Mellem

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 aug. 2016
  • Opdateret: 26 aug. 2016
  • Status: Igang
Thea er fanget mellem verdener. Den virkelige verden fuld af det, hun gør alt for ikke at tænke på og den verden på Hogwarts, hvor hun føler sig hjemme for første gang. Men da hun møder Albus Potter og Scorpius Malfoy på toget på sit fjerde år, er hun fast ikke at fortælle dem, hvad hun efterlader, hver gang hun stiger på toget til Hogwarts og dermed ødelægge muligheden for endelig at få nogle rigtige venner. Problemet er bare, at fortiden ikke syntes at blive, hvor den skal, og snart er hun en del af problemer langt større end hende selv.

3Likes
0Kommentarer
252Visninger

4. 4

 

Kaskader af murbrokker regnede ned over dem, alt i mens et brag så højt, at lydbølgerne kunne rive skyerne ned fra himlen, lød. Thea registrerede dog kun svagt, at dette skete, og endnu svagere, hvordan Albus kastede armene om hende og Scorpius og tvang dem ned på gulvet, i ly under Ravenclawbordet. Så langt havde hun langt fra tænkt, men det var måske også, fordi hun havde efterladt den tænkende del af sin hjerne oppe ved bordet, stadig i færd med at spise en sandwich og leve et liv, hvor rum ikke eksploderede. Alt i mens var hendes øjne i gang med at opfange, hvordan murene faldt sammen.

Hun kunne se, hvordan Gryffindorbordet var blevet kastet op i luften, hvordan flere elever ikke havde haft venner med så hurtigere reaktioner, som hendes venner, og hvordan de nu blev begravet under murbrokker. Hun kunne se, hvordan det magisk fortryllede loft nu også var forsvundet, selvom det havde noget tid for hende at fastslå, om det virkelig var himlen over dem. Hun kunne se, at et eller andet helt forfærdeligt skete. Men hun gjorde ikke andet, end at krybe længere ind under bordet, mens hun trykkede sig tæt ind til Scorpius. Hun chokerede sig selv, som hendes hjerterytme stadig var rolig, som hun stadig ikke havde opfattet, at hun skulle være bange.

Thea lukkede stille øjnene – det var åbenbart blevet til hendes nye taktik, da hun stadig led under den forestilling at orden var at finde på bagsiden af hendes øjenlåg, nu hvor alt uden for dem var kaos. Og det var netop, hvad hun befandt sig midt i nu. Kaos. En kollektiv rystelse gik gennem hele slottet, som tog det en sidste indånding, alt i mens hun hørte skrig bryde ud omkring sig. En hyletone ringede for hendes ører - sikkert som efterfølge af eksplosionen.

Og før hun vidste af det, var det hele ovre. Slottet stoppede med at ryste, og der syntes ikke at være mere mur til at styrte ned. Thea åbnede øjnene, men fortrød straks. Fra sin plads under bordet kunne hun gennem de store støvskyer, der havde rejst sig, skimte kroppe, der lå helt og aldeles stille, og hvorfor havde hun ikke lyst til at tænke på. Folk løb skrigende rundt omkring, mens andre også havde søgt tilflugt under bordene eller brugte hinanden som skjold. Bjerge af mursten lå rundt omkring og de virkede i det øjeblik højere end Mount Everest. Og endelig, endelig, begyndte Thea at blive bange.

Dette var ikke samme frygt, som hun for få timer siden havde følt i klasseværelset (var det virkelig kun timer siden ? )  Den frygt var frygt for fortiden, for hvad der allerede var sket. Nu frygtede hun for fremtiden, for sit eget liv, men mest af alt for Albus og Scorpius’ liv. Nu frygtede hun for at finde ud af, hvad der var sket. For selvfølgelig havde hun læst Hogwarts’ historie så mange gange, at hun udmærket vidste, der skulle Mørk Magi til for at bryde slottes beskyttelsesværn, specielt i sådan en grad. Og selv hvis hun havde været Muggler, skulle der ikke et geni til for at sige, at murer ikke braste sammen af nogen grund. Men hvad – eller hvem – havde fået dem til det?

Thea fik ikke tid til at svare sig selv, da hun pludselig blev trukket op fra gulvet af Albus, der havde et fast greb om hendes albue. Han brugte sin frie hånd til at holde Scorpius i hånden. Hun bad inderligt til, at han ikke gav slip, for hun var ret sikker på, at han i det øjeblik var det eneste, der forhindrede hende i at ende på gulvet for tredje gang den dag.  Hun vidste ikke længere, hvor hun skulle kigge hen men til sidst endte hun med at fokusere på lærerbordet i håbet om, at lærerne på en eller måde kunne berolige hende. Men nej der var kun to lærere at spotte - professor Jordan og professor Mcgonagall, og at berolige deres elever så ud til at være den sidste ting, de tænkte på.

De bevægede begge to munden, men hyletonen i hendes ører, forhindrede hende i at forstå, hvad de sagde. Snart kunne hun dog regne det ud, da Albus trak af sted med hende gennem en Storsal, der ikke længere var storsal, da den intet luft og ingen vægge havde. De skulle ud herfra, det var klart, men hvorhen skulle de? Hvad nu hvis hvem der så end havde gjort det ikke ville gå efter bygninger næste gang, men mennesker?

”Hvad sker der?” endte hun med at spørge Albus og Scorpius. Men hendes ord druknede i lyden af dem, der tiggede deres venner om at rejse sig op igen, dem, der væltede murbrok efter murbrok til side i deres forsøg på at komme ind til de personer, der lå under dem. Eller måske hørte de hende, men havde bare intet svar. Thea var vist heller ikke klar til at høre det endnu.

De var næsten nået helt ud af det der var tilbage af Storsalen, da hun så Sara. Hun lå på maven, men alligevel var der ingen tvivl om, at det var hende – hun var den eneste på Hogwarts med så rødt hår, at hun kunne konkurrere med Weasleybørnene. Hun bevægede sig ikke. Pludselig fik Thea meget travlt med at komme ud til Indgangshallen. Hun klyngede sig til Albus, og det var ikke længere til at sige, hvem der holdt hvem oppe. Sammen løb de tre afsted, snublende over murbrokker, mens de blev skubbet frem og tilbage ag alle de andre flygtende elever. Thea kunne ligefrem mærke, hvordan hvert hjerteslag nu forplantede sig i hele hendes krop, og det var det eneste, der forsikrede hende om, at hun stadig var oprejst, at blodet ikke var stivnet i hendes årer,

Hvis det dog bare var – hvis Thea dog havde en undskyldning for ikke at gøre andet end at flygte. Livet bestod af så mange meningsløse øjeblikke, som man senere ville glemme, fordi man ikke vidste, hvad man ellers skulle gøre ved dem. Og så var der sekunder, som de her, hvor alting skete på en gang. Sekunder, der definerede, alle de sekunder der siden hen ville komme. Sekunder, der definerede hende som person, en prøve fra universet, der måske skulle se, om hun virkelig gjorde sig fortjent til en plads i dens midte. Men hvis dette var en prøve, var hun ikke bestået, inden tvivl om det.

Alligevel fortsatte Thea bare sammen med de to andre drenge, indtil det gik op for hende, at de var på vej ned i krypten. Det gav mening at søge tilflugt dernede, men alligevel tøvede hun ved toppen af trappen – hun havde aldrig brugt sig om at være under jorden, da hun i forvejen følte sig klaustrofobisk med begge fødder solidt plantet på jordoverfladen, da himlen sikkert prøvede at kvase hende. Men det var ikke et bedre alternativ – hun kunne umuligt blive heroppe. Så Thea satte farten op.

Som de bevægede sig ned af trappe efter trappe, begyndte hendes høresans at vende tilbage. Men samtidig med høresansen kom også en lille del af hendes logik, og det var en aldeles uvelkommen gæst. Logikken ville altid gætte på, hvad der foregik, og ville ikke tillade hende at håbe – kun vide. Det sagde måske noget om hende, at magi nu blev betegnet som logisk for hende, men det sagde måske endnu mere, at hun ikke ville erkende, døden som logisk. Det havde ikke været logisk, da hendes lillesøster blev dræbt.

De var nu nået langt ned under slottet – en etage længere end Slytherins opholdsstue og eliksirklasseværelset. Over sig kunne hun stadig høre dundrende fodtrin, men om de tilhørte flere elever eller nogen andre, vidste hun ikke. Ellers var der helt stille – bortset fra lyden af de tunge åndedrag fra de andre elever, der var nået herned, børn, der prøvede at puste deres eget elendighed ud gennem munden. Thea prøvede af bedste evne ikke at tænke på, hvordan der snart ikke ville være mere ilt tilbage så langt under jorden – de ville ende med at indånde deres elendighed.

Hun vidste af erfarenhed, at det var de her minutter, der var de værste. Øjeblikket efter, hvor man endelig havde tid til at lade det hele synke ind og virkelig indså, hvad der var sket. Med et suk satte Thea sig på gulvet – hun var ikke sikker på, hvad hun ellers skulle gøre. Det var vådt af fugt, men hun havde ikke særlig meget i mod det. Snart fik hun selskab af Albus og Scorpius, der satte sig så tæt op af hinanden, at det i den svage belysning var nemt at forveksle dem med kun en person.

”Hvad sagde Mcgonagall?” hviskede hun til dem så lavt, som det overhovedet var muligt. ”Jeg kunne ikke høre noget lige efter eksplosionen.”

”Hun sagde bare, at vi skulle skynde os herned, at vi ikke måtte kigge os tilbage, og at lærerstaben nok skulle finde ud af noget. Uden at specificere hvad ’noget’ var,” svarede Albus. Hun beundrede ham for, hvor lidt hans stemme var knækket over, mens han talte.

Og så var der ikke mere at sige. Flere og flere elever kom ned i krypten, men der skulle ikke et matematikgeni til for at regne ud, at der stadig var mange, der manglede. Det lod til at alle havde indgået en pagt om ikke at sige noget, selvom Thea ikke vidste om det var det klogeste valg – hvem vidste, om de fratog sig selv muligheden for at få et sidste ord med deres venner. Hun rystede hårdt på hovedet. Sådan var det ikke. Snart ville Mcgonagall komme herned, og råbe’ Aprilsnar’, så højt, så højt, hvorefter professor Jordan ville trække hende til side og vise hende en kalender – det var altså kun oktober.

Tingene kunne altid blive værre, måtte hun minde sig selv på. De kunne også altid blive bedre, men også værre, selvom det nogle gange var svært at se hvordan. Thea havde altid drømt om at blive hovedpersonen i en bog, at være fiktiv. Men hun havde glemt, hvordan bøger aldrig handlede om lykkelige personer – nej bøger var til, så lykkelige mennesker kunne blive underholdt af fiktive karakters ulykke, for lykke ville blive kedeligt i længden. Hun kunne så ikke gøre andet end at håbe på, at hendes bog ville få en lykkelig slutning, selvom det nu næsten ville være at fortrække, hvis hun slet ikke havde haft et liv, der var materiale for en bog.

Men så igen – så ville hun aldrig været kommet til Hogwarts. Hun ville være blevet derhjemme, hvor mindet om døde øjne, der stirrede tomt ud i luften og syntes at se mere end hele menneskeheden til sammen, jagede hende, hun ville ikke have troet på, at noget var større end hende selv, hun ville ikke have haft mulighed for at møde Albus og Scorpius. Hun ville ikke have mulighed for i mod alle odds finde ud at det hjem hun havde fundet mellem siderne i syv bøger, viste sig at være virkeligt.  Så hørte hun en alt for velkendt stemme bag sig.

”Jeg troede ikke, at vi skulle se hinanden igen,” Thea begyndte at skrige for anden gang den dag.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...