Umbra

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 aug. 2016
  • Opdateret: 1 sep. 2016
  • Status: Igang
Umbra er ikke helt normal. Han føler sig ikke helt normal. Han ligner ikke de andre og er generelt bare en outsider. Men der må da være et sted, hvor han hører til...? Og han må finde det, inden han går til grunde.

2Likes
0Kommentarer
170Visninger
AA

1. Et ellers ganske udmærket arrangement

Ganske forsigtigt tog han den blå porcelænskatten op i hånden og drejede den fra side til side. Glasøjnene reflekterede det sparsomme lys i værelset, der udsprang fra natlampen, og han kopierede det lumske smil, der spillede om kattens læber. Lige som han skulle til at sætte den tilbage på hylden, begyndte hun at bevæge sig under dynen, og Umbra frøs straks på stedet stadig med katten i hånden svævende et par centimeter over sin rette plads.

"Umbra?" blev der hvisket vredt ude på gangen.

Hun bevægede sig igen, drejede sig over mod ham, og han holdt vejret - hvis det ellers havde været muligt for ham - og ventede bare på, at Nox skulle komme brasende ind, vække hende og ødelægge et ellers ganske udmærket arrangement: hans natlige besøg hos børnehjemmet Grace.

Pigen trak vejret dybt ind, strakte sig, og faldt tilbage til sin dybe regelmæssige vejrtrækning. I det hun åndede ud, satte Umbra den blå kat på hylden og hastede lydløst forbi pigens seng, ud gennem døren og fangede Nox halvvejs inde i det næste værelse. Det var kun hans ranglede ben, Umbra kunne se. Hoved og overkrop var stukket gennem den hvide dør ind til de sovende børn. Kattens lumske smil sneg ind på Umbra igen, og han listede over til Nox, greb fat i hans bukseben og rev bukserne ned om anklerne på ham.

Nox var ikke just kendt for at være hurtig, men lige så snart bukserne ramte gulvet, poppede Nox's hoved tilbage gennem døren som en elastik, og han fik forfjamsket samlet sig igen.

"Du er en idiot," mumlede han, mens han lynede bukserne op.

Umbra måtte kæmpe for ikke at komme til, at grine højlydt og derved vække de sovende børn. Nox var en højtidelig herre, om end en ung én af slagsen. Han gik meget op i at være præsentabel på alle tidspunkter af døgnet, hvilket kun gjorde det så meget sjovere, at tage pis på ham. Stakkels Nox havde fået den utilgivelige opgave at være Umbras værge - indtil én af dem selvfølgelig gik videre. Nox gjorde sit bedste. Det gjorde han virkelig. Han fulgte alle de regler, der var opstillet. Han accepterede enhver opgave. Og værst af alt: han veg aldrig fra Umbras side - i hvert fald ikke med sin gode vilje.

"Vi skal hjem, Umbra," hviskede Nox indædt og hev fat i hans arm.

"Senere." Umbra lod sin arm forsvinde i grebet, rev den til sig i sin usynlige tilstand og var allerede på vej ned af gangen, hen mod trappen, inden Nox overhovedet nåede at opfatte, hvad der skete.

"Jeg mener det," advarede han og småløb efter ham. "Vi må ikke være på denne side, uden at have fået specifikke ordre."

"Hvad er det egentlig, du er så bange for, Nox?" Umbra vendte sig over mod sin makker og bredte armene ud med et skuldertræk. "Der sker jo intet." Kattens smil meldte sig igen, og han rakte tunge idet han lod sig falde baglæns ud over trappen. Sekundet inden han ramte trinnene, opløstes hans krop i en grå røg, der hovedkuldst svævede ned for enden af trappen og manifesterede sig til den semifaste krop igen.

Han kunne sværge på, at han hørte Nox løbe ned af trappen, hvis altså ikke det var fordi han med hundrede procent sikkerhed vidste, at hans følgesvend for alt i verden forsøgte at lave så få lyde som muligt. Umbra gjorde naturligvis det samme. Den helt store forskel lå i deres sindelag. Hvor Nox var unødvendigt forsigtig, var Umbra unødvendigt dumdristig.

Dumdristig... Nox's ord, ikke Umbras. 

"Vi skal tilbage, inden Heres opdager, at vi er væk." Nox kunne have sparret sig. Umbra var allerede på vej ud i køkkenet, der var stort nok til at kunne lave mad til en mindre hær. Tilsyneladende nødvendigt, når man havde et to etagers hus fyldt med børn i aldren 10 til 18.

Han undlod at tænde lyset og gik direkte hen til det store dobbeltkøleskab, åbnede det og lod de små lamper lyse gennem sig, mens han sondrede hylderne. Masser af frugt og grønt. Masser af brød og smør og pålæg. Knapt så meget chokolade. Intet faktisk.

Surt.

"Umbra." Den advarende tone havde fået et lille istelt af noget ildevarslende. Nox stod med hænderne i siden og trommede utålmodigt og lydløst med den ene fod.

"Helt seriøst. Hvad forestiller du dig, der vil ske?" Umbra rullede opgivende med øjnene. "Vi er helt stille. Stille som døden, ville nogen måske sige."

"Ikke sjovt."
"Desuden sover de alle sammen. Se her," sagde Umbra og forvandlede sin gennemsigtige skikkelse til et solidt legeme. "Der sker ingen ting."
Han vendte sig mod køleskabet igen og gravede en agurk frem. Den smagte sikkert himmelsk, hvis han havde kunnet smage den, men konsistensen af den kunne han stadig nyde, da han tog en stor bid af den.

"Du er et pylrehoved, Nox." Umbra vendte sig om, men forventningen om at se ind i et par vrede grå øjne, blev omgående gjort til skamme.

I stedet så han ind i et par, der var næsten umuligt blå, spørgende og sad i et alt for kønt ansigt, der tilhørte en alt for levende ung pige. Hendes rosenrøde kinder afslørede, at livet pulserede i hele hendes væsen. Hendes mørke hår hang løst ned over skuldren, skønt det var en anelse pjusket. Hun var næsten lige så høj som han selv var, og så ud til at være omtrent 20 år; for gammel til at være anbragt på hjemmet. Hun var klædt i et par løse bukser og en lidt for stor t-shirt med et Batman-logo hen over brystet - Ikke at Umbra overhovedet kiggede i den retning. Slet ikke. Niks. Nej.

Tilgengæld var det svært ikke at se hende i øjnene. De blå dybder trak ham næsten ud af den krop han ikke havde.

"Hvad laver du her?" spurgte hun undrende.

Så meget for et ellers ganske udmærket arragement.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...