sig til hovedet. Han kan ikke komme tilbage. Han er omringet i sin egen verden, og i sin egen tidslinje. For første gang havde han prøvet at gå hans computer-spils-lignende-verden igennem, og pludselig kan han ikke komme tilbage.

Han løber så hurtigt han kan tilbage til sit arbejdsbord på det mørke jord. Han tænker frem og tilbage, men hans tanker er uklare og utydelige. Han noterer og noterer i sin notesbog, men intet giver mening. Hele tiden spejler kløften sig i hans værktøj, og det har en forstyrrende effekt.

Efter flere forsøg på at komme på klare tanker, stopper han sit arbejde. Han stiller sig ved kløften, og så falder han.

Han falder, og falder og falder.

Jeg forstår ikke, hvad der sker. Det føles som om, at rejsen er forbi. Det hele er forvirrende og uvirkeligt. Mit hjerte banker der ud af, for han kan ikke være død. Hans eventyr kan ikke være sluttet. Den gave han er til verden, kan ikke være blevet pakket ind. Han skal klare den.

Pyhh… han lander. Kameraet fader ind på det bord, som han sad under, da han var lille. Man er tilbage ved det første flashback, den eneste forskel er bare, at han nu sidder oven på bordet.

”Opfindelser har vi mange af, men livet er dog ikke en opfindelse – i hvert fald ikke en dokumenteret en af slagsen. Det er vigtigt at huske på, at opfindere også har et liv. De er også på en rejse. Nogle gange sidder de fast, og andre gange flyder de stille og roligt hen ad livets veje og bidrager til den verden, vi alle sammen lever i. Jeg fik min egen verden. Jeg opfandt den. Jeg levede i den. Men til sidst faldt jeg igennem den, og sådan er det vist for os alle sammen. Vi står pludseligt på toppen, men så tager vi den ene chance, der får os til at falde tilbage til starten igen. Hvis man er heldig, starter man bare forfra på toppen, og ikke fra bunden. ”

Og skærmen går i sort.

Victor er i chok. En forvirrende, men fantastisk film er slut. Hans ben føles som gele, men han ved, at han bliver nødt til at rejse sig, for personalet vil hjem. Inderst inde er han også træt, men han ved godt, at han ikke kommer til at sove foreløbig.

Trappetrinnene op til den store sal føles pludselig utrolig store og høje, og Victor kan slet ikke holde fokus. Han går igennem den lange gang, der fører ud af biografen, som er fyldt med lysende filmplakater, og hans tanker vandrer frem og tilbage på øverste etage.

Sidder jeg selv fast? Har jeg ikke styr på mit liv? Finder jeg min egen verden? Hvorfor er denne film lavet? Tankerne rutsjer rundt. Men rutsjeturen stopper, da Victor spejler sig i plakaten foran sig. Lyset fra plakaten blinder ham, og han falder bagover.

Han er opfinder. Opfinderen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...