MIN KAROLINE

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 aug. 2016
  • Opdateret: 10 nov. 2016
  • Status: Igang
Sara mistede Karoline, og nu forsøger hun sig med at forholde sig til det liv der venter hende uden Karoline.

1Likes
0Kommentarer
161Visninger
AA

2. 8 måneder efter Karoline

 Universitetet var lige om hjørnet. Jeg havde været så spændt, for endeligt gik tingene efter mit hoved, og jeg havde mulighed for at starte et nyt kapitel i mit liv. Jeg følte mig klar.

 Der blev banket på døren indtil mit værelse, mens jeg sad på gulvet og pakkede de sidste af mine bøger, ned i en kasse. ”kom bare” havde jeg sagt, og vendt mit hoved mod døren. Det var min mor, som kiggede ind. ”jeg ville bare lige se hvor langt du var nået”. Hun smilede og satte sig på min seng. Jeg pustede ud. ”Jeg er heldigvis næsten færdig – alle mine bøger er pakket, mit tøj er pakket og ja…” sagde jeg og pegede mod vindueskarmen ”mangler egentligt bare lige de sidste ting deroppe.” Jeg lukkede kassen, og min mor havde rejst sig, for så at stille sig ved mit vindue. Jeg havde rejst mig sammen med hende, og stod nu, ligesom hende, og kiggede på billederne i vindueskarmen. Hun lagde armen om min side. ”Det bliver så godt for dig Sarah.” Hun så på mig, og jeg på hende. ”Du er så stærk” og hun kyssede min kind. Jeg aede hende på ryggen, for så at tage billederne i min hånd. Jeg havde tre billeder stående i min vindueskarm. Der havde de stået så længe jeg overhovedet kunne huske. ”Du skal vel have dem alle med?” spurgte min mor mig. Jeg havde rystet på hoved ”nej, jeg er faktisk slet ikke sikker på, om jeg vil havde nogle af dem med.” Jeg lagde dem tilbage i vindueskarmen, og min mor havde strøget mig på armen. ”Vi skal spise inden længe” og hun forlod mit værelse, men duften af hendes parfume var her stadig. Tryg og rund. Jeg fortsatte med at lukke de sidste kasser sammen, for så at rykke dem ned for enden af mit værelse, hvor jeg til sidst stod og så ud på det, som førhen havde været stopproppet med nips og møblering. Min seng og mit skrivebord stod her endnu, men det eneste jeg kunne se, og det eneste jeg tænkte på var billederne i vindueskarmen. Jeg havde altid fundet dem betryggende, aldrig følt mig alene, men nu var det pludseligt som om, at jeg havde en knude i maven. En knude der gav mig ubehag og tomhed, som om knuden opsugede alt min spænding, som jeg for bare timer siden havde følt. Jeg gik ud fra mit værelse. Følelsen af spænding måtte ikke forlade mig, ikke nu hvor jeg var så tæt på.

  Mor og Niklas havde lavet brændende kærlighed til aftensmad, min livret og jeg spiste det med stor velbehag.  ”Hvor jeg dog føler mig forkælet, når i sådan lige kreere et så lækkert måltid” sagde jeg og smilede tilfreds. Mor smågrinte, mens Niklas havde sagt at det var til ære for mig, og jeg havde bare at føle mig heldig, hvilket jeg også gjorde. Heldig, fordi jeg havde Niklas, som var den bedste lillebror man overhoved kunne forestille sig. Han var på trods af sine 12 år ansvarsfuld og betænksom. Heldig, fordi jeg har den mor, som jeg har. En mor, som støtter mig i alle mine valg. Aldrig har hun forbudt mig noget, aldrig har hun skældt mig ud, blot guidet mig igennem hele mit liv. Heldig, fordi universitetet blev en mulighed for mig og accepterede min ansøgning, og ikke mindst heldig, fordi min kære, lille familie valgte at lave lige præcis min livret.

Om aftenen havde vi hygget i stuen. Mor havde sørget for at tænde alle stearinlysende rundt i stuen, og vi havde alle tre siddet side om side i sofaen med store uldtæpper og set x-faktor. Mor endte med at falde i søvn, så Niklas og jeg puttede hende på sofaen, pustede stearinlysende ud og forlod lydløst stuen. Derefter var Niklas og jeg gået ind på hver vores værelse, men efter kort tid havde Niklas stukket hoved ind. ”Må jeg godt komme ind?” havde han spurgt så sødt, og jeg sagde, at det måtte hans selvfølgeligt gerne. Jeg klappede på pladsen ved siden af mig i sengen. Han så sig rundt. ”Der er godt nok tomt herinde” sagde han og kiggede fortsat sig omkring. ”Ja, det er lidt utroligt, var?” Han nikkede. Der gik lidt tid inden nogen af os sagde noget, men efter Niklas i et stykke tid havde siddet og set så tænksom ud, så sagde han: ”Nu kommer du vel hjem igen, ikk Sarah?” Jeg havde smillet til ham og rodet ham i hans kridhvide hår ”Selvfølgeligt kommer jeg hjem igen din tosse!” Han havde grinet og skubbet blidt til mig. Vi havde lagt os på sengen og snakket. Det gjorde vi så ofte ham og jeg, for selvom jeg var 19 og han 12, så var han betænksom og rolig. Han var værd at snakke med og en hver søsters drøm.

 ”Du, Sarah?” sagde han og vendte sit hoved mod mit.
”Du, Niklas?” svarede jeg og vendte mit hoved mod ham. Jeg smilte til ham, og han vendte sit hoved mod loftet. ”Må jeg godt spørge dig om noget? Du må ikke blive sur” Jeg lod mit hoved hvile i min hånd, og støttede min albue på madresen. ”Hva så?” svarede jeg. Han vendte igen hoved mod mig, igen med et tænksomt, og denne gang mere følsomt udtryk på hans ansigt.
 ”Hvorfor har du ikke pakket Karoline ned i endnu?” han lå der med sine barneøjne og kiggede så dybt ind i mine næsten voksne øjne, og jeg havde ikke et svar.
”Det ved jeg ikke”. Jeg slog blikket ned. ”Jeg er slet ikke sikker på, om jeg skal have hende med mig” svarede jeg til sidst og kiggede igen Niklas i øjne.

”Ved du ikke om du skal have hende med dig?” Niklas havde knytter sine bryn en anelse. Jeg rystede på hoved. ”Men du elsker, eller elskede hende da, gjorde du ikke?” Jeg nikkede, og han kiggede frustreret på mig. ”Jamen hvorfor ved du så ikke om du skal have hende med? Du kan da ikke bare lade hende stå her inde på dit værelse, og være helt alene? Det kan du da ikke Sarah!”. Han lød forvirret over det jeg lige havde sagt, og egentligt så forstod jeg ham godt, for hvordan kunne jeg dog overhoved overveje, at lade én som jeg elsker og har elsket så højt, stå herinde på dette tomme værelse, helt alene.
”Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre Niklas. Jeg ved endnu ikke om jeg skal tage hende med mig.” Jeg satte mig også op og lagde min hånd på hans arm, men han rev armen til sig.
”Du skal tage hende med dig Sarah! Det skal du altså, du kan ikke bare glemme hende og lade hende stå herinde helt alene, det kan du altså ikke – det må du ikke!” Han var oprevet, forvirret over hvordan jeg kunne sige sådan noget, og jeg slog mine arme om ham og han græd. Lydløst græd han på min skulder.

Det var endnu svært for mig, at forstå Karoline ikke længere var her, men det var næsten endnu svære for Niklas. Ikke nok med, at far også havde forladt verdenen kort tid før, men så forlod Karolin den så pludseligt også. En person, som har været i hans liv ligeså længe, som jeg også har været der. Han havde altid været så sårbar, Niklas. Han var af en helt anden skabning end så mange andre drenge.

 ”Du må altså ikke bare lade hende stå herinde” snøftede han. ”Det må du altså ikke”. Jeg tyssede på ham ned i hans bløde hår, og kyssede ham på toppen af hovedet.
”Jeg skal nok tage hende med mig. Selvfølgeligt tager jeg hende med mig Niklas. Hun kan ikke være her helt alene, det har du ret i”. Jeg var egentligt ikke klar over om hvorvidt det var den rette beslutning, men at se Niklas så ødelagt bare ved at tanken om, at de tre billeder skulle stå herinde på det forladte værelse, fik mig på andre tanker og sammen med Niklas, fik vi puttet tæpper omkring hende og puttet hende ned i en af kasserne. Det blev dog ikke alle billeder jeg tog med. Niklas fik det ene, det andet kom ind i stuen, så hun kunne se ud på æbletræet med gyngen, mens jeg fik det med hvor både hende og jeg var med på billedet. Jeg var så bange for, at folk ville spørge indtil billedet. Jeg ville ikke være hende pigen med den døde pigekæreste, men det var måske alligevel nok en god idé at tage hende med mig, for så var hun mig altid nær, ligesom hun sagde hun altid være. Min Karoline.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...