Med Alderdom Kommer Sygdom

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 jan. 2017
  • Opdateret: 25 aug. 2016
  • Status: Færdig
Dette er en kort novelle.

Handler om forholdet mellem en hjemmehjælper og en ældre mand.

Folks manglende medfølelse og medfølelsen der kort er til stede.

0Likes
0Kommentarer
108Visninger

1. ...

Jeg bevæger mig i et forhøjet tempo ind af porten til lejligheds komplekset. Jeg kigger rundt og mit blik fanger først intet andet end alle de triste lejligheder lige op og ned af hinanden. Jeg ved at jeg skal ind ad en af dem om meget kort tid. Jeg kigger på de få træer der står langs vejen hen mod trappen jeg skal op af til 1 sal. Træerne er alle sammen løbet mere eller mindre tør for blade og vinden gør et godt arbejde med at rive de sidste ned. Jeg får kuldegysninger da vinden også rammer mig. Efteråret er kommet tænker jeg, mens jeg rykker min skuldertaske lidt længere op på skulderen. Min taske er fyldt med alle mulige hjælperedskaber, som for eksempel lidt rengøringsmiddel, papir, en kuglepen og så nogle andre ting der kan være nyttige til denne opgave. Tasken er tung, tungere end den plejer at være, føler jeg i hvert fald. Jeg får noget i øjet som vinden har bragt med sig og er nødt til at stoppe nogle sekunder inden jeg går videre. Jeg trækker vejret dybt da jeg når til trappen og begynder derefter at gå op. Jeg er sent på den, så jeg når alt for hurtigt op på 1 sal. Jeg bevæger mig stille langs gangen inden jeg når nr. 6. Tallet seks hænger som et meget stort tal lige midt på døren, så man ikke kan undgå at være i tvivl om at her er nr. 6. Tallet er lavet af noget der ligner sølv, men jeg er ret sikker på at det nu ikke er det.  På postkassen ved siden af døren hænger et klistermærke som indeholder navnet Hr. Andersen. Jeg bruger lige nogle sekunder til at tage mig sammen inden jeg så vælger at ringe på dørklokken. Jeg ved godt at Hr. Andersen ikke åbner, men jeg behøver jo ikke ligefrem at vade ind i hans hjem. Jeg åbner døren da klokken er færdig med at ringe og kommer ind i en lille gang.

 

Lige da jeg har fået lukket døren og fået min jakke af trænger en underlig lugt op i mine næsebor. Jeg kan ikke finde en eneste ting der minder en smule om denne ud over sokker, beskidte sokker, der har ligget for længe. På væggen er der nogle knager og på gulvet et tæppe. Et enkelt billede af en dame hænger lidt længere væk og selvom jeg endnu ikke ved hvem denne dame er, så kan jeg se at han holder af hende. Billedet af hende er den eneste ting i hele huset han tørrer af, alt andet er støvet til, for det meste.

 

Hr. Andersen råber pludselig ude fra køkkenet af, som ligger til højre for mig. “Jeg er herude”. Hr. Andersen råber aldrig ubehøvlet, han råber kun for at informere en om noget, eller for at gøre opmærksom på at han er her.Jeg tror at hr. Andersen er meget ensom og jeg tror faktisk tit at han godt kan lide at jeg kommer. Jeg lægger endda nogle gange mærke til at han begynder at sidde lidt med hovedet, trist, når jeg går igen. Hr. Andersen sidder altid ude i køkkenet når jeg kommer og nogle gange tænker jeg over om han kun sidder der og bare sidder, for hans stue virker altid så uberørt. Jeg bevæger mig ind i køkkenet hvor at duften jeg møder der, er duften af en dejlig gryde med varm suppe, endda min yndlings suppe. Jeg ser at gryde står over på komfuret og jeg tænker med det samme at det er hvad jeg vil have til aftensmad. Køkkenet er rimelig småt og hr. Andersen sidder ved et lille bord med to stole. Bordet er et slidt træbord som man kan se har eksisteret længe, mens stolene vist ikke er så gamle igen. Hr. Andersen stol har en pude, fordi det er for hårdt for ham at sidde uden.

 

Jeg kigger over på Hr. Andersen som sidder i sin slidte sweater som han elsker så højt, nogle cowboybukser og sutsko. Hans hår, det han har tilbage af det, er gråt. Hans øjne virker tunge, men er grønne som en sommereng. Hans næse er bred og stor og hans mund er smal og tynd. Hr. Andersen kæmper med at holde skeen lige, men det lykkes ikke så godt. Hr. Andersens hånd ryster sådan på grund af en sygdom han har, som jeg faktisk ikke helt ved hvad hedder. Det eneste jeg ved er at man kan få medicin for det og den er alt for dyr, især for hr. Andersen.  “Skal jeg hjælpe dem?” Spørger jeg og sætter mig ned ved siden af ham på en stol. Hr. Andersen ligger skeen fra sig, “Du er så sød min pige, at du hjælper sådan en gammel mand som mig..” svarer han, men bliver afbrudt af en voldsom hosten fra ham selv. Jeg tænker straks på alle de cigaretter han ryger om dagen og kigger på askebæret som jeg ved han lige har tømt inden jeg kom. Hr. Andersen ved at jeg ikke kan tåle røgen og ikke kan lide lugten og tager hensyn selvom han ikke behøver. Jeg tager let skeen med suppe op af skålen, puster et par gange og mader så Hr. Andersen. Vi sidder sådan i nogle minutter inden han laver et tegn med hånden til at nu vil han ikke have mere.

Jeg lægger skeen i skålen og går hen til vasken for at vaske den op. Suppegryden stiller jeg i køleskabet så han kan tage noget mere senere eller imorgen når jeg kommer igen.

 

Hr. Andersen kan godt lide at fortælle historier om da han var ung, så det lader jeg ham gøre og sidder imens ved siden af og lytter. I dag vil Hr. Andersen fortælle om da han mødte sin kone. Jeg går hurtigt ud fra at kvinden på billedet så må være hans kone. Da vi kommer længere ind i historien som han ved er nødt til at være kort på grund af tidspres, fortæller han at kvinden ude på billedet er hans datter. Jeg smiler venligt og tænker på at jeg aldrig har hørt om hende før, måske er de to uvenner lige nu, men da Mr. Andersen så begynder at hænge med hovedet og holder sig selv for øjnene, tænker jeg at de måske ikke bare er uvenner. “Hun døde af kræft” siger Hr. Andersen pludselig ud af det blå og sætter sig ordentligt op igen. “Hun blev kun 26 år…” fortsætter han så og der bliver pludselig en meget sørgelig stemning. “Du er 26 år ik?” spørger Hr. Andersen mig så og jeg nikker som svar. “Du minder meget om min datter”. Jeg kigger ned i bordet da jeg ikke er sikker på hvad jeg skal svare.

 

Efter lidt tid i stilhed rejser jeg mig op. “Det er tid til at gå…” mumler han. Jeg nikker og kigger på uret. Jeg samler mine ting, siger farvel og går derefter ud af døren.

På vej ned af trappen tænker jeg hr. Andersen og at jeg synes det er synd for ham at han er syg. Jeg synes det er trist det med hans datter og prøver at forstå det han sagde til mig. På vej hen til porten, da jeg er kommet ned af trappen tænker jeg på at jeg skulle købe suppe på vej hjem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...