Grimm Hotel - Sydfløjens Hemmeligheder

Rosalia forældre sender hende ud til hendes onkel, da anden verdenskrig rammer England. Hvad der ser ud til at blive en uendelig venten hos den bogtossede eneboer, udvikler sig til et uvirkeligt virkeligt eventyr, der involverer væsner fra en helt anden verden...

5Likes
2Kommentarer
289Visninger
AA

3. Kapitel 3

En fjern stemme nåede Rosalias bevidsthed. Stille og stødt gravede den sig ind i hendes drømme og viklede sig om hendes sind. Det var en sang. Smuk og klar som sollys på havblik og ærlig som få.
    Rosalia åbnede langsomt øjnene. Hendes led var ømme og hendes hoved dunkede efter faldet. Hun så sig omkring og missede med øjnene. Sollyset var endnu svagt, himlen havde fået en klar, rosa nuance.
    Dog syntes sangen at fjerne al smerten fra hendes muskler. Hun rejste sig forsigtigt op. Hun var nød til at støtte sig til klippevæggen, men det gik stille frem.
    Sangen stilnede af. Rosalia kom hen til poolen – den var nu forbundet med havet, og vandstanden var steget en anelse. Hun satte sig på knæ og så sig groggy omkring.
    Hvor var hun? Hvem var det, der havde sunget?
    Hun gøs, da nattens oplevelser kom væltende over hende som en kold brise. Lugten af salt i luften beroligede hende. Rosa så på sit spejlbillede. Hendes hår var uglet og hendes natkjole var beskidt. Men hun var i live. Hverken bjørne eller monstre havde såret hende.
    ”Hallo?” Hun så rundt i grotten. Sangeren måtte være her et sted. Måske kunne han hjælpe hende? ”Er her nogen?”
    Der kom ingen svar. Rosalia rejste sig. Hendes knæ skælvede, men hun gik mod stranden, hvor hun måske kunne få en smule varme?
    Sandet var stadig vådt og koldt under hendes fødder, og solen havde endnu ikke haft tid til at varme noget op.
    Rosalia så op mod slottet. Det så fredeligt ud i morgensolen, kønnere end aftenen forinden. De høje tårne virkede ikke nær så truende, og de grå mure så ikke helt så fjendtlige ud.
    Måske havde hun drømt? Og var vågnet i faldet? Hun var ikke længere helt sikker på, at monstre-ne havde været virkelige, men angsten var stadig dybt rodfæstet i hende.
    ”Hallo?” En afkræftet stemme nåede hen til Rosalia.
    Pigen så sig undrende omkring. Hun var alene, men stemmen havde været helt klar.
    ”Hvem dér?” kaldte hun.
    ”Herovre! Ved klipperne!”
    Rosalia så hen mod klipperne. Hendes hjerte sprang en forskrækket slag over.
    En person sad og så på hende. Han lå hen over en sten, så hans underkrop var skjult bag klipperne. Han smilede varmt til hende. ”Vil du ikke nok hjælpe mig?”
    Rosa gik langsomt hen mod ham.
    Hans krop var drivende våd. Solen blev fanget i hans lange, lyse hår, der var flettet til siden. Der var viklet perler i hans hår, og tykke, gyldne tråde hang om hans hals og skuldre. Han havde ingen trøje på, og hans bare bryst hævedes og sænkedes hurtigt, som om han havde svært ved at få vejret. De klare, blå øjne tryglede hende om hjælp.
    ”Hvad laver du her?” spurgte Rosalia.
    Manden sukkede og hvilede hagen på de foldede arme. ”Jeg blev fanget i stormen i går aftes. Jeg har siddet fast lige siden.”
    Rosa rynkede panden. Hun nærmede sig kun langsomt nu. ”Hvorfor er du ikke bare kravlet over?”
    Manden grinede underholdt. ”Det er din spøg, ikke? Selvfølgelig kan jeg ikke bare kravle over.”
    Rosa kom nærmere, og hun måtte anstrenge sig for ikke at skrige, da mandens underliv kom til syne.
    Fra hoften og ned var han dækket af skæl, der strakte sig dobbelt hans kropslængde ned i en pool, der var ved at blive tømt for vand. Den lange, slanke hale endte ved fire finder, der indimellem pla-skede vand op på resten af kroppen. Nu, hvor hun var nærmere, kunne hun se, at hans ører slet ikke var ører. Det var flade, blå finder, der holdt sig tæt ind mod hovedet.
    Tre aflange rifter sad på hver side af halens begyndelse, de var opspilede.
    ”D-d-d-du…” Rosa snappede efter vejret og bakkede baglæns. ”Hvad er du?”
    Manden lagde hovedet på skrå. ”Du ser ud som om du har set en haj. Hvad er der los?”
    Rosa rystede på hovedet, som hun måtte have slået i faldet. Det kunne ikke passe. Det kunne sim-pelthen ikke passe!
    Den fremmede rakte en hånd frem. Tynd, tynd svømmehud strakte sig mellem fingrene. Han smi-lede til hende. ”Prins Coral Tritanos af Vesthavet.” Rosa glippede med øjnene. Coral rynkede pan-den og pustede. ”Hey, det er uhøfligt at stirre.”
    ”Men du… du…”
    ”Hvad så to-ben? Har havkatten taget din tunge?”
    Rosalias ben gav efter under hende, og hun havnede pladask på halen i sandet. Hun stirrede på manden foran sig og gned sine øjne. Det var ikke muligt. ”Du… du har en hale?”
    Coral smilede skævt. ”Jeg ved godt, vi ikke kommer op til land så ofte, men eftersom du er her, må du da have set mærkeligere ting?”
    ”Hvad mener du?” spurgte Rosa oprevet.
    Coral lagde hovedet på skrå. ”Men helt ærligt – hjælper du mig? Vinden siger, det bliver varmt i dag, og jeg vil helst ikke tørre ud.”
    Rosa var i syv sind. Skulle hun hjælpe ham? Kunne hun stole på ham? Hun brød sig ikke spor om situationen, og hendes fornuft fortalte hende, at manden foran hende ikke eksisterede, men øjnene var fast besluttede på, at han var af kød og blod.
    ”Jeg… ved ikke hvordan.” Skønt hendes stemme var lav, lod Coral til at kunne høre hende.
    ”Jeg skal bare hen i poolen. Så svømmer jeg ud med tidevandet i aften.” Rosalia gned sine arme. Coral skævede hen mod horisonten, der var bekymring i hans øjne. ”Vær nu sød,” bad han blidt. ”Hvis du hjælper mig, så… så bringer jeg dig hvad end du ønsker fra havet. Perler, guld, diamanter, vi har det hele i skatkammeret derhjemme.”
    Endelig tog Rosalia sammen. Hun rystede på hovedet. ”Det kan jeg altså ikke. Jeg ved slet ikke, hvordan jeg skulle kunne gøre det. Du er sikkert for tung til at løfte, og jeg kan ikke grav en rand til dig, så…”
    ”Bare flyt nogle sten, indtil vandet løber ud. Så kan jeg blive skyllet med hen til poolen.” Han så længselsfuldt hen på vandet, der kun var få meter væk. ”Ellers er jeg død inden månen står op.”
    Noget vred sig i Rosalias mave. Hun sukkede. ”Fint… Øhm…” Hun gik hen til Corals side og børstede sand og småsten væk. Så begyndte hun at skubbe de tungere sten væk.
    Der gik ikke længe, før Rosalia svedende og pustende skubbede en særlig stor sten væk. Vandet sivede ud, hendes skørt blev vådt, og Coral kastede sig med vandet. Han måtte hive sig halvanden meter, før han endelig sank ned gennem vandoverfladen. Han plaskede lidt rundt, og stak så hove-det op og smilede til Rosalia.
    Hun kom nærmere og så undrende på ham. Coral susede lidt rundt i vandet, men så svømmede han hen til bredden og smilede til Rosalia. ”Tusinde tak! Hvordan kan jeg gøre gengæld?”
    Rosa gned sin ene arm. ”Hvad er du?”
    Coral rynkede panden og tiltede hovedet lidt. ”Hvad mener du?”
    Hun pegede på hans hale og finner. ”D-de dér…”
    Coral så på dem. ”Hvad? Min hale?” Han så op på hende. ”Hvad er der med den?”
    Rosa satte sig ned og fnøs. ”Det er unaturligt. Du burde slet ikke findes.”
    Coral lagde forurettet armene over kors og rynkede på panden. ”Det var da ikke særlig pænt at sige. Jeg er lige så virkelig som du er, og…” Han spærrede øjnene op og nikkede forstående. ”Åh! Du er ikke oppe fra slottet, er du vel?”
    Rosa tøvede. Hun gøs ved tanken. ”Jeg flyttede ind hos min onkel i går. Men der er fyldt med monstre, så jeg stak af, og…” Hun sank en klump.
    En kold og våd hånd tog fat om hendes. Hun så på Coral, der smilede til hende. ”Der er ikke no-get uhyggeligt oppe på slottet.” Coral lagde sig bagover og løftede halen. ”Det er dér, vi gemmer os.”
    ”Hvem?”
    Coral svømmede hen til hende igen. ”I kalder os vist eventyrfigurer. Og det er gerne sådan, det skulle forblive.”
    Rosalia stirrede vantro på ham. Hun ønskede ikke at tro ham, men han sad jo lige dér – øh, svøm-mede. Han var virkelig nok… ”Jeg forstår ikke…”
    Coral smilede lidt trist. ”Vores evner passer ikke længere til omverdenen. Derfor lever mange på steder som slottet, hvor ingen kan finde os. Så bliver ingen jaget eller er bange…”
    Rosa rejste sig op og rystede på hovedet med en gøende latter. ”Det er for vanvittigt. Eventyr-væsner? Som feer, alfer og talende dyr?”
    Coral nikkede udtryksløst. ”Vi har været her længere end jer.”
    Rosa dumpede ned på jorden. ”Jamen… De prøvede at dræbe mig?”
    Et venligt smil lagdes på havmandens ansigt. ”Er du sikker?” Rosalia tøvede. ”Hvad hedder du?”
    Pigen på bredden svarede ham ikke med det samme. Var han til at stole på? Var det ikke noget med, at man ikke måtte fortælle en havfrue sit navn? Gjaldt det også for havmænd?
    ”Såh, jeg bider ikke.” Corals varme smil fik Rosalia til at tø en smule op.
    ”Mhm… Jeg hedder Rosalia Bauldry.” Hun rakte en hånd frem. Han smilede til hende og tog den.
    ”Goddag miss Bauldry.” Hun rødmede lidt, kunne næsten ikke lade være, da han kyssede hendes hånd. Hans læber var varme men blege. ”Tak, fordi De reddede mig.” Hvorfor nu så formel? Rosalia så sig forfjamsket omkring.
    Men hendes beundring af Coral forsvandt hurtigt, da han greb fat om hendes ben og løftede det. ”Jeg har aldrig set et menneske så tæt på før.” Han tog hendes tøfler af og undersøgte hendes fød-der og tæer. ”Hvordan holder man balancen på de her?”
    Rosalia hylede og trak sit ben til sig. Hun holdt sin kjole nede og kunne mærke blodet løbe op i hovedet. ”Din gris!” udbrød hun.
    Coral så forvirret på hende. ”Hvad er en gris?”
    Rosa rejste sig og prustede frustreret. ”Tænk, at jeg hjalp dig! Hav et godt liv, farvel!” Med de ord travede hun væk.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...