Det føles forkert

Det er næsten ikke til at tro, at det virkelig er mig, der har oplevet det her. Og at jeg har overlevet. At jeg er her nu. 

Den sætning kørte rundt i mit hovede. Burde jeg snakke om det, det havde været forfærdeligt. Og at bøvle med det alene, var nok ikke en god ide. Skolepsykologen kiggede igen på mig. 

" Anastasia, nu har du gået her i over tre uger. Tror du, at du er ved at være klar. Vi tager det helt roligt. I ligepræcist det tempo du vil have det" 

Hun kiggede håbefuldt på mig. Jeg kunne ikke længere klarer smerten alene. Det vidste jeg. Men at dele det virkede forkert. Det havde været min kamp, og jeg havde overlevet. Hun virkede rar og jeg havde ondt af hende, men det her betød for meget for mig. Og hvis jeg fortalte de ville  hun først finde ud af hvor fuckt up jeg var. Jeg havde ikke brug for en skolepsykolog. Jeg havde brug for at spole tiden tilbage. Ændre en sætning, en beslutning, en ændring. Jeg ville tilbage i tiden, til før alt det her startede.