Grimm Hotel - Sydfløjens Hemmeligheder

Rosalia forældre sender hende ud til hendes onkel, da anden verdenskrig rammer England. Hvad der ser ud til at blive en uendelig venten hos den bogtossede eneboer, udvikler sig til et uvirkeligt virkeligt eventyr, der involverer væsner fra en helt anden verden...

5Likes
2Kommentarer
289Visninger
AA

2. Kapitel 2

Rosalia lå og stirrede ud i mørket. Det regnede stadig udenfor. Hun havde fået sin natkjole på, og det var længe siden, hun var gået til ro.
    Hun og onkel Charles havde spist aftensmad sammen. Det havde undret Rosalia, hvor maden kom fra, for hun havde endnu ikke set nogle tjenestefolk. ”Det er bare dig og mig,” havde onklen sagt. De to havde drukket te i biblioteket, og mor havde ikke overdrevet.
    Endeløse reoler dækkede for al væg, og tillod kun en anelse vindueslys at trænge ind. I lampernes skær sad onkel Charles og læste fiktion, det rene tidsspilde, hvis man spurgte Rosalia. Selv havde hun læst Relativity af Albert Einstein.
    Pludselig var onkel Charles faret op. ”Hvad er det dog du læser, pigebarn?!” havde han forurettet spurgt hende.
    Rosalia så undrende på ham. ”Det er Albert Einstein. Du ved, tysk geni.” Hun havde smilet over-bærende til sin onkel. ”Bare fordi vi nu er i krig med dem, betyder det ikke, at alle tyskere er onde.”
    ”Bah!” havde onklen sagt. ”Tørre bøger laver din hjerne om til en ørken! Sådanne bøger hører hjemme i skolen.” Han havde viftet med et eksemplar af Rosenfeen. ”Se, sådanne bøger, dét er litte-ratur!”
    Rosalia havde rystet på hovedet. ”Onkel, det er fiktion. Det kan man ikke lære noget af.”
    Han havde ikke talt til hende resten af aftenen.
    Nu lå hun altså her, på den store, bløde madras, og lyttede til regnen, der stadig faldt udenfor. Himlen bragede ikke længere, men Rosalia havde ikke vendt sig til de sorte gardiner, onkel havde hængt op, og hun kneb øjnene sammen og holdt vejret, hver gang noget, der lød som en flyvemaski-ne nærmede sig.
    Tiden gik, og i takt med, at regnen stilnede af, og mørket stadig blændede Rosalia, begyndte hun at høre lyde fra huset. Træ, der knirkede, murværk, der gav sig en smule, stemmer, der grinede…
    Vent lidt.
    Stemmer?
    Rosalia krøb ned under dynen og snappede efter vejret. Hendes brune krøller var bundet op i en hestehale, og hun knyttede næverne, da der lød fodtrin uden for hendes dør.
    Stemmer mumlede og tyssede på hinanden. Så blev de svagere, som om de forsvandt.
    Rosalia lå og diskuterede med sig selv. Det er sikkert bare tjenestefolk. Jeg burde se efter…
    Jeg, du ved ikke, hvem det er!
    Kom nu Rosalia, du gør det jo alligevel i sidste ende…
    Nej! Nej, jeg er bange, jeg bliver her!
    Hun sukkede og satte sig op. Forsigtigt tog hun tøfler på og listede hen til døren. Hun åbnede den på klem og så ud.
    Der var ingen.
    Rosa tog en håndholdt petroleumslampe og gik ned ad gangen. Hendes fødder mod gulvtæppet afgav ikke den mindste lyd, og hun gjorde da også sit bedste for at trække vejret så lavmælt som muligt.
    Det mørke slot var som en anden verden. Hun kunne stadig ikke rigtig finde rundt, måske var det fint nok, at onkel havde begrænset hendes område til nogle få værelser…
    Hun fandt stuen og tændte et lys derinde. Hun så sig omkring. ”Hallo?” hviskede hun. ”Er her nogle?” Hun lod en hånd løbe over en trækommode.
    Nogen fniste bag hende. Rosalia gispede og snurrede rundt på hælene, men der var ingen bag hende. Hjertet sad i halsen på hende, men hun tog en dyb indånding og prøvede at samle sig.
    Der var ikke nogen. Det var hendes fantasi. Hun havde ingen grund til at være bange. Der var in-tet at frygt.
    Et maleri på væggen forestillede en kvinde i en skøn, rød kjole. Hun fik langs en rosenhæk. Ved siden af hende gik en mand… nej, nej, ikke en mand, et monster. Hans hoved var behåret og hans hænder havde kløer. Han var krumrygget men bar fint tøj, gedebukkehorn var vokset ud fra hans hoved.
    Rosa gik med rystende knæ ud i køkkenet, men hun var knap nået over dørtærsklen, før en ubeha-gelig varme ramte hende.
    Hun så hen mod komfuret. En mand stod på en skammel og rørte i en stor gryde. Han så hen på hende – en stor, sort hat dækkede næsten hele hans ansigt, men en abnorm lang næse stak ud. En vorte på spidsen dirrede lidt. ”Jamen goddag!” gryntede han. ”Hør, hvis du vil have en aftensnack, så må du skrive dig på listen som alle andre!” Manden så sig omkring. ”Eller…” Han rakte en hånd frem og bevægede fingrene lidt.
    Rosa peb og løb ned ad de lange gange.
    Blege ansigter begyndte at dukke op, mens fakler blussede op og malerier fulgte hende med øjne-ne. Latter og mumlende ord fulgte hende steder, hvor hun var alene. Sælsomme væsner dansede for hendes øjne. Dyr med menneskekroppe, mennesker med dyretræk, folk med masker og gamle kjoler vandrede gennem væggene, dukker og legetøj legede med hinanden. Hun rendte væk fra de værel-ser, hendes onkel havde vist hende, styrtede op ad trapper, væk, væk fra de monstre, der forfulgte hende.
    Hun nåede en stengang på anden sal og rev en dør op. Hun smækkede den efter sig og faldt gis-pende sammen på gulvet. Hun hev efter vejret, indtil hun lagde mærke til tre skikkelser, der holdt øje med hende.
    Rosalia hævede blikket. Hun slog en hånd for munden for ikke at skrige, da tre store, pelsede væsner rejste sig på bagbenene foran hende.
    Rædselsslagent styrtede hun ud af rummet. Tårerne sved i hendes øjne, hun bare løb og løb indtil hun snublede over en fold i gulvtæppet.
    ”Er du okay?” lød en fin, lille stemme.
    Rosalia så op. En porcelænsfigur stod foran hende, det var en hyrdinde. Hendes hud var krakele-ret enkelte steder og sat sammen med et fint lag lim.
    Et skrig gav genlyd mellem slottets mure. Rosa løb hen for enden af gangen. Hun så sig tilbage. Bjørnene kom gående på to ben og så nysgerrige på hende, porcelænshyrdindens ansigt var usynligt i det svage måneskær, der faldt ind.
    Rosa fik hurtigt vinduet op. Hun så ud på det skrånende tag foran hende. Ét blik over skulderen, og hun kastede sig ud på taget.
    Stenene på taget var våde, og Rosa gled så snart hun landede. Hun skreg, da hun styrtede ned af slottets tag, og ramte så efter et to meter frit fald ned i et buskads. Hun kom på benene, og selvom hendes ankel smertede efter faldet, humpede hun væk fra de gruopvækkende væsner.
    Hun gik grædende væk. Skælvende af kulde gik hun hen over det flade land. Vinden løb lige gennem hendes natkjole, men hun kunne ikke se nogle steder at søge ly. Slottet kunne stadig anes mod den mørke himmel.
    Hvad var det for et forfærdeligt sted, hun var havnet? Rosalia hulkede og gned sine arme. Hun savnede huset i London. Hun savnede sin mor og sin far, og hun hadede sin onkel. Kendte han til monstrene i huset? Var det ham, der havde sendt dem efter hende?
    Rosa var ved at segne af udmattelse, da hun lagde mærke til noget i det fjerne. Solen var ved at stå op bag slottet, og den svage rødme på himlen aftegnede silhuetten af en kampesten. Dér måtte der da være ly…
    Rosalia slæbte sig hen til stenene. Mellem klipperne lå der lyng og mos. Det så tiltalende ud på den anstrengende nat, og den unge pige lagde sig træt ned.
    Hun nåede kun lige at læne sig tilbage, før jorden gav efter under hende.
    Rosalia udstødte et skrig, mens hun styrtede ned gennem en lang, lys tunnel. Med et højt SLPASH ramte hun ned i en sø.
    Det lykkedes hende gispende at få hovedet oven vande. Hun svømmede hen til bredden og hev sig op på land, hvor hun hostede og hakkede for at få vandet ud af halsen.
    Da hun endelig var faldet til ro, havde hun tid til at se sig omkring.
    Hun var havnet i en stor grotte. Indgangen var enorm og viste ud mod havet. Den var godt skjult for kysten, og en for øjeblikket tørlagt rille måtte blive fyldt med vand under tidevandet, for at for-syne søen med væske.
    Her ville ingen finde hende. Rosalia kravlede væk fra bredden og gemte sig bag nogle sten. Hun sank udkørt sammen og lukkede øjnene, og der gik ikke lang tid, før drømmene indhentede hende.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...