En slags eventyr

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 aug. 2016
  • Opdateret: 25 aug. 2016
  • Status: Igang
Dette er en historie, hvor jeg har prøvet at beskrive de oplevelser jeg har haft omkring at skrive og de følelser det har bragt med sig. Det, der er lagt op her er et råt udkast, som en dag for nogle år siden bare væltede ud af mig . Jeg har en plan om at redigere det en dag, da der er nogle dele jeg ikke er elt tilfreds med endnu.

0Likes
0Kommentarer
15Visninger

1. Hele historien

For flere år siden mødte jeg en pige. Hun var fuld af denne uforgængelige tro på sig selv og sine evner som kun børn kan være. Det kunne ikke ses på hende til hverdag, hvor hun var stille og tilbagetrukken, men fik man først åbnet munden på hende, stod den ikke stille igen. Når man talte med hende, kunne man mærke, at her der var en pige, som ville noget med sit liv. Det var svært at sige præcis hvordan hun ville gøre det, men hun havde en klar drøm at gøre indtryk på omverdenen. Måske ikke direkte i sin levetid, men hun havde uden tvivl en drøm om – og en tro på, at hun skulle huskes i sin egen eftertid. Hun kunne ikke selv sætte ord på det, men hun blev ved med at vende tilbage til ordene og den måde de fik hende til at føle sig levende, når hun bevægede sig ind i deres univers. Hun glemte tiden, sagde hun. Hun glemte, hvem hun var og de problemer der opfyldte hende. Det var som blev hun en del af noget større og derved mistede sin form. Nogle gange mente hun ikke engang at hun fandt på de ting hun skrev. De kom bare til hende, lod sig sive ud i alle hendes lemmer og fyldte hende op, kun for at bruse ud af hendes væsen og lande på papir. Hun var 10 år dengang.

 

Da hun først havde opdaget denne susende fornemmelse det gav hende at skrive, slap drømmen om en dag at blive forfatter hende aldrig helt igen. Til tider listede den stille væk og gemte sig i baggrunden for problematikker der kunne føles større i øjeblikket, og til tider glemte hun endda drømmen lidt og lod den stå unæret i månedsvis. Men drømmen slap hende aldrig. Den holdt stædigt fast med sin lille krop, den ville ikke dø. Selv i de vintre hvor den ikke fik næring og hang hen som en lille visnet blomst, holdt dens rødder stadig fast. Og hver eneste gang viste det sig at dens vedholdenhed blev belønnet. For hver gang drømmen var blevet ladt alene, så vendte hun tilbage til den og følte sig atter i live. Denne følelse gav drømmen håb og næring. Hver eneste gang hun og drømmen hjalp hinanden undrede pigen sig over, at de ikke altid var sammen, for denne berusende følelse af at fjerne sig fra tid og rum, kunne intet andet give hende.

 

De første år efter hun og drømmen fandt hinanden, levede de tæt sammen og nærede hinanden. De fik råd til deres næring gennem en konstant bekræftelse af, at de var skabt for hinanden og at ordene væltede ud af pigens ærmer mere sikkert og elegant end ord gjorde hos andre. Det var gennem disse år at pigen udviklede en unik sans for detaljer i ordenes verden. Og det var i disse år pigen tog de første spæde skridt til at finde sig selv. Som du måske har gættet, så var ordene hendes lys og lygte.

 

Helt sig selv skulle hun ikke finde før mange år senere, for hun stødte ind i flere storme og savtakkede bjerge som slog hende ud af kurs. Og ligesom hun havde gjort i korte perioder tidligere, glemte hun nu drømmen igen, men i længere og længere tid. Og der var perioder, hvor hun ledte efter den, men ikke kunne nå den. I disse perioder var hun meget ulykkelig, for intet andet end ordene havde fået hende til at føle sig i live. Og hvis det susende liv var væk, så var hun vel selv forsvundet.

 

Den første storm kom kun tre år efter hun lukkede drømmen ind og lod den tage bolig hos sig. Hun støttede sig så meget op ad den i de tre år, at de efterhånden syntes uadskillelige. Hun så den som en del af sig selv og blev defineret af den. Hvad andre syntes om hende måtte de selv om. Hun havde sin drøm, og selvom hun ikke talte om den, så vidste alle at hun havde den. Specielt stemningsfulde digte banede sig vejen frem fra hendes hånd. Hun udviklede hurtigt en metode til at skrive digte som havde en helt fast opbygning og rytme, og hun kunne påpege hvilke ord, der havde været de rigtige at bruge i andres. Hun læste dag og nat, hvis da ikke hun skrev. Gennem denne periode blomstrede hun op. Hun blev mindre genert og kunne snart dele med andre, hvad hun havde skrevet. Hun gav sig i kast med nye opgaver og digte hun ikke kunne lide, kun for at se, hvad det kunne give hende. Under disse forsøg lærte hun analysens væsen at kende.

 

Hendes passion voksede og voksede og hun nød hver en chance hun havde for at gribe til pen og blæk.

 

Flere år senere mødte jeg igen pigen. Hun var stadig stille og smuk. Men det målsatte blik og den tro hun havde båret i sit bryst, den var væk. Hun længtes efter sin drøm, men hun kunne ikke finde den. Hun vaklede rundt og drømmen var tæt på at give op. Den lå begravet under de tykke grene og sten, der var væltet ned over den i stormen. Hun følte sig helt fortabt. For drømmen var jo blevet en del af hende, en del der nu var forsvundet. Der var lukket for den vej, hvor ordene før havde bevæget sig frit og i stedet havde tomheden taget bolig deri. Hun levede og trak vejret og hun kunne smile og le. Men hun kunne ikke længere føle den lykke, som hun tidligere havde kendt – den der opstod når hun lod hånd føre pen. Hun var langt fra den pige jeg havde mødt et par år tidligere. Selvom der altid havde hersket en sælsom sorg bag hendes øjne, kunne den ikke måle sig med den, der nu lå på deres rand.

 

Tidligere havde hun mere mindet mig om et birketræ, tynd og slank, men ikke mindst bøjelig. Hun havde været blød, men i stand til at bruge sin blødhed til netop at forme den omkring alt ondt, der kunne ske hende i verden. Sådan var hun. Umulig at knække, men let at forme. Den pige jeg så foran mig nu, var som et træ, der ikke havde fået vand i en vinter, på nippet til at visne og knække. Jeg spurgte hende hvad der var sket, men ingen ord undslap hendes læber. Hun kiggede bare på mig med en alvor, der langt overtrådte den, en pige på hendes alder bør kende. Og alvoren begyndte at fylde hendes krop som tidevandet trækkes op af månen. En enkelt tåre trillede ned ad hendes kind og hendes øjenbryn bukkede sig uvilkårligt sammen som hos den, der er ulykkelig. Det var ikke mange ord jeg fik ud af hende, selvom jeg brugte dage på det. Men de ord som dukkede frem var fyldt med vrede og foragt. De var fyldt med fortvivlelse og spørgsmål. Selv små glimt af had dukkede op hos den milde pige.

 

Jeg fik en følelse af at hun febrilsk prøvede at finde noget med de ord hun sagde. Men jeg nåede ikke videre end at hun følte tomhed og længsel efter at føle. Hun ønskede at sætte ord på tomheden, men tomheden kan ikke beskrives så let som smerte og glæde. For selvom hun kunne mærke, hvordan tomheden fortærede den del af hende, der var blevet så frodig og stærk, så kunne hun ikke stoppe den. De onde ting der måtte være gjort mod hende, havde lammet hendes lykkelige drøm, så den lå i dvale. Og det var derfor hun ikke kunne finde den, selvom hun kaldte og kaldte. Det måtte helt bestemt være drømmen hun ledte efter. Men præcis hvorfor den var blevet knust kunne jeg ikke finde ud af, selvom jeg prøvede med al min tålmodighed. Hun levede dog, hun åndede. Men hun var ikke nogen. Kun en tynd og næsten gennemsigtig skal af den pige jeg så tre år tidligere.

 

Dette møde havde tynget mig og jeg gik derfra med sorg i sind. Jeg grublede længe over, hvad der mon var hændt hende helt præcist og hvad der kunne have gjort hende så fuldstændig blind for sit talent. Jeg var bange for at det var væk og var dødt. For burde talentet og drømmen ikke have formet hende gennem enhver forhindring i hendes liv? Hvis blot jeg kunne have set det landskab hun ikke kunne beskrive, så kunne jeg måske have gjort noget ved tomheden. Men jeg kunne ikke gøre noget nu. Det var for vanskeligt at bevæge sig af sted.

Få år senere så jeg hende igen. Hun smilede da jeg spurgte til drømmen. Den fandt hende til tider, og da følte hun sig levende igen, selv når hun beskrev sit mørke. Men tomheden eksisterede stadig og havde bidt sig fast i hendes drøm, det kunne jeg mærke. For ingen ord sprang af hendes læber og hendes pen så hurtigt og frodigt som første gang jeg så hende. De sprang dog med en vis maner, de sprang som hjorte i flok. Hun havde det bedre og var på vej mod sit birkejeg, det som jeg så, da første gang jeg mødte hende. Der var et glimt af håb i hendes øjne, men jeg kunne ikke undgå at bemærke hendes dybe rynker i panden. Selv ikke sidste gang havde hun haft dem.

 

Jeg blev nødt til at nå ind til hende og høre, hvad der var hændt. At hun sank en klump, var tydeligt, men hun følte ikke den tunge tomhed hvile i sit bryst lige nu. Det her var en mere håndgribelig sorg. Hun var blevet ældre, ikke bare lidt, men mange år. Endnu en flig af hendes dybe tro på det bedste var slået væk. Hendes hjerte havde været brast, men det havde ikke knust hendes drøm. Det havde snarere vækket den lidt til live igen. Man kunne næsten fornemme, hvordan den ulmede under hendes bryst. Så tænkte jeg, at nu kunne jeg spørge ind til, hvad der havde fået dækket hendes drøm til så længe. Hun blev stille igen, og gløden jeg før havde fornemmet, slukkedes ligeså stille. Og pludselig sad hun foran mig som hun havde gjort sidst. Intet håb, men utrolige mængder tomhed. De samme spørgsmål som havde brændt sig på sidst vågnede i hende og det var tydeligt at drømmen igen kæmpede for at komme til orde. Hun var igen fortabt. Det var kun hendes nyeste ulykke, der fik den lille glød til at ulme svagt.

 

Jeg fik lov til at læse hendes digte og historier, hvis bare hun måtte kigge mig over skulderen. Jeg havde ikke noget valg, selvom jeg egentlig helst ville have læst dem alene. Hun blev ved med at sidde bag mig og udstødte nu og da små hulk, andre gange fyldtes hendes øjne med tårer, men det værste var nu når tomheden overmandede hende og tog hende i sin magt. Det var ligeså tydeligt på papir som det var i vores virkelighed, for hver gang stoppede ordene midt i en sætning og ville ikke skrive videre. Hver gang dette skete, havde hun prøvet at finde på noget eller prøvet at beskrive hvad det var, der var hændt dengang. Så selvom hun var blevet stærkere, var hun ikke tilbage til sit gamle jeg. Der var stadig noget, som var knækket og hun ledte stadig magtesløs efter sin drøm.

 

Hun havde dog imidlertid fundet nye drømme, men ingen formåede at vokse sig så stærke som den første. Alle fik tag i hende en periode, men alligevel følte hun sig mest af alt i live når hun en sjælden gang fandt sin første drøm og sammen med den arbejdede på at finde sig selv. Nogle gange følte hun, at når hun var sammen med sin drøm, så havde hun fundet sig selv, og hun behøvede ikke mere lede. Men så kom hun altid i tanker om verden udenfor og den verden der engang havde været, og hver gang blev drømmen igen sendt i skjul. Og hver gang den blev skjult for hende, følte hun sig fortabt.

 

Der gik nu yderligere nogle år, og endelig begyndte drømmen at føle sig stærk nok til at rejse sig. Den vågnede langsomt til live, let omtumlet, men overbevist om, at den måtte have fat i hende. Den begyndte at kravle op mellem det stormhærgede landskab den lå skjult under. Den begyndte at forstå, at den ikke skulle være knust, men at den i sin dybeste og inderste form hørte til hos den nu unge kvinde. Den forstod, at det var den, der måtte hjælpe hende. Det var drømmen, der måtte ud og finde de ord, der kunne besejre den tomhed som andre engang havde sået i hende. Den forstod, at med ord måtte onde ord bekæmpes. Drømmen forstod nu, at den ikke havde været stærk nok til det angreb den engang havde været udsat for. Den så lysende klart for sig, hvordan angrebet havde kastet tomheden direkte mod den og næsten henladt den i ruiner. Den så, hvordan det uskyldige væsen den holdt med, ikke havde været stærkt nok til at kaste det af igen. Og den så, at den selv havde været for spæd til at hjælpe pigen i sin kamp.

 

Den unge kvinde, som jeg mødte i dag kan stadig føle tomhed. Men tomheden og fortvivlelsen er nu ligeså stille ved at blive overmandet af den handlekraftige vrede, mens klarsynet ligeså stille begynder at vise sig i horisonten. Det er mit håb, at den unge kvinde og hendes drøm må finde hinanden og sammen uskadeliggøre tomheden ved at gøre hendes væsen smidigt igen. Det er mit håb at ord må flyde fra hendes læber og pen, for uden dem bliver hun aldrig hel. Det er mit håb, at hun og drømmen ikke bare må leve side om side, men i en uadskillelig symbiose. For da vil tomheden forsvinde helt og den pige jeg mødte, for snart så mange år siden, vil stå lysende klar igen. Bare stærkere.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...