Captured - Liam Payne

Kathrin Carter er vant til halsbrækkende stunts og vilde udflugter. Men sådan en mission har hun alligevel aldrig fået.
Det verdenskendte boyband One Direction har fået flere dødstrusler end sædvanligt her på det sidste, og da deres turne snart vil begynde, har de brug for en 'livredder'.
Lad os bare sige, at det ikke er alle der er lige begejstret for ideen, især Liam, der måske misforstår hendes signaler lidt for meget.

16Likes
6Kommentarer
5160Visninger
AA

2. Say the truth

>>>>-<<<<

Kathrin

>>>>-<<<<

One Direction havde indlogeret sig i deres bus, jeg var nok mere ligeglad hvor jeg skulle være. Jeg gad jo alligevel ikke denne opgave, men så som sagt havde jeg ikke noget valg når jeg var den yngste i agenturet. Derfor passede jeg også perfekt til at passe på drengene, det ville ikke optage særlig meget opmærksomhed, da jeg som direktøren sagde.

Jeg kunne da bare gå under som en af drengenes kæreste, gud hvor ville jeg ikke det. Så må jeg indrømme at jeg heller vil beskytte en sadist mange millionær. Alt andet ind at tilbringe syv måned med drenge der tro de er noget som helst.

Det kan jeg fortælle de ikke er, hvis de ikke havde haft deres udseende at falde tilbage på, så var de aldrig kommet så langt.

”Agent Carter?” jeg drejede rundt inden jeg kiggede op på Paul. Ham viste jeg hvem var, han var deres koordinator her på turneen. Gid man gider bruge ens tid på sådan nogle møgforkælet unger.

”Ja?” jeg sendte ham et anstreng smil, som han dog også hurtig gengældte. ”Du skal bo med drengene på denne turne” han smilede stort af mit udtryk. Var det ikke helt seriøst nok at jeg skulle beskytte dem? Skulle jeg nu også tilbringe hele tiden med dem.

”Jeg…” jeg afbrød mig, for hvad skulle man sige mod direkte ordre. Der var jo ikke noget man kunne gøre.

”Carter, de er ikke så slemme” han klappede blidt min skulder. Jeg trak dog bare armen, skulderen væk.

”Paul. Jeg har ikke mine personlig holdninger med” han kiggede nok noget overrasket på mig. men helt seriøst, det var et job, ligesom alle de andre missioner jeg havde været på.

”du skal ikke lave noget med drengene” han kiggede advarende på mig.

”Paul. Det bliver intet problem, jeg har en kæreste” han nikkede stumt inden han nikkede mod bussen. Jeg nikkede dog bare kort inden jeg gik over mod bussen.

Trak vejret Kathrin, det er bare et arbejde.

Jeg åbnede blidt døren inden jeg mærkede min telefon i lommen. Jeg skubbede min kuffert op af trapperene. Drengene kiggede allerede på mig. Jeg sendte dem bare et neutralt smil, alt inden jeg tog telefonen.

”Det er Carter” jeg lagde min taske på min kuffert. Jeg var ikke den der havde flest ting med, det var vel ikke nødvendig.
”Jason, slap af!” jeg kunne høre min kæreste paniske stemme. Jeg forstod det dog ikke.
”Jeg kan ikke forstå hvad du siger?” jeg lagde telefonen op mod mit øre imens jeg holdte den oppe, ved brug af min skulder. Jeg ledte efter computeren, jo hurtigere jeg fik løst det. Jo hurtigere kunne jeg slippe for drengene.
”Så tag der ind Jason” jeg brummede irriteret af ham imens jeg kæmpede med at få fat i min computer, der selvfølgelig havde sat sig fast.
”Jason, jeg bliver nød til at løbe” jeg ventet ikke på svar, for det kunne jeg alligevel ikke. for ligeså snart jeg formulerede ordet faldt den ned på gulvet. Jeg satte mig på hug, da jeg lagde mærke til et par andre ben.

Jeg kiggede op igennem mit hår, kiggende ind i et par brune øjne. ”Her” han rakte mig telefonen, og med det samme fløjet drengene. Der må jeg virkelig bide mig i tungen for ikke at slå dem ned.

Hvor var de allerede belastende.

”Tak Liam” jeg sendte ham et neutral smil, tog imod telefonen. ”Det var så lidt” han sendte mig nok hvad han ville kalde hans charmende smil. Det hjalp dog ikke på mig,

”Jeg må heller komme i gang” hans blik lå stadige på mig da jeg rejste mig op. Jeg havde aldrig haft et problem med opmærksomhed, men hans blik brændte nærmeste ind i huden på mig. det var faktisk en ubehagelig fornemmelse.
”Kathrin!” Liam råbte lidt halvt højt af mig da jeg havde fået fat i både telefonen og computeren og var på vej væk. Jeg drejede undrende på hovedet, mine isblå øjne der skar igennem luften og hen til Liam.

”Har du ikke lyst til at komme hen til os?” jeg rystede dog bare på hoved. Søde Liam jeg var ikke her for at få nye venner, eller at lærer dem af kende.
”Liam jeg er ikke her for at få venner” jeg kunne se hans stolthed blev slåede lidt omkuld. Jeg grinede dog lavt.

”Gå hen og hyg dig med de andre Liam” jeg nikkede hen mod de andre, jeg stadige ikke kendte, eller bare for dens sags skyld kendte navnet til.

”Sikker?” han kiggede lidt trist på mig. jeg rystede dog bare smilende på hovedet. Som sagt jeg var ikke her for at konversere med de andre drenge.

”Smut Liam” jeg nikkede igen der hen hvor de andre drenge sad.

”Okay, ellers bare kom”

 

>>>>-<<<<

 

Jeg kom ud i deres opholdstue og Liam kiggede hurtig hen på mig. jeg kastede hans telefon mod ham og heldigvis greb han den af ren refleks, der var han heldig. Jeg kiggede rundt på de andre.

”Jeg kunne ikke finde noget om det ukendte nummer. Men jeg har sendt det hen til hovedkvarteret” han nikkede stumt. Den kommende sætning jeg skulle sige, vidste jeg at den ikke ville falde i god jord.

”Jeg skal bruge jeres telefoner. Så jeg kan få alt indgående opkald, beskeder” ham med de krøllede hår greb hurtig fat omkring hans telefon.

De andre fulgte trop, lidt efter.

”Det har du ikke ret til. Jeg vil have mit privatliv!” hans stemme var begyndende til at bærer præg af arrighed. Jeg sukkede irriteret inden jeg lagde vægten på det ene ben.

”Prøv at høre…” han afbrød mig, hvilket jeg mente var utrolig respektløs.

”Jeg har folk jeg skriver med!” han rejste sig arrigt op, gik hen mod mig, med hans skridt han troede var truende. Så skal han opleve hvad der er truende. Jeg skubbede ham tilbage da jeg godt kunne regne ud at han ville forsvinde fra mig. Han udstødte et arrigt skrig.

”Du hedder Harry ikke?” han nikkede irriteret, jeg sendte ham et flabet smil tilbage.
”Harry, jeg kunne ikke være mere ligeglad om du snakker med billige tøser. Jeg har ansvaret for jeres sikkerhed” drengene grinede af Harrys udtryk. Harry kiggede arrigt på mig, jeg trak bare på skulderne.
Om han hade mig eller ej, kunne ikke bekymre mig om hans følelser.

”Jeg snakker ikke med billige piger” han prøvede at forsvare sig selv, det lykkes bare ikke i mit tilfælde.

Jeg grinede hånligt, gud hvor er han dog barnlig.

”Harry, jeg er ligeglad om du så ringer efter et knald, du skal betale for” Harrys brystkasse røg op og ned. Han var vred, men det var jeg også.

Jeg var vred over at de ikke bare kan være en smule mere hjælpsom. Prøv du at arbejde med møgforkælede, oplæste verdensstjerne.

”Siger du jeg har brug at betale mig til det?!” hans øjne lynede, han kiggede ned mod mig. Man skulle tro at han var farligt, men jeg havde oplevede meget mere.

”jeg er bedøvende ligeglad med dit privatliv, Harry. Det jeg ikke er ligeglad med, er jeres sikkerhed” jeg trak min hånd ud mod ham, vinkede hans telefon hen til mig. Han udstødte nogle grynt, strammede grebet om telefonen. Som om det var et levende person.

”Vi har aldrig bedt om dig” jeg løftede irriteret øjenbrynene, endelig en ting vi er enig i. ”Og jeg har aldrig bedt om at beskytte jer. Men livet er ikke altid fair” jeg ventet stadige på hans telefon. Liam derimod som en voksen person, gav mig hans. Selve hans finger gav en varme rundt i mig, en varme jeg ikke var vant til.

”Tak Liam, du får den om lidt” han nikkede smilende til mig.

”jeg giver dig den ikke!” hans stemme dirrede af vrede. Jeg tog et skridt mod ham, Harry veg lidt nervøs tilbage. Jeg kiggede arrigt på ham, nu var min grænse nået.

”Fint! Så hvis nogen af drengene kommer ud for en ulykke, så er det din skyld” imens jeg og Harry havde haft vores stirre konkurrence, havde de to andre drenge modvilligt givet mig deres telefoner.

”Jeg…” Harry havde mistede ordene. Heldige, for han var irriterende.

”Det er fint, Harry. Det er bare så dit ansvar” han lukkede irriterende hans øjne inden han rakte mig hans telefon. Jeg rystede bare på hovedet inden jeg tog imod den.

 

>>>>-<<<<

 

Jeg kom ud med deres telefoner igen, dog var der noget anderledes ved det. Der var kommet endnu en person ind i bussen. Jeg vidste tydelig hvem det var, det kunne ikke være andre ind Paul. Jeg lagde telefonerne på bordet inden jeg kiggede misbilligt rundt.

”Agent Carter” Paul vendte sig irriteret hen mod mig. Jeg nikkede ligegyldigt med skulderen. Jeg var ikke ansat til at behage nogen, jeg havde et job, ligesom Paul havde. Jeg derimod havde ikke noget valg, som Paul havde.

”Ja?” han satte sine arme over kors. Jeg kiggede hurtig rundt på dem Liam, Harry og de to sidste stod bag Paul. Den eneste der så rigtig sendte mig et ægte smil var Liam.

”Harry siger du truede ham” jeg sukkede inden jeg lavede et kort hovedryst. ”Jeg har ikke truede nogen” jeg lagde min vægt op af væggen til bussen. Paul stod og kiggede lidt undrende frem og tilbage mellem Harry og jeg.

”Helt seriøst, du bruger mine venner mod mig” jeg kiggede på Harry, med den ene øjebryn længere oppe mod min pande.

”Harry. Jeg sagde bare sandheden. Om superstjernen så ikke kan klare det, det er vel ikke mit problem?” jeg så Paul sætte sig opgivende i sofaen. Jeg trak bare på skulderne.

”Jeg er ikke problemet, det er personen der truer jer”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...