Mutters alene

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 aug. 2016
  • Opdateret: 29 aug. 2016
  • Status: Færdig
Det er et meget personligt indlæg om det, at føle sig alene. Jeg har samlet nogle af mine tanker,og jeg håber, at de giver en form for mening.

2Likes
2Kommentarer
60Visninger

1. :(

”Er du glad", det er sådan et svært spørgsmål og svare på.

For jeg er glad, når jeg er sammen med mine venner, og jeg kaster mit hoved tilbage, holder mig for munden og hele min krop ryster af latter. På grund af en joke, som om nogle timer ikke er sjov mere.

Men når dagen så bliver til nat, mit grin til gråd, mit smil til tårer er sagen helt anderledes. Når jeg ligger i min seng og tænker på alle de ting jeg aldrig tør sige, alle de ting jeg ikke tør indrømme, alle mine usikkerheder og alle mine fejl. Så føles min dyne uendelig tung. Som en sten. En stor sten, som jeg bare gerne vil gemme mig under. Det er under stenen, at det går op for mig, at jeg er mange ting.

 Jeg er glad, jeg er trist, jeg er genert, jeg er udadgående, jeg er stille og jeg er larmende. Men mest af alt er jeg bare tom. Jeg er ikke ligefrem lykkelig. Langt fra faktisk. Men så tænker jeg bare, at hvis jeg ikke er lykkelig lige nu, skal jeg nok snart blive det, bare rolig, det hele skal nok gå. Lykken og glæden følger efter os alle, selvom den ikke altid kan ses, så skal den nok komme. Den skal nok finde mig. Eller hvad? Er det nu også sådan? For det triste, ulykkelige og forfærdelige her i livet finder os også. Nogle gange hurtigere end det gode. Den sniger sig op bag dig i mørket. Den ligger på lur og følger selv dine mindste skridt.

Og når du tror, at du har formået at løbe fra den, at den for en gangs skyld er forsvundet. Så åbner der sig et stort sort hul i dit liv. Det som du troede var et holdbart underlag, begynder ligeså stille og forsvinde. Du ved ikke hvad der venter dig i hullet, ikke før du træder ned i det. Ikke før du bliver fanget. Nede i hullet er der intet luft. Noget så simpelt som, at trække vejret er en kæmpe udfordring her.

Verden omkring dig køre videre, men uden dig. Farver og lyde eksisterer ikke her nede. Det eneste som gør er dine tanker. Her nede giver ingen mening. Du går dybere og dybere ned i hullet, og under din rejse kan du ikke huske hvornår og hvordan det hele startede. Og du ved heller ikke hvornår det slutter. Men du ved, at du ville gøre alt for, at det snart ville ende. Hullet har ødelagt lyset, din meaning of life og alle de gode og vidunderlige ting, som dit liv før var fyldt med.

Nu har du ramt bunden. Du lægger dig ned på ryggen og kigger op af hullet. Du kan se et glimt af lyset, men vejen der op føles umulig. Det eneste du kan gøre her nede er at græde. For dit hjerte snakker igennem dine tårer, når ordene ikke kan finde vejen igennem din mund.

 Ensomhed er nok den værste følelse man kan føle. At føle sig ensom i sammenværd med andre er især forfærdeligt. Og jeg har venner, og de fleste af dem ville nok sige, at jeg ikke er alene. Men det passer ikke. For klokken 03:48 onsdag nat, når jeg ligger viklet rundt i min ensomhed med tunge tanker, og en masse tårer er jeg mutters alene. Når jeg tager min dyne af, sætter mig op og kigger rundt på mit værelse er den eneste person mig selv. Den eneste der forstår er mig. Den eneste som hører min hulken er mig. Så du skal ikke sige, at jeg ikke er alene, for det passer simpelthen ikke. Det er mig som er fanget her, og jeg er så alene. Det er ikke fordi jeg gerne vil være alene, fordi det vil jeg virkelige ikke. Jeg har brug for et kram, en at snakke med, en der lytter og forstår eller i det mindste bare prøver. Det her er på ingen måder rart, og det sætter en masse grænser for mig. De fleste gange når folk spørger om jeg vil være sammen, vil helst bare lukke mig inde på mit værelse. Dybt begravet under min dyne. Og jeg ved ikke hvorfor.

Jeg ved ikke hvorfor, at jeg har det, som jeg har det. For jeg er vel bare en forkælet lille møgunge, som ikke burde brokke sig. Jeg burde være glad og taknemmelig, og sætte pris på alt det jeg har. Mit liv er på ingen måder hårdt. Så jeg burde bare være glad og smile. Mit liv er helt normalt, og jeg har aldrig manglet noget. Mine forældre og dem omkring mig elsker mig himmel højt, det er jeg helt sikker på. Men de elsker hende den glade pige. Pigen som smiler. Men hun er gemt lang, langt væk inde i mig. Jeg vil så gerne bare være hende igen. Det er nok også derfor jeg gør alt for, at være hende ud af til. Men jeg er ikke sikker på, at der er nogen som vil kunne lide, den pige jeg er lige nu. For jeg hader hende selv. Jeg ved ikke hvorfor jeg lige pludselig blev så ked af det. Jeg ved ikke hvordan, at jeg begyndte at føle mig så tom. Føle mig så uelsket. Jeg ville ønske jeg kunne få det hele til, at forsvinde. Bare blive glad igen, og jeg prøver virkelig hårdt på at blive glad. Men lige meget hvad jeg gør, så nytter det ikke. Tomheden finder mig altid. Den vil bare ikke forsvinde. Og der er ingen, som ved noget om den. Den er blevet min lille hemmelighed. En hemmelighed jeg gør alt for at skjule. Det er dumt at skjule den hemmelighed, det ved jeg udmærket godt. Men jeg tror simpelthen ikke, at der er nogen som forstå, hvor stressende det er, at skulle forklare hvad der sker inde i ens hoved, når man ikke selv forstår noget af det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...