Venus

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 aug. 2016
  • Opdateret: 26 aug. 2016
  • Status: Færdig
I en klaustrofobisk lejelighed ulmer volden under overfladen, da en pige besøger sin klassekammerat uden at kende til hans familieproblemer.

0Likes
0Kommentarer
48Visninger

1. -

Venus

 

Jeg kan stadig ikke spise kirsebær.

Ikke efter augustdagen, der begyndte på den brandvarme trappesten og ikke ét sekund før. Hele min morgen var visket væk, da jeg stod dér og trippede i mine klip-klapper for ikke at brænde fødderne. Jeg var ikke pigen, der havde snakket græsk med sin mor og far henover halvtørre rundstykker. I stedet var jeg opstået på ny på vej igennem parken, fra andedammens grålige skum - spritny, nu da jeg havde chancen.

Det var Martin, der åbnede døren. Helt bleg stod han og missede med øjnene i sollyset, før han så mig.

"Katerina," sagde han. "Hej, kom indenfor."

Jeg indtog lejligheden med store skridt. Gik igennem entreen og ind i stuen, forestillede mig hans morgener og aftener her mellem ukendte Ikea-møbler. Den tid, hvor jeg ikke så ham i skolen, måtte han tilbringe i denne gennemtrængende lugt af cigaretrøg. I skyggerne bag persiennerne.

Mens Martin gik i forvejen betragtede jeg hans kraftige benmuskler. Han havde ikke sommerben som mine; ingen blå mærker eller hudafskrabninger. Han var volleyball-dreng, og der hang billeder af ham på opslagstavlen, altid fanget midt i et spring. Jeg studerede dem indgående, så ham suspenderet mellem nettet, gulvet og loftet, af og til med fingerspidserne på volleyboldens klode.

Jeg kunne aldrig lokke nogen til at tage med mig ned for at se hans hold træne, og jeg havde ikke lyst til at gøre det alene. Noget ved det - at skulle side i gymnastiksalen som en af de eneste på de lange, kolde bænkerækker - forekom umuligt. Jeg ville sikkert på en eller anden måde overbevise mig selv om, at alle kun gik op i mine ubarberede ben i stedet for kampen.

"En dag kunne jeg godt tænke mig at se dig spille," sagde jeg.

Martin kiggede på mig og kneb øjnene lidt sammen som om det var den mærkeligste ting i verden, jeg kunne have sagt. "Jeg er altså bare ikke særlig god."

"Jeg synes da, jeg har set noget om det i ugeavisen. Havde I ikke vundet noget?"

En svag rødmen krøb hen over hans kinder. "Det var bare en lille turnering. Vi fik tredjeplads." Han flyttede vægten rastløst fra den ene fod til den anden. "Jeg er for resten alene hjemme. Så bliver vi ikke forstyrret… hvis vi skulle spille et eller andet. Playstation.”

"Nå," sagde jeg. Den isnende fornemmelse i min mave var ikke alene ubehagelig, men også frustrerende - denne nye Katerina skulle netop være fri for den slags fornemmelser. Hun skulle være meget mere frisindet og kunne hænge ud med en dreng uden at tillægge hans ord alle mulige dobbeltheder. Hvad så, hvis vi var alene?

"Skal vi ikke gå ind på mit værelse?" spurgte han.

Jeg nikkede tøvende. Hans værelse var mindre end mit, men han havde det til gengæld for sig selv. Ingen søskende, kun én seng – en sovesofa, der var blevet klappet ned. Sengetøjet var en barnlig nuance af lyseblåt, som et Disney-betræk, hvor nogen havde renset racerbilerne og kometerne væk. Jeg var for længst gået over til hvidt. Rent, rent hvidt.

På bordet midt i rummet stod en skål med røde kirsebær.

Jeg satte mig ikke ned, men vandrede langs hans reoler og pegede, som om han ikke godt selv vidste, hvad han havde.

"Medaljer," sagde jeg. "Jeg vidste det."

"Bronze," sagde Martin. Der var noget ved den måde, han næsten spyttede ordet ud på, der fik mig til at trække den hånd, der havde strejfet medaljens blanke overflade, til mig igen.

Han sank ned på sofaen, tændte fjernsynet og startede sin Playstation, der brød ud i triumferende toner. "Kommer du, eller hvad?"

"Lige et øjeblik," sagde jeg, for helt ærligt var reolen næsten mere spændende end videospillet. Den var et vindue ind til fænomenet Martin, som jeg ellers kun kendte fra nydeligt opdelte timer og frikvarter. Hans bøger lå i uordentlige stakke, men ingen havde særligt præg af at være blevet læst. Ingen brækkede rygge eller forrevne sider. Jeg trak et skakbræt frem fra den beskedne bunke ungdomsbøger, det var begravet under - bittesmå tynde bind om opfundne, taberagtige fodboldhold eller fantasy-barbarer. Martin var hverken det ene eller det andet.

"Pas på det," sagde han. Øjnene forblev rettede mod skærmen.  

Skakbrættet kunne klappes sammen, så brikkerne kunne ligge indeni. De sorte felter var slidt næsten grå, og de hvide var ved at skalle af. Jeg løb en finger henover kanten for at mærke alle rillerne.

"Det er rigtig fint," sagde jeg.

Martin lænede sig frem, lidt længere ude på kanten af sofaen. "Det var min fars.”

"Jeg skal nok passe på," sagde jeg, for jeg kunne ikke modstå trangen til at krænge brættet åbent og se alle brikkerne hulter til bulter, springere mellem bønder, dronningen midt i det hele. De var der alle sammen, med små kroner og udskårne sceptre; bøndernes nøgne, runde hoveder var blankpolerede af brug.

"Jeg gik til det i et par år,” mumlede Martin, "men jeg blev aldrig særlig god, og til sidst stoppede jeg. Det var også dyrt."

"Åh." Jeg lagde skakbrættet tilbage på hylden uden rigtig at se på det.

Når Martin var fokuseret på skærmen var det nemmere at tage plads på de blåmønstrede puder, gribe en controller og hengive mig til spillet. Så fandtes der ikke længere nogen dreng eller pige i en tom lejlighed. Vi havde ingen kroppe, kun pixels på skærmen. Tiden opløstes, blev fragmentarisk. Alt, hjernen gemmer i kampens hede er glimt.

Glimt som: Hans ansigt, da jeg grinede.

Et perfekt skud.

”VICTORY” i blokbogstaver hele vejen over skærmen.

Sengen, der gyngede under os.

Vi fik øjenkontakt, der forekom mig sært intim, bare fordi vi sad så tæt.

”Jeg har slet ikke budt dig noget," sagde han. "Kirsebær?"

"Nej, tak," sagde jeg. Jeg tænkte på den T-shirt, min mor engang havde købt til mig fra Røde Kors. Store tegnefilmsagtige kirsebær med smilende ansigter. Teksten ”Pop! My cherry” foran og ”Made in Taiwan” i ryggen. Min mor kunne ikke engelsk. Jeg smilede af mindet, og Martin lænede sig ligesom lidt ind og spurgte, hvad jeg grinede af.

"Ikke noget," svarede jeg, men han trak sig ikke tilbage. 

Vi sad sådan, da hoveddøren gik op.

Jeg bemærkede det næsten ikke, vant som jeg var til lyden af familiemedlemmers konstante kommen og gåen. Skridtene ude i entreen var tunge, akkompagneret af indkøbsposers raslen, men det var langt væk. Jeg var jo inde på Martins værelse i en boble af lykke.

"Fuck,” stønnede Martin. Det lød så sært fra hans mund. ”Bliv her, Kat.”

Jeg hævede et øjenbryn. "Hvad?"

Han åbnede munden for at tage til genmæle, men blev afbrudt af en høj stemme - "Martin, er du hjemme?!"

Han kiggede fra mig til døren. Hans ”Keep out”-skilt sad på indersiden.

"Ja!" råbte han så, og vendte sig igen mod mig: ”Jeg troede ikke, at hun ville komme hjem før i aften. Fucking bullshit. Bliv her og ti stille, okay? Jeg gider ikke, at hun skal se dig-

Jeg rejste mig forarget. Jeg ved ikke, om det var ordene eller kommandoen, der gjorde udslaget. Nye Katarina ville ikke tie. ”Hvorfor skal jeg gemmes væk?”

Snart stod Martin også op, sitrende, med benene let spredte som var han på vej ind i et volleyball-spring - og på samme måde hævede han hånden.

Han ramte mig ikke. Slaget blev ikke ført igennem, forblev kun en smule mere end en tanke. Jeg trådte to skridt bagud, så jeg endte i et hjørne med ryggen mod væggen netop som hans arm stivnede midt i bevægelsen.

Martin trak sin hånd til sig igen, helt ind til brystet, rystede på hovedet og mimede undskyld.

Da han gik, rev han døren op.

Jeg hørte stemmerne på gangen. Følte mig som en spion bag fjendens linjer.

"Martin, giver du ikke lige en hånd med indkøbene?"

"Jo."

"Godt. Og næste gang må du godt have lyden på dine spil lidt lavere, så jeg ikke behøver råbe. Sådan skal det altså ikke være i et ordentligt hjem."

"Nej. Avisen kom, mens du var væk. Der var et lille billede af holdet på side 4...”

”Og hvad havde de på forsiden? Et eller andet skidt. Sådan går det jo, når det kun er tredjepladsen. Hvordan med danskprøven?”

”Det gik fint. 7.”

En pause. ”Igen? Vi har snakket om det her, og-”

”Jeg vil altså gerne tilbage til mit spil,” sagde Martin.

En stol blev trukket ud og, næsten uhørligt, lød der et suk. ”Du må gerne gå. Jeg har også hovedpine.”

Martin skyndte sig ind til mig. Hans undskyldning var en hvisken, og jeg kiggede på munden - ikke på hans sitrende fingre, hænderne der for så kort tid siden havde været faretruende nær ved at flænge boblen omkring mig. Han satte sig ved siden af, som om intet var hændt. Lugten af hans sved forekom mig stærkere nu, og den lå ikke kun omkring hans krop. Den var begravet i sengetøjet vi sad på. Langsomt sænkedes hans skuldre.

Martin åndede langsomt ud.

Og så, i stilheden imellem os, lød fodtrinnene på gangen så meget højere. Med ét stod hun i døren.

Martins mor stødte næsten mod den øverste del af dørkarmen, men hun stod usikkert, med en skrøbelig, tynd krop. Ikke som en yndefuld models, men tærings-tynd, mærket af alder. Hendes fingre legede konstant med en glødende cigaret, og hendes blik var mærkeligt fraværende, da det ramte mig.

"Hvad fanden er det, Martin?"

Cigaretten pegede mod mig, mens knaldrøde læber formede ordene. Jeg forsøgte at se hende i øjnene, men hun kiggede bare på Martin og Martin kiggede ned på hendes sko.

"Det er Katerina," sagde han så. Han talte så lavt, at man kunne høre dynen bevæge sig, mens jeg igen skubbede ryggen op mod væggen. "Hun er fra skolen."

"Og det syntes du ikke, at jeg havde brug for at vide?"

"Det... Jeg troede slet ikke, det ville forstyrre dig."

Martins mor løb en hånd igennem sit hår, så den stramme knude opløste sig. "Jeg vil bare gerne vide, hvad min søn foretager sig, og helt ærligt, så tror jeg ikke at du har tid til veninder, når du ikke selv kan styre at passe både skolen og din træning. Men lige nu, så vil jeg bare have at iI lader være med at larme, begge to.”

Jeg tror, at jeg genkendte et særligt blik fra Martins side. Jeg tror, selvom det kan være indbildning, at jeg i det øjeblik spillede en ældgammel rolle: Jeg var kvinden, der inspirerer manden til vanvid. Også selvom vi kun var store børn, og vanviddet bestod i, at Martin knyttede hænderne og sagde: "Ja, gå med dig. Gud forbyde, at jeg ku' hænge ud med en ven som et normalt menneske.” Og lavere, som en ed -  ”Controlfreak."

Hans mor havde vendt ryggen til. Jeg kunne se rygsøjlens bakkedale. Skelettet under huden.

Så skete der, meget hurtigt, tre ting:

Hun drejede om på hælen og stormede imod ham, pludseligt med lynild omkring sig - sådan tegnede min forskrækkede hjerne i hvert fald hendes billede mod den skrøbelige æggeskalsvæg. Hun hævede stemmen: han skulle vise noget fucking respekt. Den præcise ordlyd er svær at huske, sammenblandet som den var med så meget andet, overdøvet af mit bankende hjerte.

Martin tog et forvirret skridt bagud, så ryggen ramte reolens skarpe kant. Rystelserne forplantede sig ud gennem hylderne. 

Jeg kom i tanke om, at jeg havde lagt skakbrættet fra mig et meget dårligt sted.

Brikkerne væltede mod gulvet, alle stænder og klasser imellem hinanden. Selve brættet mødte gulvet efter først at have stiftet bekendtskab med alle hylder, alle flader, alle skarpe kanter på vej ned, og Martin nåede ikke at gribe det. Han kunne bare nå at vende det om og se ridserne, den knækkede kongefigur og et tårn uden to takker. Hvis der var flere skader, nåede vi ikke at tælle dem op. Hans mor blev en harpy, der kun ville hjemsøge ham -

"Tænk på din far," sagde hun. Hendes øjne blev blanke, som overtrukket med gennemsigtig film.

Hendes hånd ramte Martins ansigt med en høj, smældende lyd.

Jeg kunne næsten mærke det selv og trak mig instinktivt sammen. Så, hvordan fingrene fór henover næse og mund, florlet, da hun trak hånden væk igen.

Martin sagde intet. Rødmen spredte sig blot over kinden. Han blev en anden. Blev mindre, som kunne han krybe gennem maskerne i nettet når kampen vendte. Slaget var tabt, dronningen var den stærkeste brik.

Jeg tog skålen med kirsebærrene. Duften var utroligt stærk, vægten betryggende i mine hænder. Hvilken glasskål, med så mange facetter, og hvilken måde den splintredes! Jeg var ikke én, der inspirerede til vanvid - jeg var vanviddet, tilfældigvis fanget i en blød pigekrop, der spredte glasskår omkring sig og lod skålen ramme moderens hoved.

På gulvtæppet lå der blod og kirsebærsaft.

Hun var ikke død. Men Martin så på mig, som om hun var, og rakte ud efter mig.

Jeg havde det, som om det var første gang jeg egentligt så ham, mens han nervøst ventede på, hvad jeg ville gøre. Mine hænder var dækkede af en blanding af saft og glas.

Røde dråber strømmede ned langs mine underarme. Måske var det meste af blodet mit. Jeg håbede det næsten. For jeg tænkte - og håbede at han tænkte det samme - at i virkeligheden kan man ikke opstå af havskum, men må fødes og genfødes gennem alt dette røde og våde og den fremmede hånd i sin egen.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...