"Du har jo dine Snufliner"

19 år efter Harry Potter og dødsregalierne. Mit bidrag til Kampen mellem fandoms.

2Likes
0Kommentarer
149Visninger

1. Kapitel 1.

“Vi ses til jul, jeg skal nok klare mig”, sagde jeg til min mor en sidste gang. Hun kiggede på mig med sine støvede blå øjne. Hun smilte, hun smilte altid, men at se det gjorde mig glad. Jeg vidste jo hvad der var sket med hendes mor, hvordan hun stadig kunne smile sådan, var og blev en gåde for mig.

“Det ved jeg, du har jo dine snufliner på dig”, sagde hun med sin drømmende stemme. Jeg begyndte at grine og vente mig om.

Stationen med det røde dampende lokomotiv var proppet. Der var familier overalt som sagde farvel til deres børn. Jeg begyndte at mase mig igennem dem med Logan bag mig.

“Har i brug for noget hjælp?”, spurgte en stemme bag os. Jeg vendte mig om og så mine bedste venner. Albus og Scorpius stod lige bag os med et smørret grin om munden.

Jeg smilede, det var gået næsten to måneder siden jeg sidst havde set dem. De var begge vokset meget. Albus var blevet ranglet at se på og lignede præcis min mors beskrivelse af Harry Potter som ung. Scorpius Derimod var blevet solbrændt og var vokset mig over hovedet.

“Det må i da gerne”, sagde jeg smilende. Folk sagde altid at mit smil lignede min mors, men jeg havde prøvet at holde øje med Logans smil og jeg kunne altså ikke se det.

Albus tog fat i enden af min kuffert og hjalp mig med at bære den ind i en tom kupe. Vi fik bakset den op ved siden af hans. Vi satte os ned ved vinduet, så Logan og Scorpius kunne komme ind.

“Har i haft en god sommer?”, spurgte Scorpius, da de havde sat sig ned. Han havde som den eneste skiftet til sine skoleuniform. Den grønne på hans tøj blev reflekteret i ruden.

Døren til kupeen blev åbnet og Rose kom ind. Hun havde skiftet til sin Ravenclaw kappe.

Lige bag hende kom Lily. Hendes røde hår hang løst om hendes ansigt og den let solbrændte hud fik hende kun til  endnu mere smuk ud end normalt. Hun havde en hvid top på med et par blå cowboy shorts.

Hun smilede til mig med hendes fantastiske smil, som altid fik mig til at rødme.

Jeg smilede tilbage inden satte sig ned ved siden af mig. Hun lænede sig ind over mig og kyssede mig blidt.

“Hey”, sagde Albus med et smil. Lily lænede sit hovede væk fra mig og satte sig til rette op ad mig, med et smil.

Jeg kiggede ud ad kupeen. Lokomotivføreren fløjtede og lukkede alle døre.

Jeg kunne se mig mor og far stå på perronen udenfor, da toget satte i gang og kørte ud af stationen.

Jeg  vendte mig om mod de andre og smilede, jeg kunne ikke lade være.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...