Junglepigen

Jeg blev inspireret til denne historie på en rejse til Equador. Historien handler om pigen Maria, som kæmper for at bevare den regnskov, de bor i.

0Likes
0Kommentarer
95Visninger
AA

2. Tømmerfolkene

~~Næste morgen lavede Maria og Norberta maniok-grød sammen, og så spiste de. Maria, Pedro og Enrique gik ud og legede i regnskoven, tæt på landsbyen, hvor de hele tiden kunne se lerhytterne.
De legede gemme, og skjulte sig under store blade og oppe i træerne. Alle tre havde lært at klatre i træer fra helt små, og var gode til det. De legede gemme i flere timer, og blev helt beskidte, men så gik de bare ud i floden og vaskede snavset af.

Dér plaskede de rundt til middagstid, og gik op til moren og spiste maniok-grød med hende. "Kommer far snart hjem?", spurgte Enrique.
"Han lovede at komme, såsnart de fik bytte", svarede mor.
"Og ingen ved, hvornår det er". "Jeg vil også være jæger!", sagde Enrique bestemt. "Må jeg låne pusterøret og skyde en jaguar?" "Ikke en jaguar!", udbrød mor. "Og du holder dig fra pusterøret! Det er ikke legetøj!" Enrique surmulede.

"Jeg kan tage dig med ud og finde fugleæg", foreslog Maria. "Det er lidt som at gå på jagt, men det er ufarligt". "Men jeg er en stor kriger!", sagde Enrique surt. "Nåh, har du måske nedlagt en myre?", drillede Pedro. "Så, drenge!", sagde mor fast. "Kan I ikke smutte med Maria ud og finde de æg?" Enrique svarede ikke. "Så laver jeg æggekage", lovede mor. "Okay!", sagde Enrique og sprang op.

De gik sammen ind i skoven, og ledte efter en fuglerede. Men de kunne ikke finde nogen, og ledte og ledte. "Vi skal sørge for, at vi hele tiden kan se landsbyen", sagde Maria. "Bangebuks!", lo Pedro – og fik en knytnæve i fjæset! "Fjolle-unge!", sagde Maria. Så sagde Pedro ikke mere.

De gik videre og ledte, og holdt hele tiden øje med landsbyen. "Dér!", udbrød Maria pludselig. "Der er en fuglerede oppe i det træ!" Og hun begyndte at klatre op, med drengene efter sig.
Der var næsten 10 meter op til reden, og Enrique og Pedro blev lidt nervøse, jo højere de kom op. "Hvem er en bangebuks?", spurgte Maria Pedro. Han svarede ikke.

Maria greb fat om grenene over sig og svang sig op med armene, og støttede imod stammen sine bare fødder. Og på den måde kom hun helt op til reden. Fuglemoren var der ikke lige nu, og der lå 4 æg.
Maria tog kun 3 æg, for man skulle altid tænke på regnskoven og dyrene.
Hun satte sig på en gren og pakkede æggene forsigtigt ind i sin trøje, foran maven. Så begyndte hun, meget forsigtigt, at klatre ned.

Hun så ned hvert halve minut for at vide, hvor hun skulle sætte fødderne. Hun holdt fast i grenene med den ene hånd, og holdt æggene pakket ind i trøjen med den anden hånd. Maria satte langsomt fødderne længere og længere ned, og kravlede meget langsomt.

Alligevel gled hendes fod pludselig, men hun nåede at gribe fat i en gren over sig. Hun hørte Enrique og Pedro gispe under sig. "Maria! Er du okay?!", udbrød Pedro nervøst. Hun svarede ikke straks, for hun kæmpede for ikke at glide igen.
Hendes hjerte hamrede voldsomt. Nu fik hun sat begge fødder på en tyk gren, og rettet sig op. "Det går nok nu!", råbte hun ned. Hun hørte begge brødre ånde lettet op.

Maria åbnede forsigtigt tøj-pakken med æggene. Det ene æg var revnet i skallen, og der løb en tynd stribe æggehvide ud, men ellers var de uskadte. Hun så ned, hvor den næste gren var, og klatrede langsomt nedaf. Begge brødre var kravlet helt ned igen, og efter et par minutter nåede Maria ned til dem. "Jeg fik 3 æg", sagde hun glad. Så gik de hjem til moren med dem.

Norberta og Maria slog så alle tre æg ud i en lerskål og rørte rundt med et hjemmelavet piskeris, lavet af tynde kviste med en snor om. De piskede rundt i nogle minutter, imens drengene så på.
De hældte det ud på nogle sten rundt om bålet i 4 lige store klatter.
Der lå det i 5 minutters tid, til det var gennembagt, og de kunne løfte det af med en pind. De tog en pose krydderurter, som de selv havde samlet, og dryssede på æggekagerne, og spiste dem. De smagte godt.

Bagefter gik Maria ned til floden, tog sin trøje af og vaskede den ren for æggehvide. I deres landsby var det noget helt normalt og naturligt, at piger under 15 år tog trøjen af, og Maria var 12 år.
Nu var trøjen våd, så Maria lagde den i solen og satte sig og nød freden.

Så hørte de et råb fra bymidten : "Mændene kommer, mændene kommer!" Alle tre børn jublede og løb hen for at hilse på deres far, og moren gik roligt med. Og mændene kom rigtigt nok gående ud fra regnskoven og ind i bymidten nu, med en stak døde fisk, som de havde bundet en snor om.

"Far, far!", råbte Maria, Pedro og Enrique og kastede sig på én gang om halsen på ham, så han væltede bagover. Rundt om dem gjorde alle de andre børn det samme ved deres fædre.
"Rolig, rolig!", lo far. "Bliver jeg overfaldet af vilde rovdyr?!"

Mændene fordelte fiskene lige imellem alle familier i landsbyen. "Vi kunne ikke finde nogen byttedyr", sagde en, "så vi fangede nogle fisk i stedet for". Så gik hver familie hjem til deres hytte og stegte fisk over bålet. Snart duftede der dejligt af friskstegt fisk i hele landsbyen, og de spiste. Det var lækkert.

Men Maria syntes, at far så lidt bekymret ud. Han sagde ikke noget, men hun kunne fornemme, at han virkede lidt utilpas, og hun spekulerede på, hvorfor. "Far, hvorfor kunne I ikke finde nogen byttedyr?", spurgte Pedro. "Fordi de hvide har dræbt dem med deres blik, det var jo det, jeg sagde!", sagde Enrique bestemt. Pedro rakte tunge af ham.

"Drenge!", sagde far strengt, og de stoppede. "Der var bare ingen byttedyr", sagde far.
"Dyrene går jo rundt og er snart det ene sted og snart det andet. Og lige nu er de nogle andre steder. Mere er der ikke i det".

Men Maria havde bemærket, at far så lidt utilpas ud, da Enrique sagde dét med de hvide, og hun blev kold indeni. Maria havde set de hvide af og til, når de kom som turister i både og biler, og når hun var med familien inde i byen for at sælge deres håndværk og handle ind.
Hun havde også set et tømmerfirma fælde træer med deres maskiner. De fældede alt for mange, syntes hun. Man skulle jo altid tænke på skoven.

De hvide virkede ikke onde på nogen måde, og Maria var ikke direkte bange for dem. Men de var så fremmede og sære, og hun havde hørt om, hvordan de fældede alt for meget regnskov, og ledte efter olie, og ikke tog nok hensyn til skoven og dyrene. Maria var først og fremmest usikker og lidt nervøs i forhold til de hvide, men ikke egentligt bange.

Da de havde spist op, lagde forældrene børnene op i hængekøjerne. "Vi går lige en lille måneskins-tur", sagde far. "Aad!", udbrød drengene. "Nej, det gider I nok ikke være med til", lo far. "Så bare læg jer til at sove, ikke?" Han smilede til dem, men Maria syntes, at hans øjne så bekymrede ud.

Så gik far og mor ud, og Maria overvejede, om hun skulle liste efter dem. Det var jo forkert at udspionere folk, men der var bare et eller andet sært over far. Tilsidst smuttede Maria lydløst ud af hængekøjen, og listede hen til væggen. Hun kunne far og mor tale lavmælt sammen udenfor.
"Vi så et tømmerfirma", sagde far. "Vi ved selvfølgelig ikke, om det er dem, der jager dyrene væk, men jeg er bange for det. Og de fældede alt for mange træer!

Men de skal jo også have lov at være her ......
Jeg håber bare, at der ikke bliver konflikt imellem os og dem!"
Maria rystede lidt, og skyndte sig tilbage i hængekøjen. Men hun kunne ikke falde i søvn, og lå længe vågen og tænkte nervøst på tømmerfirmaet.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...