Umbra

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 aug. 2016
  • Opdateret: 1 sep. 2016
  • Status: Igang
Umbra er ikke helt normal. Han føler sig ikke helt normal. Han ligner ikke de andre og er generelt bare en outsider. Men der må da være et sted, hvor han hører til...? Og han må finde det, inden han går til grunde.

2Likes
0Kommentarer
177Visninger
AA

2. Hvad skal man egentlig også med en næse?

Han skyndte sig at tygge af munden, men det var som om agurken voksede for hver gang tænderne ramte mod hinanden. Han slugte den sidste store klump, alt for bevidst om, at hendes blå øjne ikke veg fra ham.

"Jeg kunne jo spørge om det samme," sagde han af mangel på bedre replik. "Hvad laver du her?"

Et kort øjeblik var der en lille forvirring at spore i hendes ansigt, men den forsvandt lige så hurtigt, som den var kommet. Med en bevægelse, der sikkert var ment som værende bestemt og autoritær satte hun hænderne på de smalle hofter og så på ham gennem sammenknebne øjne. 

"Jeg er vikar, og du skal tilbage i din seng, min lille ven."

Det var næsten som om han kunne mærke alle musklerne trække sig sammen i smerte. 'Lille ven'. Det gjorde ondt helt inde i sjælen. Hun skulle bare vide, hvor gammel han egentlig var. 

Hun rakte ud med en elegant hånd, ville tage fat i hans skulder og gelejde ham ud af køkkenet, men han nåede heldigvis at undvige og begyndte selv at vende næsen mod udgangen. Han var i tvivl om, hvorvidt hans nuværende form ville være sårbar overfor fysisk kontakt. Han havde aldrig været helt så kropslig i nærheden af mennesker før, og ærlig talt, så gjorde det ham en lille smule ængstelig - hvilket han selvfølgelig ikke kunne tillade sig at vise overfor Nox, der med garanti stadig lurede et eller andet sted i skyggerne.

"Hvor længe har du været her," spurgte han henkastet, da hun tilsyneladende valgte at følge efter ham. Alt var bedre end den pinlige stilhed under hendes borende blik.

"Jeg startede i går." Et kort og præcist svar med en smuk stemme, der ikke indeholdt meget erfaring.

"Jamen, velkommen til Grace," smilede han over skulderen til hende. Hvorfor smilede han? Hvorfor kunne han ikke lade være med at smile?

"Og hvor længe har du været her,...?" Hun så spørgende på ham, søgte åbenbart efter et navn til at udfylde de blanke felter.

"Umbra," svarede han, og kunne med det samme have sparket sig selv for at give hende sit rigtige navn. Heldigvis var Nox klar til hjælpe med at straffe ham. Han stod lige for foden af trappen og spændte ben for ham idet han tog det første skridt op af den. Elegant som en elefant snublede han, og landede med hovedet først på det syvende trin. Hvad skal man egentlig også med en næse, når man ikke kan trække vejret alligevel?

"Du godeste." Pigen sprang ham straks til undsætning og lagde en bekymret hånd på hans kind.

Hvidglødende smerte. Det var det første, der sprang ind i hele Umbra krop, så snart den fysiske kontakt blev etableret. Det udsprang fra kinden og spredte sig som en giftig vifte ud i alle de døde lemmer. Han havde aldrig følt sig så levende - ikke engang, da han rent faktisk var i live.

Med et sæt trak han sig fra smerten, fra hendes fine berøring, og landede på halebenet på trappen. Det gjorde ikke ondt, selvom det måske så sådan ud, for hun rakte ud efter ham igen.

"Pas nu på, lille ven."

"Lad være med at kalde mig det," vrissede han og rejste sig. Det skurede i hele hans manddom, når hun kaldte ham 'lille ven'. Han var for helvede 29 - selvom han lignede én på 19. 

"Undskyld." Hun rejste sig og så op på ham, helt specifikt på hans næse. "Er der sket noget? Det var noget af et fald."

Mennesker ville bløde efter sådan et styrt, ville måske endda have brækket næsen.

"Jeg har det fint." Han bevægede sig op af trappen, op mod værelserne, og skulede vredt ud til venstre side, hvor Nox gik og grinede lydløst. Umbra skulle nok få sin hævn senere.

"Du kommer lige med ud på badeværelset," sagde hun, da de nåede trappeafsatsen. 

"Jeg har det fint," gentog han. Men hun tog ikke det for gode vare. I stedet greb hun fat i hans arm, hvilket øjeblikkeligt fik ham til at bande højlydt, og hev ham med sig ud på badeværelset.

"Sæt dig," kommanderede hun og pegede på toilettet.

Han gjorde som hun bad om, godt muggen. 

Hun rodede lidt rundt i skufferne ved vasken og vendte sig så resolut over mod ham, med en lommelygte i hånden. "Lad mig se din næse."

"Mine øjne er ellers pænere," mumlede han og smilede skævt.

Det prellede af på hende. Med en fast hånd under hans hage, holdt hun hans hoved stille i en opadvendt vinkel, mens hun lyste direkte ned over hans næseryk. 

"For satan," knurrede han over den sviende smerte hendes hånd fremkaldte.

"Sid stille." Hendes blå øjne undersøgte hele hans næse, inden hun flyttede sin hånd og lod den forsigtigt mærke på den. "Gør det her ondt?"

Ja, det gjorde fandens ondt. Men ikke på den måde, som hun troede.

"Jeg har det fint. Hvor mange gange skal jeg sige det?"

Hun ignorerede ham og lod sit vagtsomme blik glide hen over hele hans ansigt for at tjekke efter skræmmer. Hun bremsede, da hun nåede hans øjne, og af en eller andet mystisk grund generede det ham ikke. Han nød ligefrem den kontakt, og fangede sig selv i at smile igen, da hendes blik gik fra at være vagtsomt til at blive afvæbnet.  

"Jeg fik aldrig dit navn," sagde han uden at fjerne blikket.

"Lindsey." Hendes stemme var næsten kun en hvisken. "Dine øjne..."

"Hvad med dem?" Stadig smilende, stadig med en underlig kriblende fornemmelse i kroppen. Han rykkede lidt tættere på hende.

"De er grå, men..."

"Men hvad?"
"Det er som om, der er noget bag den grå farve..."

Og i det øjeblik kom han i tanke om, hvem han var, hvad han var, og så hurtigt ned i gulvet. Pis.

"Jeg er bare træt," mumlede han og gned sig i øjnene. Hvor meget havde hun set?

Hun bakkede lidt væk, lod ham rejse sig.

"Jeg går i seng nu." Uden at kigge på hende, gik han forbi hende og hen mod døren ud til gangen.

"Det er godt," fremstammede hun, mens hun lagde lygten tilbage i skuffen. "Sov godt, Umbra."

Lige dér. Lige i det sekund hun sagde hans navn, frøs han på stedet, midt på gangen. Det ramte noget i ham, som han ikke kunne definere, men hele hans væsen krøllede sig sammen om sig selv, og han kunne have sværget på, at hans hjerte begyndte at banke igen.

"Sov godt, Lindsey," sagde han uden at vende sig om mod hende. Det ville blive hans undergang, hvis han så hende igen. I stedet drejede han til højre, ind på ét af drengeværelserne og lukkede stille døren efter sig. Med panden mod døren, lyttede han efter hendes skridt, der forsvandt ned af trappen. Det var først, da han var helt sikker på, at hun var væk, at han lod sin fysiske form falde og forlod rummet ud gennem den lukkede dør.

Nox stod på den anden side med armene over kors og gloede vredt på ham.

Uden et ord gled de begge ud på badeværelset igen og stillede sig foran spejlet. De lagde begge en hånd mod det kølige glas og smuttede hjem

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...