Bare et øjeblik. (Ami bog 1)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 aug. 2016
  • Opdateret: 9 dec. 2016
  • Status: Færdig
Amelia er kræsen når det kommer til mænd efter at hendes kæreste gennem mange år viste sig at være en utro løgner, hendes veninde har desperat prøvet at finde en date til,hende længe, men ingen falder i hendes smag. Endelig møder hun en amerikansk turist, han passer ind i alt hun ønsker af en mand og mere til, han er i Danmark med hans bedste ven en forholdvis berømt skuespiller. Men er hvad når han skal tilbage til USA ? Og er han overhoved den han udgiver sig for eller skjuler han noget for hende ? Og kan hun håndtere hans til tider meget intense følelser og adfærd ?

3Likes
5Kommentarer
3899Visninger
AA

27. "Men os, vi var bare et øjeblik"


 Da Amelia vågnede om morgenen forventede hun at telefonen ville være fuld af beskeder fra Zachary, men der var ikke en eneste, ikke så meget som et svar på hendes besked.
 Hun sukkede, egentlig burde hun vel lade ham tage kontakten, det var vel ham der burde undskylde, men hun kunne ikke vente, hun havde brug for at se ham, at holde om ham.
 Der var intet svar da hun ringede til ham og telefonen gik direkte på svarer, hun prøvede at skrive til Joel men han var på optagelse i jylland og havde ikke været på hotellet om natten.
 Og mig der siger han skal slappe af og så farer jeg hen til hans hotel halvvejs i panik, han sover nok bare, han var småfuld igår, så han har nok slukket telefonen for at sove.
 Alligevel følte hun panikken brede sig, den der snigende følelse af noget slemt, den var nu lige der, i hendes mave, fortalte hende at kanten af afgrunden var nået.
 Hun steg af metroen og gik mod hotellet, hendes mave føltes som et tomt hul, hun prøvede at ringe til Zachary igen, men stadig intet svar, så med en fornæmmelse af det uundgåelige gik hun ind på hotellet.
 Hun måtte banke på døren 3 gange før den blev åbnet og hun overvejede et øjeblik om hun havde banket på det forkerte værelse, i døren stod en langbenet brunette.
 Amelia vidste ikke hvad hun skulle sige eller gøre, tankerne for gennem hendes hoved, prøvede at stykke en forklaring sammen der var acceptabel, men hun var tydeligvis ikke en rengørings dame eller fra room service.
 "Jeg smutter nu, han er der inde". Kvinden greb en jakke pegede på en dør på den anden side af rummet, inden hun skyndte sig forbi Amelia med et undskyldende blik.
 Hun lukkede døren bag sig og gik gennem rummet over til soveværelses døren, hun havde mest lyst til at løbe sin vej, håbe det hele bare ville forsvinde ikke behøve at se realiteterne i øjnene.
 Døren gled langsomt op da hun skubbede til den, og hun fik øje på ham, han sad på sengen, hun vidste ikke hvorfor, men hun bed mærke i at han var klædt på, cowboybukser og en hvid T-shirt, han stirrede på sin telefon.
 "Zac". Hun næsten hviskede hans navn, men hans hoved fløj op og hans øjne mødte hendes, det var tydeligt at han havde grædt, hans øjne var røde og hans kinder stadig våde.
 Han trak vejret ind i en gispende lyd and sank. "Ami, min telefon var død, jeg.. Jeg har først set din besked nu".
 "Please fortæl mig der er en anden forklaring Zac, please fortæl mig at det ikke er hvad det ser ud som". Hun mærkede tårerne presse på og benen blive svage.
 Han gemte ansigtet i sine hænder og et hulk undslap ham og hun vidste at der ikke var nogen vej tilbage. "Undskyld Ami, jeg.. Jeg.. Jeg var så ked af det, jeg troede du aldrig ville se mig igen, jeg blev alt for fuld.. Jeg.."
 "Hun åbnede døren for mig Zac, jeg ved hvad der skete, du behøver ikke prøve at forklare det". Hun bed sig selv så hårdt i kinden at hun kunne smage blod, hun ville ikke græde.
 Han løftede hovedet og så på hende, han rejste sig og tog tøvende et skridt mod hende, men stoppede så. "Jeg er så ked af det Ami, det er det dummeste jeg nogensinde har gjort, jeg var såret og jeg var fuld, men det er ingen undskyldning".
 "Du har ret, der er ingen undskyldning, intet der kan fjerne det eller gøre det okay igen Zac". Det føltes som om hendes hjerte var knust og erstattet af et blødende smertefuldt sår.
 Han rakte hånden frem imod hende, og selv om han ikke kunne nå hende trådte hun uden at tænke over det et skridt tilbage, hans sank ned på knæ, armen om ham selv, som om han prøvede at holde sammen på sig selv.
 "Jeg er ked af det Zac, men det er nok bedre jeg går nu". Hun kunne ikke mere, hun kunne ikke holde ud af se ham så knust, men hun kunne snart ikke holde sammen på sig selv mere.
 Hun ville gå men hans stemme stoppede hende, den var så fyldt med smerte. "Ami please jeg ved jeg aldrig kan gøre det okay, jeg ved jeg har gjort dig ondt og at jeg ikke fortjener andet end din forargt".
 "Zac vær sød at rejse dig op, vær sød at se på mig". Hun var faktisk ikke tryg ved at forlade ham sådan, hun gik hen til ham og trak ham op at stå, og hun lagde armene om ham i et beroligende knus.
 Hun burde måske hade ham, men det gjorde hun ikke, det kunne hun ikke, slet ikke når hun så hvor knust han var, han knugede sig ind til hende og hun strøg ham over ryggen.
 "Jeg ved godt det er utilgiveligt, og at det er en clishe at sige det intet betød, men jeg elsker dig, det må du tro på". Han så på hende, og hun var på ingen måde i tvivl om at han talte sandt.
 Amelia hørte døren til rummet blive åbnet og Joels stemme i stuen, og hun vidste at han nu ville være i trykke hænder.
 "Zac jeg tilgiver dig, jeg hader dig ikke, men os vi var bare et øjeblik". Hun kyssede ham blidt og flygtigt og så vendte hun sig og gik.
 
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...