Mellem

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 aug. 2016
  • Opdateret: 26 aug. 2016
  • Status: Igang
Thea er fanget mellem verdener. Den virkelige verden fuld af det, hun gør alt for ikke at tænke på og den verden på Hogwarts, hvor hun føler sig hjemme for første gang. Men da hun møder Albus Potter og Scorpius Malfoy på toget på sit fjerde år, er hun fast ikke at fortælle dem, hvad hun efterlader, hver gang hun stiger på toget til Hogwarts og dermed ødelægge muligheden for endelig at få nogle rigtige venner. Problemet er bare, at fortiden ikke syntes at blive, hvor den skal, og snart er hun en del af problemer langt større end hende selv.

3Likes
0Kommentarer
251Visninger

3. 3

I løbet af de følgende uger, blev hun bedre og bedre venner med Scorpius og Albus. De havde snart fundet faste rutiner med, hvornår de skulle mødes – i slotsgården, på biblioteket, mellem måltider. En enkel gang havde hun endda sneget sig ind i Slytherins opholdsstue efter at have fået kodeordet af dem. Snart gik der flere dage mellem, at hun fandt en Harry Potter bog eller sin computer frem. Nu følte hun sig ikke længere som en statist i sit eget liv – nu var hun en hovedperson sammen med Scorpius og Albus.

Hun formåede endda at låne sine eksemplarer af Harry Potter til Albus, uden at hendes hjerte sprang ud af hendes bryst og hoppede efter bøgerne. Og når hun snakkede om sit liv derhjemme, grinede hun og nævnte kun ting som brødristere og elektriske kredsløb – ikke hvordan brændemærket på hendes venstre hånd stammede fra dengang hun havde lagt hånden på en brødrister i håbet om at opdage, at der fandtes ydre smerte værre end den indre. Til dem fortalte hun, at den lange røde stribe stammede fra Besværgelser.

Trods Thea kun havde været venner med dem i tre uger, blev det snart sværere og sværere at forestille sig sit liv uden dem. Var det ikke sådan, man definerede rigtige venner? At de ville efterlade et hul i ens liv, når  - hvis - de forsvandt, et hul som kun netop, de kunne udfylde. Thea håbede virkelig, at det pAssede.

De var nu alle tre på vej op af en trappe til tredje sal, hvor klAsseværelset til Forsvar mod Mørkets kræfter lå. Det var et af de få fag, som Slytherin og Ravenclaw havde sammen. De var i gang med endnu en diskussion, om hvordan Mugglerne kunne ignorere magien, nu hvor den var lige foran dem i form af en halv milliard solgte eksemplarer af en bestemt bogserie.

”Jamen, Harry Potter er langt fra den eneste bogserie, der handler om magi. Og logik for mugglere er vel, at hvis noget fiktion viser sig at være virkeligt, ville alle de andre bogserier om magi også vise sig at være baseret på sandhed. Og hvis det skete, ville man ikke kunne gå udenfor sin hoveddør uden at blive forhekset mindst tyve gange.” indvendte Thea.

”Jeg mener bare, at der må vel være tusindvis – millionvis af mennesker – der så uendeligt gerne ville tro på vores verden. De har læst om den og inderst inde leder de stadig efter beviser på, at de en dag ville kunne gøre mere end at læse om den. Så der må da være nogen, der ser et glimt af vores verden, ser mennesker forsvinde i den blå luft på Kings Cross, og efter at have læst serien, ville der være mange, der genkendte, hvad de så – og dermed har fået bevis. ” Albus gik igennem en mur for at skyde genvej – klokken ringede om få minutter

”Der er en meget stor forskel på at vide og acceptere. Hvis en muggler skulle se noget ud over det sædvanlige, ville den pågældende muggler blot anstrenge sig for at komme på en logisk bortforklaring. I har ingen ide, om hvor længe jeg brugte på at acceptere, hvad der skete, da jeg først fik mit brev”

”Så det mugglere i virkeligheden har brug for forstå, er hvordan, der altid var en forklaring – det er bare ikke altid, den er logisk, og heller ikke altid, at man finder den,” sagde Scorpius, da de drejede om endnu et hjørne. Thea nikkede tankefuldt, mens hun stirrede ud af det vindue, de netop gik forbi. Udenfor regnede det, og det var den slags regn, hvor man havde på fornemmelsen, at himlen ikke græd – den spyttede, som havde den set sig gal på jorden og alt det der var mellem dem – himmel og jord. Hun kunne dog ikke være mere ligeglad med det dårlige vejr. Desuden havde det været godt vejr derhjemme hele sommeren, og hun havde nu svært ved at kigge op på en skyfri himmel uden at tænke på alle de ting, der var foregået under den.  

De var nu nået hen til klasseværelset og blev tvunget til at stoppe samtalen helt. De fleste andre elever var allerede ankommet – deriblandt Sara, der sende et misundeligt blik efter Thea, der lod som om hun ikke lagde mærke til noget. Hun var så lykkelig, at hun ikke gad bekymre sig om andres ulykke – heller ikke sin egen, som hun sagde til sig selv igen og igen, indtil det blot var meningsløse stavelser.

Så Thea satte sig hurtigt ned ved siden af Scorpius og vendte sin opmærksomhed mod Professor Jordan. Hun var klar over, at han var begyndt at sige noget, men hun var ikke klar over hvad. Det lignede hende ellers ikke – hun plejede altid at følge meget intenst med. Thea havde aldrig forstået, hvorfor i alverden Harry og Ron brokkede sig over de betragtelige mængder hjemmearbejde i bøgerne, for det var magisk hjemmearbejde, ikke matematik. I dag syntes hendes tanker dog at vandre fra hende, så langt væk, at hun ikke engang ville forsøge at indfange dem igen.

Hun tænkte på, hvordan Lupin engang havde stået i dette klasseværelse og Umbridge for den sags skyld. Og hun tænkte på, hvordan hun nu også var her, lige her, og hvor absolut taknemmelig, hun var for det. Det kunne godt være, at hun følte sig mindre og mindre virkelig for hvert sekund der var gået – hun var ved at blive fiktiv, og hun ville ikke undre sig det mindste, hvis hun åbnede en bog om sig selv. Men var det ikke også, hvad hun altid havde ønsket sig? At være fiktiv, så hun altid havde på fornemmelsen, at hun bare kunne lukke bogen, hvis ikke alt gik efter hendes hoved.

”Og nu. Hvis I alle ville rejse jer op og tage jeres tryllestave frem. Hvis I så ville stille jeg i en række op mod mit skrivebord, hvor den gemmer sig. I får fem minutter til at tænke over, hvad I ville gøre” Professor Jordans myndige stemme rev hende pludselig ud af hendes tanker. Med bange anelser gjorde hun hvad hun fik besked på. Så vendte hun sig om mod Scorpius, der stod bag hende.

”Hvad skal vi?” hviskede hun

”Vi skal bekæmpe en Boggart, Thea. Hørte du ikke efter?”

Thea vendte sig om uden at svare; en kraft, der var så meget størrere end hende selv havde lige drænet alle ord ud af hende. En Boggart. En Boggart, der ville tage form som det, hun frygtede mest. Så resten af klassen kunne se det. Det sagde måske noget, at Thea  ikke var et øjeblik i tvivl om, hvad den ville tage form til, men hvordan kunne hun da også være i tvivl, efter hvad hun havde været igennem.

Hurtigt tog hun et fastere greb om sin tryllestav, men den virkede nu ikke som andet end en sølle træpind. Den kunne ikke hjælpe hende, men hjælp havde hun så sandelig brug for. Hun kunne ikke lade de andre elever se, hvad hun var bange for – i sær ikke Scorpius og Albus, det kunne hun bare ikke. Og hun vidste heller ikke selv, om hun kunne klare det, for det var skræmmende nok bare at tænke på det, og det var trods, at hun næsten selv bestemte, hvad der skulle foregå på indersiden af hendes kranium. I et vildt øjeblik overvejede hun at kaste sig ud af vinduet, knuse glasset med sin kropsvægt og lade sig selv falde fra tredjesals højde. Søen var trods alt lige neden for vinduet, og hendes far havde engang for længe siden sagt at lige meget, hvad hun kastede sig ud, ville hun flyde ovenpå, for positivet var mere flydebart end selv kork. Men det var før…

Thea var fanget. Hun kunne næsten føle væggene komme tættere på hende, tættere og tættere indtil hun ikke plads til at trække vejret, ikke plads til at være andet end bange. De andre stod omkring hende og mumlede for sig selv – et par af dem så lidt blege ud, men de virkede ikke synderligt påvirkede, af at de skulle stå ansigt til ansigt med deres værste frygt. Hun forstod dem virkelig ikke.

Hendes eget åndedrag kom i stød, hendes hjerte bankede, end hun tænkte. Hun greb sin venstre hånd med sin højre hånd holdt sig selv i hånden, nu hvor der ikke var andre til at gøre det. Snart havde hendes negle skabt dybe halvmåneformede mærker i hendes anden hånd, men smerten var ikke andet end en lettelse. Den mindede hende på, at hun stadig stod her, lige her, inde for Hogwarts murer, hvor intet kunne nå hende. Intet. Selvfølgelig havde hun vidst at det at skulle lære bekæmpe en boggart var en del af pensum, men… lige meget hvor lang tid hun havde til at forberede sig, ville hun aldrig blive klar.

Hun prøvede desperat at minde sig selv på, hvordan Harry også havde stået foran en Boggart, hvordan hans største frygt var frygt selv. Han havde klaret det, men hvem snød hun? Hun var ikke Harry eller Hermione eller Ron eller… Hun var knap nok sig selv, fordi hun prioriterede det at blive accepteret højere end identitet.

”Så lukker jeg boggarten ud,” sagde professor Jordan roligt, så roligt Thea fik lyst til at ryste ham, til han havde glemt, hvad der var op og ned, men husket alle de grunde, der var til at være bange. Alt for mange grunde. Der var kun omkring ti mennesker foran hende. Selv hvis det havde været hele verdensbefolkningen, ville det stadig ikke have været nok. Hun så den første dreng fra Slytherin gå op, hun så ham klare boggarten, hun så ham overleve.

 Så kollapsede Theas ben under hende. Hun faldt ned mod det kolde stengulv, uden at tænke over, hvad de andre måtte tænke, uden at tænke på hvor hårdt det var, uden at tænke. I stedet lukkede hun blot sine øjne, så hun kun skulle fokusere på den rødlige bagside af hendes egen øjenlåg, da det i det øjeblik var bedst at se på verden med lukkede øjne. Og så der, liggende sammenkrummet på gulvet, begyndte hun at skrige. Selvom det ikke helt føltes som hende, nej nærmere de fragmenter af alle de fortidige versioner af hende selv, som hun bar rundt inde i sig, dem der mindede om hende, men på samme tid var fuldkommen forskellig fra den skrigende pige i klasseværelset. Hun var ret sikker på, at hendes skrig var så højt, at selv solen fra sit skjul bag regnvejrsskyerne holdt sig for ørene, men det fortjente Solen også. Den var for bekymringsløs i forhold til at den hver dag måtte belyse en verden  så fantastisk  som denne.   

Men det var den eneste måde, hun kunne få frygten ud på. Og hvis ikke ville den med al sandsynlighed æde hen e indefra – gnave i hendes minder, indtil hun ikke kunne huske alt det gode, der eksisterede, gennembore hendes lunger så hun end ikke havde luften til at berolige sig, indtil der til sidst ikke var andet tilbage af hende end en lille pøl af frygt – stadig ikke mæt. Albus havde vist haft ret, da han sagde, at hun havde en lidt for stor forkærlighed for metaforer, tænkte hun til sin egen forbløffelse. Dette forstærkede dog blot følelsens af at være adskilt for sig selv – hun var i stand til at tænke, hvad man næsten kunne kalde rationelt, men alligevel lå hun skrigende på et gulv og ødelagde, hvordan disse mennesker omkring hende så hende. Men hendes nethinder blev bare ved og ved og ved med at vise de samme billeder – billeder fra denne sommer, billeder af en hånd, der kom susende ned, en lille skrigende pige, der havde øjne som  lignede hendes, billeder fra hendes år før Hogwarts. Billeder, som hendes hukommelse havde taget uden at spørge hende om lov. Og gang på gang, det som hun var sikker på, at hendes Boggart ville tage form som.

Så mærkede Thea en hånd på sin skulder. Hun glemte helt at skrige, lukkede munden og åbnede øjnene. ”Kom med,” mumlede Scorpius og uden at sige et andet ord, rejste hun sig op, og fulgte med ham ud af klasseværelset uden at nogen i øjnene – heller ikke sig selv. Stilheden hang tungt i luften, selvom hun vidste, at den snart ville blive kvast i mumlende stemmer, der diskuterede, hvad i alverden der dog var sket. Hun fortalte sig selv, de andre elever og Professor Jordan ikke var nået at bekymre sig om – i det mindste var det ikke dem, der havde fået hende til at skrige – dog var det heller ikke dem, der fik hende til at stoppe med at skrige.

Thea gik nu i tavshed ved siden af Scorpius ned af gangen og drejede om endnu om et hjørne. Han forsøgte ikke at sige noget til hende, hvilket hun var ham taknemmelig for – de gik blot, mens Scorpius sikkert prøvede at give hende tid til at tage sig sammen. De havde dog brug for meget mere plads til at gå, hvis det skulle lykkedes.

”Har du tænkt dig at fortælle mig, hvad der skete derinde?” spurgte han endelig. Hans stemme var rolig, og hun kunne mærke, hvordan hans blik søgte hendes, men hun havde ikke lyst til at kigge op. I stedet stoppede hun op og gav sig til at tælle revnerne i stengulvet

”Nej”. Thea sagde ikke mere, men der var vist heler ikke mere at sige.

”Det var også, hvad jeg regnede med. Men du skal bare vide – at hvis du – hvis du engang får lyst til at fortælle mig det, vil jeg være der, okay? Det er helt i orden at være bange, men nogle gange er det nemmest, når man har nogen at dele frygten med. Da min mor, da hun døde… jeg ville ikke have kunne klare det uden Albus. Så hvad jeg prøver at sige er bare, at det nogle gange er vigtigt at tale om tingene, selvom de virker så meget mere virkelighedsnære, når man først har sagt dem højt,” sagde Scorpius stille.

Thea vidste ikke, hvad hun skulle sige, så hun endte med bare at kigge op på ham, et øjeblik, før hun slog armene om ham. Hun anede ikke, hvornår hun sidste gang havde krammet en person. Måske hendes mor da hun var 11 og skulle afsted til Hogwarts. Det var dengang hendes mor bekymrede sig nok til at tage med. Der gik et øjeblik, men så gengældte Scorpius hendes omfavnelse, lagde armene om hende, indtil hun ar sikker på, at de aldrig ville flytte sig væk fra hinanden igen.  

Der var noget helt specielt ved at være så tæt på et andet menneske. Thea havde i lang tid ikke brudt sig om kropskontakt af en grund, som kun hun kendte, men i netop dette sekund, kunne hun ikke forestille sig noget bedre sted at være end i Scorpius’ arme. Hun gjorde sit bedste for at få alle sine uudtalte følelser sagt gennem det kram, og håbede på, at han forstod, at hun aldrig havde knuget et andet menneske så tæt ind til sig, aldrig havde haft lyst. Pludselig syntes det som flere år siden, at de skulle møde boggarten, flere år siden hun var sunket sammen, for der var så få millimeter mellem dem, at der ikke var plads til dårlige minder. Det var stoppet med at regne, da de endelig træk så fra hinanden – måske var himlens spytreserverer opbrugte?

Hun smilede stille til ham, før de begyndte at gå ned mod Storsalen, selvom det endnu var for tidligt til frokost. Han bad hende ikke om at komme tilbage til klasseværelset, sagde ikke noget om at professor Jordan ville blive sur, hvis de gik glip af hele timen, men fulgte bare med hende i en stilhed, der føltes som endnu et befriende kram.

Og da de nåede til Storsalen kom han hen og sad hos hende ved Ravenclawbordet, og lovede hende, at alt nok skulle gå, og hun troede næsten på ham. Så bad han hende fortælle mere om Mugglere, og hun kastede sig ud i en lang beretning om sociale medier. Hun fortalte ham endda hvor mange, der skrev fanfiction og lavede fanart og havde ships fra dette univers. Selvfølgelig nævnte hun ikke, hvor meget hun shippede ham og Albus, eller hvor stor en del af fankulturen, hun selv var. Men pludselig virkede det ikke længere så utænkeligt, at hun en dag ude i fremtiden ville fortælle det.

Albus sluttede sig til dem ved frokosttid og nævnte ikke episoden i Forsvar mod Mørkets Kræfter. De gjorde alle deres bedste for at ignorere de blikke, der hvilede på dem – på Thea – og talte lidt højere for at overdøve lyden af de rygter om hendes sammenbrud, der lige nu blev fortalt. Alt skule nok gå, det havde Scorpius ret i.

Thea var ved at tage en bid mere af sin frokost, da Storsalen eksploderede. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...