Mellem

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 aug. 2016
  • Opdateret: 26 aug. 2016
  • Status: Igang
Thea er fanget mellem verdener. Den virkelige verden fuld af det, hun gør alt for ikke at tænke på og den verden på Hogwarts, hvor hun føler sig hjemme for første gang. Men da hun møder Albus Potter og Scorpius Malfoy på toget på sit fjerde år, er hun fast ikke at fortælle dem, hvad hun efterlader, hver gang hun stiger på toget til Hogwarts og dermed ødelægge muligheden for endelig at få nogle rigtige venner. Problemet er bare, at fortiden ikke syntes at blive, hvor den skal, og snart er hun en del af problemer langt større end hende selv.

3Likes
0Kommentarer
249Visninger

2. 2

Thea var træt. Ikke at hun bebrejdede sig selv, det havde været en aften så lang hun var lettet da Professor Mcgonagall erklærede, at det var sengetid. Hun havde sagt godnat til Albus og Scorpius, før hun var gået alene op til Ravenclawtårnet. Heldigvis havde der været nogen andre elever, som hun kunne smutte ind sammen med – hun slap altså for at skulle besvare en gåde, hvilket ville være at torturere hendes trætte hjerne

Nu lå hun i sin himmelseng med forhænget lidt åbent og øjnene helt åbne. Selvom der var hel stille, summede hendes hoved stadig med lyden af Albus og Scorpius’ stemmer, og hun måtte flere gange stoppe sig selv i et trække forhænget fra for at se, om de havde sneget sig ind på sovesalen og nu stod og hviskede til hende – det ville dog være ret så uhyggeligt, hvis det var tilfældet. Også selvom de var ved at være venner.

Venner… Hun hviskede ordet ud i mørket, smagte på lyden, og det gik op for hende, at hun aldrig havde hørt noget skønnere. Hun havde lyst til at skrive det ned på hver centimer af væggene i sovesalen, at kravle op i Astronomitårnet og skrige det ud til stjernerne, der for en gangs skyld ville smile til hende og ikke grine af hende. Selvfølgelig havde hun andre venner – andre mugglerfødte, der delte hendes inderlige kærlighed til syv bestemte bøger, men de var kun hendes venner for den grund at være hendes venner – fordi venner var lige så vigtig som luft. Og derhjemme… derhjemme havde hendes eneste venner været fiktive. Thea skød hurtigt tanken ud af hovedet.

Og måske havde hun ikke helt krydset grænsen til venskab md Scorpius og Albus endnu – de var ikke helt den gyldne trio og ville nok aldrig bekæmpe en bjergtrold, men denne berømte grænse var bestemt synlig, fra hvor de stod.

Thea kunne mærke noget røre på sig inde i hende, et sted dybt inde, hvor hverken tanker eller logik kunne nå. Længsel. Den samme længsel hun havde følt, da hun stod med sit brev i hånden og ikke turde håbe på, at det ikke var en syg joke fra hendes forældres side. Den samme længsel hun havde følt, når hun blev oppe og læste og mærkede, hvordan netop denne længsel fyldte hendes årer i stedet for blod, efter hendes verden ikke bestod af atomer, men af ord. Håb var ikke stærkere end frygt – det var længsel. Uden den ville hun ikke kunne klare sommerferierne, uden den ville hun have gravet sig så dybt ned under jorden, at hun varmede sig ved Jordens kerne, for så langt nede, kunne de vel ikke nå hende.

De fleste kom til Hogwarts for at lære magi, men hun kom der for at lære, at hun stadig havde et sted at flygte hen. Hun kom der for at slippe væk, selvom det aldrig kunne lykkes helt. Nej, Thea var fanget i mellem to verdener, og de rev begge to så hårdt i hende, at hun snart var villig til at ligge stille, hvis nogen tilbød at save hende midt over – det ville spare hende for så meget besvær. Den ene verden havde lovet hende en kærlig familie, at kunne finde det ekstraordinære i den ordinære verden og venner der ville bære vægten af hendes problemer på deres skuldre. Den anden verden havde lovet hende magi, personer der ikke led under den begrænsning at være 100% virkelig og et sted, hvor hun kunne føle sig hjemme, lige meget hvor mange gange hun vendte tilbage og havde forandret sig til en ny person. Og det var kun en af de to verdener, der havde holdt sit løfte.

Det kunne godt være, at hun stadig havde svært ved at tro sit eget held. Det kunne godt være, at selv ikke Hogwarts’ murer var tykke nok til at holde fortiden på afstand – selv fremtiden kunne ikke bekæmpe fortiden. Det kunne godt være, at hun bare var en enkelt pige, der mange søvnløse nætten havde på fornemmelsen, at hun havde vundet førstepladsen for at være verdens mest ulykke person, en førsteplads hun delte med så mange. Det kunne godt være at Albus og Scorpius ikke så hende som en ven, men nærmere som et velgørenhedsprojekt, den stakkels pige, der sendte lange blikke efter et venskab som deres? Det kunne godt være så mange ting, men var det ikke snart på tide, at Thea begyndte at fokusere på de ting, der bare var? Albus og Scorpius var to af de ting.

Thea drejede sig i sengen. Endnu en gang fangede hun sig selv i at spekulere på, hvordan J.K. Rowling havde haft det, dengang hun gik på skolen. Havde hun dengang vidst, at hun ville bryde hemmelighedsdekretet og skrive bøger om denne verden, om en dreng, der skulle gå på Hogwarts’ gange engang efter, at hun havde forladt skolen, om hans to bedste venner? Med mindre hun fik Fremragende i Spådom, havde hun selvfølgelig ikke vidst det, men betød det så ikke, at Thea stadig havde en chance for at vende sit liv, selvom hun ikke vidste det endnu? 

Med et smil, overgav hun sig til søvnen

:..

Næste morgen var Thea tidligt nede ved morgenmaden. Hun satte sig med et gab ved Ravenclaws langbord sammen med Sara – hendes ven siden første år. Slytherinbordet var helt affolket – de holdt åbenbart af at sove længe. Hun øste noget havregrød over på sin tallerken, alt i mens hun holdt en ligegyldig samtale i gang med Sara – hvis nogen spurgte hende, hvad de talte om, ville hun ikke kunne svare. Hun var alt for travlt optaget med at holde øje med dobbeltdørene til Storsalen i håbet, om at de ville komme.

Thea kunne stadig ikke helt få sig selv til at tro på, at det hele ikke havde været en drøm. Havde hun virkelig så sent som i går brugt en halv dag på at bytte troldmandskort med Scorpius og Albus, fortalt dem om hvordan det var at være Muggler og hvordan hun havde brugt flere timer på at beskylde sine forældre for at have skrevet hendes Hogwartsbrev – fordi hun ikke turde begynde at tro eller endnu værre – håbe? Hun måtte minde sig selv på, at hun trods alt allerede befandt sig i noget, som hun også en gang ville have set som umuligt.

Og så til sidst efter at hun havde drejet sin nakke skæv i et forsøg på at se hele verden – hele Hogwarts i hvert fald selvom, at verden nu ikke behøvede at bestå af mere, kom de endelig. Samtidig med uglerne – hun vænnede sig aldrig til, hvordan det hver eneste morgen syntes at regne med fugle. Thea var ret sikker på, at hun skulle eksplodere af indestængte følelser, da hun så, at de nærmede sig Ravenclaw-bordet. At de nærmede sig hende af alle de personer, man nu engang kunne nærme sig. Man skulle have troet, at det fik hende til at føle sig speciel. Men nej, det fik hende til at føle sig normal, og i det øjeblik kunne hun ikke forestille sig en bedre følelses.  

”Hej,” sagde Albus, da hun var kommet indenfor hørevidde.

”Hej”. Hun gjorde sig umage med at holde sin stemme neutral og ikke vise, hvor meget det ene ellers ligegyldige ord betød hende. Hun havde mere brug for dem, end de havde brug for hende, men det behøvede de vel ikke at vide?

”Jeg havde helt glemt, hvor bløde sengene på Hogwarts er, og jeg ville ikke være stået op, hvis det ikke var fordi min kære Albus truede med at forbande mig,” grinede Scorpius.

”Det var da så lidt, selvom jeg nu er træt af at jeg ikke fik lov til at forbande dig – det er altid sjovt.”

”I har da et helt skoleår tilbage, der skal nok være mange muligheder,” sagde Thea forsigtigt – hun var altid bange for at sige noget forkert, alt for bange. Hun havde allerede en lag for liste af personer, der hadede hende derhjemme, og hun havde ikke mere papir tilbage at skrive på.

”Thea… Jeg tænkte på, om jeg måske ville kunne låne Harry Potter-bøgerne af dig. Jeg har altid været så nysgerrig efter dem, og Far er her ikke til at forbyde mig det”.  Albus kløede sig på panden, næsten som om han forventede. at han selv ville have et ar.

”Jo, det må du da gerne. Men du er også klar over, at det ville betyde du ville komme til at læse en masse detaljer om din fars ret så akavet kærlighedsliv? ”

”Hvem drømmer ikke om det? Jeg ville nu gerne have flere grunde til at gøre grin med ham – hvis alt hende Ralling-damen skriver ellers passer”

”Rowling,” mumlede Thea uden at tænke sig om.

”Hvad?”

”Jeg sagde ingenting,” skyndte hun sig at svare.

”Nå, men vi må hellere gå hen og se, om det er muligt, at spise alt morgenmaden, så der ikke er mere tilbage til dem, der ikke fortjener det. Men vi har Botanik sammen efter frokost, så vi ses vel der.” De begyndte at gå.

”Selvfølgelig,” mumlede Thea, før hun vendte tilbage til sin samtale med Sara. Som om det ikke betød noget særligt.

Thea løj over for alle, men allermest over for sig selv

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...