Det føles forkert

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 aug. 2016
  • Opdateret: 26 aug. 2016
  • Status: Igang
Anastasia er en pige som har været udsat for psykisk vold. I denne fortælling snakker hun om, hvordan hun ligger skjul på følelserne. Hun kigger tilbage på de ting der, på en eller anden måde virkede gode. Men ikke var det. Og om hvordan hendes syn ændre sig. Deltager i Fordi jeg elsker dig - valgmulighed 3

0Likes
0Kommentarer
91Visninger
AA

4. En del af noget

 

Næste dag var endnu værre. For istedet for at gøre det til et stort drama, havde hun lyttet. Men det var værre, for hun ignorerede mig. Og det var ikke engang kun hende, de gjorde det allesammen. På en dag havde jeg mistet alle mine veninder. Hvordan kunne det ske? Jeg skulle nok bare have tietstille. Så ville jeg da have haft mine veninder. Det undrede mig ikke at Melanie og Fiona fulgte Jasmine, men Marissa. Hvorfor lige hende, hun var som min søster. Og det var ikke til at forstå. Jeg passede måske ikke ind rigtig før, men nu var jeg da helt ude. Jeg havde ikke længere nogen at snakke med. Hele frikvarteret havde jeg bare læst, og gruppearbejde var med tilfældige fra klassen. 

 

***

 

Hele ugen havde forløbet meget ens. Ingen talte med mig eller interesserede sig for mig. Det var nyt, jeg holdte mig altid uden for problemerne. Derfor var jeg slet ikke vant til det her. Men den sidste uge havde vel ellers gået okay. Det var svært, men jeg stod nu ved min beslutning. Jeg nægtede at sige jeg havde taget fejl. For det havde jeg ikke. 

 

Her stod jeg klar til at møde dem, med opløftet hovede. Den her uge skulle nok gå fint. For hvad kunne de gøre. Jeg havde vænnet mig til den koldeskulder. Så hvad var deres næste træk, ingenting? Jeg kunne høre Jasmine og de andre snakke, men de stod nu også op af mit bord. 

 

"Vil i med i shoppingcentret i morgen?" Sagde Jasmine 

"Ja, det bliver så fedt" Selvfølgelig var det Melanie dr svarede først 

 

De snakkede vidre, men jeg lyttede ikke længere. Selvom jeg ikke ville, savnede jeg det. At være en del af noget. Vi havde haft så mange gode tider. Som dengang vi var til Marissas konfirmation eller som vi havde kaldt det konfi. Vi havde det så godt. Vi havde snakket, hygget og drukket shots. Det havde været perfekt, eller næsten. For i løbet af aften havde Jasmine ændret sig. Hun begyndte kun at snakke med Melanie og Fiona. Og når jeg prøvede at blive inkluderet, viftede de mig væk. De sagde at jeg ikke ville forstå det. Jeg kunne godt have været sammen med Marissa, hvilket jeg også var det meste af aften. Men hun havde også andre gæster. så faktisk var det ikke gået helt så perfekt. 

 

Faktisk var der mange ting, der ikke var så perfekte længere. Pludselig så jeg mine oplevelser med helt andre øjne. Dengang i skolen, hvor de havde fortalt min hemmelig til klassen. Vi havde siddet og lavet gruppearbejde alle fem. Og af en eller anden grund, kom det ligesom bare på banen. Inden jeg vidste af det, havde de sagt højt. Og da vi ikke var de eneste i klassen, spredte det sig til resten af klasen på nul komma fem. Så inden jeg vidste af det, vidste Ricky at jeg kunne lide ham. Og det blev ikke bedre af, at vi alle skulle til fest i weekenden. Jasmine og Melanie havde været ovre og tale med Ricky. Han havde sagt, at hvis jeg spurgte om kærester til festen, ville han måske sige ja. Jas og Mel var helt oppe og køre over det. Var jeg den eneste, som ikke kunne se det fede i det? Jeg hadede det pres, jeg var blevet lagt under. Jeg havde brugt timer på, at finde det rigtige tøj. Og så skulle håret også ordnes,so  skulle sættes op så det ligede en sløjfe.  

 

Da jeg trådte ind af døren til festen, var jeg nervøs. Alt sad fint. Mit hår var blevet pænt, og jeg havde endt op med en stram sort kjole. Med et par sorte højhælede selvfølgelig. Til gengæld hamrede mit hjerte på fuld drøn, skulle jeg spørger ham? Måske, måske ikke. Jeg kunne ikke lide følelsen af, at han vidste præcist hvor han havde mig. Ville det være best bare at tie stille? Det ville det sikkert, så ville jeg ikke blive ydmyget. Eller ikke mere end jeg allerede var. 

 

Festen var næsten slut, og den havde været forfærdelig. Hele aften havde ikke bare Jas og Mel presset på mig, men Ricky havde også.  Da vi skulle spille flaskehalsen, havde der ikke været plads. Så en skulle flytte hen til mig, gæt m´hvem der meldte sig. Ikke nok med det så sagde han ordret "Skal du ikke spørger mig om noget. Aften er snart forbi" Mine kinder var blevet knald røde, og jeg følte jeg skulle dø. 

 

Da aften sluttede, havde jeg ikke spurgt. Jeg tænkte dengang og i dag hvad der kunne være sket. Hvis jeg havde taget modet til mig og spurgt. Men sådan er det jo med valg. Enten griber man det, eller ikke. Selvom jeg havde været godt sur, havde jeg tilgivet dem efter et par dage. Hvorfor? Måske fordi jeg ville være del af noget. Og vidste at min mening, ikke ville bringe noget god. Det er nok derfor, jeg er sådan som jeg er nu. Jeg har gemt mig, og det skal man ikke. For da det så kom op, kom det eksploderende. Når jeg tænker på de ting de har gjort, kan jeg se det. Jeg kan se hvordan de udførte psykisk vold. De skadede mig, indvendig. Og derfor lagde jeg ikke mærke til det, eller ville ikke. For jeg ville være en del af noget, noget vigitgt. Men det skadede mig kun. 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...