Grimm Hotel - Sydfløjens Hemmeligheder

Rosalia forældre sender hende ud til hendes onkel, da anden verdenskrig rammer England. Hvad der ser ud til at blive en uendelig venten hos den bogtossede eneboer, udvikler sig til et uvirkeligt virkeligt eventyr, der involverer væsner fra en helt anden verden...

5Likes
2Kommentarer
286Visninger
AA

4. Kapitel 4

Rosalia fandt en stejl sti, der gik rundt om Fair Head, som ledte op til slottet. Først var hun ved at koge over af vrede mod Coral. Hans uhøflige gestus havde chokeret hende. Hvor vovede han at gøre sådan?!
    Men lige så langsomt slap harmen sit tag i hende. Han kunne jo ikke vide, at det var uhøfligt. Hun havde jo selv stirret og peget på hans hale…
    Hans ord sad fast i hendes hoved. Eventyrfigurer, sikke noget sludder… Den lille havfrue var jo en hun. Og det var helst sikkert monstre, og ikke små, nuttede væsner, der havde været på slottet. Rosa havde aldrig været meget for det unaturlige, hun var en matematisk pige.
    Alligevel tiltalte tanken hende. Idéen om eventyr og magi fik det til at kilde i hendes mave.
    Måske ville hun vågne op lige om lidt, ligge i sin seng og kigge op i loftet. Coral ville kun være et svagt, utydeligt minde, og hun…
    Hun ville aldrig se slottets gæster i dagslys.
    Rosa satte i løb. Hun havde kun én tøffel på, og sten rev i hendes fod, men hun styrtede mod slot-tet. Hun nåede gispende hovedporten og rev den op med store øjne.
    Forhallen var tom.
    Skuffelsen truede med at kvæle pigen. Hun så sig omkring, trådte ind på det blanke gulv og mær-kede en sviende smerte i sin fod. Hun så ned.
    En lang, blodig flænge strakte sig under hendes fod. Hun klynkede lidt og satte sig hen på en pyn-testol. Med sit stadig våde skørt prøvede hun at få sand og småsten ud af såret, men lige meget hjalp det.
    ”Er du okay søde?”
    Rosalia så sig forskrækket omkring. Der var ingen hos hende, men hun kunne høre en lys stemme tale til sig. ”Hallo?”
    ”Herhenne! På kommoden.”
    Rosa så på kommoden ved siden af stolen. Hun rynkede panden. Så sprang hendes hjerte et slag over, og hun holdt vejret et øjeblik.
    En lillebitte kvinde stod og smilede til hende. Hun var ikke større end en tommelfinger, og hendes lyse hår var klippet kort. Hun havde en flyverjakke og –briller på, nej, det var en hel lille uniform. Hun smilede stort og rakte en hånd frem. ”Mit navn er Tommelise, bare kald mig Liss.” Rosa rakte tøvende en finger frem. Liss lagde begge hænder på Rosas lillefinger og løftede den op og ned.
    ”Jeg hedder Rosalia,” sagde Rosalia monotont.
    ”Du må være Mr. Amstutz datter.” Liss så på Rosas fod. ”Uh, det ser grimt ud. Skal jeg hente hjælp?”
    Rosa nikkede stift. ”Mhm…”
    ”Vent her!” Liss løb hen til en lille modelflyver, Rosalia ikke før havde set. Den lille kvinde tog flyverbriller på og sprang op i cockpittet. Hun tændte motorerne, og vinden fra propellerne fik hen-des hår og tørklæde til at blafre. Hun styrede det ud over kanten af bordpladen, faldt lidt, og rette-de så flyet op. Hun fløj hen mod trappen og forsvandt.
    Rosalia gned forundret sine øjne. Nej… Det kunne ikke være…
    Der gik lidt tid, men så kunne Rosalia igen høre lyden af propellen. Efterfulgt kom fodtrin. Liss kom frem og styrede hen mod kommoden, hvor hun erfarent landede og sprang ud af sit modelfly.
    En kvinde i en lang, blå sommerkjole kom frem fra trappen. Hun havde solbriller på, og hendes lyse hår faldt ned om de pæne skuldre. Hun havde en solhat på og smilede med de røde læber, da hun så Rosalia. ”Nåh dér er hun.” Kvinden smilede med sine perfekte, hvide tænder. Hun havde en fransk accent. ”Sikke en yndig mademoiselle, Liss!”
    ”Kom nu Miss Aurora, vi kan ikke have, hun stikker af igen!”
    Rosa så forskrækket på Liss. ”Hvad gør I med mig?”
    Aurora tog sine solbriller af og himlede med øjnene, som var klare og himmelblå. ”Altså, lad ikke Liss skræmme dig, hun tænker ikke, før hun taler. Vi tager dig bare med hen til monsieur Amstutz, han forklarer dig det hele.” Aurora tog forsigtigt fat om Rosas fod og bed sig i læben. ”Det ser ikke så godt ud, no?”
    Rosa så fra Aurora til Liss. Aurora tog noget op fra en lille taske ved hoften og rensede forsigtigt tøjet. Så rejste den slanke kvinde sig op og rakte Rosa en arm. ”Kom med moi.” Rosa tog forsigtigt Auroras arm og tog imod hendes hjælp op ad trapperne. Rosalia var ligeglad med, at hun ikke måtte gå derop, hendes fod gjorde ondt, og hendes onkel skyldte hende en forklaring!
    Gangene så langt venligere ud i dagslys. Liss overhalede dem i sin lille flyver. Bløde gulvtæpper gjorde det hårde gulv varmere, og de væsner, Rosalia havde set dagen før, var intet steds at se.
    Indtil…
    ”Så er vi her.” Aurora åbnede døren til et stort, rundt lokale. Rosalia måbede. Det var et bibliotek, men ikke som det, hun var tilladt i. Det, hun måtte gå i, var lille og firkantet og mørkt.
    Det her var enormt. Et stort, cylinderformet rum, der strakte sig op i et tårn. Bøger stod på række og rad på reoler, og stiger på forskellige balkoner tillod, at man kunne nå dem på øverste hylde. En pejs i den anden ende af lokalet var omringet af en sofa og nogle lænestole. Onkel Charles sad og læste, og omkring ham sad en flok mærkværdige skabninger.
    Tre bjørne, som havde skræmt Rosa natten forinden, så nu nysgerrige hen mod hende. En række bittesmå piger, kun lidt større end Liss, lad på række og rad på én af lænestolenes ryglæn. Gennem-sigtige ting hang fra deres bare rygge, og en svag glød omgav dem. En marionet, en blå kat, et hjor-tekid, en række farverige og farveløse fugle, en tynd dreng i laser og én i en toga, et æsel, to søstre i henholdsvis hvide og rød bondekjole, fem frøer og tre mus med briller, syv svaner og en mand i rustning, alle sad de og lyttede til onkel Charles.
    Men da Rosa kom ind, kiggede Charles op på hende. Hans blik blev mørkt og han holdt op med at læse.
    Alles øjne vendtes mod pigen. Aurora sukkede og viftede med sin hånd. ”Amstutz, dit gamle imbécile! Sidder du nu her og læser, mens din nièce kommer til skade?”
    ”Hun har ikke tilladelse til at gå her,” var Charles’ eneste svar.
    Liss kom ind med sin flyver og landede elegant på gulvet. Hun sprang ud og satte hænderne i si-den, mens hun begyndte at irettesætte Charles. ”Hun har både set Aurora og mig! Du skylder hende sandheden, sir!”
    Charles skulede hen mod sin niece. Pigen krympede sig under vægten af blikket, men Aurora så venligt på hende. ”Tag dig ikke af den gamle chévre. Han er bare sur, fordi eventyret ikke går, som han vil have det.”
    Aurora hjalp Rosa hen til en lænestol, dén, hvor de små væsner sad. Det var næsten alle piger, kun nogle få var små mænd. De gennemsigtige ting foldede sig ud. Rosalia måbede, da mænd og kvin-der lettede i små lysglimt og satte sig op på bogreolerne. En enkelt fløj nysgerrigt rundt om Rosa og satte sig på sin skulder. Det var en kvinde. Hendes kjole var lavet af et rødt blad, og hendes genstri-dige, brune hår var sat op i en hestehale. Hun havde fregner og sommerfuglevinger.
    ”Klokke lader til at kunne lide hende,” sagde Aurora med et skævt smil.
    Charles så tvært på kvinden. Så sukkede han og viftede med hånden. ”Klokke, hjælper du hen-de?”
    Feen på Rosalias skulder ringlede som en lille bjælde. Hun lettede og fløj ned til Rosas fod. Her lavede hun en spiral af tryllestøv, og et øjeblik føltes Rosas fod let og varm. Såret lukkede sig hur-tigt, og smerten forsvandt fuldstændigt.
    Rosalia så på sin onkel med store øjne. Han lukkede den store bog med et suk. ”Jeg vil gerne tale med min niece. Under fire øjne.”
    Væsnerne omkring ham rejste sig og luntede væk. De snakkede på forskellige sprog, brummede, summede og mumlede. Liss fløj væk i sit fly, Aurora gik med de andre ud. Klokke satte sig til rette på Rosalias skulder og så trodsigt på Charles.
    Charles sukkede. ”Klokke har altid været en trodsig fe.”
    Rosa rystede på hovedet. ”Onkel, hvad foregår der?”
    Manden foran hende gned sin ene tinding. ”Du skulle vel have det at vide før eller siden,” mum-lede han. Så tog han en dyb indånding og lænede sig frem mod Rosalia. ”Det her er Grimm Hotel. Det blev stiftet af Ludwig Grimm i 1840. 24 år før jeg blev født.
    Ser du, Rosalia… Du tror kun på det, videnskaben kan bevise. Det gør mange mennesker nu om dage, især nu, hvor krigen er brudt ud.” Charles rettede sig op og bredte armene ud. ”Men det, der er inden for disse mure… Det kan ikke forklares. Ludwigs brødre, brødrene Jacob og Wilhelm, rej-ste rundt og samlede disse mageløse væsners historier.
    Engang troede folk på historierne. Det var lærestreger. Man frygtede troldene i skoven og drømte om feer og enhjørninger.” Rosalia så ind i sin onkels øjne. De var dybe og fulde af lidenskab. ”Så længe, deres historier bliver læst, lever de videre.” Charles sukkede og lænede sig tilbage i sin læne-stol. Han tog en tekop og nippede til den. ”Men folk tror ikke længere på dem. Glæden ved eventyr forsvinder med alderen. Det er en skam… De søger tilflugt her, fordi…”
    ”… deres evner ikke passer ind i omverdenen. De gemmer sig her, hvor ingen kan finde dem.” Charles rynkede panden. Rosalia tog en dyb indånding og prøvede at begribe det hele. ”Det er svært at tro…”
    ”Hvor ved du det fra?” Rosalia rystede på hovedet og trak på skuldrene. Charles pustede. ”Jeg ville ikke have, du skulle finde ud af det sådan,” sagde Charles. Han gøede. ”Faktisk ville jeg helst ikke have, at du fandt ud af det. Men sket er sket, og det var nok også for det bedste.” Han klappe-de i hænderne. ”Du må færdes i sydfløjen. Nord, øst og vest er forbudt område, for alle!”
    Rosalia nikkede tøvende.
    ”Godt…” Amstutz lænede sig tilbage. ”Klokke… Vil du finde Miss Blanc og bede hende hjælpe min niece i noget nyt tøj? Det må være hendes speciale.”
    Klokke nikkede og ringede. Så lettede hun og trak i en lok af Rosalias pandehår. Rosalia rejste sig tøvende. Hendes fod gjorde ikke ondt længere.
    Hun og Klokke var på vej hen til døren, da onklen pludselig kaldte på Rosalia. ”Åh, og Rosalia!” Rosalia så på ham. Han så på hende med dødsens alvor. ”Du må aldrig, aldrig skjule et eventyrvæ-sen fra mig. Fortæl mig, hvis der er noget, der går min næse forbi.”
    Et øjeblik overvejede Rosa at fortælle sin onkel om Coral. Men hun var træt og hovedet var blevet ømt i forsøget på at begribe det, hun havde fået at vide den sidste halvanden time. Derfor nikkede hun bare. ”Selvfølgelig onkel.”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...