MIN KAROLINE

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 aug. 2016
  • Opdateret: 10 nov. 2016
  • Status: Igang
Sara mistede Karoline, og nu forsøger hun sig med at forholde sig til det liv der venter hende uden Karoline.

1Likes
0Kommentarer
162Visninger
AA

3. Tæt på uni

Dagene gik, ligeså gik ugerne, og inden jeg fik set mig om, så kom dagen hvor universitetsdrømmen var tættere på end den nogensinde havde været før. Mor, Niklas og jeg havde slæbt og slidt det meste af morgenen, med kasser og diverse, som skulle slæbes ud i bilen og op på traileren.

”Puha!” udstødte mor og stod med den ene hånd i siden, mens hun med den anden hånd, lod håndryggen glide hen over sin pande.
”Det må du da nok sige!” udbrød jeg og lænede mig op af bilen med armene over kors. ”Det var godt nok hårdt, men til gengæld tog det da kortere tid end forventet” sagde jeg så, og kiggede på mit armbåndsur.
”Ja, heldigvis for det da! Vi kan lige nå at få et par håndmadder og runde forbi kirkegården ind vi skal afsted” sagde hun så, og tog mig i hånden, som jeg gik mod hende. Jeg smilede til hende og klemte hendes hånd.  

Mor gik straks i gang med at smøre håndmadder til os da vi var kommet ind, og vi satte os en sidste gang omkring det runde spisebord, hvor vi så mange aftener havde siddet.

”Jeg kan se du har stillet Karoline ind i stuen?” sagde min mor og hældte noget vand om til sig selv. Jeg sank min sidste bid mad, og svarede så ”det var egentligt Niklas’ idé, men ja jeg synes hun skulle have udsyn til æbletræet, i stedet for bare at stå på mit værelse. Jeg ville jo egentligt slet ikke have haft hende med mig, men jeg har pakket det ned med hende og jeg”.
”Det ville altså være synd for hende” sagde Niklas så. ”Jeg fik det andet billede af hende, det står på min hylde over sengen” sagde han igen og smilte. Jeg smilte til ham.
”Det var en god idé Niklas. Du må love mig at passe godt på hende så længe jeg er væk hjemmefra”. Niklas havde nikket ivrigt, og jeg havde lænet min kind ind mod hans, som tak.

Efter vi havde spist tjekkede jeg mit værelse for en sidste gang. Indåndede mit værelses duft. Alle de år vi havde boet i huset, havde dette været mit værelse. Aldrig havde jeg haft andet end dette værelse, og pludseligt skulle jeg finde mig til rette i min egen studielejlighed. Nyt værelse, ny duft, nu tilværelse. Jeg lukkede døren og gik ud mod bilen, som mor og Niklas allerede sad indeni.

”Alle klar?” spurgte mor og vendte sig rundt mod Niklas og jeg.
”Klar” svarede Niklas og kiggede på mig. ”Klar” svarede jeg, og mor satte kursen mod kirkegården. Jeg vidste godt jeg ville komme til at se kirkegården igen, men jeg havde bare sådan brug for lige at få pustet ud hos far og Karoline inden min nye start. Det var alligevel 3 uger siden min sidste besøg på deres grave. Der plejede aldrig at gå så lang tid mellem mine besøg, men siden Karoline også kom til at ligge på det jeg før havde kaldt for ’fars kirkegård’ gik der længere og længere tid mellem mine besøg. Tanken om hun lå der og jeg stod her, når vi kunne have stået her sammen og kigget på min fars grav, og hun kunne have fortalt mig det hele nok skulle gå, som hun altid gjorde, men sådan gik det desværre ikke til. Hun havde allerede fra barnsben af en optimistisk og stærk tilgang til livet. Intet kunne få hende ned med nakken, eller gøre hende sort synet. Hun var min klippe, for hun kunne altid få mig til at se mere lyst på tingene, min stærke, stærke Karoline.

Mens mor og Niklas gik mod fars grav satte jeg kursen mod Karolines. Hun lå ved den store rosenbusk, og tæt på den græsplæne hvor der havde stået store, gule og hvide påskeliljer tidligere på året. Karolines familie havde taget hendes død så flot. De var selvfølgeligt ikke upåvirkede. De græd deres tårer og led deres savn, men deres overskud var abnormt, og ligesom Karoline indebar selv hendes forældre i tiden efter deres eneste datters død en utrolig styrke, som jeg ikke kunne andet end misunde, for jeg var mere eller mindre ødelagt og jeg troede slet ikke på, at livet var noget for mig længere nu hvor min anden halvdel, min anden vinge havde forladt mig. Hendes forældre havde mere eller mindre overladt gravstedet til mig. Kisten, gravstenen og gravstedet havde de dog bestemt, men hvad jeg havde af ønsker omkring gravstedet var noget de gik meget op i og de lyttede til hver og én ting jeg havde at sige.

Jeg satte mig på knæ foran hendes smilende ansigt, mens jeg med min tommelfinger lod den kører hen over hendes læber på billedet. Jeg savnede hendes stemme.
”Så er uni lige om hjørnet Karoline” sagde jeg og lod et anstrengt grin slippe mine læber.
”Jeg savner dig” sagde jeg så og rejste mig op. ”Jeg kommer og ser til dig igen, så snart jeg har mulighed for det”. Jeg sendte et kys ned mod hende, og vendte mig derefter rundt, for at gå hen mod mor og Niklas, som endnu stod ved fars gravsted.

”Her er blevet fint, hva?” sagde jeg og nikkede ned mod blomsterbedet.
”Ja, her er blevet rigtig flot” sagde mor.

Vi stod der i et stykke tid uden at sige noget. Jeg vidste godt hvor svært det var for mor og for Niklas. For mig havde hans død også været svær at håndterer, men hans sygdomsforløb havde varet i så lang tid, at han var blevet så svækket, at han ikke længere lignede eller opførte sig, som den far jeg var vokset op med. Jeg mistede min far lang tid før hans død, og derfor håndterede jeg sorgen på en helt anden måde.

Turen mod universitetet havde varet en evighed. Ikke mindst pga. den stilhed, som pludseligt havde en trykkende effekt i bilen, og desuden virkede som en fremmed stilhed. Der blev næsten ikke sagt ét eneste pip igennem hele turen, men nda vi nåede broen afbrød mor alligevel stilheden;

”Så vare det ikke længe, var Sarah?” sagde hun og så smilende på mig i bakspejlet.
”Nej, nu er vi der snart” svarede jeg og kiggede ud af ruden.
”Jeg håber sådan du finder dig til rette” sagde mor igen, og jeg smilte til hende, mens jeg lagde min hånd på hendes skulder ”jeg skal nok klare mig, og jeg skal nok finde mig til rette”.
”Selvfølgeligt gør du det” hun smilte igen til mig i bakspejlet og jeg gengældte det, og lagde derefter mit blik på Niklas, som sad opslugt af udsigten.
”Hvad med dig brormand? – kan du godt klare dig uden mig derhjemme?”. Han havde smilet så flabet til mig ”Sagtens!” sagde han så, og jeg havde rodet i hans hår.
”Årh, hvor du dog lyver!” jeg grinte, og han grinte med mig.

Da vi endeligt nåede universitetet havde jeg egentligt slet ikke lyst til at stå ud af bilen, for synet gjorde mig syg, og jeg kunne mærke hvordan følelserne indeni farede rundt. Tilsidst steg jeg dog ud af bilen, selvom jeg troede jeg ville falde om hver eneste gang jeg tog et skridt i gruset. Der var mennesker over det hele; unge menneske, gamle menneske, drenge med skæg, drenge uden skæg, piger med piercinger, piger uden piercinger, tynde som tykke – her var alle slags mennesker, og det var lige præcis dét syn, som jeg havde brug for.  Rolig kunne man ikke ligefrem sige jeg var, for mit hjerte havde i mit bryst en fart på lysets hastighed, mine hænder sved og jeg mine ben var gelé, men alligevel var der et lille rum i min mave, hvor nervøsiteten alligevel ikke kunne nå ind, og det lille rum indeholde en lille smule optimisme, som alligevel gjorde at jeg at jeg bed tænderne sammen, og traskede vide igennem gruset.

Meningen var jeg skulle have boet i en opdelt lejlighed sammen med en dude, og en anden tøs, men det blev ikke til noget alligevel, fordi kyllingen i mig sprang frem med et indre STOP-skilt, og derfor havde jeg arbejdet, som en vanvittig det seneste halve år, så jeg havde råd til boligen. Men det passede mig udmærket, for jeg havde en tendens til at trække mig tilbage, når menneskemængden blev for meget. Den introverte side tog sommetider overhånd.

Det havde føltes som en evighed inden vi havde fået slæbt tingene op i lejligheden, men det var det hele værd, for selvom tingene endnu stod i kasser, så fandt jeg Karoline frem, som det første, for jeg havde mærket den kasse med et klistermærke, hvor jeg havde puttet hende ned. Utroligt jeg overhoved havde overvejet tanken om, at lade være med at tage hende med mig, for nu føltes det hele pludselig lidt mere hjemmeligt og jeg tog endda mig selv i at smile til billedet og hviske hende en ”tak”. En tak, fordi hun lod sig mærke, som en ro i min mave.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...