9.B

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 aug. 2016
  • Opdateret: 28 aug. 2016
  • Status: Igang
Hvem gik egentlig i 9.B? Og hvem var klassens individer?

3Likes
0Kommentarer
116Visninger

1. 9.B

Man forestiller sig ofte, hvor meget man egentlig glæder sig, til at komme videre fra sin folkeskole. Man vil drage ud på eventyr, og sørge for aldrig at se sig tilbage. Bare at komme ud i livet, og komme i gang med alt det, man hele tiden har forestillet sig, som en drøm. Men når sandheden melder sig, viser det sig at være det stikmodsatte.

Jeg sidder om aftenen, med tårer der lægger sig blødt på min mobilskærm. Der tog jeg et sløret billede, af klasselisten med de grimme portrætter, som man får uanset hvad, når det er et skolefoto. Tydeligt husker jeg, den dag vi skulle tage klassefoto, alle grinede, fordi de synes at vores fotograf var lidt for intim. Han fik os til at stå i positioner, hvor man ikke længere kunne tage noget seriøst. Vi grinede af det, når alle de som var færdige, mødtes i klassen bagefter. Lærerne bad os om at være mere stille, og respektfulde, men vi vidste at vores tid sammen som klasse var kortere end Tyron Lannister i Game of Thrones, så vi valgte at overse de eventuelle bemærkninger.

Men jeg husker også vores vigtige øjeblikke. Der var til danskeksamen, da pigerne omfavnede hinanden, og drengene skulede nervøst til den første der skulle trække emne. Ind af glasdøren til inspektørens kontor, mens de få stole der var tilstede, blev overtaget hurtigere end man kunne nå at blinke. Folk satte sig endda oven i hinanden. Da alle havde været inde, kunne man fornemme følelser som:  jubel, gråd, trækken på skuldrene, ligeglad og grinende personer. Det var vigtige dage for vores fællesskab, for vi kunne sammen tale om vores emner, som betød hvordan vi havde klaret os, igennem de sidste ti år af folkeskolen. 

Det er de små ting, ved en klasse, man husker lige pludselig. Den måde vi rottede os sammen mod lærere, så selv de elever der var længst ude, pludselig var inde i et fællesskab der var så tykt, så ikke engang en motorsav, ville kunne skære sig igennem det.

Jeg savner dem alle, selv ham jeg aldrig lærte at udtale navnet på, ja selv ham der var så liberal at han snart var mere blå end en avatar. Jeg længdes efter at have en, ja bare ÈN af dem fra klassen ovre i min nye, for at få en illusion af det velkendte. En klasse man ved man aldrig vil få tilbage, og at det ikke er muligt, at få nogen der er den mindste smule bedre.

Men mest af alt, savner jeg vores fællesskab. Det var stærkere end nogensinde vores sidste år. Jeg vil nu genskabe den enhed, som vi kaldte for vores klasse. Ikke en eneste person skal blive glemt, og min egen brik i det puzzlespil bliver uden tvivl det sværeste at sætte ind.

Men alligevel hørte alle til, og havde en brik på hver sin måde, selvom man blot var et lille hjørnestykke, som man kun brugte til at skabe resten af billedet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...