Captured - Liam Payne

Kathrin Carter er vant til halsbrækkende stunts og vilde udflugter. Men sådan en mission har hun alligevel aldrig fået.
Det verdenskendte boyband One Direction har fået flere dødstrusler end sædvanligt her på det sidste, og da deres turne snart vil begynde, har de brug for en 'livredder'.
Lad os bare sige, at det ikke er alle der er lige begejstret for ideen, især Liam, der måske misforstår hendes signaler lidt for meget.

16Likes
6Kommentarer
5160Visninger
AA

3. What?!

>>>=<<<

Liam Payne

>>>=<<<

Harry fnøs. Jeg blev nervøs, for hvis Kathrin gav ham den småkage hun havde givet til mig igår, så ville han hyle af skræk.
"Der er jo ingen der truer os! Hvornår hopper i frem og siger vi er på skjult kamera?" Han slog ud med armene.
Kathrin tog et truende skridt hen imod ham, men Paul lagde en arm over hendes kraveben. "Stop, Katrin. Det er ikke dit job."
Hun slog ham hårdt væk fra sig. "Det kan godt være, men han bliver nødt til at vide det ikke er for sjov! Det gør i alle!" Hun lod sit blik ryge hen over os alle, og lod det ligge hos mig.
"Alle."
Hun sendte mig et snerpet blik og kiggede væk.
Hvorfor var hun nu sur?
"Desuden, så beholder jeg jeres telefoner, i de næste 2 uger. Det er meget vigtigt, at i ikke fortæller noget om hvor de er. Hvis jeres forbryder holder øje med jer, ved den at jeg har jeres telefoner. Så hold nu jeres kæft."
"Også når vi skal synge?" Spurgte Louis kækt.
Kathrin sendte ham bare et hårdt blik.
"Vi gør selvfølgelig alt for, at dit arbejde kan fungere, Katrin. Tak for idag."
Hun gav Paul et nik, og forsvandt hurtigt.
Jeg kunne godt forestille hende med smokey eyes. Sort og rå.
"Fuck hun er lækker," sagde Niall chokeret.
Jeg gav ham et slag i baghovedet. "Ti stille din idiot!"
"Du er måske vild med hende?" Harry løftede sleskt øjenbrynene.
"Nej! Men lad nu være med at sige det, når vi er på krigstien med hende!"
"Åh ja... Du er helt klart vild med hende."
Paul havde knyttet sine knoer i vrede. "Hvad har jeg sagt om det der! I er på arbejde! Præcis som hun er, og hvis i var kommet i gymnasiet, ville i havde vidst at man lader folk gøre sit arbejde!"
Surt vendte han om på hælen og gik ud.
Jeg kunne simpelthen ikke lade være. Jeg kunne ikke.
Louis og jeg brød ud i et kæmpe grineflip, der mest af alt var drillende og idiotisk.
Hvad fanden, vi har ikke engang en uddannelse.
Harry sukkede dybt. 
"Hvad griner i af...?" Spurgte Niall forvirret.
Harry gav ham et klap på skulderen, men svarede ham ikke. Han gik, videre ind i vores sengeværelse.
"Har du tænkt over hvor dumme vi er?" Hylede Louis. "Det er da helt utroligt!"
Da Louis og jeg endelig tørrede de sidste glædestårer af kinderne, begyndte Niall sit grineflip.
"Gud! Også især Harry!"
Så begyndte vi at grine igen.
"Hold nu kæft!" Råbte Harry irriteret. Den unge mand til Harry havde aldrig haft mere end et halvt år i gymnasiet, i forhold til os andre der nåede 1/3.
"Puha... Vi skal over i makeuppen, drenge!"
Så begyndte vi at grine igen.

 

>>>


Der gik en uge, før vi fik Kathrin se igen. Hun løb panisk ind i bussen, og skreg efter Paul.
"Paul! Kom nu!"
"Der er altså kun mig," jeg stak hovedet ud fra badeværelset, med min tandbørste i munden. 
Hun sendte mig et irriteret blik. "Kan du fortælle mig hvor Paul er?"
Jeg tænkte mig kort om. Så trak jeg på skuldrene. "Han er nok i møde."
Hun sukkede dybt. "De har fundet os."
Jeg spærrede øjnene op, og min tandbørste faldt savlende ud af munden.
"Hvad?"
Hun kiggede ned i gulvet. "De. Har. Fundet os. Jeg... Jeg kan ikke finde ud af hvem det er. Jeg har brug for to dage! To dage!"
"Til hvad?" Jeg tørrede mit ansigt af i et håndklæde og trådte ud til hende.
"Jeg må tage ud. Væk herfra. I får jeres mobiler," hun holdte en lille plasticpose op med telefonerne. "Men..."
Hun tømte posen ud på sofabordet og fandt en lille dims frem fra sin lomme.
"Du er den eneste jeg er villig nok til at overgive den til. Du virker klog. Du skal administrere den her."
Hun knipsede den op med sin negl, og fik en lille rød lampe til at blinke.
"Hvad er det?" Stammede jeg, helt forvirret over situationen.
"En rader. Hvis de finder mig, tror de også at de har fundet jer."
Jeg spærrede øjnene op. "Ville det så ikke være bedre hvis du tog den med?!"
Hun sukkede. "Nej! For hvis de finder mig slår de mig ihjel!"
Jeg lagde armene over kors. "Så nu gør du det, kun fordi du ikke vil slås ihjel?"
"Nej..."
"Men hvad så?"
"Det her er alvor Liam! Tag den og sørg for at beskytte den!"
"Niks. Jeg tager med dig."
"Hvad?! Du er på turne! Hvis du stikker af, ved de ik-"
"Jeg tager med. Hvis det her er alvor, så lad mig tage med."
Hun bed sig i læben. "Det... Nej. Det kan ikke gå."
"Så fortæl mig hvad din plan er."
Hun hev mig ind på mit og Niall's værelse, og kiggede rundt. Hun lukkede det åbne vindue.
"Pointen er, at i skal beskyttes."
"Det er jeg med på, men-" "ingen afbrydelser!"
Jeg sukkede.
"For at i ikke skal findes af forbryderen, skal jeg narre dem. Hvis du får min radar, så tror de jeg er her, men det er jer. Og på den måde, så bytter vi. De har sporet jeres telefoner, vis jeres telefonnumre, så jeg har byttet telefonnumrene."
Hun løftede øjenbrynene, på en indlysende måde.
"Øh.. Okay. Og hvorfor kan jeg ikke tage med dig?"
"Hvorfor vil du med mig?"
"Fordi..."
Hvilket argument ville være godt nok?
"Hvordan vil du spille koncerter, hvis du er væk?"
Jeg lagde armene over kors. "Hvad hvis jeg gør?"
"Det er ikke mit ansvar! Tal med Paul om det!"
"Men jeg vil ikke have du bringer dig i fare, for vores skyld."
Hun hev radaren ud af min hånd og knipsede den sammen igen. "Det er det mit job går ud på, Liam. Dead Or Alive, ikke sandt?"
Med vimsende hofter, forsvandt hun ud af lokalet.

>>>


Kathrin Carter, Kathrin Carter, Kathrin Carter!"
Min stemme voksede i tone, jo mere hysterisk jeg blev.
"Fald nu til ro, Liam. Du finder hende jo ikke. Hun er superagent!"
Louis himlede irriteret med øjnene.
Jeg fnøs. Hun skulle findes. Min mission var, at finde hendes opholdsted, også fortælle hende, at jeg tager med hende.
De næste 4 dage var der ingen koncerter, og derfor kunne jeg tage med.
"Marcus... Everton?" 
Jeg klikkede mig igennem siden.
"Hvem er det?" Niall satte sig ved siden af mig. Jeg lænede mig med rynket pande ind imod skærmen.
"Kathrin har en kæreste! Marcus!"
"Og hvad så? Hun vil jo ikke have dig alligevel!" Mukkede Harry.
"Du er vidst jaloux, huh? Fordi Mr. Payne skal på hemmelig mission med frøken Carter." Louis skubbede med sin hofte til Harry.
Harry surmulede.
"Men han er mistænkt..."
Jeg rynkede panden.
"For drab."
Drab. Har hendes kæreste slået nogen ihjel? Det forklarede fængselsbillederne i artiklen.
"Det kan ikke passe!" Udbrød Niall. "En agent kan ikke være kærester med en forbryder!"
"Og hvad så hvis hun er? Lad hende om det!"
Jeg sukkede. Harry stak hovedet ind over min skulder. "Shit," mumlede han. "Er du sikker på, at du kan stole på hende?"
Jeg vendte mig op mod ham, og mødte hans øjne. "Ja da. Det er hende der får røvfuld, hvis det går galt."
Harry smilede. "Så smut."

 


"Ja?"
"Det er mig."
"Hvem mig?"
"Liam."
"Payne?"
"Liam James Payne. Tilfreds?"
En mekanisk lyd lukkede mig ind, og videre op i hendes lejlighed. 
Hun stod lænet op af dørkammen med armene over kors. "Jeg skal faktisk afsted, så hvis du har noget at sige, så spyt ud."
Jeg smilede skævt. "Jeg tager med dig. Vi tager afsted."
Hendes øjne spærrede sig vildfarent op. "Hvad?! Nej, Liam! Aldrig i livet!"
"Hvorfor ikke? Jeg ved du ikke er interreseret, for du har en kæreste."
Hendes mundviger pegede falskt ned i en bue.
"Good work, Mr. Superagent. Skrid så!"
Jeg fiskede et bundt nøgler frem.
"Slet ikke nysgerrig for at se min batmobil?"
Hun rynkede panden. "Din hvad?"
Jeg rullede med øjnene. "Mit privatfly. Kom så ud, snuske. Vi skal på mission."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...