Yellow Jacket

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2016
  • Opdateret: 1 sep. 2016
  • Status: Færdig
At være en i blandt, men en i sig selv. Hvem er virkelig, hvad er virkeligt? Lena stiller sig selv disse spørgsmål, som hun vandre omkring i sin dagligdag.

1Likes
0Kommentarer
29Visninger

1. YELLOW JACKET

Yellow jacket.

Det er sjovt hvordan sådan en lille ting, som en gul jakke, kan gøre at man skiller sig ud fra den store mangfoldighed. Men det var netop det, at det var en lille ting, der gjorde at Lina kunne overskue det. Hun vidste at hun var anderledes end de andre. Men havde aldrig kunnet prospektere at skulle putte massere af mørkt make-up på, farve sit hår og hun havde heller ikke noget specielt talent. Så den gule jakke var hendes værn mod at være som alle andre.

Folk sværmede som insekter rundt i det store shoppingscenter. Nogle i samlet flokke og andre alene. De havde alle sammen en ting tilfældes, man kunne opdele dem i grupper. Der var gruppen bestående af en bedstemor med sit barnebarn, der var den fnisene pige gruppe, der var de fjollede teenager drenge, der var arbejderne, der var dem der gloede og så til sidst var der enspænderne. Lina havde aldrig set sig selv som en enspænder, men i realiteten vidste hun godt, at hun var en af dem. Men det gjorde hende ikke noget, hun nød at gå rundt i blandt folk og så samtidige ikke rigtig være til stede. Bare gå og kigge på tøj, make-up, sko og forskelige accessoires. Selvfølgelig uden at købe noget, som ikke havde nogen mening eller grund til at hun skulle eje det.

Make-up ‘en. Måske burde hun købe en dæk creme, hun synes at hun var begyndt at få nogle bumser rundt omkring. De måtte gerne blive dækket, så hun kunne se ren ud.

Normal. Perfekt. Smuk.

Men dæk cremen var så dyr. Måske noget mascara, alle de der modeller med flotte øjenvipper, blev jo set som nogle af dem der var smukke. Dem man skulle ligne.

Efterligne. Ligne. Være.

Hvad med noget shampoo, det mangler hun jo. Granatæble shampoo, avocado shampoo, honning shampoo… rækken fortsatte, den er god for dit hår, den gør dit hår blødt, den giver dit hår glans. Måske behøvede hun ikke shampoo alligevel.

Hvad nu. Skulle hun gå hjem eller skulle hun lige gå i H&M. H&M blev det. Rulletrapperne kørte op og fragtede folk der steg på, op til den næste etage. Den havde en mening, med sin tilstedeværelse.

At være til. Eksistere. At leve.

Lina så sig om. Alle disse mennesker, har et liv, en krop, et sind og en sjæl. Lige som hende. Men de føltes ikke levende, de føltes som dukker der om sværmede hende og var til for at fylde hendes verden. Hvordan kunne hun vide, at alt i hedes hverdag ikke blot var en illusion, som hendes hjerne havde malet for hendes øjne.

Illusion. Drøm. Bedrageri.

”Har du brug for hjælp?”

Ekspedienten smilede til hende. Men Lina kunne se at smilet ikke nåede ekspedientens øjne. Det var Lina ville kalde et rutine smil. Et smil som var blevet trænet og finpudset.

Lært. Installeret. Falsk.

”Nej. Jeg kigger bare.”

Lina gav et smil til Ekspedienten. Ekspedienten nikkede, hun gik så over, og begyndte at folde tøj sammen og lægge det i velstruktureret bunker. Som en robot.

 Verden var som et stort computerspil. Et levende tredimensionelt computerspil. Hun var blot en programmeret karakter, ligesom alle de andre. Men de andre var grå og hun havde den gule jakke. Så hun var anderledes. Hun var…

Yellow Jacket.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...