Grimm Hotel - Sydfløjens Hemmeligheder

Rosalia forældre sender hende ud til hendes onkel, da anden verdenskrig rammer England. Hvad der ser ud til at blive en uendelig venten hos den bogtossede eneboer, udvikler sig til et uvirkeligt virkeligt eventyr, der involverer væsner fra en helt anden verden...

5Likes
2Kommentarer
283Visninger
AA

1. Kapitel 1

Der var engang. Er det ikke sådan, et eventyr skal starte? Der var engang en prins, der var engang en frø, der var engang en møllersøn.
    Der var engang en pige…

 

Markerne stod kun som stubbe i efterårsvejret. Himlen var dyb og blå, et sted man kunne stirre på og fortabe sig i, indtil man en dag vågnede og havde glemt, hvor man egentlig befandt sig, eller hvad man foretog sig. Indimellem susede træer forbi vinduet. En behagelig varme lå i bilen, som svagt duftede af fars cigarer.
    ”Tror du, mor og far klarer sig?” Rosalia Bauldry strøg sit brune hår og viklede en ellers allerede krøllet hårlok om sin finger.
    ”Det er jeg sikker på miss Bauldry.” Walter så sig over skulderen og smilede til den unge pige på badsædet. ”Jeg passer jo på dem!”
    Rosalia lo og smilede til chaufføren. Han så på hende med falsk fornærmelse. ”Hvorfor er det nu sjovt, miss? Må jeg minde Dem om, at jeg var højt dekoreret officer under den sidste krig!”
    Rosalia nikkede. ”Ja, Walter – jeg har al tiltro til dig. Men du kender mine forældre…”
    ”Ja, men ikke som De.” Walters grå øjne mødte Rosalias brune. ”Deres far er en god mand med de rigtige intentioner. Og Deres mor er en fremragende kvinde. De ved, hvad der skal gøres i svære tider.”
    Et suk forlod Rosas læber. Hun lagde hovedet op ad døren og så ud. ”Jeg ville bare ønske, det ikke var at sende mig væk…”
    ”London er ikke længere sikkert for en ung dame,” påpegede Walter. ”De vil få det bedre hos Deres onkel.”
    En gysen løb gennem den unge pige, da mindet om bragene genlød i hendes hukommelse. Hun gned sine arme og erindrede, hvordan hendes mor havde siddet med angsten malet i ansigtet, mens bomberne faldt i gaderne omkring dem.
    Hendes far havde siddet sammenbidt og holdt om dem begge, og først når der opstod små pauser i tyskernes angreb, lød de hviskende stemmer fra tjenestefolkene. Støvet havde drysset fra taget, og Rosalia havde ikke fået meget søvn.
    Det var ikke engang to uger siden. Hun havde ingen minder om sin onkel Charles, kun historier fra sin mor, der altid handlede om, hvordan han altid sludrede om sine bøger.
    Nu var han blevet eneboer nogle kilometer uden for Ballycastle på Fair Head. Han besøgte aldrig London, og sikkert af gode grunde – Rosalia havde kørt i tog fra London, var sejlet fra Liverpool til Douglas, og derefter sejlet fra Douglas til Belfast. Nu var hun ved at blive fragtet 55,4 mil i bil, kun i selskab med den chauffør, hendes forældre havde hyret hjemmefra, én af hendes fars gamle soldaterkammerater.
    Mr. og mrs. Bauldry var nød til at blive i London, eftersom de ikke kunne forlade deres fabrikker og kontorer.
    Rosalia kom fra en velstående familie, men hun hadede sine forældre for ikke at tage med i sikkerhed. Onkel Charles havde med et kort brev lovet hende kost og logi, indtil han hørte nyt, eller krigen sluttede – hvad end der kom først.
    Landskabet udenfor ændrede sig fra marker til skov, fra skov til enge, og til sidst fra enge til marsk. Himlen var gråhvid af skyer, og mellem himlen og marskens møde sås en smal stribe gråblåt hav.
    Vand begyndte at falde på ruden. Rosalia sukkede. Det var da også typisk…
    Den beroligende lyd af vand mod automobilets metalramme drev Rosa ind i en døs. Og selvom hun selv mente, hun kun blundede et kort øjeblik, så fór hun forskrækket sammen, da et lyn slog ned i nærheden og oplyste himlen. Det var for sent på året til torden, og et øjeblik troede hun, det var bomberne fra London.
    Den flade klippe kunne ses ret fremme. Rosalia sank en klump, da det store slot blev synligt gennem tæppet af vand.
    Høje tårne og stærke mure fik bygningsværket til at se stærkt og stort ud. Skønt hovedbygningen kun havde tre etager, så gik det højeste tårn yderligere fire op, for ikke at tale om de tilbyggede områder over de oprindelige etager. I det mindste var der da ingen voldgrav…
    ”Det ser noget skummelt ud,” på pegede Walter. ”Synes De ikke også, miss Bauldry?”
    Rosalia nikkede tøvende. ”Jo…” Hun gned sine arme. ”Sig mig, Walter, har du nogensinde mødt min onkel Charles?”
    Walter rystede på hovedet. ”Nej desværre miss Bauldry – men Deres far nævnte, at han er en god mand, skønt han skulle virke noget, hvad skal man sige, sær.”
    Rosa sukkede. ”Jeg ville meget hellere hen til faster Juliana.”
    Walter lo. ”Deres far ville ikke sende Dem til Amerika på grund af krig. Det er alt for langt væk.”
    ”Men han handler jo med amerikanerne,” påpegede Rosa. ”Jeg kunne hjælpe faster og…” Rosa peb, da endnu et lyn slog ned. Hun snappede lidt efter vejret, men tog så en dyb indånding og gned sine arme.
    ”De skal ikke være bange for bombardementer herude, miss Bauldry,” forsikrede Walter hende venligt.
    Rosa smilede og nikkede. Alligevel kunne hun ikke slippe angsten.

Walter kørte hen til den store jernport og så sig omkring. Han dyttede nogle gange, men vendte sig så mod Rosa. ”Det var da i dag, De skulle komme, ikke sandt, miss?”
    Rosalia nikkede. ”Jo…” Hun sukkede og rystede på hovedet. ”Men onkel er sikkert blevet væk i én af sine eventyrbøger. Det siger mor, at han har tendenser til at…”
    Hun havde endnu ikke afsluttet sætningen, før porten til slottet gik op med en knirken. Walter kørte undrende ind på gårdspladsen, og porten lukkedes bag dem.
    Hoveddøren gik op, og en mand med stort, pjusket, gråsprængt hår så ud på dem. Han holdt en lanterne og vinkede dem hen til sig.
    ”Jeg tager Deres taske, miss,” sagde Walter. ”Skynd De Dem ind i varmen.”
    Rosa smilede og nikkede. Hun åbnede døren og trådte ud.
    Skønt træerne svajede fra side til side i vindens hylen, og regnen piskede ned mod brostenene på pladsen, så syntes hverken vind eller vand at røre Rosa. Hun så op over hoveddøren. Med svungne metalbogstaver stod der Ludwig, anno 1840.  Rosa løb hen til manden i døren, og først da hun trådte indenfor, kunne hun mærke, hvordan kulden havde bidt sig gennem hendes drivvåde tøj og gnavet i hendes knogler.
    ”Du må så være Rosalia,” sagde manden.
    Rosalia så op på ham. Hans næse lignede et ørnenæb, et par runde læsebriller hvilede på dens ryg, og hans hår strittede til alle sider. Øjnene var rolige og lysebrune. Han mindede hende om en bibliotekar…
    ”Øh…” Rosalia tøvede. ”O-onkel Charles?”
    Manden nikkede overdrevent. ”Meget flot, meget flot – du var ikke mere end så lille her,” sagde han, og holdt sin pege- og tommelfinger knap to centimeter fra hinanden, ”da jeg sidst så dig.”
    Rosalia tøvede. ”D-det er altså ikke muligt, onkel Charles.”
    Onkel Charles slog med hånden. ”Pyt pyt, det er bare noget, man siger!”
    ”Deres kuffert, miss Bauldry.” Walter kom ind. Han satte kufferten ned og rakte en hånd frem mod Charles. ”De må være mr. Amstutz? Mr. og mrs. Bauldry har kun talt godt om Dem. Jeg er James Walter.”
    Charles undlod at tage Walters hånd. ”Selvfølgelig har de det,” sagde han ligeglad, ”vi er trods alt familie. Min kære søster er godt tåbelig at blive i London. Jah, lige siden den sidste krig sluttede, har jeg sagt til hende, at hun skulle forlade den forpulede storby, inden værre ting hænder, og hvad gør hun? Ignorerer mig, indtil ulykken rammer, og jeg kan få lov til at passe på hendes barn!” Charles sukkede. ”Men nok om det. Rosalia, hvis du siger farvel til mr. Walter, så skal jeg vise dig dit værelse.”
    Uden yderligere ord begyndte Rosas onkel at gå. Rosalia så undrende på Walter, der bare trak på skuldrene. ”Nogle mennesker er mærkværdige. Men De er i sikkerhed her, miss Bauldry. Han kan trods alt ikke være værre end krigen.”
    Rosalia smilede. Hun gav Walter et knus. ”Mange tak, Walter…”
    Walter klukkede. ”Jamen miss Bauldry dog.” Han klappede hende på ryggen. ”Så. Gå nu efter Deres onkel, inden han bliver væk fra Dem. Og pas godt på Dem selv.”
    Rosalia smilede og tog sin kuffert. Den var tung, men det lykkedes hende at slæbe den med sig efter onkel Charles.
    ”Jeg tog dig ind, fordi du er familie,” sagde Charles, stadig gående hen ad en lang gang. ”Men tro ikke, at jeg betragter dig som min datter. Du er min niece, og jeg har regler, du skal følge.”
    ”Selvfølgelig on…”
    ”Regel nummer ét!” afbrød Charles. ”Du må ikke gå i fløjene! Hverken syd, øst eller vest, og hvis du så meget som nærmer dig nordfløjen, sender jeg dig tilbage til London på minutten!” Rosalia sank en klump. ”Regel nummer to! Du må opholde dig i køkkenet, i opholdsstuen, på dit værelse, i vaskerummet, på gangene i underetagen og i forhallen. Du må gerne være på biblioteket, men du skal ikke fedte mine bøger ind!”
    ”Jeg er altså 17!”
    ”Lige meget, lige meget!” himlede onklen.
    ”Er alle de værelser ikke i én eller anden fløj?” snerrede Rosalia.
    Onkel Charles stoppede op og snurrede rundt på hælene. ”Hvor er jeg glad for, at du spørger,” smilede han. ”De rum, du må være i, er hverken mod nord, syd, øst eller vest. De er alle steder og ingen steder, og peger derfor ingen vegne hen, samtidig med, at de er i alle retninger.”
    Rosalia rynkede panden. ”Det forstår jeg altså ikke, onkel.”
    ”Det er ikke alt, man skal forstå,” påpegede onklen. ”Nogle gange er det uforståelige bedre end det forståelige, og somme tider er det forståelige noget værre vrøvl! Tag nu matematik, for eksempel. E=MC2, hvad er det nu for noget sludder?!”
    Rosa sukkede. ”Det betyder…”
    ”Nonsens, helt rigtigt!” Rosas familiemedlem klappede i hænderne. ”Og lad os så finde dit værelse.” Rosa hørte ham mumle: ”Jeg mener da, de satte døren her et sted…”
    Hun fulgte efter ham ned ad gangen. Men nogle meters mellemrum stod høje vinduer på den ene side, mens døre ledte ind til ukendte værelser på den anden. Fra vinduerne kunne Rosa se regnen, den oprørte himmel og det brusende hav. Det hele lignede kaos…
    ”Aha!”
    Rosa så forskrækket på sin onkel.
    ”Her er det!” Charles fandt en nøgle fra en lomme i frakken og låste en dør op. Hun vinkede Rosalia med sig. ”Kom nu, kom nu! Vi har ikke hele dagen!”
    Rosa skyndte sig ind på værelset.
    Det var et stort, åbent rum for enden af den lange gang. Vinduer viste ud over havet, og tunge, røde gardiner var bundet op med bånd. En stor himmelseng så meget indbydende ud oven på den anstrengende rejse, og på et skrivebord lå papir, fyldepen og konvolutter klar, skulle Rosalia få lyst til at skrive til sine forældre. Et stort klædeskab ventede på at blive fyldt op med hendes tøj.
    Rosalia så smilende på sin onkel. ”Det er pragtfuldt!” 
    Hun skulle til at omfavne ham, men manden smygede sig yndefuldt uden om hendes gestus. ”Ja, det er meget fint, men skynd dig nu at få stillet tasken, så jeg kan vise dig de andre rum. Der er ikke så mange, du må være i, så jeg tilgiver det ikke, hvis du farer vild.”
    Rosalia rynkede panden. Manden så udtryksløst på hende. Hans øjne var tågede, som om han stod og tænkte på noget fjernt…
    Men hun tænkte ikke længe over det. Hun satte tasken og fulgte med sin onkel.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...