MIN KAROLINE

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 aug. 2016
  • Opdateret: 10 nov. 2016
  • Status: Igang
Sara mistede Karoline, og nu forsøger hun sig med at forholde sig til det liv der venter hende uden Karoline.

1Likes
0Kommentarer
159Visninger
AA

4. Ugerne efter

Dagene gik og pludseligt var der gået 3 uger. Tingene var endnu ikke faldet på plads, og det var endnu svært at forholde sig til, at der ikke var nogle hjemme, når man kom hjem. Der havde endnu heller ikke rigtig været nogle, som jeg havde fundet interessante nok til, at jeg ville snakke med dem. Jeg holdte mig egentligt mere eller mindre for mig selv. Der boede to piger overfor mig, som jeg havde snakket kort med på trappen, hvis vi stødte på hinanden. De virkede nu meget søde, men lige nu skulle jeg bare sørge for mig selv, og sørge for jég kom på plads og lærte at forstå tingene her på stedet, så det eneste jeg havde foretaget mig indtil videre var at sidde på biblioteket, og så havde jeg været til en nogle foredrag og ellers studeret for mig selv. Jeg havde selvfølgeligt også mulighed for at studere i studiegrupperne, hvilket nok også ville være en god idé, når jeg engang følte mig klar til at mingle mig med de andre studerende. Derudover talte jeg også en del med Karoline. Ikke at hun talte tilbage, det ville næsten havde været underligt, men jeg snakkede til hende, og det var på en eller anden måde rart. Det var normalt kun noget jeg gjorde, når jeg besøgte hende, men nu hvor hun var den eneste jeg havde, og generelt altid har været den eneste som lyttede og forstod mig, så var det egentligt ikke helt unaturligt at jeg nu delte mine tanker og frustrationer med hende. Det hjalp en del på det indre, når jeg havde talt med hende. Det lettede ligesom lidt i den trykkende brystkasse.

Jeg havde i dag delt tankerne omkring hele det tumult med, at skulle starte et helt nyt kapitel og så så langt hjemmefra. Jeg stod længe med billedet i mine hænder, selv da jeg havde stoppet med at snakke til hende. Jeg så blot på hendes smilende ansigt. Hendes hud var altid hvid som sne, og ligeså smuk, som en snefyldt decemberdag. Jeg kiggede især ind i hendes blå øjne. De blå øjne, som plejede at se så omsorgsfuldt og beskyttende ind i mine, hvortil hun ville havde ladet sin sprudlende latter slippe sine læber og fortælle mig, at jeg ikke skulle stirre sådan på hende. Karoline grinte altid, og hun grinte altid meget.

Efter nogen tid satte jeg Karoline tilbage i vindueskarmen og fortsatte min lektielæsning, som jeg havde sluppet, men nu var det pludseligt som om jeg ikke rigtig hverken kunne koncentrerer mig, eller for den sagsskyld komme videre. Jeg blev ved med at sidde fast i det samme kapitel, og jeg læste det om og om igen, og til sidst havde jeg lagt bogen fra mig med et smæld på bordet, fordi jeg blev frustreret. Jeg endnu heller ikke rigtig udforsket stedet her, men det kunne være jeg skulle tage det i brug nu, tænkte jeg for mig selv. Jeg stod og kiggede ud af det store vindue, som vendte ned mod universitetet, med mine arme over kors. Jeg kunne se de to piger, som boede overfor mig. De var på vej over mod bygningen her, de var vel på vej hjem, og selvom jeg havde sat mig for og fortalt mig selv, at jeg skulle sørge for at få mig selv på plads før jeg forsøgte mig med alt det personlige, så fik jeg alligevel sådan en lyst til at kontakte dem. Jeg havde vendt ryggen mod vinduet, og stod nu i stedet og knyttede mine hænder en anelse, mens jeg bed i min underlæbe. Selvom det hele indeni mig strittede imod, så havde jeg alligevel en lyst og en træng til at snakke med dem. De var jo trods alt mine naboer, og vi gik trods alt på samme universitet. Jeg gik hen til min dør og kiggede nu ud af mit kighul. Ventede på de kom op af trappen og stod foran deres dør. Jeg kunne høre deres trin på gangen. Der var en af dem, som grinte. De måtte kende hinanden godt, for kun sådan et grin lader sig slippe, hvis man kender hinanden godt, for lyden af grinet mindede mig et kort øjeblik om Karolines. Hendes inderlige grin, når jeg fortalte en joke, hendes inderlige grin, når jeg fortalte om hvor uheldig jeg havde været forleden.

Hvad hvis de ikke ville lukke mig ind? Hvad hvis de slet ikke var interesserede i at snakke med mig, og de faktisk bare havde virket søde, når jeg stødte på dem i opgangen, fordi de troede jeg var seriemorder og ikke ville virke bange og/eller mistænksomme over min tilstedeværelse, og over min indtil videre introverte opførelse? Jeg bankede panden mod døren, som jeg hørte dem stå ude foran deres egen dør, men kiggede så alligevel op igen, og ud igennem kighullet. De fumlede efter deres nøgle. Nu skulle det være, hvis jeg skulle sige noget, hvad som helst inden de smækkede døren i. Jeg åbnede min dør med én hurtig bevægelse, og stod nu og så på de to piger, som havde vendt deres opmærksomhed mod mig. "Hej..." Sagde jeg skingert og lidt for hurtigt. Jeg smilede akavet. Den ene af pigerne stak mig et smil og nikkede. "Hej nabo" sagde den anden pige. Jeg trådte et skridt ud på gangen, og måtte lige synke en klump i hilsen. Jeg tog hånden op til hoved og kløede mit baghoved. "Øhm, jeg tænkte på... Hvad hedder i egentligt?" Den ene pige rakte hånden over mod mig. "Mathilde" svarede hun og jeg trykkede hendes hånd med et hurtigt klem. Den anden gav mig også hånden "Line" svarede hun. Hun havde et fast håndtryk. Mathilde havde rødt krøllet hår til skuldrende, runde briller og et kridhvidt smil. Line derimod, havde blondt, kort hår og septum. Hendes øjne var blå, og hendes tænder var en anelse skæve.

"Jeg hedder Sarah" svarede jeg til sidst og sendte dem begge et varmt smil. Jeg havde det indvendt akavet og jeg nærmest kogte. Jeg vidste jeg ikke skulle have trængt mig på, de hader mig allerede. Hvorfor ventede jeg ikke? Hvorfor lod jeg dem ikke finde deres nøgle og gå ind i lejligheden? Årh, du er så dum Sarah... Altid så akavet og påtrængende når du først forsøger at være social, bare en lille smule social, tænkte jeg. Jeg var bange for at de på trods af mit "cover up-smile" kunne se hvor forpint jeg følte mig indvendigt i netop det øjeblik, hvor jeg et eller andet sted godt vidste jeg måske skulle have ventet.
"Se Line, jeg sagde jo hun i hvertfald ikke hed Rose!"
Line rystede på hoved og vendte øjne af hende. "Ej, men hun hed da så i hvertflad heller ikke Claudia". Hun grinte.
"Nej, men hun ligner da mere en Claudia end en Rose". Havde Mathilde sagt og smilet.
Line så først på Mathilde og lavede et ansigt, hvorefter hun så på mig. "Jeg synes nu godt, man kan se hun er en Sarah". Hun havde klemt øjne lidt sammen, og smilede til mig.

Mathilde daskede til Line "Ja, det siger du nú, men det er altså lidt for sent, for nu har hun jo sagt sit navn, ikk?" Mathilde grinede og så så på mig. "Det må du altså undskylde, du må ikke tro vi er gået helt fra forstanden eller noget, men vi havde altså en lille konkurrence om hvad dit navn kunne være".
Jeg grinte en smule. Kunne ikke helt beslutte mig for, om jeg var sat i underlig-båsen og om det var derfor de forsøgte at gætte mit navn, eller om det egentligt bare var et tegn på interesse fra deres side, for i såfald var det da egentligt meget sødt.
"Det er helt okay!" Sagde jeg så. "Det er heller ikke nemt at vide, når jeg endnu ikke har sat navn på døren" Jeg tog mig igen til håret og kløede i det. De nikkede begge til mig med et smil.

"Line, kan du ikke finde din nøgle, for jeg kan overhovedet ikke finde min!" Sagde Mathilde irriteret og havde vendt sin taske på hoved, så indholdet nu lå for hendes fødder. Hun satte sig irriteret på hug og begyndte at putte tingene tilbage. Jeg satte mig på hug ved siden af hende, og begyndte at række hende sine ting. Det var det mindste jeg kunne gøre, nu havde vi jo trods alt præsenteret os som naboer for hinanden, og hvis jeg bare skulle gøre et lille indtryk på dem, så hellere hjælpe til hvor jeg kunne end at stå akavet på min dørmåtte og se til. Mathilde havde takket mig, og egentligt sagt til mig, at jeg slet ikke behøvede at hjælpe, men jeg gjorde det nu alligevel. Line var også begyndt at rode sine lommer, og sin taske igennem, men kunne heller ikke finde sig nøgle.
"Jeg bliver sindssyg af det her" sagde Line, og så så på Mathilde "Hvorfor har du ikke din nøgle med, du har altid din nøgle med..." sagde hun igen og fortsatte sin søgen efter sin nøgle i tasken. Mathilde har knyttet sine bryn en anelse og kom med et irriteret støn fra sig, og lige inden hun skulle til at åbne munden begyndte Line:
"ja kom så med det, kom så!" hun stod provokerede og viftede med hånden og så på hende sænket hoved. Mathilde så blot på hende og pustede så dybt ud, hvorefter hun sagde "Ih, du er så irriterende! Det er altid mig, som skal have den forbandede nøgle med", men selvom hun lød alvorlig så trak hun alligevel lidt på smile båndet, fordi Line i samme øjeblik havde sagt præcis den sætning. Jeg kunne ikke lade være med at ryste lidt på hoved af dem, ganske enkelt fordi scenen for mig virkede sjov og igen viste hvor tætte de to piger egentligt var på hinanden siden de tilsyneladende vidste hvordan hinanden er og hvad der ville komme ud af deres munde.

Line havde opgivet sin søgen, og det samme havde Mathilde. "I har ikke en ekstra nøgle under måtten eller noget?" De begge rystede på hoved.
"Nææ, det har ikke lige strejfet mig" svarede Line. "Næ, det har vi da ikke lige på tænkt på" sagde Line, og de begge rystede på hoved igen.
"Genialt!" sagde jeg en anelse flabet, og de grinede lidt. "Ja, det ville nok have været det klogeste" sagde Mathilde.
"Nå, men altså hvis i skal ringe til låsesmeden, så er i velkommen til at komme et smut ind til mig, hvis i kunne have lyst til det?" Jeg så på dem. Sagde jeg virkeligt lige det? Inviterede jeg dem rent faktisk lige indtil mig.... Hold da op Sarah, der er rigtig nok en der er på dupperne i dag hva? Forsøget rigtig at charme og spille sød-sød, tænkte jeg for mig selv.  Heldigvis ville de gerne med ind og havde begge takket mig mange gange for min gæstfrihed. Jeg ved ikke hvad jeg ville hav gjort, hvis scenen havde udspillet sig på en anden måde. Det ville have været så frygteligt akavet.

Deres selskab var simpelthen så hyggeligt, og jeg direkte nød det, hvilket jeg absolut ikke havde forestillet mig, fordi jeg oplevede et stik af det-skulle-jeg-ikke-have-gjort følelse i maven, men det var slet ikke så slemt, og det virkede også som om de hyggede sig. Vi havde siddet omkring bordet i stuen, hvor vi drak te og vi havde spillet Ludo. Selv da låsesmeden kom, fortsatte vi spillet efter de igen kunne komme ind i deres lejlighed. Der blev grinet, snakket, spiller og desuden blev der også delt informationer omkring hinanden. Mathilde og Line boede i hver deres by på normalvis, men havde gået i både folkeskole og gymnasie sammen, og havde egentligt altid fulgtes ad, og endte også på samme universitet. Det var åbenbart ikke meningen, men Line var ikke komme ind på det hun ønskede, hvorimod anden prioriteten så havde sagt god for hende, og det var derfor hun endte op her med Mathilde, som derimod var kommet ind på hendes første prioritet. Jeg fortalte dem lidt om hvor jeg kom fra, at jeg boede sammen med min mor og bror, hvorfor jeg havde søgt ind osv. De var sgu søde de to piger, det måtte jeg give dem. Jeg fortrød efter hånden mere og mere, at jeg ikke havde taget kontant noget tidligere og fortrød til gengæld også mindre og mindre, at jeg havde lukket dem ind, for den hygge og den snak vi havde over bordet varmede indvendigt og selvom jeg endnu ikke kendte dem så godt, så havde jeg et ønske om at komme til dem, for de var lige mig. De begge var bare lige i øjet, totalt søde og snakkesalige menneske, og selvom jeg egentligt var totalt modsætning, så formåede de begge alligevel at få mere end et par ord ud af mig.

Klokken var blevet lidt over 23 da de forlod min lejlighed med et kram.
"Vi ses i morgen Sarah" sagde Mathilde og gav et kram fra sig. Hun aede mig på ryggen. "Ja, det gør vi helt sikkert!" svarede jeg.

"Det kan være vi skulle arrangere noget aftensmad spisning hos os mikset med lidt studering?" tilbød Line og smilte selvsikkert.
"Jamen helt sikkert! Det lyder som en god idé!" jeg smilte til hende, og vi fik sagt farvel.

Jeg var varm om hjertet. Jeg kunne gå i seng, glad og varm. Lykkelig kunne man ikke beskrive den indvendige følelse som, men det var godt på vej.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...