Yuppie boy

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 aug. 2016
  • Opdateret: 31 aug. 2016
  • Status: Færdig
Dette er en historie, om en dreng der kommer til skade og slår hoved. Han er sikker på, at han så døden og han bruger de næste mange år, på at være bange for at se døden igen. Han er så bange at han bliver helt vanvittig.

2Likes
0Kommentarer
88Visninger

1. Yuppie boy

 

Jeg tror egentlig, at jeg var rimelig normal da jeg var barn. Jeg var ikke så vild men jeg var med på spas. Det havde jeg faktisk været lige siden jeg var helt lille. Eller i hvert fald indtil jeg fyldte 14 år. Der skete i hvert fald et eller andet. Faktisk ved jeg godt hvad der skete. Det var på en lejerskole. Vi var på natteløb og det var mørkt. Vi rendte rundt og ledte efter poster. Vi var helt oppe at køre, da vi var ved at vinde, og derfor så jeg ikke skrænten. Jeg faldt 3 meter ned i det der føltes som intensheden. Jeg slog vidst mit hoved rimelig slemt, men det var ikke det der havde ændret mig. Det var det øjeblik, hvor jeg følte dødens øjne kigge på mig. Holde øje med mig. Vente på, at jeg kom. Jeg var vist kun væk i et par sekunder, men det føltes som timer. Jeg kunne ikke gøre andet se de kolde øjne kigge på mig. Selv da jeg var kommet op, og blev kørt på hospitalet kunne jeg stadig se øjnene for mig.

 

Selvom det nu er over ti år siden, er jeg stadig bange for at se døden, hver gang jeg lukker mine øjne.

De første to måneder efter jeg var faldet var jeg stadig i chok. Jeg kunne ikke få mig selv til at spise eller drikke. De skulle næsten tvinge det ned i halsen på mig. Jeg så ting som der faktisk ikke var der hele tiden. Jeg fik hukommelsestab. Der gik lang tid før jeg kom ud fra hospitalet, og da jeg gjorde var jeg stadig ikke mig selv. Jeg turde ikke lukke øjnene, eller kigge tilbage for jeg følte altid, at hvis jeg gjorde ville jeg se øjnene igen. Det blev først for alvor bedre ca. et år efter, da jeg begyndte at tegne. Det hjalp mig meget. Jeg kunne udtrykke mine følelser gennem kunst. Jeg kunne fordybe mig i det, når det hele blev for meget. Senere blev jeg så revisor hvilket jeg også kunne fordybe mig i.

 

Jeg gik måske lidt for meget op i mit arbejde. Nogle gange kunne jeg godt faldet i søvn midt i min læsning af et dokument, og så først vågne op den næste morgen. Nogle gange vågnede jeg også op et helt andet sted, men hvor det sidste jeg kan huske er, at jeg sad og arbejdede med regnskabet. Men det, at vågne op et andet sted, er ikke det værste. Det værste er, hvor jeg nogle gange vågner op. For nogle gange vågner jeg op lige ved siden af den skrant, hvor jeg havde set de kolde øjnene. Mindet om den dag er nok grunden til, at jeg ikke bryder mig særlig meget om naturen. Jeg kan bedre lide et kontormiljø, hvor der er mennesker der kan minde mig om virkeligheden. I naturen er der altid så stille.

 

Når det sker, vidste jeg slet ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. Det var faktisk ikke så lang tid siden, at jeg havde det rigtig godt. Jeg havde styr på det meste, af hvad der skete i dagligdagen, og jeg var klar i hoved. Jeg vågnede op de samme steder som jeg faldt i søvn, og uden at se nogle kolde øjne. Men det holdt kun et par uger. En dag vågnede jeg nemlig op ved siden af skrænten, og lige siden fik jeg det bare være og være. Jeg begyndte at øjnene igen, og se mig selv dø i mine drømme, hvorefter jeg vågner op ved siden af skrænten. Det var faktisk så slemt til sidst, at jeg blev indlagt på den psykiske afdeling på det lokale hospital. De vidste ikke hvad de skulle gøre. Jeg fik det bare være dag for dag. De gav mig noget medicin der gjorde mig helt døsig, men jeg ville ikke sove. Jeg turde det ikke. Jeg var så bange for hvad der kunne ske i mine drømme, og hvor jeg ville vågne.

 

En dag satte de mig ind i et rum med foring på alle væggene, og kun en foret stol i midten af rummet. Det virkede faktisk beroligende. Jeg følte mig tryg. Der var ikke noget folk kunne skade mig med. Der var ikke nogle der kunne komme ind til mig. Jeg havde det som om jeg endelig, havde fundet et sted jeg kunne slappe af, uden at skulle bekymre mig om de kolde øjne. Sådan havde jeg det faktisk i hele 2 dage. Jeg havde spist og drukket uden problemer, og jeg havde haft det godt. Men så kom der en aften, hvor jeg så øjnene igen og der slog tanken mig. Jeg havde ingen muglighed for at komme ud eller forsvare mig selv. Jeg var fanget.

 

Pludselig stod der en person der ligner mig på en prik, lige foran. Han stod og smilede til mig. Han så glad ud. Men pludselig kom spidsen af en stor køkkenkniv ud af brystet på ham, og hans ansigt blev slapt og udtryksløst. Han faldt om på gulvet, og så jeg kunne så ham ligge lige for fødderne af mig. Jeg var lige ved at skrige, men lige som skriget var ved at slippe mine læber, dukkede der endnu en person op. Han stod der kun i et par sekunder før hans nakke brækkede, som om der havde stået en usynlig person bag ham, og bare havde ventet på at gøre det af med ham. Jeg skreg igen, men denne gang kom der to mere. Og to mere. De forsatte bare med at komme og dø. Alle sammen på de mest grusomme måder. Jeg skreg bare igen og igen indtil der ikke var mere luft tilbage i mine lunger. Jeg havde sindssyge smerter i mit bryst og mit hoved. Jeg kunne ikke trække vejret. Jeg kunne ikke fokusere. Så sortnede det for mine øjne og jeg faldt om.

 

Da jeg vågnede, lå jeg i en hospitalsseng, men det føltes ikke rigtigt. Jeg havde det som om, at jeg skulle gå udenfor. Jeg kunne se, at det stadig var mørkt. Jeg havde det overraskende godt. Jeg gik over til vinduet og kiggede ud. For første gang i mere end 15 år, var jeg slet ikke bange for noget. Ikke bange for, at se de kolde øjne, ikke bange for at der skulle komme nogen at overfalde mig eller sådan noget. Jeg følte mig helt frisk og klar i hovedet. Jeg begyndte at gå ned af gangen. Af en eller anden grund var der slet ikke nogen mennesker, så det var ikke svært at komme ud på parkeringspladsen. Det var en dejlig følelse at mærke den kolde brise mod huden. Det var første gang i lang tid, jeg havde været udenfor, men jeg stoppede ikke op længe. Der var en eller anden kraft, der trak mig hen mod skoven.

 

Som jeg gik forbi træer og buske, kom jeg til at kigge op. Jeg kunne se tusinder af stjerne, men ikke en eneste sky. Jeg stoppede. Det var så smukt. Lige som jeg stod der og kiggede, skete der noget fantastisk. Der kom nogle små smukke lysende ting ned fra himlen. Det var som om, der faldt et lille stykke af hver eneste stjerne på himlen ned og lyste stien op som små svævende lanterner. Det var så fantastisk, at jeg slet ikke kunne tro mine egne øjne. Men det blev faktisk endnu mere fantastisk, for pludselig kom alle skovens dyr frem. Harer, fugle, ræve, mus, ugler, dådyr…. De fulgte mig på den anden siden af stjernestøvet. Der var en harer, der sagde at jeg ikke skulle være bange og det var jeg slet ikke. Jeg havde aldrig set noget lignende og så satte jeg i løb. Jeg smilede og grinede. Kiggede rundt og undrede mig over, at jeg ikke havde kunnet lide naturen. Pludselig blev jeg nødt til at stoppe, fordi jeg nåede til en skrænt. Jeg kiggede ned. Der lå en 14 årig dreng, der blødte fra panden. Han trak vejret i hurtige stød og der indså jeg, hvem det var.

 

Jeg gik ned til ham. Det var tydeligt at se, at han var kommet slemt til skade. Hans øjne rullede i øjenhulerne på ham. Jeg kastede et sidste blik på ham, hvorefter jeg gik videre ned til den lille sø, der lå helt nede for enden af skrænten. Jeg bukkede mig ned og kiggede på den blanke overflade. Jeg fik øje på mit spejlbillede. Jeg så frygteligt ud. Jeg var helt bleg, mit hår var fedtet og jeg havde store sorte render under øjnene. I det øjeblik indså jeg noget. Men på det tidpunkt var det forset. Men jeg var ikke bange. Jeg kunne stadig se dyrene og lyset oppe ved toppen af skrænten og da jeg kiggede op på dem, kom de ned. Både stjernestøvet og dyrene samlede sig i en halvcirkel rundt i mig. De begyndte at synge. Det var ikke en sang, jeg kendte, men den var sød og stille. Jeg vidste, hvad der skulle ske, men jeg var ikke bange. Der var ingen onde øjne. Kun dyrene og deres sang. Stille lod jeg mig falde bagover, så jeg kunne kigge på stjerne, lige indtil jeg lukkede mine øjne for aller sidste gang.       

 

 

    

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...