Mellem

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 aug. 2016
  • Opdateret: 26 aug. 2016
  • Status: Igang
Thea er fanget mellem verdener. Den virkelige verden fuld af det, hun gør alt for ikke at tænke på og den verden på Hogwarts, hvor hun føler sig hjemme for første gang. Men da hun møder Albus Potter og Scorpius Malfoy på toget på sit fjerde år, er hun fast ikke at fortælle dem, hvad hun efterlader, hver gang hun stiger på toget til Hogwarts og dermed ødelægge muligheden for endelig at få nogle rigtige venner. Problemet er bare, at fortiden ikke syntes at blive, hvor den skal, og snart er hun en del af problemer langt større end hende selv.

3Likes
0Kommentarer
249Visninger

1. 1

Thea havde stadig ikke vænnet sig helt til det. Ikke at man kunne bebrejde hende, selvom hun trods alt havde haft tre år til det. Som hun stod der på perronen for fjerde gang, var hun dog sikker på, at hun aldrig nogensinde ville kunne tro fuldt og fast på, at dette rent faktisk skete – også selvom hun befandt sig lige midt i det.  Et lille smil havde lagt sig om hendes læber, som hun banede sig vej frem mellem de mange mennesker uden at se sig tilbage en eneste gang. Ugler skræppede, katte miavede og dampen fra tåget, gjorde, at alle de silhuetter hun var omringet af, var lidt slørede i kanten. Hendes smil voksede blot for hvert skridt, som hun tog, for hvert skridt bragte hende tættere på, hvad der ikke kunne betegnes som andet end hjem.

Hjem for hende, hjem for de andre elever og hjem for millionvis af fans verden over.  En følelse af surrealisme begyndte at boble over i hendes brystkAsse og en pludselig trang til at gribe fat i bare en af de pAsserende troldmænd og hekse, steg op i hende. Bare for at mærke med sine egne hænder, at dette ikke var en drøm, at dette ikke var hende, der var flyttet ind i sit eget hoved og ikke var kommet ud igen, at hendes virkelighed fortsatte med at overgå hendes fantasi på en måde, som hun aldrig havde troet mulig. Men hvis dette var en drøm, burde hun ikke så meget som overveje at vågne op til det mareridt, som hendes virkelighed var i sammenligning.

Dog kunne hun aldrig helt ryste følelsen af uvirkelighed af sig. Hun tænkte på sig selv som alt for lykkelig, for lykkelig til at det kunne være menneskeligt muligt. Derudover havde hun svært ved at tro, at universet skulle vælg lige netop hende af alle de fans, der ville give deres ene arm (ikke deres tryllestavsarm) for at komme til Hogwarts, så var det netop hende, der nu skubbede en vogn med en ugle og en kuffert foran sig, lige netop hende, der fik lov til at opdage, at de syv bøger der havde været hendes barndom, var mere end fiktion, lige netop hende, der fik lov til at opleve magi, ikke gennem ord på siderne i en bog, men gennem handlinger. Og hun havde ikke engang behøvet at give en fingernegl væk.

Thea var nu nået til en af dørene. Den var få minutter i elleve, og efter at have brugt en hel sommerferie på at sidde og stirre utålmodigt på et ur, som hun var sikker på, var blevet fortryllet til at gå langsommere – ikke af hende selv, så meget vidste hun da -, virkede dette som ingenting. Ikke desto mindre skyndte hun sig op på toget. Hun brugte kun få sekunder på at vende sig om og vinke farvel – ikke til nogen bestemt, da hun var taget alene herhen.

Så vendte Thea sig om igen og gav sig til at bugsere ned af gangen med kufferten på slæb. Gangene myldrede med andre elever, der var på jagt efter kupeer eller deres venner. Kufferten var så tung, at hun hellere ville påtage sig at løfte Solen, men det skyldtes nok meget hendes trang til at tage hele Harry Potter serien med. Hendes kærlighed for de bøger var nu så stor, at hun ville løfte hele solsystemet, og hun ville stadig ikke beklage sig. Hun havde endda også taget sin computer med, som hun havde formået at få til at virke på Hogwarts’ område (det have taget hende størstedelen af et år, da der var så mange magiske forstyrrelser på Hogwarts, men det havde været det værd).

Selvfølgelig elskede hun skolen, men hun ville trods alt ikke have lyst til at skulle skrive sin fanfiction med en fjerpen, derfor computeren. Hun nød de nætter, hvor hun sad og skrev i sin himmelseng i lyset fra sin tryllestav, og de eneste lyde var hendes fingre mod tastaturet, samt de langsomme åndedrag fra hendes værelseskammerater. De var alle uvidende om hendes natlige aktiviteter, men igen af dem var mugglerfødte, og hun ville helst ikke være den, der skulle forklare om den fankultur, deres samfund havde medført – om ships, om canon og fanon, om fanfiction og alt det andet, som de var en del af uden at vide det.

Endnu en grund til, at Thea glædede sig til at komme tilbage til skolen; det var meget nemmere at skrive, når hun selv oplevede det. Hun fik nemmere ved at beskrive, hvor smukt Storsalens loft så ud, når det var en stjernehimmel det kopierede – hun havde en fornemmelse, af at det var fortryllet til at gøre alt, hvad himlen gik i gennem smukt, selv en grå regnvejrshimmel. Hun vidste præcis, hvor de hemmelige pAssager var, præcis hvordan det så ud når et spøgelse kom glidende gennem en mur, præcis hvordan det var, når det ekstraordinære endte med at virke ordinært. Og hun var… -

Theas tankerække blev brat afbrudt, da hun stødte ind i en person. En række af undskyldninger var allerede snublet over hendes underlæbe, på vej ud af hendes mund, før hun fik sendt ordentligt efter, hvem det var. Scorpius. Scorpius Hyperion Malfoy, tænkte hun, før hun nåede at stoppe sig selv. Selvom de var i samme årgang (4. år nu) havde hun aldrig rigtig talt med hverken Scorpius, Rose eller Albus. Men trods hendes manglende tilnærmelser, var det dem hun skrev allermest fanfiction om. Hun var sikker på, at de i hvert fald var klar over, hvilken bogserie der var blevet skrevet om deres forældre, klar over at det ikke kun var ethvert magisk barn, der havde hørt navnet Harry Potter.

En uvelkommen rødmen steg langsomt op i hendes kinder. Men før hun kunne nå at sige mere havde Scorpius taget ordet.

”Hej. Jeg er Scorpius. Du er også en fjerdeårselev ikke? Undskyld at jeg stødte ind i dig. Vil du med ind og sidde i vores kupe, der er rigeligt af plads, og rigeligt af slik. Det vil du sikker ikke, men vi har bare aldrig talt sammen før, og jeg syntes, det er hyggeligt at møde nye mennesker. Og sundt”. Alt dette fik han sagt i en rivende fart, og hvis det ikke var fordi, hun havde lyttet intenst til hvert ord, der forlod hans ikke-fiktive mund, ville hun ikke have hørt det hele. Men fordi Thea var Thea og Scorpius var Scorpius, hang hun selvfølgelig på hvert et ord, som han sagde, lagde mærke til hans usikre undertone, og hvordan han udtrykte sig i relativt korte sætninger – noget hun kunne bruge i sin fan fiction. Derfor gik der også flere sekunder, før det gik op for hende, at han snakkede med hende.   

”Jo, selvfølgelig, det ville jeg gerne,” sagde hun tøvende. Oprindeligt havde hun været på vej hen for at finde sine venner, dem der også var mugglerfødte, men de ville forstå, at hun ville gribe en sådan mulighed, fortalte hun sig selv. Desuden var det det hele værd, da Scorpius ansigt blev opløst i et smil, der fik alle ligheder, som han havde haft med sin far til at gå væk. Hans smil var så bredt det kunne være nået flere gange rundt om Jorden, hvis det ellers ikke havde siddet plastret fast til hans ansigt.  Dog kunne hun ikke lade være med at tænke, at der måtte ligge noget bag.

Hun så altid Scorpius med Albus og ingen andre, så det virkede fordækt, at han pludselig skulle have lyst til at tilbringe tid sammen med en tilfældig pige – det eneste de havde til fælles var vist bare, at de ikke havde set sig for. Og Albus og Scorpius havde ikke brug for såkaldte andre mennesker. De havde hinanden. De havde altid fået hende til at tro på, at nej, mennesker kunne ikke være perfekte, men de kunne så sandelig være perfekte for hinanden. Før hun nåede at få tænkt sig mere om, havde Scorpius dog åbnet kupedøren med sådan en intensitet, at hun forventede at ikke blot den, men alle døre i verden fløj op. Som hun havde forventet, sad der kun en anden person derinde – Albus, i fuld gang med at fortære en chokoladefrø.

”Se, Albus. Jeg har fundet os en ven mere, som du sagde, at jeg skulle.” Scorpius gestikulere ivrigt mod Thea, hvis arme nu skreg en protest som kun hun kunne høre mod at holde på denne kuffert et sekund længere. Det kunne dog godt være, at hendes arme skreg, men hendes hjerne forblev fuldkommen tavs; hun var ret sikker på, at hun havde efterladt den på perronen, og eftersom toget allerede var i bevægelse, var det nok for sent at hente den tilbage. Måske var det bedste, som hun kunne gøre i det øjeblik, ikke at gøre noget. Det var i hvert fald det eneste. Selvfølgelig havde hun brugt tre år på at pAssere de to drenge på gangene, 8 år på at læse om dem, og så længe på at se op til dem, at hun helt havde glemt, hvordan jorden under hendes egne fødder så ud.

”Jeg bad dig ikke om at samle venner op på gangen, jeg bad dig om ’at lukke døren’. Skal jeg rense dine ører?” sagde Albus og vippede faretruende med sin tryllestav foran sig uden at lade sit ansigt give udtryk for, at han lavede sjov. Selvom han måske så specielt skræmmende ud med chokolade i mundvigen og den forkerte ende af tryllestave pegende mod dem, trådte hun alligevel et uvilkårligt skridt tilbage.

”Jeg tænkte bare, at vi trængte til nogle nye venner. Du ved, jeg faldt over det her sjove begreb ’at være social’ i min ferie. Til din information er det ikke synonym med ’at lukke døren’. Og da jeg stødte ind i Thea – det er det, du hedder ikke? – tænkte jeg, at vi kunne blive venner med hende, eftersom hun hverken råbte af mig eller så ud til at dømme mig – og det er hvad, jeg kalder kærlighed. Det er skæbnen, der har skænket os en ven”

”Eller måske var det bare, fordi ingen af jer så jer for,” tilføjede Albus så tørt, at Sahara ørkenen virkede som Middelhavet i sammenligning med hans stemme.

”Det er netop skæbnen, der får magten, når man ikke ser sig for,” tilføjede Scorpius gravalvorligt og satte sig ned ved siden af den anden dreng. Thea blev stående i døråbningen, stadig ude af stand til at tro, at hun rent faktisk stod og talte med dem. Men så dukkede et minde fra sommerferien op, et minde, der gnavede på hendes hjernemasse på en særdeles smertefuld måde, og hun trådte hurtigt ind af døren til de to drenge i håbet om, at mindet ville blive udenfor. Magi kunne måske ikke løse alle hendes problemer – men det kunne få hende til at glemme dem, og det var det vigtigste

Opmuntret af at hverken Scorpius eller Albus protesterede, satte hun sig ned overfor dem. Tavsheden var måske nok så tyk, at det var et under, at der var plads til tre mennesker i den lille kupe, da den syntes at fulde det hele, men stilhed havde nu altid været Theas yndlingslyd, og der var meget værre mennesker, som man kunne være stille sammen med. Hun skyndte sig at finde en bog frem og slog op på en tilfældig side. Hun lod dog kun, som om hun læste, da det var umuligt for hende at fokusere på ordene, nu hvor hun var for opmærksom på, hvor hun befandt sig i denne verden til at træde ind i den anden.

”Er det sådan en bog om min fa- om Harry Potter?” spurgt Albus forsigtigt fra sin plads overfor dem. Thea kiggede overrasket op for at møde Albus’ grønne øjne, der gjord op for alt den intensitet, som hans stemme manglede. Det var ganske rigtigt Harry Potter og dødsregalierne, hun sad med.

”Ja – det er det. Har du læst dem?” Thea rettede sig op i sædet, begejstret over, at selveste Albus Potter talte til hende. Hendes rygrad var så lige, at det nok ville være nemmere at bestige Mount Everest frem for den.

”Nej. Far siger, at hvis vi skal høre om hans Hogwarts år, skal det være fra ham selv og ikke fra hende den Mugglerfødte kvinde – J. J. Ralling – han siger, at hun er værre end Rita Rivejern. Men jeg har nu altid drømt om at læse den, for Far fortæller os meget lidt, og jeg har hørt, at rigtig mange Mugglere har læst den. Jeg forstår bare ikke, hvorfor mugglere stadig ikke ved, at vi eksisterer, hvis de har læst en hele bøger om vores samfund.”

”Mugglerne anser det for at være fiktion. Det gjorde jeg også, indtil jeg fik mit brev. Men mange ønsker, at det er sandt, at de også ville kunne gå til Hogwarts, men hvis man åbent begynder at tro på magi… Hvis jeg fortalte, hvor jeg er størstedelen af året til nogle Mugglere, ville ingen tro på mig. Selvfølgelig er der et utal af børn, der har siddet skuffet og stirret efter en ugle, der aldrig kommer på deres elleveårs fødselsdag. Men så vokser de op og vokser fra at tro på magi,” forklarede hun ivrigt.  

”Men du havde altså læst Harry Potter før du fik dit brev?”. Scorpius brød id i samtalet, tilsyneladende glad for,  at hans plan indtil videre lykkedes.

”Flere gange. Jeg kan stadig ikke helt komme mig over, at jeg virkelig er her, at jeg er sluppet væk fra …. –” hun rømmede sig … -” at min virkelighed ikke længere ånder mig i nakken. ” Thea havde svært ved at tro, at hun havde været tæt på at nævne… At sige det ville være som det engang var at sige Voldemorts navn

”Virkeligheden der ånder dig i nakken… Skal vi nu til at lære hinanden at kende, som var vi før ukendt mørke for hinanden, som nu bliver oplyst af de klare stjerner, vi tænder i hinanden? Hvis du taler i sådanne metaforer, skal dig og Scorpius nok blive fine venner, tro mig. ” Albus grinede, og Thea lagde mærke til, at han havde smilehuller – det måtte hun huske til en fanfiction.

”Så slem er jeg heller ikke,” mumlede Scorpius. Albus åbnede munden for at give svar på tiltale og snart gik samtalen så hurtigt, at selv ikke toget kunne følge med. Hun snakkede og grinede og snakkede lidt mere med dem, alt i mens et evigt foranderligt landskab gled forbi uden for vinduet. De kørte over marker, forbi byer, ude ved havet, hvor en septemberblå himmel brugte havet som spejl – himlen led sikkert af mindreværdskomplekser og havde svært ved at møde sine egne øjne, når den så sig selv i spejlet. Hvis det ikke var fordi bladene på alle de træer, som de kørte forbi var ved at visne, ville det ikke være til at opdage, at det var efterår.

Ikke et eneste sekund – tænkte hun på, hvor forfærdelige de seneste to måneder havde været, hvordan hun ikke havde følt, at hun kunne trække vejret ordentligt – når hun indåndede den samme luft som sin familie. Eller måske var Thea kommet til at mere end bare tænke på det, men hun var i stand til at skubbe det ud af sit hoved, hver gang Scorpius fik dem alle til at grine, hver gang Albus’ smil blev lidt bredere, hver gang han tøede lidt mere op til ideen om flere venner. Han ville dog nok hellere smelte helt end sige højt, at han var glad for, at hun sad gos dem. Hun lagde mærke til, hvordan Scorpius og Albus’ hænde flere gange strejfede hinanden uden, at nogen af dem gjorde mine til at flytte dem væk.   Hendes hjerte sprang et slag eller tyve slag over, da det skete første gang – hun var en hardcore Scorbus shipper.

Da det begyndte at blive mørkt, fandt hun sin computer frem. Hun så selvfølgelig frem til, at de kom frem til Hogwarts, men hun var også bang for, at det ville betyde, at hun skulle gå tilbage til aldrig at snakke med hverken Scorpius eller Albus. De var trods alt i Slytherin, mens hun selv tilhørte Ravenclaw, og efter at have bugt tre år på at ignorere hinanden, ville det være for nemt, hvis få timer var nok til at ændre det – bortset fra at hun af alle vidste hvor meget få timer – minutter – kunne ændre på alle de efterfølgende.

”Hvad er det?” spurgte Albus pludseligt, mens han sendte et varsomt blik mod computeren i hendes hænder, som kunne den finde på at bide ham hvert sekund, det skulle være. Thea grinede af hans uvidenhed – hun havde ellers forventet, at Harry ville opdrage sine børn til at vide mere om Mugglerkultur end som så.

Så forklarede hun ham i korte vendinger,  hvordan computeren fungerede og viste ham, hvad den kunne. Både Scorpius og Albus var fascineret – troldmænd fandt hvad der var ordinært for ende ekstraordinært. Hun var dog omhyggelig med ikke at vise dem alt den fanart, hun havde af dem som par og ej heller alle de halvfærdige fanfictions, som hun havde liggende. Det kunne godt være, at deres meget korte venskab ville slutte, før hun vidste af det – men hun skulle ikke være den, der sluttede det.

Flere gange havde Thea også måtte afbryde sig selv midt i sætninger – sætninger der alle sammen ledte hen mod, at hun fortalte dem, præcis hvorfor hun var så taknemmelig for at komme tilbage til Hogwarts. Ingen af dem kunne dog ligefrem prale af at være den lykkeligste person i universet, selvom de to nu var nogen, som hun gerne ville dele en førsteplads med – også selvom, at det var umuligt at vinde i den konkurrence. Thea var nu også ved at have affundet sig med, at når de stod af Hogwartsekspressen, ville de aldrig kunne gå tilbage til denne solbeskinnede eftermiddag. Selvfølgelig ville mindet om den stå ekstra stærkt, og hun ville sikkert have lyst til at kravle ind i sit hoved og leve i minder, leve for dem, men det ville aldrig blive helt det samme.

Hun måtte konstant minde sig selv på, at hun var heldigere end de fleste Harry potter fans, der ville være evigt taknemmelig for blot at få lov til at brug et sekund sammen med de karakterer, de var vokset op med. Hun ville nu gerne se Albus og Scorpius’ ansigter, hvis de fik at vide, hvor stort et præg, de og generationen før dem havde haft på så uendeligt mange mennesker.

Thea tog en kedelkage til, mens hun ønskede, at hun kunne stoppe tiden. Eller måske bare toget - det ville trods alt være nemmere. Hun ville gerne tape sig selv til Albus og Scorpius med tryllotape, hun ville gerne snakke med dem indtil hvert eneste ord i det engelske sprog var blevet sagt højt mellem dem, hun ville gerne skrælle huden af for øjnene af dem, så de kunne se alle de tanker, der gemte sig under huden, hun ville gerne læse hele Harry Potter serien højt for dem. Hun ville gerne være venner med dem.

Men det kunne ikke lade sig gøre, måtte hun fortælle sig selv igen og igen. For så ville de sikkert ende med at finde ud af… De ville på et eller andet tidspunkt opdage de minder, der en gang i mellem fik hende til at tro, at hun havde mareridt, mens hun var vågen. De ville finde ud af, hvor forfærdelige hendes minder var og hvad var mennesker, udover summen af deres minder og oplevelser?

Med et suk lukkede hun sin computer og skyndte sig at skifte til sin Hogwartskappe. Samtalen var dødet ud, og de sad nu bare alle tre og spejdede ud af vinduet. Da slottets silhuet endelige trådte frem mod nattehimlen, måtte Thea dog indrømme, at det var glæde, der skød i gennem hende ved synet af det velkendte sted. Det havde været hyggeligt i kupeen, men hun elskede nu Hogwarts mere, end hun nogensinde havde elsket et menneske – nogle gange havde hun på fornemmelsen, at hvis hendes hjerte engang faldt ud af hendes bryst, ville det have form som slottet. Og mindet om denne togtur ville også komme til at være bedre end så mange fremtidige minder, som hun stadig skulle skabe – men hun ville altid have mindet, og lige meget hvor mange gange hun blinkede, ville det stadig sidde klistret fast til hendes nethinde.

Thea gav sig til at tælle stjernerne udenfor, mens toget langsomt sænkede farten. Hendes læber bevægede sig lydløst, mens hun lod sit blik glide over en efter en af stjernerne sikkert over den samme flere gange. Uden det elektriske lys var der så mange hun umuligt kunne holde styr på dem. Himlen så så skrøbelig ud, som var den lavet af papir, og hun let kunne krølle den sammen i sin hule hånd og afsløre, hvd der så end lå bag. Det var sådan, hun bedst kunne lide den – for hvis himlen så endnu mere skrøbelig ud end mennesker, gav det hende håb, for hvis himlen kunne klare at se på verden uden at kunne gøre noget, kunne hun så sandelig også.  

”Tæller du stjernerne?” Scorpius’ stemme lød et sted til højre for hende. Hun fjernede ikke blikket, da hun nikkede.

”Jeg kan også godt lide at tælle dem. Der er så mange, at det er fuldkommen meningsløst. Men de fleste ting har bare altid en eller anden form for mening, så det er dejligt at vide, at der stadig er nogle ting, som man kan gøre uden grund”

Thea var overrasket over dette – det mindede så meget om hendes egen manglende begrundelse for at tælle dem, at hun i fem hele sekunder frygtede at Scorpius have lært Legilimens. Men nej – hvis han kunne læse hendes tanker, ville han nok være flygtet skrigende fra hende, når han så, hvor langt ude, hun var inderst inde. Så i stedet fjernede hun sine øjne fra himlen – hun var nået til 52 – og gengældte Scorpius’ smil, netop som toget stoppede.

”Skal vi dele en vogn?” spurgte hun langsomt og lod alt det usagte hænge ved spørgsmålet. Ville de gerne være sammen med hende, efter de kom op på skolen? Var det ikke bare en fejl, at Scorpius havde inviteret hende ind til dem? Fortrød de, at de havde ladet hende siddet hos dem? Var de sikre på, at de ville kendes ved hende også selvom de engang opdagede grunden til at hun kunne se Thestraler. Kunne det passe, at…

”Ja,” sagde Albus. ”Lad os dele en vogn”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...