fordi jeg elsker dig

Kl. 16:10 præcist på slaget kører mine sko over dørmåtten. Det er nøjagtigt ti minutter siden, skolen ringede ud. Det har nu været det samme i over seks måneder. At jeg alligevel altid ender her, overrasker mig hver gang. Jeg husker ikke mere, hvornår det startede, jeg husker kun, at vi blev kærester en gang midt i april og at vi nu er godt henne i oktober.

0Likes
0Kommentarer
66Visninger
AA

1. fordi jeg elsker dig

Kl. 16:10 præcist på slaget kører mine sko over dørmåtten. Det er nøjagtigt ti minutter siden, skolen ringede ud. Det har nu været det samme i over seks måneder. At jeg alligevel altid ender her, overrasker mig hver gang. Jeg husker ikke mere, hvornår det startede, jeg husker kun, at vi blev kærester en gang midt i april og at vi nu er godt henne i oktober. Da vi i starten kom sammen slog han ikke, han gjorde slet ikke noget. Dengang var han vel bare normal? Jeg husker ikke den første gang han rigtig slog mig, men jeg tvivlede ikke på fejlagtigheden i hans handlinger, eller på den skrækkelige indespærrede følelse.

Søger du ”at glemme noget” kommer DR med flere årsager hvorpå. Da jeg første gang læste det, lød alle betegnelserne som om, at jeg var på vej mod et svært dement liv, men så introducerede de for lidelsen ”Traumer”, hvor de efterfølgende uddybede:

”I andre tilfælde oplever et menneske så alvorlige chok eller traumer, at personen undertrykker minderne og ubevidst nægter at huske dem. Begivenheden er lagret, men ubevidst er personen ude af stand til at genkalde sig oplevelsen.”

Det var som om, at det hele pludselig gav mening i mit hoved, da jeg læste det. Det var det første jeg følte i lang tid.

Kl. 16:11

Nu ser jeg ham for første gang i dag i øjnene. Der er kommet en mere forventningsfuld glad mine over hans ansigt, jeg kun fremkalder som udtryksløst. Mit blik falder fra hans øjne, der i starten af vores forhold, havde en magnetisk effekt på mig, og ned på hans skød, hvor en indpakket kasse ligger.

Kl. 16:12.

”Tillykke.” Ordet flyver spidst fra hans mund og tomt ud i værelset. Usikker på hans hentydning lader jeg min taske glide ned af min skulder og møder gulvet med et bump. Forsigtigt trækker jeg på skuldrende og lukker døren bag mig. Et ophidset udtryk bliver malet over hans ansigt. I en forhastet bevægelse skyder han op fra sengen, og klemmer mig op af døren. Syv måneder hvisker han i mit øre. En normal kæreste ville nok huske det og komme med en sød personlig gave. Et normalt kærestepar ville fejre deres syvmåneders dag sammen, imens deres kærlighed brændte kraftigt.

Kl. 16:14.

Tal har altid fascineret mig. At addere, subtrahere, dividere eller multiplicere tal med stor eller lav værdi bliver aldrig uinteressant. At holde nøje øje med klokken, generelt tiden, giver mig en fornemmelse af, at jeg har kontrol. En følelse af kontrol jeg sjældent oplever sammen med personen, som jeg giver mig selv 100 procent til, der aldrig gengælder min forpulede kærlighed med andet med tæsk.

Det er som om, at han har planlagt det. Det er for godt til at være sandt. Sådan noget husker han da ikke på. Skulle pessimismen have lov at styre min tankegang? Skal jeg lade mig overbevise om, at denne gang, vil han mig faktisk noget godt? Jeg gemmer tungsindigheden væk og lige såvel sansen for fornuft.

Kl. 16:15.

Han fjerner sig fra mig og henter gaven, han efterlod i sin hast. Som han vender sig væk fra mig og fumler med gaven, kan jeg endelig ånde ud. Lige indtil jeg hører klikket. Det er vidst ikke noget, man normalt hører, men med tiden – på præcist syv måneder – havde jeg lært det. En form for situationsfornemmelse jeg nu mærker, selv når han står med ryggen til. Et klik der er afgørende. Jeg har taget fejl. Han har planlagt det. En undrende følelse boblede i mig, og jeg følte mig nøgen. Jeg føler mig taget på fersk gerning i at gøre noget ekstremt forkert. Jeg ved, at det vil komme til at koste mig, at jeg har glemt dette.

Kl. 16:16.

Klasket mod min kind afgiver overraskende nok intet klynk fra mig. Det irriterer ham, at jeg er blevet immun for dette. Hans hånd bliver knyttet og foretager den samme bevægelse. Ukontrolleret adlyder jeg med et jamr, og det fornøjer ham, men det mætter ikke hans tørst for at se mig lide. Jeg ved ikke om han kan mærke det, men ubehageligheden i at han pludselig fremstår som den gode kæreste, der huskede vores månedsdag, får mig til at væmmes. Han har aldrig bekymret sig for dette. Han har nok heller aldrig bekymret sig for mig. Det gør ufatteligt ondt bare at tænke på, selvom det ikke er første gang jeg tænker på det. Jeg tænker somme tider på det, bare for at pine mig selv. Er jeg blevet afhængig af hans vold?

Kl. 16:20

Forpustet fjerner han sig fra mig. Jeg kan ikke længere se ud af mit højre øje, og jeg tør slet ikke tænke på, hvordan jeg mon ser ud. Det eneste jeg husker fra de sidste minutter er tal. Jeg husker nogle forfærdelige ryk, men hvor eller hvor hårdt han slog, fremkalder jeg ikke.

16:21

Jeg ved ikke præcist, hvor jeg er. Men sikkerheden for at jeg er væk er total. Er dette den eneste form for fred, jeg er berettiget til?

Kl. 16:47

Sparket i siden vækker mig. Heller ikke denne gang, blev det min død. Om det vil blive det en dag, aner jeg ikke.

Kl. 16:50

Sådan ender det altid; mig der sætter sig op efter guld og grønne skove, og ham der kyler mine forventninger ned igen. Kan jeg aldrig lære det. Han åbner gaven med sine let forblødte hænder, og jeg ser den skinnende ring. Jeg gisper ved tanken om, at det ikke bare er hvilken som helst ring, men en ring med et løfte. Et løfte om at elske og ære til døden skiller os ad. Om jeg vil det eller ej, så elsker jeg ham. Men det er et løfte, jeg ikke er klar over, om jeg alligevel kan binde mig til. Mit hjerte råber ja, men fornuften er kommet frem fra sit skjul, og skriger nej så højt, at jeg tænker på, om han kan høre det. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...