Murder, she said

Please fortæl mig det her bare er et mareridt. Det må det være. Han er ikke sådan. Han ville aldrig gøre sådan noget. Aldrig. Det hele er bare et mareridt.

0Likes
0Kommentarer
81Visninger
AA

1. Murder, she said

Jeg satte i løb, mens tårerne løb ned af mine kinder. De kunne ikke stoppe, det var ikke muligt. Jeg tror aldrig de vil stoppe igen. Hvad var det lige jeg havde set, var det virkeligt?
Var det her virkeligheden? Please fortæl mig det her bare er et mareridt. Det må det være. Han er ikke sådan. Han ville aldrig gøre sådan noget. Aldrig. Det hele er bare et mareridt.
Mine ben blev ved med at løbe, uden jeg ved hvor hen. Jeg løb bare, jeg skulle langt væk. Væk fra det her levende mareridt. Hans øjne. De var ikke til at kende. Hvem var ham? Det kunne ikke være ham, det var ikke ham, det kunne det ikke være. Tårerne strømmer stadig ned af mine kinder, og med dem flyder min mascara.

Blodet, det så så virkeligt ud. Men det kan det ikke have været, det skal det ikke være. Kniven, den gik gennem ham, og han gjorde det mod ham. Nej det gjorde han ikke, for sådan er han ikke, det kunne ikke være ham. Min vejrtrækning er ikke til at styre. Alt er sløret som jeg løber gennem gaderne, med kun lys fra gadelamperne, som lyser vejen op. Jeg er helt alene, i dette forfærdelige mareridt. I det jeg løber over en kantsten falder jeg, slår hovedet i vejen. Alt bliver sort. Alt forsvinder, selv smerten.

Jeg vågner i et chok, med nåle i min arm, en underlig ting på min finger. Hvor er jeg, hvem er menneskerne omkring mig. Jeg trækker vejret hurtigt, jeg er bange. Tænk hvis han kommer efter mig nu. Jeg så det jo, eller det var jo bare et mareridt ikke? Alle stemmerne de fylder i mit hoved. Det er som om de bare ikke vil stoppe. Jeg bliver sindsyg! En eller anden lægger sin hånd på min arm, jeg begynder at skrige. Tanken om det kunne være ham, som tog fat i mig, og ville gøre det samme mod mig. Jeg tager mig til hovedet, lukker øjnene, prøver at slappe af. Men det er umuligt, menneskerne omkring mig råber, tager fat i mig. Ingen ro. Jeg skriger højt, og de tager alle afstand. Jeg tager mig til hovedet, begraver hovedet i mine hænder. Jeg hulker, alt er et stort mareridt. Hvad gør jeg, hvis han kommer efter mig. Jeg er helt alene, ingen ville kunne hjælpe mig. Han var den eneste der ville kunne have hjulpet mig. Han var mit liv, han er mit liv. Det hele er bare et mareridt jeg ikke kan vågne fra. Alt det her er ikke virkelighed. To store mænd tager fat i mig, jeg skriger højt. Tænk hvis de er med ham, de er her for at hente mig. Jeg gør alt for at rive mig fri. Det holder mig fast til sengen jeg ligger i. "I må ikke tage mig!" Råber jeg panisk, "I må ikke give mig, til ham!" Råber jeg højt efterfølgende. Idet går en smerte gennem min arm, han fik mig. Kniven sidder i mig. Er det her enden. Min krop begynder at blive mere, og mere følelsesløs. Mit blik sløres, mine øjne bliver utrolige trætte. Jeg bliver nødt til at lukke dem i, men vil ikke. Jeg er for ung til at dø. Jeg har stadig et helt liv foran mig. Jeg skal starte på College om et måned. Hvad med min familie? De ville ikke kunne klare det, de ville bryde sammen i sorg. Jeg vil ikke have det her. Jeg vil ikke dø. Jeg kan ikke kæmpe imod længere, mine øjne lukkes. Jeg er langt væk. Et sted med fred for mit sind.

Jeg mærker følelsen af en hånd, lægge sig på min. Hvad skete der, hvorfor er jeg ikke død. Han fik mig jo. Han stak den lige igennem min arm. Eller var det bare starten? Vil han torturere mig, holde mig som hans fange. Jeg troede han elskede mig. Jeg elsker virkelig stadig ham, men tror aldrig jeg kan tilgive ham. Han stak kniven lige gennem en anden person. Han er morder.

"Lauren, min skat. Det er mor" sagde stemmen lavt, og beroligende. Den lød så bekendt. Jeg åbner stille øjnene. Men min frygt for at være fanget i en kælder, med ham stående henne i hjørnet med sin kniv. Gør jeg næsten ikke tør.
"Lauren skat, er du vågen?" Lød stemmen igen. Man må se frygten i øjnene, og så skal jeg nok få min mor, og mig ud og langt væk fra dette mareridt. Jeg åbnede mine øjne, men bare det at åbne øjnene, fik kun den konstante hovedpine jeg har, til at blive værre. Jeg kneb øjnene sammen.
"Har du ondt nogen steder" lød stemmen, jeg åbnede øjnene og kiggede opmærksomt på hende. Min mor, det kan kun være hende. Hun sad der i en stol ved min side, med tårer i øjnene. Hvorfor er hun ked af det? Er det fordi vi begge er i himlen, fordi han rent faktisk fik fat på mig. Da jeg var vidne, og intet skulle komme ud. Jeg kiggede mig omkring. Hospitalet. Hvorfor er jeg hospitalet, har de sådan et i himlen? Jeg kikkede forvirret på min mor, som tørrede en tårer væk, og lagde igen sin hånd på min.
"Hvorfor er du ked af det mor?" Spørg jeg med den lille lyd af stemme, jeg kunne fremkalde. Hun kikkede på mig, og er svagt smil bredte sig på hendes læber. Det var det smil, jeg ikke ville kunne undvære, hvis jeg dør. Det smil som viser ren kærlighed, og omsorg.
"Jeg er ikke ked af det min skat, jeg er bare glad for at du er okay" siger hun stille, nærmest en hvisken. Hun klemmer lidt ekstra om min hånd. Jeg smiler svagt, og lukker mine øjne i. Mit hoved gør så ondt. Jeg tager mig svagt til hovedet, og mærker et kæmpe plaster på min pande, og op i mit hår. Jeg åbner hurtigt mine øjne igen, og kigger forskrækket på min mor. Hun ser lidt underligt på mig.
"Husker du overhovedet noget fra i går?" Spørg hun stille, og kigger lidt bekymret på mig. Jeg ryster på hovedet, og hun ser mere bekymret på mig.
"Men du husker vel, at jeg er din mor ik?" Spørg hun, og kigger nærmest nervøst på mig. Jeg smiler, og nikker. Jeg husker næsten alt fra igår. Men ingen må jo vide det med ham, det han gjorde. Det var så forkert det han gjorde, men jeg vil ikke have han skal ende i fængsel. Så ingen må vide noget. Men efter jeg faldt husker jeg intet, og har ingen idé om hvordan jeg er endt på her hospitalet.

En sygeplejerske kommer ind. Hun smiler pænt til min mor, og mig. Vi gengælder begge, og en lille stilhed spreder sig på sygeværelset.
"Når Lauren, jeg bliver nødt til at stille lidt spørgsmål til dig. Hvis det er i orden?" Spørg hun sødt, og vender sit blik mod mig. Jeg nikker kort på hovedet.
"Hvor meget husker du?" Spørg hun lige så stille, og sætter sig ved fodenden af sengen. Hendes lange helt mørke hår, klær hende vældig godt. En pæn kvinde i starten af trediverne. Jeg smiler svagt.
"Jeg husker slet ikke dagen igår, men husker alt andet. Altså resten af mit liv" forklarer jeg. Damen nikker smilende, og skriver det ned i hendes lille mappe.
"Hvad med smerter? Har du ondt nogen steder?" Spørg hun, og vender igen sit blik mod mig, og væk fra mappen.
"Mit hoved dunker en del, men ellers intet" svarede jeg, og vender hurtigt mit blik mod min mor, og sender hende et svagt smil. Hun gengælder mit smil, og vi kigger bagefter begge på sygeplejersken. Hun smiler til os, og rejser sig lige så stille fra sengen.
"Lauren, det lyder jo fint. Lad os sige i bare kan tage hjem når du lige føler dig klar, og så kan du få nogle anvisninger med til noget medicin til hovedet. Så dunken i hovedet, gerne skulle gå væk. Og hvis noget bliver værre, må i komme igen" siger hun sødt, og smiler.
"Og så må vi vist heller få dig løsrevet fra det der" siger hun derefter, med et lille grin. Og hentyder selvfølgelig til tingen i min arm, og alt det andet som nu er blevet sat på min krop.
"Det kunne være rart" griner jeg lidt med, og smiler sødt til sygeplejersken. Hun piller tingen af mig, og min krop føles helt underlig. Den er helt træt, men uden at mit sind følelses træt.
"Må jeg spørge? Så du husker heller ikke dit panikanfald, fra igår?" Spørg hun, og kigger undrende på mig.

Panikanfald? Hvad er der dog sket. Var så bange efter hændelsen i går? Det er jeg dog stadig, men at jeg ville gå helt i panik.
"Nej det husker jeg ikke, men hvad skete der?" Spørg jeg undrende, og sender hende et forvirret blik. Hun smiler beroligende til mig, og slukker den ene maskine.
"Du råbte af alle os læger, og om en eller anden som ikke måtte tage dig. Så de blev nødt til at give dig noget beroligende. Da du slog ud efter os, og skreg efter hjælp. Selvom vi kun tjekkede dig, da du havde været helt bevidstløs" siger hun stille, og prøver at lyde beroligende. Det lød som den drøm jeg havde, den med at han stak kniven i min arm. De tog mænd som overfaldte mig her, med alle menneskerne omkring mig. Det må have været det. Så det måske faktisk slet ikke var en drøm, men virkelighed.
"Lauren? Da du råbte han ikke måtte tage dig, er det fordi der skete noget i går. Noget du ikke fortæller os?" Spørg min mor lige pludselig, og kikker meget seriøst på mig, men også med stor bekymring i øjnene. Jeg kan ikke sige hvad han havde gjort, og at det faktisk var ham jeg var bange for. Det kan jeg virkelig bare ikke.
"Jeg husker ikke noget, mor. Så var noget sket, så kan jeg ikke huske det" siger jeg lavt, ja nærmest i en hvisken.
"Det kan være det kommer tilbage til dig, det kan godt ske. At du vil huske mere, og mere som tiden går" siger sygeplejersken, og smiler til mig. Jeg nikker kort, og kigger væk.
"Husker du heller ikke hvem du var sammen med igår, personer? Eller hvor du befandt dig henne af?" spørg sygeplejersken. Jeg troede vi var færdig med det her, jeg har jo sagt at jeg intet husker.
"Nej det gør jeg ikke" svarer jeg, og smiler svagt.
"Du blev fundet af din kæreste Justin. Det var ham som fik dig her på hospitalet. Han blev ved dig hele aftenen igår, han var virkelig bekymret for dig. Han tog først af sted for et par timer siden" smiler hun stort, men mit smil kan ikke rigtig finde sin vej frem. Tanken om, at han havde været ved mig i går efter det. At han havde siddet ved min side uden jeg har vidst det.
"Ja, han bad mig ringe til ham, så snart du var vågnet. Men du kan vel bare selv ringe og sige, at du er okay" siger min mor med smil på læberne. Hvordan kunne de smile over ham, han var en helt anden nu. Han var ikke sig selv. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre af mig selv, jeg elsker ham højere end nogen andre. Men nu, jeg ved slet ikke hvad jeg skal tænke eller sige.

Er der mon nogen, nogen som har opdaget hvad han gjorde? Har politiet allerede anholdt ham, og vil sende ham i fængsel. Det gør ondt indeni. Jeg troede jeg kendte ham, vidste præcis hvem han var. Vi har været sammen i tre år. Jeg troede virkelig han ville være den, jeg skulle dele resten af mit liv med. Og mest af alt at vi kommet ind på det samme College, hvilket er mega fantastisk. Men nu. Han er en. En. Morder. Han tog en andens liv. Jeg kender ham slet ikke. Han ville aldrig gøre sådan noget. Han vil til hver en tid beskytte mig, men ikke voldeligt og aggressivt. Og aldrig gå så langt, at han ville tage en andens liv! Jeg ved godt hans fortid ikke var den bedste, og at han har været ude i noget lort. Men han er det skønneste menneske i verden, og kom ud af det. Jeg ved at selv dengang ville han aldrig have gjort noget som det.

"Lauren, er du klar til at vi ville kunne gå?" Min mor kiggede afventende på mig henne i døren. Jeg smilte kort til hende, og tog min taske fra gulvet, og gik mod hende. Jeg er så forfærdelig bange, for at støde på ham. At høre hans stemme. Det skræmmer mig. At skulle være selv med ham. Tænk hvis han også vil gøre det samme mod mig, han kunne vel finde på det. Men det ved jeg ikke, for jeg kender ham jo tydeligvis ikke. Det skærer i mit hjerte, bare at tænke det. Jeg har mest af alt, bare lyst til at bryde sammen, og græde for mig selv. Jeg er en pige på atten, og jeg føler allerede jeg har mistet alt, jeg føler mig ødelagt, som om mit hjerte er halvt, jeg føler mig dybt såret. Jeg føler jeg har mistet ham. Jeg har mistet den som jeg holder mest af her i livet. Men jeg må finde ud af det her. Selvom det virkelig skræmmer mig, må jeg snakke med ham. Bare tanken giver mig kuldegysninger, og mit hjerte banker hurtigere.
"Er du okay, Lauren?" Kommer det pludseligt fra min mor, jeg kigger på hende, og væk fra bilruden ved min side. Jeg nikker, og sender hende et svagt smil.
"Hvorfor ringer du ikke til Justin, og siger vi er på vej hjem?" Spørg hun nysgerrigt, og sender mig et undrende smil. Jeg løfter på skulderne, og kigger ud mod den store verden igen. Der er en underlig stilhed i bilen resten vejen hjem.

Vi kører ind i indkørslen, og hen i garagen. Vi hoppe begge ud af bilen, og går videre ind i huset. Idet jeg åbner døren, kommer min lillesøster løbende ned af trappen, og lige hen i mine arme. Jeg giver hende et hårdt kram, jeg troede virkelig igår, at jeg aldrig ville skulle se hende igen. Min elskede lillesøster, min bedste veninde. Hun er i sandhed mit et og alt, også selvom vi tit er uenige.
"Hvorfor har du det der på hovedet?" Spørg hun, med et nervøst blik, og kigger skræmt på mig. Jeg smiler til hende, og trækker hende hurtigt ind i endnu et kram. Tårerne triller stille ned af mine kinder. Hun trækker sig, og tager min hænder i hendes.
"Er du okay? Det er vel ikke farligt vel?" Spørg hun, med det samme skræmte blik i øjnene.
"Nej, Diana. Jeg er okay, jeg slog bare hovedet" svarer jeg, og kører min rystende hånd, gennem hendes lange fyldige blonde hår. Kysser hende kort på panden, og trækker hende med ind i stuen. Min mor går med os, og sætter sig i sofaen med os.
"Men hvad skete der? Du var jo med Justin i går" spørg hun undrende, og kigger forvirret på mig. Navnet, det skar helt i mit hjerte. Navnet gør helt ondt at hører.
“Vi blev væk fra hinanden, og så skete det bare” svarer jeg, og sender Diana et smile, men dog så er det så falsk, at jeg nærmest ville tro de kunne se lige gennem det.

“Men så var det godt han fandt dig igen, og fik dig på hospitalet” siger hun begejstret, og smiler stort.

 

Hvordan kunne hun smile sådan ved tanken om ham, jeg kunne have været den næste. Han kunne have stukket den samme kniv lige igennem mig, jeg kunne være have været hans andet offer. Hun burde nærmest vide hvilke monster han er blevet til, hvilke morder han er blevet til.
for der går hun rundt og tror han virkelig reddede mig, men han gjorde det nok kun for at planlægge mit mord, så det kun kan blive smertefuldt. Jeg elsker ham, men hvordan kan jeg det. Han er en morder, og kun jeg ved det. Min mor, lillesøster, alle dem på hospitalet, de er helt uvidende om hvem den nye Justin er. Tænk på hospitalet, de lukkede en morder ind. Han kunne have dræbt dem alle, ligesom drengen i American Horror story som  myrdede hele sin skole. Det kunne have blevet hospitalet. Men nej de var uvidende, og satte alle andres liv i fare ved at lukke det monster ind.

 

“Lauren skat, er du okay?” Kom det fra min mor, som lagde sin hånd på mit lår.

“Ja, hvorfor skulle jeg ikke være det?” Spurgte jeg forvirret, og sendte hende endnu et falsk smil, so. Åbenbart virkede godtroende.

“Skat fordi du sidder og græder” kom det fra hende, jeg tog min ene hånd op til mit ansigt, og tørrede tårerne væk, som jeg slet ikke havde bidt mærke i var kommet.

“Nej, jeg gør ikke” svarede jeg, og rejste mig fra sofaen.

“Skat hvor skal du hen?” Spørger hun, men min mund virker ikke, den kan ikk lade ord bryde igennem. Mine ben bliver ved med at gå. “Skat hvor skal du hen?” Spørger hun igen, og nærmest med en skræmt tone i stemmen. Jeg får vendt mit hoved tilbage, og kigger hen på min mor og Diana i sofaen.

“Jeg går op i min seng, mit hoved gør ondt” kommer ordene ud gennem mine læbe, uden jeg enlig ved hvad jeg siger. Jeg ser Diana i øjnene, hun ser skræmt ud, men hvorfor.

“Skat har du det helt okay? Skal vi ringe til hospitalet?” Kommer det fra min mor som rejser sig fra sofaen. Jeg kigger på hende.

“Jeg har det fint, har bare brug for at sove” svarer jeg, og går op af trappen.

Jeg hører Dianas stemme, men ikke hvad hun siger. Men hun lød ikke lalleglad som lige før. Jeg ignorer det, og går ned af gangen, ned til mit værelse.

 

Jeg kommer ind i værelset, det hele lig er sig selv, som da jeg forlod det sidst. Mine øjne strejfer min ene væg, hvor jeg har min mindevæg, som er fuldt plasteret med billeder, breve, kvitteringer, og andet med alle mulige minder. Men størstedelen af minderne er med Justin. Mine tårer strømmer ukontrolleret ned af mine kinder, som et helt vandfald. Jeg løber hen, river det hele ned af væggen, river billederne i stykker. Jeg sætter mig på sengen bag mig, og tager mig selv til hovedet. Jeg ikke bare græder, jeg hyler. I et slår det mig, i denne seng har Justin og jeg ligget så mange gange sammen, med hans arm omkring. Jeg rejser mig op igen, river alt af min seng, smadre min seng rundt, den falder over i mit natbord, og smadre min lampe ned på gulvet. Jeg hører løbende skridt op af trappen. Jeg sætter mig op mod væggen, bøjer ,sig sammen ind mod mig selv, og begraver mor hoved i mine knæ. Døren bliver åbnet hårdt, og min mor kigger forskrækket rundt i rummet. Hendes øjne lander på mig, jeg kan mærke hvordan de nedstirre mig. Hun løber hen og sætter sig ned ved siden af mig.

“Skat hvad sker der. Snak med mig” hvisker hun, hendes stemme ryster, hun er skræmt, på vippen til at græde. Jeg græder, det kan ikke stoppe, jeg hulker. Jeg ryster, jeg er skræmt over mig selv, jeg er skræmt for verden omkring mig. Jeg troede jeg kendte den, men den stak mig i ryggen.

“Skat snak til mig, hvorfor har du gjort alt det her?” Kommer hendes stemme igen, men jeg kan ikke svare. Hun lægger hendes arm omkring mig, og presser sin krop mod min, hendes tårer triller ned på min arm. Hun forstår jeg ikke kan snakke, men ved jeg søger omsorg. Jeg løfter hovedet, og klemmer mig ind til hendes bryst, og græder kun mere.

“Hvorfor græder du skat?” Spørg hun beroligende, og køre sin hånd gennem mit hår.

“Jeg vil ikke snakke om det” kommer det hviskende, frem gennem mine læber. Hun svarer mig ikke, og spørg ikke engang igen. Jeg kigger op på hende, hun kigger bare ud i rummet. Min mobil ringer, så både min mor og jeg får et chok. Jeg tørrer mine øjne, og tager mobil op fra baglommen af mine bukser. Jeg ser hurtigt navnet på skærmen, og bliver varm indeni. Det min far. Han bor i Florida, og vi derfor ikke hinanden tit, efter han flyttede fra min mor. Jeg er hurtig til at tage imod opkaldet.


 

“Hej min pige, er du kommet hjem fra hospitalet endnu?” Kommer en savnet stemme, jeg får fremtvunget et lille smil.

“Hej far, ja jeg er kommet hjem igen. Det gjorde jeg mors” svarer jeg, og tørrer endnu et par tårer væk.

“Godt at hører min pige. Er alt så vel?” Spørger han, jeg nærmest fryser til is, hvad ville svaret på det være, for intet er okay. Intet overhovedet.

“Mmm ja, ja alt er godt. Hvem med hos dig?” Spørg jeg hurtig videre, min mor kigger på mig med nogle nedtrykte øjne. Hun lægger sin hånd på min skulder, og rejser sig fra gulvet, og går ud af rummet. Jeg følger hende, som hun forlader mig her.

“Hører du overhovedet hvad jeg siger skat?” Kommer et pludseligt fra min far i mobilen.

“Nej undskyld, kan du fortælle det igen?” Svarer jeg hurtigt, og retter opmærksomheden mod ham igen. Jeg hører at han begynder at grine, men lige nu kan intet grin trænge igennem, overhovedet.

“Jeg sagde bare, at alt også var godt hernede. Men alt er godt med hovedet så?” Kom det fra ham. Jeg havde faktisk slet ikke lagt mærke til mit hoved, men nu hvor jeg gjorde, begyndte en hovedpine at sprede sig i hele mit hoved.

“Godt at høre, men jo alt går vel med mit hoved, ingen skader. Men har en del hovedpine” svarede jeg, og lod mit blik flakke rundt i mit værelse, alt var ødelagt, eller hvert fald smadret rundt. Hvad var der lige gået af mig.

“Når men det er vel også okay. Men jeg tænkte på min pige, om du og din lillesøster ikke snart kunne tænke jer, at kommer herned igen?” Kom det pludseligt, og nærmest et lille chok kom gennem mig. Sidst jeg havde besøgt min far, er vel snart et godt halvt år siden. Jeg hørte snakken i baggrunden ved min far, og han begyndte pludseligt at råbe til vedkommende. Ikke ondt, men helt klart nok irriteret.

“Skat jeg bliver desværre nød til at smutte, men tænk lige over det andet ikke. Og så god bedring” kom det hurtigt, og inden jeg noget at reagere havde han lagt på. Og nu sad jeg igen, selv, og helt alene på mit værelse.

 

Min mobil ringede igen, jeg tog den hurtigt op da det nok ville være min far. Men nej. Et gys gik gennem hele min krop, og tårerne som ellers lige var stoppet, kom igen. Det var Justin. Jeg kunne ikke rører mig, jeg kunne ikke engang ligge på. Jeg var frosset med den vibrerende mobil i min hånd. Opkaldet gik ud, og i det jeg kigger på min mobil skærm, ser jeg at jeg har tretten ubesvarede opkald, og enogtyve ulæste beskeder. Alle fra Justin. Jeg turde ikke engang tjekke dem. Jeg slukkede hurtigt min mobil, og smed den fra mig, over mod sengen, som lå på siden. Jeg hørte online vibrerer igen. Tårerne begyndte at komme flere og flere, og hurtigere og hurtigere. Jeg kunne se skærmen lyse op fra hvor jeg sad op ad væggen. Jeg kunne lige så tydeligt se navnet som stod på den oplyste skærm. Justin, og med mit yndlings emoji hjerte. Det gjorde ondt at kigge på.

 

Jeg lagde mig helt ned på gulvet, med mit blik rettet ud imod ingenting. Mine øjne er tomme. Glæden er grædt ud af dem, så mange tårer er grædt, at der ikke kan komme flere. Der intet mere at græde over, for det hele er grædt over. Nu ligger jeg her i stilheden selv, sammen med ensomheden selv. Jeg så igen min mobil lyse op, men denne gang ikke et opkald, men en besked, denne ene efter den anden. Hvert fald fem poppede op, i det mine øjne kiggede på. Jeg lukkede mine øjne, glemte dem sammen. De skulle ikke pines mere, de skulle være lukkede.

 

Jeg hørte min mor sige hej til en i døren nedenunder, hvem kunne det være min mor lige fik besøg af. Men alligevel var jeg så ligeglad, jeg lå her, ødelagt. Jeg matchede mit værelse. Jeg hørte en komme op af trappen, mit håb om det var Diana var stort. Men næsten bange for, at jeg har skræmt hende. Jeg har aldrig været sådan her før. Hun har aldrig set mig sådan her. Jeg vil ikke have hun skal være bange for mig, jeg har brug for hende.

 

Jeg hører døren gå op, til mit værelse. Jeg åbner stille mine øjne, og kigger hen mod døren. Jeg stopper med at trække vejret, jeg ser sko. Sko jeg aldrig ville se igen. Men nu står de der. Truende tæt på. Jeg kigger længere op, og sandt er det de matchende bukser. Mit puslespil må ikke gå op, den person må ikke stå på mit værelse. Min frygt er kæmpe, og jeg føler mig selv døende. Men jo den lange t-shirt med print, og ud af t-shirtens ærmer, tatoverede arme alt passer perfekt ind i puslespillet, kun en brik tilbage, og puslespillet af mit mareridt er fuldendt. Jeg sætter mig op hurtigere end lysets hastighed, og kravler hurtigt bagud, indtil jeg igen rammer en væg. Jeg er trængt op i en krog, og de brune øjne er boret ind i mine. Jeg kan ikke engang kigger væk, jeg kan ikke græde, jeg kan ikke skrige. Jeg er stivnet af skræk. Min vejrtrækning er ude af kontrol, og jeg kan ikke finde kontrollen til den. Ikke til noget. Jeg er  selv han blev chokeret, som viste jj skrækslagne. Justin står på mit værelse.

“Lauren, hvad der galt?”, hans stemme gør ondt, medlidenheden i hans stemme gør endnu mere ondt. Nu begynder tårerne lige så stille at trille ned over mine kinder. Han står bare der i døråbningen. Hans blik er ulæseligt, han er tom, tom for alt. Jeg kan ikke kende ham.

“Lauren sig noget, du skræmmer mig” lød hans stemme igen. Jeg skræmmer ham, det hele blev lige pludseligt komisk.

“Morder” røg det ud af min mund, jeg chokerede helt mig selv, hvilket viste sig i mit ansigt. Men så sandeligt også i Justins, men efterfulgt af en rysten på hovedet. Han lukkede døren bag sig, og som jeg troede jeg ikke kunne blive mere skræmt, blev jeg det. Vi var nu lukket inde. Han gled ned af døren, og sad nu på gulvet. Mine øjne fulgte ham, de var fastlåst på ham. Jeg måtte følge hver af hans bevægelser. Han kiggede ikke engang på mig. Men sad og rystede på hovedet. Han begravede sit hoved i hans knæ. Jeg forstår ikke situationen. Han løftede med et sit ansigt og stirrede direkte ind i mine øjne. Jeg kunne ikke engang kigge væk, men blev overrasket over hvad jeg så, jeg kunne ikke forstå det. Der trillede den tåre efter den anden, ned af hans kind. Han græder. Han snøftede, og jeg nærmest hoppede op af chok. Der spredte sig en stilhed i hele rummet, ikke andet end hans snøften lød.

 

“Lauren, jeg,” lød det pludseligt. En kuldegysninger, gik hen over hele min krop, og alle mine hår rejste sig. Min opmærksomhed var på ham. Mit navn gennem hans læber, det lød næsten forkert. Jeg har aldrig set ham græde. Og aldrig hørt ham sige mit navn, med gråd i stemmen. Han sagde ikke mere, men kiggede bare på mig, mens jeg på hans mund kunne se han prøvede at fremstamme flere. Jeg lagde mærke til hvordan han pludseligt kiggede rundt i rummet, og hvordan hans blik kiggede på mig bagefter. Hans blik var gået fra ulæseligt, til at jeg sagtens kunne læse hans øjne. De var ødelagte, ødelagte ar ked af det hed, skyld. Hans øjne næsten skreg.

“Jeg er ked af det,” lød det fra ham, men næsten så jeg ikke kunne forstå det. Hans øjne gjorde ondt at kigge ind i, men jeg kunne ikke andet.

“Du kender ikke sandheden,” kom det igen. Hvad mener han, om at jeg ikke kender sandheden, jeg kender til sandheden, som mine øjne så. At han stak en anden ung mand i maven. Lige igennem ham.

“Hvad mener du, jeg kender til din sandhed. Til dit sande jeg” kom det af al overraskelse ud gennem mine læber, i en hård, såret tone. Som jeg nærmest gik i forsvar. Han var i den grad også chokeret, det viste sig i hele hans ansigt.

“Lauren hør, det var ikke mig. Lad mig forklare. Du bliver nødt til at lytte” hans ord, det var ikke mig, lad mig forklare. Hvordan. Jeg så ham selv, han kan ikke forklarer dig ud af, at have stukket nogen med en kniv.

“Der er ikke noget at forklare, du stak en mand med en kniv. Du dræbte en Justin. Du er en morder” jeg nærmest råbte, men hvordan kunne han tillade sig det her. Han har ødelagt mig. Jeg kiggede lige ind hans øjne, måske var hans øjne fyldt med tristhed, men mine er vendt og er nu fyldt med vrede. Kun flere tårer triller ned over hans kinder.

“Lauren, jeg dræbte ham ikke. Han lever. Han lå på samme hospital som dig. Jeg er ikke en morder. Så stop med at sig det,” kom det pludseligt fra ham, og endda med en hård tone. Det skræmte mig. Han kiggede hårdt på mig, ligesom jeg gjorde på ham. Men hvorfor skulle jeg tro på ham lige nu, og hvorfor stoppe med at kalde ham morder. Han prøvede at dræbe en, og det gør ham vel til en morder.

“Han prøvede at tage livet af mig, det var selvforsvar. Kniven var hans. Lauren tro mig” kom det stille, og med en blid stemme. Langt fra hans tone før. Jeg kiggede på ham, og hans øjne kiggede efter tilgivelse.

“Justin det giver ingen mening, hvorfor ville han tage livet af dig. Få styr på dig selv” jeg kiggede ham lige i øjnene som mine ord forlod min mund. Han rystede igen på hovedet af mig.

“Lauren hør. Han er en gamle ven af mine, fra min fortid før dig. Jeg skyldte ham penge, eller jeg skylder ham penge. Han ville have dem, men jeg har dem ikke. Lauren, jeg skylder den mand over hundrede og tyve tusind kroner. Mit liv er fucked op, du er den eneste som har gjort jeg har haft noget godt i det. Min fortid hjemsøger mig” en stilhed efter Justins ord, spredte sig i rummet. Jeg kunne ikke kigge på ham mere. Min øjne kiggede ned i gulvet. Vi har været sammen i tre år, hvordan kan jeg først have fået det her at vide nu. Først når alt er gået galt.

“Justin, jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Jeg ved ikke om jeg skal tro dig” mine øjne søgte hans, for at se hans reaktion til mine ord.

“Det okay, men jeg har beviser. Alt jeg beder om at du ikke vil forlade mig, jeg har brug for dig ved min side. Jeg vil aldrig kunne elske en anden end dig” hans øjne så så pinefuldt ud, jeg kunne mærke hans smerte. Jeg har aldrig set ham så ødelagt før. Ikke engang dengang jeg første gang mødte ham.

“Justin bare fortæl mig, det du siger er sandt” mine ord kom skælvende ud, og næsten jeg selv havde svært ved at forstå dem. Men det havde Justin ikke.

“Jeg lover dig jeg fortæller sandheden, og ked af den skulle komme ud på den her måde. Du må tilgive mig. Jeg elsker dig, Lauren” hans ord gav et sæt i min krop. Tilgive ham. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre. Jeg ved ikke hvad er sandt, og hvad der ikke er.

“Jeg vil se manden på hospitalet. Jeg vil se han stadig lever” mine ord kom bag på ham, det var tydeligt at se. Han kiggede på mig med nogle forvirrede øjne.

“Selvfølgelig” hans ord flød ud i rummet, og skabte en stilhed. Jeg fjernede mit blik fra hans, men kunne mærke hvordan hans stadig lå på mig.

Jeg ved slet ikke om jeg overhovedet ville se ,anden på hospitalet, eller hvad jeg vil, gøre når jeg så havde set ham.

 

“Undskyld for alt det her, virkelig. Jeg hader mig selv. Jeg ville aldrig gøre dig fortræd. Det ved du vel” ordnede kom ud som hvisken, men ramte mig stadig hårdt. Han hader sig selv, han ville aldrig gøre mig fortræd. Hvad var der lige sket for os. I forgårs kunne jeg aldrig forestille mig bare en situation, som bare ville være tæt på denne. Vi var lykkelige, både indeni og udenpå. Alt var rigtigt. Vores smil, grin, følelser for hinanden. Men nu sidder vi her, og jeg troede jeg ville være skræmt væk fra ham, for resten af mit liv. At han ville ende op i fængsel for at have stukket en anden mand. At jeg aldrig ville se ham igen, at jeg ville blive nødt til at skulle elske en anden, velvidende jeg aldrig ville kunne elske en som ikke var ham. At jeg ville skulle leve ulykkeligt resten af mit liv. Og nu ved jeg slet ikke hvad jeg gør, eller hvad jeg vil. Jeg er forvirret, mere end noget andet. Dog er der en ting jeg er sikker på, jeg har ikke lyst til at leve uden ham. Jeg vil prøve alt for at få min frygt for ham til at gå væk, og sige til mig selv jeg er hans hjælp.

 

Ligesom da vi mødtes første gang. Han var fucked up dengang. Hans forældre var ligeglade med ham, han var overladt til sig selv. De kom aldrig når de havde aftaler med Justin, der kom altid noget i vejen så det ikke kunne lade sig gøre. Han endte sidste år at holde både thanksgiving, jul og hans egen fødselsdag ved mig, sammen med min familie. Selvom jeg ikke rigtig ville kalde min en familie, mere en splittet familie, efter min far bare skred. Justin har altid været der for mig, og jeg har gjort alt for at være der for ham til gengæld. Han er er blevet et fuldt medlem af min familie. Han i nogle perioder endda bor her. Min mor betragter ham nærmest som hendes egen. Jeg ville aldrig kunne give slip på ham, han er som skabt for mig. Vi er perfekte, men stadig modsatte af hinanden så alt ikke bliver kedeligt. Men dog stadig sådan at vi har noget at snakke om, og ting at lave sammen. Vi er virkelig et perfekt match, forskellige, men ikke for forskellige.

 

“Ikke had dig selv Justin, aldrig. Du er fantastisk” med ordene som forlod mine læber, kunne jeg ikke engang få mig selv til at se ham i øjnene. Men jeg kunne ud af min øjenkrog, se hvordan hans blik lå på mig, hvordan tårerne stadig trillede ned over hans kinder. Det gør forfærdeligt ondt inde i mig, en stor smerte, at se ham sådan. Han er jo sønderknust. Men jeg tør alligevel ikke rykker tættere på, jeg kan ikke løbe fra at han stadig skræmmere mig. Det vil ikke gå væk, jeg ville ønske det ville. Så jeg ville kunne rejse mig, gå hen til ham, lægge mine arme om ham, give ham tryghed, fortælle ham hvordan vi nok skal komme igennem det her, sammen. Men nej, jeg er bange for ham, mit livs kærlighed sidder lige overfor mig, men jeg tør ikke rører ham, jeg tør ikke kommer tættere på, jeg tør næsten ikke engang at kigge ham i øjnene. Alt er galt. Jeg vil tilbage til før. Min verden er vendt på hovedet.

 

“Du tør ikke engang kigge på mig du tør ikke komme tættere på,” kommer en hård stemme fra Justin,  men samtidig såret. “Du er bange for mig, Lauren” hans ord gjorde ondt, han kunne selv se det. Jeg er bange for ham. Bange for min egen kæreste, eller hvad vi nu en er lige nu. Men det er lige meget, alt andet end Justin, er lige meget lige nu. Jeg kan ikke engang svare Justin, fortælle ham det ikke passede. For det gør det. Jeg er bange for ham.

 

Jeg bider mig selv i underlæben. Jeg må rejse mig, og sætte mig ved hans side, vise ham min støtte, hvis det han siger, er sandt. FOr hvis så, så behøver han mig nu, mere end nogensinde. Han tror jeg ikke elsker ham mere, han tror jeg vil forlade ham. Det vil aldrig ske. Mine ben finder sine kræfter, og jeg rejser mig for gulvet. Med rystende, skælvende ben går jeg over mod Justin som er placeret ved min dør. Han kigger straks op på mig, men mine øjne søger straks ned mod gulvet, jeg kan virkelig ikke kigge ham i øjnene. Jeg læner mig op af døren og glider langsomt ned ved siden af ham. Hans blik vendes mod mig, og lader ikke gå. Jeg kan mærke hans smerte borer sig helt ind igennem mig.

 

“Lauren, please kig mig i øjnene, og sig du ikke er bange for mig,” hans stemme næsten knækkede ved hans ord, som om han vidste at jeg aldrig ville kigge på ham igen, uden at tænke morder, monster, grimme ting. “Jeg har brug for dig, please kig på mig” hans stemme lyder igen,  men i en hvisken. Helt hæs, som  var han lige vågnet fra en hård druk tur. Selv hans ånde lugtede som et match, til den historie. Tårnene som ellers var stoppede, begyndte stille igen. Jeg rettede mit blik mod ham, men mine øjne låste sig på hans læber. Jeg kunne ikke få mit blik til at søge hans. Med et bed han i hans læbe, og drejede hovedet den anden vej. Han kiggede ud i den blå luft. Ingen ord kunne komme frem fra mund af, mit stemmebånd var som skåret over, og kunne på ingen måde samles igen.

 

Jeg lagde min hånd på hans, og med et fik jeg et chok idet han vendte sit blik mod mig igen. Stadig er jeg tom for ord, og mit blik stadig bange for at søge hans. Men trygheden ved igen at holde hans hånd gjorde godt, selvom den hånd havde holdt kniven, begyndte det langsomt at glæde væk, og ud af mine tanker, som hvis en stråle gik fra hans hånd gennem min, og slettede oplevelsen. Trygheden, vandt over frygten. Han strammede grebet om min hånd, og der gik en sæt gennem mig, men der gik ikke et sekund før jeg lagde mærke til hvordan hans ansigtsudtryk ændrede sig. Han følte sig også tryg. Jeg rykkede min røv en anelse tætter mod hans, og lod mit hoved hvile mod hans skulder.

 

Dette øjeblik var som frosset, som om tiden, og alt omkring os forsvandt. Vi snakkede ikke, ikke et ord forlod vores munde. Men trygheden der gik gennem vores kroppe, ved igen at have fysisk kontakt, det gør os lykkelige, og lod os glemme resten af verden i et øjeblik. Han trak sig ikke, og det samme gjorde jeg ikke. Vi sad sammen. Jeg kunne sidde her for resten af mit liv. I et rum, men kun ham og mig, uden problemer, svære valg, kompliceret situationer. Alt er godt her, i vores lille kuppel.

 

“Lauren?”, hans stemme fik mig langt væk fra mine beroligende tanker, om sol, glade dage, og regnbuer. Jeg mærkede hvordan han drejede hovedet mod mig, og mærkede hans øjne falde på mig. Mærkede hvordan han sukkede mod mit hår, hvordan varmen fra hans åndedræt strøg mit hår, og gav mig en kuldegysning.

 

Jeg fandt alt mod i mig selv frem, og vendte mit blik op af hans skuldre, videre op over hans hage, og lige ind i hans øjne. Det var et forfærdeligt syn, et syn som kunne brække mit eget hjerte i tusind stykker. Han så forfærdelig ud. Jeg kunne ikke trække en mine, mit eget ansigt spejlede sig næsten i hans, bortset fra frygten som flød i mine øjne, som ikke var til at se i hans. De smukke brune øjne, de er ødelagte. Selvom om det gør ondt inde i mig, føler jeg for alt i verden, at jeg bliver nødt til at lægge det bag mig, og hjælpe Justin. Hvis jeg bare glemmer det. Det vil være bedst.

 

“Lauren?”, lød det fra ham endnu en gang, hvorefter hans øjnene kiggede forvirret ind i mine. “Ja?” kom det som en lille stemme, selv at min krop igen var klar til at snakke, gjorde tingene nemmere. Et lille uventet smil bredte sig på hans læber. “Jeg elsker dig,” sagde han stille, og kyssede mig blidt i håret, hvorefter han igen rettede sit blik, lige ind i mine øjne. De så stadig ødelagte ud, men som om en lille glød begyndte at træde frem i hans blik. “Jeg elsker også dig, Justin”, jeg lagde igen mit hoved mod hans skulder, og lukkede mine øjne for en kort stund.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...