7 billion smiles and your is my favourite

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 aug. 2016
  • Opdateret: 25 aug. 2016
  • Status: Igang
Da den 16-årig Kayce flytter fra England til Australien med sin mor, møder hun den charmeren dreng på den anden side af væggen, men er han mere end bare nabodrengen?

0Likes
0Kommentarer
90Visninger

1. Nabodrengen

”Velkommen til vores nye hjem skat.”

Min mor tog nøglerne ud af låsen, og åbnede døren til vores nye lejlighed. En glad følelse kørte igennem mig, og jeg kunne ikke holde det tilbage mere. Jeg skreg og løb med det samme ind i den tomme lejlighed. Hælene fra mine slidte Dr. Martin sko lavede en høj og øredøvende ekko lyd, så jeg besluttede mig at smide dem i entréen og derefter udforske resten af lejligheden. Og som om lyden fra mine sko ikke var høj nok, kom min mor ind på det knirkene trægulv. Jeg kiggede forskrækket over på hende, og hun kunne også godt selv se at jeg havde en grund til jeg tog skoene af. Hun stod selv og bed tænderne sammen, selvom det jo ikke hjælper.

”Jeg tror vidst at vi tager skoene af i huset her, ” grinede hun og stillede besværligt den taske hun havde taget med op, nede fra taxaen. Jeg nikkede enigt og mumlede stille ”Jaer.”

Med fødderne skubbede jeg mine sko ind til siden og begyndte at gå længere ind i lejligheden, men min mor nåede lige at stoppe mig.

”Jeg går ned og henter vores sidste kufferter i taxaen, og så kommer jeg tilbage og ser hvilket værelses du har valgt, okay?” Jeg nikkede hurtigt og kiggede på de mange døre og åbninger bag mig. ”Flyttebilen kommer i morgen eftermiddag, så når du kommer hjem fra skole kan vi indrette og finde udad hvad vi nu mangler. Så vi må sove på luftmadrasser i nat, men det er da ikke et problem vel?”  Jeg rystede på hovedet og vinkede til hende, da hun gik ud af døren og ned af trapperne.

Jeg tog en dyb indånding og begyndt at give mig selv en peptalk.

”Okay Kayce. Nyt hus. Ny by. Nyt land. Ny skole. Og ikke mindst nye mennesker. Det skal nok gå K. Bare smil, hver glad og positiv,” tænkte jeg højt og kørte min hånd i en lige linje som en eller anden skuespiller der skulle sætte sig ind i sin rolle.

”Eller bare vær dig selv,” grinede en stemme der tydeligvis tilhørte en dreng. Jeg vendte mig om og jeg stod ganske rigtigt ansigt til ansigt med en dreng omkring min alder. En blanding mellem lyst og brunt hår og blå øjne. I takt med at han gik tættere på mig, gik jeg længere væk. Han grinede af min barnlige opførelse og rakte hans hånd ud. Men jeg var lammet. Skiftevis kiggede jeg på hans hånd som en anden hulemand der var tøet op efter hundrede år i en isklump, god damn it’s globale varmning.

”Det er meningen du skal tage min hånd og sige goddag til din nye nabo,” svarede han og igen rakte mig sin hånd. I forvirring løftede jeg et øjenbryn. Ham? Som min nabo? Ja tak du. ”Lad være med det der,” sagde han og løftede selv et øjenbryn.

”Med hvad?” Spurgte jeg med en fornærmet tone med krydset arme og et bitch ansigt på. Igen grinede han og nikkede som et tegn ned på sin hånd, der stadigvæk ventede på blive mødt af min. Min mund formede en streng og jeg tog den.

”God pige K,” sagde han og tog sin hånd tilbage. Igen løftede jeg et øjenbryn og havde et forvirret ansigtsudtryk.  ”Hvad? Det der dit nye kælenavn. Om du kan lide det eller ej. Jeg er helt og aldeles ligeglad,” sagde han med et selvfedt smil smørret i ansigtet.

Vi stod i lidt stilhed, før at jeg kunne høre min mor kalde på mig nede fra entréen.

”Kayce søde, kan du komme og hjælpe mig, her er så mange tasker og ting. Jeg kunne godt bruge et par hænder mere,” råbte hun sikkert men fra her oppe var det bare en lav stemme.

Jeg rullede øjne over mod nabo drengen, jeg stadig ikke kendte navnet på og råbte tilbage til min mor.

”Kommer!” Jeg prower-walkede over til trappen og løbe stille ned ad den. Inden jeg var kommet til bunden opdagede jeg, at drengen fulgte efter mig ned ad trapperne. Vi gik ned til min mor der var blevet forladt med alle taskerne alene, for taxaen udenfor manglede.   

”Tak søde, du kan tage den halvdel og jeg tager…” Da hun, med øjnene, kørte henover mig opdagede hun drengen bag mig, rømmede hun sig og rakte sin hånd ud. ”Hejsa, du må være naboen, ikke sandt?” Drengen nikkede og tog imod hånden. ”Jeg er Kayce’s mor, Karen Brewer, men du kan bare kalde mig Karen.” Han nikkede og tog sin hånd tilbage. Min mor sukkede og kiggede på alle taskerne og lavede, ligesom mig tidligere, en streng med sin mund. ”Som du kan se har vi lidt meget bagages med, og vi kunne godt bruge en stærk ung mand som dig til at hjælpe. Altså hvis du nu havde tid?”

Oh god.

Det sagde hun ikke lige, vel?

”Mor!” udbryd jeg før at han kunne svare. ”Du er så underlig,” mumlede jeg og kiggede flovt ned i gulvet. Hun kiggede forvirret på mig og kiggede så over på drengen, som stod med hænderne i lommerne og tippede frem og tilbage.

”Børn nu til dags. De sætter ikke pris på deres forælders venlighed, men hvis det hjælper så har jeg i det mindste ikke vist ham billeder af dig, som lille med Nutella i hele hovedet,” grinede hun og tog et par tasker i hænderne. Jeg kiggede truende på hende, da hun besteg de mange trapper. Drengen tog også et par tasker og begyndte at gå op ad trapperne lige bag min mor.

”Du vover!” råbte jeg og kiggede opad de mange trapper, for at se hvor langt hun var nået op. Hurtigt tog jeg resterne af taskerne og løb i maraton tempo op ad de helveds mange trapper. Udover lyden af min prusten, kunne jeg høre min mor og drengen snakke sammen og det fik mig til at løbe hurtigere op ad trapperne. Da jeg kommer op til vores dør stod de og snakkede i entréen. De kiggede begge to på mig, men uden at stoppe deres snak.

”… Men hvis det var noget ville vi da gerne invitere dig og dine forældre over til middag i aften,” smilede min mor til mig og ventede på jeg ville sige noget.

”Øhm… jo kom da endelig over til pizza på gulvet, siddende på puder og en sodavand,” mumlede jeg og kiggede på min mor med sarkastiske øjne. Hvilket må have været sjovt, siden at han begyndte at grine og smile.

”Det vil jeg da meget gerne,” smilede han hånligt over til mig.

 Efter lidt over en time bankede det på døren og min mor åbnede den. Her fra hvor jeg stod kunne jeg ikke helt høre hvad de snakkede om, men de snakkede tydeligvis. Jeg havde valgt ikke at gøre noget ud af mig selv, da vi alligevel skulle sidde på gulvet og spise pizza.

”Kayce, kommer du søde?” Jeg sukkede og gik ud fra det der skulle blive min mors værelse, og hvor vi skulle tilbringe natten. Da jeg kom ud i entréen var det kun min mor og drengen der stod der.

”Hejsa,” sagde han og smilede akavet til mig. Jeg vinkede tilbage og sendte min mor et forvirret blik. Boede han for sig selv?

”Jeg kan ikke læse dine tanker, men jeg kan læse dit ansigt. Ja. Jeg bor alene. Og ja jeg har det fint med det,” sagde han og lavede et ansigt der lignede den emoji der ikke rigtigt har mere at sige.

”Men i må jo være sultende, det er jeg i hvert fald,” smilede min mor og klappede hænderne sammen, og hun gav tegn til at vi skulle følge efter hende ind i stuen. ”I tager bare plads.”

Jeg nikkede og satte mig på min pude og følgende satte drengen sig også.

”Luke,” sagde han og gav mig hånden. Jeg tog imod den og sagde mit navn. Han grinede og svarede. ”Det ved jeg da godt.”

Jeg gispede og tog en hånd til hjerte og sagde overdrevet.

”Tænk at han huskede mit navn. Gips. Sikke et sweetheart” han grinede af min kommentar og smilede et sødt smil.

Jeg fik vidst ikke helt fortalt hvordan han så ud. Altså, han havde hullede bukser, tanktop og en piercing i den nedester læbe. Bare hvis han lyttede til musik, var han lige min type.

”Så hvorfor flyttede i fra England?” Jeg rynkede mine bryn, og undere mig over hvordan han vidste at vi var fra England.

”Hvordan?”

”Hold op. I lyder ikke lige frem Australske eller Amerikanske og I snakkede ikke på et andet sprog. + du lyder som en eller anden dronning fra Oxford.”

”Wow… Både køn og klog. Sikke en fangst” Han rystede på hovedet og grinede stille for sig selv. Han mumlede noget som jeg ikke var helt sikkert på hvad var. ”Hvad?” Han åbnede munden og skulle til at sige noget, men blev afbrudt af min mor der kom med tog pizza bakker, en stor Coca-Cola flakse og tre kopper.

”Håber i er sultne,” sagde hun og satte sig på gulvet og delte kopperne ud.

Luke lænede sig over til mig og hviskede mig i øret.

”Jeg skal nok fortælle dig det senere.” Han hviskens ville have gjort mig blød i knæene hvis jeg stod op, men i stedet begyndt jeg at rødme, det var tydeligt siden at mine kinder føleset varme.

Akavet.

”Så Luke, hvilken skole går du så på?” Både mig og Luke kiggede på min mor da hun spurgte. Han slugte det sidste pizza og svarede på spørgsmålet.

”Den lokale, altså den der ligger midt i byen,” min mor nikkede, som sædvanligt, mens han snakkede. Jeg sad bare selv og ønskede at vi havde nogle klasser sammen. 

”Ej hvor sjovt, det er nemlig der hvor Kayce skal gå, så kan du jo vise hende rundt. Det vil også giver jer to en chance får at komme til at kende hinanden lidt bedre. Det var da pudsigt, hvis i også skal have klasser sammen. Hvilken linje tager du?”

Det er min mor alle sammen! Tro mig jeg elsker hende med hele mit hjerte og vi har gået i gennem ild og vand sammen, men hun er altså meget pinligt. Men det er alle forældre vel? Luke kiggede over på mig, og smilede med et meget forstående smil. Han vidste godt at jeg var pinligt berørt over min mor, hvilket også var tydeligt i forhold til farven i mine kinder.

”Cool, du er vel ikke også Sophmore?” Jeg nikkede stille og skubbede puden længere ind under min mave. Jeg lå i en meget underlig stilling, hvilket ikke hjalp på denne situation.

”Det var da alt for morsomt…” Så må du squ da være den eneste der griner her, for der er så stille at man ville kunne høre en nål falde til jorden, men Luke var forstående og lod der ikke være stilhed.

”Jeg tror du vil passe godt ind i vores gruppe, men nok om mig, jeg vil gerne vide lidt mere om dem Miss. Brewer”

”Kald mig bare Karen,” sagde hun og gav ham et sukker sødt blik. Jeg vidste at min mor ikke ville holde op med at bringe ham op i hver eneste samtale. Luke gav mig et hurtigt blik og jeg formede ordene ’Thanks you’. Min mor begyndte at snakke og jo mere hun snakkede, jo mindre fulde jeg med. I stedet lod jeg bare mine tanker tage over.

*

”Ha’ en god aften Luke, og så ses I jo i morgen.” Min mor lukkede døren og kiggede over på mig der stod lidt i baggrunden. ”Han var da meget sød,” sagde hun meget imponeret. Jeg nikkede træt hvilket er forståeligt efter den lange flyvetur og køretur. Klokken var også tæt på at være 23. ”Du må da invitere ham over!” Igen nikkede jeg bare og kløede mig i øjet. Jeg ville enlig bare gerne i seng og vågne op i morgen og gå i skole. Min mor gik over til mig og kyssede mig på panden. Så sagde hun, at hun ville gå ind og puste vores madrasser op, og gøre dem klar til at vi kunne gå i seng. Jeg gik direkte ind på badeværelset og tog min hår børste opad den papkasse, der stod ved siden af døråbningen. Jeg børstede mit lange krølle hår og tog min tandbørste op ad kassen. Ved siden af kassen stod der en flaske med vand, og fire krus som jeg kunne bruge til at samle det vand der ikke blev på tandbørsten. Hurtigt børstede jeg mine tænder og gik ud i den kommende stue. Min mor stod der allerede med et par tæpper og en pude til mig.

”Så må du vælge dit værelse.” Hun rakte mig tæppet og puden, og lod mig undersøge de to værelser. Jeg gik ind på det første og kiggede rundt. Ikke særlig stor og der var ikke rigtig noget lys herinde. Jeg rystede på hovedet og gik ind på det andet værelse i stedet for. Da jeg gik derind var det som kærlighed ved første blik. Det var stort men ikke for stort. Der var meget naturligt lys og en mellem stor altan. Jeg kaldte på min mor, og på 0,5 var hun inde hos mig med en luftmadras. Hun nikkede og begyndte at puste den op. Jeg gik ud på altanen og kiggede udover byen. Igen blev jeg trukket ud af mine tanker, da min numse brummede. Jeg tog min telefon op og tjekkede hvad der stod ved siden af Facebook tegnet.

 

*Luke Hemmings har sendt dig en venneanmodning*

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...