King Rising - Louis Tomlinson fanfic

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 aug. 2016
  • Opdateret: 28 sep. 2016
  • Status: Igang
Louis William Tomlinson er en ung konge, hvis rebelske hjerte leder ham i store problemer. Hans folk forventer at han snart finder en dronning, nabokongen er på grænsen til at starte en krig, og uden sine forældre at spørge om råd, skal han begå sig i en verden hvor de royale spiller et magtspil, hvor ét forkert valg kan koste ham og alle han elsker livet. Dette er hans historie.

24Likes
5Kommentarer
1399Visninger
AA

4. Kapitel 3

Lyden af hestehove mod den bløde jord fulgte Louis som en skygge. Hans sad foroverbøjet i sadlen på sin mørkebrune hingst, og drev den videre ind mellem enorme, truende træer med tunge kroner og lange grene, der i mørket syntes at række ud efter ham.

Bag ham rejste slottet sig i al sin pragt med sine hærdede stenmure og tomme vindues-øjne, der havde set mere end noget menneske, der nogensinde havde levet bag den enorme indgangsport.

Solen hang højt over ham, og vinden flåede i hans tøj, som prøvede den at afholde ham fra at tage af sted. Et sted mellem træerne knækkede en gren.

Louis’ hest slog ængsteligt med hovedet, men den unge konge tog ikke den store notits. ”Rolig,” mumlede han kærligt til sin trofaste hest Ercan, og det store dyr ignorerede sin egen nervøsitet og lod sig i stedet føre videre af sin konge. ”Dygtig.”

De to havde kendt hinanden længe. Da Louis fyldte ti år, fik han et hingsteføl i fødselsdagsgave. Dyret havde set på ham med en blanding af ærefrygt og trodsighed i sine store, brune øjne, og når Louis tænkte tilbage på øjeblikket, var han sikker på at udtrykket havde været spejlet i hans eget unge ansigt.

Hesten havde båret sin konge over utallige kilometer efterhånden; på jagter med sin rytter hængende frem over halsen mens pilene susede forbi dyrets følsomme ører, og på ture ind til byen hvor børn klappede dens skinnende pels og til tider kom til at hive den i næseborene.

I dag var hesten opmærksom på sin rytters anspændte krop. Louis sad i sadlen med samme indøvede elegance som altid, men hans hænder havde lædertøjlerne i et strammere greb end normalt, og små, skarpe ryk fik hesten til at slå med hovedet igen.

Louis irettesatte den med endnu et ryk i tøjlerne. Han havde ikke redet så hensynsløst længe, og han virkede til at være langt væk i sine egne tanker.

Selvom det stadig var eftermiddag, var skovens inderste næsten fuldstændig mørklagt. Ingen fugle kunne høres, og det var kun de allerstærkeste solstråler der formåede at trænge igennem den tætte klynge af trækroner, der lignede skovens egne skyer.

Hver gang Louis besøgte dette sted, blev han overrasket over hvilken uendelig tidløshed, der herskede over skovens indre.

Det tog ham ikke længe at nå frem til det lille hus i skoven. Allerede et stykke væk derfra, kunne han høre lyden af børn der grinede. Det fik et smil til at vokse på hans eget ansigt, og han mærkede hvordan hans krop automatisk begyndte at slappe af. Nogle gange følte han sig mere hjemme her, end på det slot hvor han var blevet født.

”Louis!” kaldte en spinkel stemme, og den unge konge blev straks revet ud af sine tanker. Han løftede hovedet og fik øje på stemmens ejer, en lille pige med et virvar af brune krøller og store, grønne øjne.

”Cassie!” svarede han ivrigt, og svingede sig ned fra sin hest. Han så muntert til mens den lille pige ignorerede ham og straks satte kursen mod hingsten, der tårnede sig op over hende. Cassie stoppede foran Louis og smilede forsigtigt. ”Må jeg godt klappe Ercan?” spurgte hun genert, og hvis ikke Louis havde kendte hende siden hun var et par måneder gammel, var han måske blevet narret af hendes skuespil. Han sagde ikke noget, men det drillende glimt i Cassies øjne fortalte ham, at hun udmærket var klar over, at han ikke faldt for hendes tricks.

”Selvfølgelig,” sagde han blot. ”Bare vær forsigtig.”

Cassie sendte ham et sigende blik, og inden hun nåede at sige noget, løftede Louis hænderne i en undskyldende bevægelse. ”Okay, okay, lille frøken. Jeg ved godt, at du altid er forsigtig. Klap du ham bare.”

Den unge konge undertrykte et bredt smil, da Cassie beslutsomt lagde en lille hånd på hestens brede hals. ”Goddag,” sagde hun, som talte hun til et menneske. ”Er du træt i benene? Det ville jeg være, hvis jeg havde gået så langt som du sikkert har.”

Louis trådte til side og lod Cassie snakke med Ercan i fred. Den loyale hest var både alt for veltrænet og erfaren til at stikke af. Desuden var Louis var sikker på, at det store dyr elskede Cassie lige så meget, som hun elskede ham.

En skikkelse viste sig i døren til huset, og Louis vendte blikket mod den ældre kvinde, der trådte frem. Hun var en kvinde lidt over sin bedste alder, med venlige, grå øjne og smilerynker omkring munden. Hendes brune hår var sat op i en løs hestehale, og hun var iført et forklæde der havde set bedre dage. Da hun smilede, strålede hendes øjne af glæde.

”Louis,” hilste hun, præcis ligesom Cassie havde gjort det. ”Det er længe siden, vi har set dig på disse kanter.”

Selvom hendes stemme var blid, fik ordene alligevel Louis til at bukke hovedet i skam. ”Theresa,” begyndte han straks. ”Jeg har haft så travlt, du ved jeg var kommet før hvis det –”

Kvinden, Theresa, holdt en hånd op. ”Tag det roligt, fjollede dreng. Jeg ved godt, at dit job er meget krævende. Hvordan går det forretningen?”

Louis trak vejret dybt. Her i midten af skovens uendelige hav af træer, anede hun ikke, at hun stod foran sin konge. Han havde ikke i sinde at fortælle hende det, medmindre det blev nødvendigt. Det var længe siden, at han havde haft et sted hvor han bare kunne være Louis, og ikke bare sin titel.

”Fint, fint,” svarede han henkastet. ”Jeg kommer lige fra et møde med en handelsmand, så du må undskylde hvis jeg forstyrrer. Jeg havde bare brug for at komme lidt væk fra mine tanker.”

Han grinede let af sig selv, og Theresa rystede på hovedet med et smil. ”Du arbejder for hårdt. En af dagene falder du død om.”

Louis tvang sig selv til at le, selvom noget koldt stak ham i brystet. Hun anede ikke hvor virkelig en risiko det var for ham.

”Så lad os håbe, at det ikke sker lige foreløbig!” smilede han kækt, og Theresa gik hen og slog ham let på armen. ”Selvfølgelig sker det ikke, du er for klog til at arbejde dig selv ihjel,” sagde hun, og han så smilende på hende. ”Du overvurderer mig, Theresa.”

Den ældre kvinde himlede med øjnene, men hun havde et bredt smil malet på sine læber. ”Man skulle ikke tro, at du er en voksen mand, Louis. Nogle gange tror jeg, at du ikke er en dag ældre end Tristan.”

Det ukendte navn fik Louis til at se forvirret på hende. ”Tristan?” spurgte han, og Theresa nikkede med et bedrøvet smil. ”Ja,” svarede hun let, men hendes øjne var trætte. ”Han er den nyeste.”

”Theresa –” begyndte Louis, men hun holdt en hånd op. ”Jeg vil ikke høre det. Hvis du så meget som tænker på at fortælle mig, at jeg skulle have ladet ham ligge, så kan du lige så godt spare energien.”

Theresas grå øjne var skarpe, og hendes muntre smil var gledet væk og blevet erstattet med et bestemt udtryk. Louis havde kæmpet mod riddere og set dem i øjnene uden at frygte det mindste, og nu fik Theresas nådesløse blik ham til at synke en klump.

”Du kender mig ikke, hvis du tror, jeg ville sige det. Jeg bekymrer mig bare, Theresa. Det er vidst ikke kun mig, der burde lægge arbejdet på hylden af og til.”

Theresa sukkede. ”Det er ikke mit job, Louis. Det er mit liv. Hvis jeg ikke tager børnene ind, hvem gør så? Deres forældre har forladt dem. De fortjener et godt hjem og et bedre liv, end dét deres forældre har givet dem chancen for.”

Louis nikkede. ”Jeg forstår,” sagde han stille. ”Men du må ikke glemme at passe på dig selv. Desuden kan det umuligt være nemt at holde så mange maver mætte.”

Theresas blik fangede hans. ”Jeg gør hvad jeg kan,” svarede hun tungt. ”Mere kan jeg ikke.”

Den unge konge lagde en hånd på hendes skulder. ”Du gør et fantastisk stykke arbejde, Theresa. Jeg vil bare hjælpe.”

Theresa begyndte med det samme at ryste på hovedet. ”Jeg vil ikke have dine penge, Louis. Du har arbejdet hårdt for dem, og jeg vil ikke skylde dig noget.” De havde diskuteret dette emne mange gange før, og Theresas svar fik Louis til at sukke opgivende.

”Tag det som en gave for gammelt venskabs skyld,” bad han. ”Er der virkelig ikke noget, du kan bruge dem på? Er der ingen af børnene, der trænger til noget nyt?”

”De mangler ikke noget,” svarede Theresa skarpt, og først da opdagede Louis, at han ikke havde tænkt, før han talte. Det var en egenskab, han besad.

”Undskyld, Theresa. Jeg ved, at børnene elsker at bo her, og at du gør alt for at give dem det bedste liv, de kan få. Men hvorfor vil du ikke lade mig hjælpe? Der er ingen grund til at du skal lide, fordi du har et hjerte af guld.”

Han tog hendes hånd. ”Bare tænk over det. Og hvis der er andet jeg kan gøre, så fortæl mig det. Du ved, at jeg står i gæld til dig.”

Theresas øjne var fulde af følelser, da hun så på ham. ”Du skylder mig intet, Louis. Enhver venlig sjæl ville have hjulpet dig, da du faldt af hesten.”

Louis smilede. ”Og enhver venlig sjæl ville hjælpe en gammel ven, hvis de kunne.”

Endnu et blidt slag ramte ham på armen. ”Du er en stædig dreng,” skældte Theresa, men hendes smil stod i skarp kontrast til de drillende ord. ”Kom med indenfor og mød Tristan, Cassie skal nok holde din hest med selskab. Desuden har Rani savnet dig, og Alec bliver ved med at tale om at lære at bruge et sværd.”

Louis kastede et blik bagud, hvor Cassie havde taget fat i Ercans tøjler og førte den store hest rundt i et mønster, Louis var for fantasiforladt til at kunne gennemskue.

”Så lad os,” smilede han, og fulgte Theresa ind i huset.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...