Captured - Liam Payne

Kathrin Carter er vant til halsbrækkende stunts og vilde udflugter. Men sådan en mission har hun alligevel aldrig fået.
Det verdenskendte boyband One Direction har fået flere dødstrusler end sædvanligt her på det sidste, og da deres turne snart vil begynde, har de brug for en 'livredder'.
Lad os bare sige, at det ikke er alle der er lige begejstret for ideen, især Liam, der måske misforstår hendes signaler lidt for meget.

17Likes
6Kommentarer
5921Visninger
AA

5. Watch out, Your idiot!

>>>=<<<

Liam Payne

>>>=<<<

Et skrig røg ud af mig da Marcus uden tøven trykkede aftrækkeren af.
Men der skete ikke noget.
Kathrin kiggede panisk frem og tilbage på os.
Hvordan... Hvordan, kunne en pige som hun være kærester med... Ham?! Han er jo sindssyg!
Hvor mange mennesker havde han slået ihjel, ved at gøre det her?
"Stop Marcus," sagde Kathrin bedende. "Du ender med at slå ham ihjel."
"Ja. Han skal jo dø alligevel en dag. Så måske han skal få det overstået."
Præcis, Marcus. Du, som siger de sande ord. 
Kathrin blev rigtig vred. "Jeg syntes du skal slippe pistolen, og forlade kabinen! Nu!"
Marcus grinede flabet og trykkede den næste kugle klar. Jeg mumlede et eller andet uforståeligt, jeg vidste ikke engang hvad det var. Bare en mærkelig opremsning.
Jeg skulle dø.
Nu.
Lige nu. Det næste skud ville være en kugle. Det var jeg helt sikker på.
"Og hvor skulle jeg så gå hen, min skat? Springe ud? Gå ud i cockpittet, og lege videre derude?"
Hvordan kunne han tænke sådan?
Kathrin var hvid i hovedet, men lod ellers ikke til at bide mærke i hans kælenavne til hende.  "Marcus, vi prøver at arbejde. De her mænd er i livsfare, og det hjælper ikke, at du er ved at slå ham ihjel nu."
Marcus kiggede ned på mig. "Hvem siger jeg ikke bare hjælper? Du kan intet stille op imod så mange mennesker!"

Der skete så mange ting i det sekund, at jeg umuligt kunne følge med.
Med adskillige skud lød, nogle råb, og ikke mindst nogle slag.
Slagene kom vidst fra Kathrin, rettet imod Marcus, der havde trykket på aftrækkeren.
På gulvet foran mig dryppede blodet ned ved mine sko, og fik mig til at gispe i chok.
Var der en der var død? Please sig det ikke var Kathrin.
"Hvad fanden laver du?" Råbte Marcus.
Mit hoved vendte sig langsomt ned på gulvet, hvor Kathrin sad med et ben på hver side af ham, og de holdte begge pistolen i deres ene hånd, kæmpede for magten over den.
Og blodet...?
"Du skal styre dig nu, Marcus! Jeg ved godt det ikke var dig der gjorde det, men lad nu være med at gøre løgn til sandhed!"
Marcus stoppede med at stritte imod.
"Hva'?" 
"Du hørte hvad jeg sagde. "Slip. Du har ikke ophavsrettighederne til en pistol."
Jeg hørte metallet klikke fra deres hænder.
Kathrin vendte pistolen i sin hånd.
"Ét skud. Ét skud og han havde været død, Marcus! Hvad tænker du på?"
"Hvad med at tage sig af realiteten? Jeg har en kugle i skinnebenet, frøken smart!"
Kathrin rejste sig, og satte sig i hug foran mig. Jeg kunne mærke Marcus' stikkende onde blik.
"Undskyld Liam." Hun sukkede. "Men du bliver nødt til at lytte til mig, når jeg siger du ikke skal med på mine missioner."
Hun rejste sig og gik ud i en anden kabine. Hun hentede nok noget til Marcus' ben. Han var trods alt hendes kæreste, og hun elskede ham sikkert også meget højt, helt inderst inde, med hun var nok ret skuffet og flov over ham lige nu. Han stønnede af smerte.
Jeg havde intet tilovers for ham. Han var ét skud fra at slå mig ihjel!
Tænk hvis jeg havde været død nu! Hvad var der så egentlig sket?
Så havde One Direction stoppet. Kathrin var højst sandsynligt blevet fyret, og Marcus røget i retten.
Hvad så med mine forældre? Mine søstre?
Jeg skælvede og holdte kort om mig selv.
"Vi bliver nødt til at vente til vi lander. Der er intet udstyr her."
Marcus fnøs. "Du er sikkert også ligeglad alligevel."
Det overraskede mig lidt, at Kathrin satte sig på knæ ved hans skuldre. Marcus forsøgte at rejse sig på albuerne, men tabte balancen og dunkede ned i gulvet.
Sagde piloterne ikke noget til det her? Eller vidste de, at når en agent havde bestilt et privatfly, så kunne alt ske?
"Rolig," hun strøg ham over skulderen og op langs hans hals med hendes fingerspidser.
Jeg satte mig bedre til rette overfor dem i et sæde.
"Lad være med at tænk på smerten."
Marcus hostede. "Hvorfor er han med dig?" Spurgte han bare.
Kathrin kiggede hen på mig, også hen på ham igen. "Som sagt, er Liam og hans band i alvorlig fare... For at narre fjenden ville jeg tage afsted uden den, fordi at de vil gå efter mig først. Men idioten der ville jo med." Kathrin kørte sin hånd igennem hans hår.
Jeg rejste mig vredt fra sædet. 
"Hvad?! Faktisk er jeg bekymret for dig! Du er min ven!"
Marcus krøb lidt tættere ind til Kathrin. 
"Liam! Det er dig der skal forstå, at du ikke bare på den her måde kan følge efter mig!"
"Lad ham nu bare være, Kathrin..."
Marcus fandt hendes hånd og gav den et klem.

 

>>>

 

"Du bliver her," Kathleen slog mig hårdt på brystet og gik med Marcus ind i hospitalet.
Jeg sukkede dybt. 
"Hvorfor?" Råbte jeg efter hende.
Hun svarede ikke, selvom hun hørte mig. Marcus blev lagt på en båre og båret op på skadestuen, så kuglen kunne blive fjernet.
Kathrin var blevet med Marcus' hoved i sit skød og fnist og snakket med ham resten af turen.
Fnysende satte jeg mig på en bænk, lidt væk fra førstehjælpsgangen.
Hvorfor måtte jeg ikke gå med ind? Skulle de have deres 'kærestetid?'
Idioter.
Jeg skulle være blevet hjemme.
En mand satte sig ved siden af mig. Han var nok 10-15 år ældre end jeg selv. Midaldrende. 
Jeg sad foroverbøjet og kiggede ned i mine hænder.
Det var så typisk. Fint, måske skulle jeg være blevet hos drengene. Selvfølgelig havde hun en kæreste, og helt ærligt; hvorfor tro at man ville kunne score hende? Og ville jeg overhovedet score hende, eller var det her bare for sjov? Det var nok det der irriterede mig mest. Hvor var jeg henne med hensyn til det her?
Jo længere tid han sad der, jo mere stikkende blev hans blik på mig. Hans øjne forsøgte nærmest at suge min sjæl ud af min krop.
Til sidst kiggede jeg hen på ham. Hans øjne var skjult af et par solbriller.
"Undskyld, kender jeg dig?" Spurgte han mig.
Jeg løftede forundret øjenbrynene. "Måske," svarede jeg så.
Han rykkede tættere på mig. "Jeg syntes virkelig jeg har set dig før."
Forsigtigt smilede jeg. "Liam. Payne. Jeg ved ikke rigtig... Siger One Direction dig noget?"
Endnu engang rykkede han tættere på mig. "Det boyband der? Ja! Det siger alt!"
Nu kunne jeg mærke hans ånde imod min skulder, og hans knæ imod mit.
Det her var alt, alt for forkert.
"Undskyld, men jeg tror virkelig ikke at-" "Åh jo det tror jeg." Inden jeg fik set mig om, havde han grebet rundt om min nakke og var lige ved at få mig vendt så han kunne have mig i sin magt, til han blev flået væk fra mig, (eller var det omvendt...?) og jeg stod åndeløs tilbage.
Lidt efter kom en genkendelig person løbende imod mig.
"Hvad fanden har du gang i?" Råbte hun af mig.
Jeg kiggede forvirret, en anelse bittert på hende. "Hvad mener du? Det var da mig der pludselig blev overfaldet!"
"Nu kunne da havde tænkt dig om," vrissede hun.
Hun gik væk fra mig, og hen til nogle politifolk der stod omkring.
Vent.
Det var hendes forstærkninger der havde reddet mig. 
Eller havde jeg været blevet bortført.
Jeg kiggede rundt. Vendte mig rundt om mig selv. Han var væk.
Manden med solbrillerne var væk.
"Giv mig alle dine elektroniske egendele," Kathrin stod med et neutralt blik og med hånden fremme.
Tøvende stak jeg hånden i min bukselomme.
"Men..."
"Men hvad? Kom nu! Nu har du snydt døden 2 gange idag, hvor længe tror du det varer ved? Giv mig det så!"
Jeg gav hende med det samme min telefon og mit ur, så ingen genstande på mig kunne spores.
"Fint. Og fra nu af, modtager du mine ordrer."
"Det gjorde jeg da også! Du sagde jeg skulle blive her!"
Hun lagde hovedet på skrå og løftede øjenbrynene. "Nu var det jo ikke mig, der uhensigtsmæssigt tog med en specialagent til Hawaii, vel? Idiot."
Hun fnøs af mig og vendte rundt.


>>>


"Argh! Giv mig det smertestillende! Nu!"
Kathrin sukkede. "Marcus. Vi ved begge to godt, at det giver bivirkninger og at-" "giv mig det nu bare," stønnede han. Kathrin rystede forbistret på hovedet. "Marcus Beanter. Du er uddannet i den amerikanske lægepraksis, og du ved du bliver mere syg end rask af det stof!"
"Men det gør ondt!"
"Så kan det være du kan lære at forstå dine patienter!"
"Eller gidsler. Dem du slår ihjel, du ved," fnøs jeg. 
"Liam!"
"Hvad bilder du dig ind?!"
"Det er da dig der er sindsyg! Du har slået en anden ihjel! Gjorde du det samme som i flyet? Russisk Roulette?"
"Han har ikke slået ihjel Liam!" Råbte Kathrin. "Hvad var det så han prøvede på idag?"
"Liam anklagen er falsk! Det er ikke ham der har gjort det!"
"Og det skal jeg tro på? For jeg var jo ikke få sekunder fra døden, netop på grund af ham! Tænk hvis den første kugle havde været ægte! Så var jeg død! Død!"
"Du er skide egoistisk!" Råbte Marcus. "Mig? Det er da dig der var parat til at slå mig til døds, bare fordi jeg 'hang ud' med din kæreste!"

Og det var så tredie gang idag, at jeg blev overrumplet. Jeg blev banket op af væggen, med Kathrins spidse albue lige for mit adamsæble.
"Hvis du nogensinde taler om Marcus på den måde igen. Så siger jeg op hos dit klamme manegement, så jeg kan slå dig ihjel! Er du med!?"
Jeg fnøs, "din kæreste slår mig sku nok ihjel først."
Hendes øjne blev til små smalle sprækker. "Liam, jeg advarer dig!"
"Det kan jeg høre. Wauw. Du advarer bare sygt godt."
"Undervurdér hende ikke," mumlede Marcus ovre for sofaen.
Jeg grinede højt. "Er det jeres kærestehygge? I leger måske dødsspil hver aften, bare for sjov? Så i skulle lige lave grin med mig?"
Kathrin strammede sit greb om min hals, så mine luftveje blev trykket sammen. 
Hun skulle stramme bare lidt mere til, og jeg blev kvalt.
"Måske du hellere skulle passe på dig selv, Payne."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...