Måske glemte kys, Sia

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 aug. 2016
  • Opdateret: 28 aug. 2016
  • Status: Færdig
Sia er ikke som de andre børn, hun har nogle evner, som gør at hun ikke er værdsat i nutidens København. For at finde sit sted forlod hun sit hjem og Johannes. Hun oplevede meget på sin rejse, men vil hun finde sit mål? Findes der et sted, hvor der er plads til mennesker som Sia? Jeg deltager i 'Miss Peregrine's home for peculiar children' konkurrencen.

1Likes
3Kommentarer
113Visninger

1. Kære Johannes

Kære Johannes

 

Jeg håber meget, at du vil læse dette brev færdigt, selvom du sikkert for længe siden har glemt alt om mig. Meget har ændret sig, men jeg tror at det er okay. Skæbnen har hjulpet mig, for jeg selv er ikke modig.

 

Jeg er evig taknemlig for den tid, vi havde sammen. Du var som en af de eneste i København, en jeg stolede på. Alligevel fortalte jeg dig ikke det. Jeg var bange. Bange for hvad du ville tænke. Bnage for at miste dig. Jeg har aldrig været ligesom de andre børn.

 

Jeg så de første tegn et år før jeg mødte dig. Der var en grund til at jeg fik 12 i biologi (som det eneste fag). Jeg vidste ikke hvad det var, men jeg kommunikerede med det grønne (og gør det stadig). Planter ånder ligesom os, og deres smukke livsprocesser nærer kærlighed og lidenskab. De har brug for pleje ligesom os mennesker. De kalder på mig, og det gjorde de også dengang. De trængte ind i mit hoved, som tusind stemmer i ekko.  Selv på åben gade, følte jeg mig overfaldet af disse råb.

Jeg ville fortælle det og vise det, og jeg prøvede. Du så også mine malerier, men ingen så dem rigtigt. Ingen forstod, og jeg blev hurtigt et offer. Offer for had, afsky og fysisk vold, men det var ikke det værste - Jeg følte mig ikke i live. Jeg burde ikke eksisterer midt i København fyldt med travle mennesker, der alle tænker på det samme: penge, mad og julegaver. - Vi holder faktisk også jul nu, det er sådan en hyggelig tradition siger Lange Mads.

 

Men det der skete var, at jeg kunne ikke skjule mig mere. Hver eneste dag, pressede det sig på. Mit hoved blev mere og mere fyldt, og jeg gjorde ingenting. Jeg følte mig som en forræder mod stemmerne!

Johannes, du må ikke misforstå. Du hjalp mig. Hvis ikke det havde været for vores aftener under det umodne æbletræ i Kongens Have, og vores togudflugter der førte os langt ud på landet, havde jeg måske ikke haft modet. Modet til at stikke af. Jeg forlod dig, Johannes, men jeg håbede at du som den eneste måske ville forstå en dag.  

 

Jeg var så bange. Nervøsiteten blev mere og mere intens efter jeg satte mig ind det fly. Folk kiggede, men jeg var vant til at ignorere. Jeg landede i Edinburgh, Skotland en kold torsdag. Jeg var målrettet på at finde min plads, mit sted, og jeg forsøgte ihærdigt! Først undersøgte jeg alt, hvad jeg kunne. Jeg læste om mange spændende natursteder, hvor man kunne hjælpe naturen. Med min udsøgte rygsæk fyldt med grej (stjålet efter nødvendighed) rejste jeg vidt omkring. Et sandt eventyr som du ville have elsket.

 

Jeg nød alle oplevelserne, men min mission var endnu ikke opfyldt. Hele min krop blev mere og mere desperat. Et pludseligt had skyllede ind over mig en ensom aften. Intet gav mening, hvis ikke jeg hørte til - Burde jeg så eksisterer? nej måske ikke. Jeg stod på en bro. Lyden af brusende vand under mig ligger stdig gemt i hukommelsen. Jeg gjorde mig klar, klar til at stoppe mit liv. Mit ligegyldige liv! Nerver fra min hjerne til mine ben gav ordre, og jeg satte af. Luften hev i mig, og jeg skreg. Det var som om alt inden i mig blev lukket ud, jeg blev fri. En ekstrem høj lyd og et lyst grønt skær svimlede for mine øjne.

 

Mere huskede jeg ikke, men Milia fortalte mig at jeg sov i 3 dage efterfølgende. Det var hende der greb mig. Hun er et menneskeligt eksemplar på en kongeørn, og hun tog mig til dette fantastiske sted. Udefra ligner det bare et hus, et lidt faldefærdigt hus, men det er enormt. Vi er 12 beboer og en leder - Lange Mads, som er lige så høj som huset selv. Derfor har han et lodret værelse. Jeg elsker dem alle sammen. Vi er alle født med hver vores særheder, men det er her, og kun her, der er plads til det.

 

Den energi jeg udsendte, da jeg sprang, var et nødråb. Det har flere af de andre også gjort inden de kom her. Jeg har lært at kontrollerer energien, som jeg tidligere forstod som stemmer, og nu dyrker jeg alt vores mad i et lille drivhus.

Mit værelse ligger på første sal, og når stjernerne viser sig på den store himmel, flyver Malia med mig bagpå så højt op, at jeg næsten mister pusten. Så kalder Lang Mads os hjem som en kærlig mor ville gøre i Storkøbenhavn, et sted jeg nok aldrig vender tilbage til.

 

Filip, en af de andre beboer, minder lidt om dig. Han er tålmodig, kærlig og snug. En dag hvor jeg var bange, kom han, og tog min hånd. Han viste mig det smukke uendelig hav, og vi svømmede langt ud til legesyge delfiner. De var så smukke!

I den verden du lever i, var Philip ikke respekteret, kun på grund af hans udseende!  Han blev udsat for en operation som 7-årig som gjorde ham grim for altid. Men vi som bor her, ser hans indre smukke personlighed!

Philip og jeg vil giftes en dag, og så inviterer vi delfinerne og dig! Så kan du komme og se dette fantastiske sted. Stedet hvor jeg føler mig værdsat. Vi er en stor familie. Omverdenen vil ikke have os, men sammen er vi meget mere. Sammen er vi perfekte, præcis som vi er, med vores særheder og evner, udseende og baggrund!

 

Måske glemte kys fra

Sia

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...