Captured - Liam Payne

Kathrin Carter er vant til halsbrækkende stunts og vilde udflugter. Men sådan en mission har hun alligevel aldrig fået.
Det verdenskendte boyband One Direction har fået flere dødstrusler end sædvanligt her på det sidste, og da deres turne snart vil begynde, har de brug for en 'livredder'.
Lad os bare sige, at det ikke er alle der er lige begejstret for ideen, især Liam, der måske misforstår hendes signaler lidt for meget.

16Likes
6Kommentarer
5212Visninger
AA

11. Escaped

>>>=<<<

Liam Payne

>>>=<<<


Jeg stirrede forbavset frem og tilbage på dem. Hvordan? Hvad? Var Kathrin vågnet?
"Hold så op!" Skreg Andrew ind i fjæset på hende. Hun så pludselig udmattet ud. Alle hendes kræfter var væk.
Jeg hev hårdere til i de reb der bandt mig fast til stolen. "Hold ud, Kathrin!"
Hun begyndte at ryste, og måske hun var på randen til at græde.
Niall sad og hylede ved siden af mig, imens blod løb ned fra et dybt sår i hans skulder.
Hvad havde vi rodet os ud i?!
Da Kathrin igen stod helt stille på Andrews ordre, grinede han hånligt.
"Se selv, min prinsesse. Min lille dukke. Det er mig der styrer dig! Ikke omvendt!"
"Please stop det!" Råbte Niall med ord fuld af sorg. Andrew ignorerede ham, og tog hårdt fat i hendes kæbe. 
"Der kan du se, skattemus. Så længe du har serummet i dig, kan du in-"
Jeg ved ikke rigtig hvad der skete, faktisk.
Af de sidste kræfter Kathrin havde i kroppen, tog hun fat i Andrews krave, og gav ham et stenhårdt knæ i hans ædlere dele.
Samtidigt med det, kunne man høre løbende skridt i efterårsbladene udenfor, og skud der ramte væggene.
Lad os bare sige, at det var nogle meget faldefærdige brædder der var væggene på det her hus, og hvis Niall den irer ikke havde klaret at overvinde smerten, så var Kathrin nok død nu.

Da Andrew faldt til jorden, skreg Kathrin helt betingelsløst. Hun skreg helt inde fra hjertet, som om noget helt forfærdeligt var sket.
Niall stod og holdte sig stramt om armen, men blev inden længe skubbet ud af hytten.
CSI var kommet.
De havde reddet os.

 

>>>

 

"Det var ikke dig der slog ham ihjel," sagde lægen og satte sig på sengekanten hvor Kathrin lå.
Flere forskellige væsker var koblet til hende, og hun havde også en iltmaske på. 
Hun gispede efter vejret igennem masken, så den blev helt dugget. 
Jeg bed mig i læben. Hvis jeg kunne, ville jeg have taget hendes plads.
Niall lå i en stue ved siden af, og var ved at få behandlet hans meget dybe sår fra skalpellen. Han skal nok ikke have en mikrofon i hånden lige foreløbigt.
Andrew var død.
Og en betjent fra CSI havde skudt ham. Ikke Kathrin.
Pludseligt rejste Kathrin sig op og hev masken af.
Hun kiggede på mig med store øjne.
"Har du det godt?"
Jeg kiggede lidt forvirret på hende. "Ja? Hvad mener du?"
"Jeg fejlslog mig mission, Liam. Jeg er sat af. Jeg er ikke den samme mere."
Jeg rynkede panden. "Hvorfor ikke? Hvad mener du, Kathrin?"
Lægen rejste sig, og gik ud for at lade os tale. Mærkeligt nok tog han sig ikke af at Kathrin bare sådan uden lige var kommet til kræfter.
"Det er bare så anderledes. Men jeg ved ikke hvorfor."
Jeg tog et skridt tættere på hende, og satte mig lige ved siden af hende..
"Bare fordi du ikke klarede at holde Niall og jeg væk, betyder det ikke at du fejlslog missionen. Du fandt forbryderen."
Hun spændte i kroppen. "Det er ikke det, Liam. Jeg ved ikke hvad det er."
Jeg smilede forsigtigt til hende. "Tag det roligt. Få lidt hvile. Du har haft det hårdt."
Jeg skulle lige til at rejse mig, da hun greb fat i mig. "Bliv. Please? Bare til jeg er faldet i søvn."
Hendes bedende øjne fik mig til at blive bedrøvet, og jeg blev siddende. Forsigtigt aede jeg hende over hånden, lige indtil hendes vejrtrækninger var så dybe, at man kun kunne være sikker på hun sov.
Få minutter efter, trådte en ind i lokalet.
"Liam?"
Jeg vendte mig om. Det var Marcus. Marcus kiggede flovt ned i sine fødder.
"Hej," hilste han. "Hej," åndede jeg tilbage. Jeg var ikke vant til at se Kathrin være så... Sårbar. Hun virkede helt anderledes.
"Der er noget jeg bliver nødt til at fortælle dig," sagde Marcus.
"Sig frem." 
Marcus satte sig på en stol på den anden side af Kathrin. "Jeg syntes... Altså..."
"Hvad?"
Han sukkede. "Hun er din, Liam. Det er hun."
Jeg løftede øjenbrynene. "Hvad mener du?"
Han kiggede ned på sin kæreste. "Jeg kan ikke passe på hende mere, Liam."
"Hvad mener du dog? Det er da dig der-" "nej. Det er kun dig, der får hende til at være rolig."
Jeg tav.
"Vil du slå op med hende?"
Han kiggede hen på mig, fastholdte sit blik. "Ja."
"Men det vil såre hende!" "Nej, for nu ved jeg hun var dig. Kan du ikke se det? Jeg ved godt, at  Kathrin stadig holder af mig, men inderst inde elsker hun dig, Liam. Det kan enhver jo se."
"Jeg kan ikke se det."
Marcus sukkede. "Hun vil ikke kunne blive sammen med mig!"
Jeg forstod ham bare ikke. På ingen som helst måde. Derfor lukkede det op til mine vredekanaler. Jeg rejste mig hidsigt op med knyttede næver. "Så du vil knuse hendes hjerte?!"
"Liam! Kan du ikke se hvorfor du gør det der? Hvorfor bliver du nu sur?"
"Lad være med det der, Marcus! Du slår ikke op med Kathrin, for det fortjener hun ikke!"
Og inden jeg vækkede hende, vendte jeg om på skoen og gik hen imod døren.
"Liam? Du var den eneste der kunne vække hende derinde. Bare så du ved det."

 

>>>


Et par timer efter, sad jeg stadig ude på gangen i hospitalet. Drengene og jeg havde fået en uge fri, også skulle vi begynde på koncerterne igen. Psykologer og læger mente vi havde været udsat for en meget traumatisk oplevelse, men det følte jeg ikke. Jeg følte det var Kathrin, der var blevet udsat. Og hvad nu? Nu ville Marcus så slå op med hende?
Hvorfor?
Fordi hun ikke klarede missionen? Er det fordi han er skuffet over hende? Eller jaloux på mig, fordi det var mig der i sidste grund klarede at redde hende, og os andre?
En rømmen over mit hoved, fik mig til at se op.
Der stod en betjent. Faktisk var det den samme nervøse betjent som dengang vi opdagede Kathrin var væk.
"Carter er vågnet. Vil du snakke med hende?"
"Vil hun snakke med mig?"
Han kiggede lidt længere på mig. Så sukkede han. "Hun er lidt... Skuffet, tror jeg. Jeg tænkte du ville kunne finde ud af det."
Hvor var jeg bare træt af det der. Det var jo ikke mig, der skulle snakke med hende, og give hende støtte. Det var Marcus. Og Marcus ville slå op med hende.
Havde han allerede gjort det?
"Kan det ikke være lige meget? Jeg vil ikke lige nu."
Betjenten så lidt nedtrykt ud. "Så råder jeg dig til at tage hjem og slappe af. De har haft det hårdt, Hr. Payne."
Jeg nikkede langsomt. "Hvor er de andre drenge egentlig?"
Niall snakkede med en af lægerne og vidst også en psykolog, men det var noget vi alle havde gjort. Altså bortset fra mig, for jeg nægtede. 
"Styles og Tomlinson er taget hjem. Eller, væk fra hospitalet her."
Langsomt nikkede jeg igen. Det burde jeg havde regnet ud.
"Jeg skal nok snakke med hende. Men ikke lige nu."
Betjenten sendte mig et nik, og gik så igen.
Jeg rejste mig hemmelighedsfuldt op, og listede hen til Kathrins dør. Jeg hørte små puslede lyde, nok fra den dyne hun sad med. 
Men så hørte jeg også gråd. Og det var Kathrins gråd. Det vidste jeg. Det gjorde ondt, helt ind i mit hjerte at høre det. Jeg sank en klump og skubbede døren en lille smule op.
Marcus var derinde.
Så var det nu.
Hvis ikke han allerede havde gjort det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...