Junglepigen

Jeg blev inspireret til denne historie på en rejse til Equador. Historien handler om pigen Maria, som kæmper for at bevare den regnskov, de bor i.

0Likes
0Kommentarer
94Visninger
AA

1. Morgen

De første solstråler tittede ind ad den åbne dør i lerhytten. Maria gabte, og satte sig op. Det var en dejlig morgen. Junglefuglene sang, luften var frisk og ren, græshopperne summede, og floden brusede.
Hun så sig om i familie-hytten. De andre sov endnu, i hver deres hænge-køje, så hun listede lydløst ud på sine bare tæer, og satte sig så i en grøn plet i solen og nød freden og sollyset.

Hun fandt en maniok-rod og et rivejern, som de havde købt i byen, og begyndte at rive maniokken i tynde strimler ned i lerkrukken. Inden længe begyndte saften at løbe ud, og Maria tog en træ-støder og moste det hele sammen til en tyk grød. Nu kunne hun høre de andre vågne.

Maria var en lydig pige, så hun ventede på, at faren og hendes lillebrødre kom ud og begyndte at spise, før hun selv, og moren, tog noget. De drak grøden fra hver sin lérskål, og spiste med hænderne.

"Skal du ud på jagt idag, far?" spurgte Maria.
"Ja, jeg kan da ihvertfald prøve", svarede José. "Der er ikke nær så mange jagtdyr, som da jeg var dreng, men helt væk er de ikke".
"Er det de hvide, der slår dyrene ihjel, far?" spurgte hendes lillebror Pedro. Og den yngste lillebror, Enrique, sagde : "Jeg har hørt, at de hvide kan dræbe et dyr bare ved at se på det!"
"Ja, men du tror jo på alt!" sagde Pedro, og lavede ansigter.

"Jeg tror ikke, at det direkte er de hvide, der dræber dyrene," sagde José. "Det er mere en indirekte følge af det, de hvide laver, med at fælde træer og finde olie". Maria blev lidt utilpas af snakken om de hvide, for de skræmte hende – men samtidig var hun nysgerrig. De havde mange ting, der sagde lyde og lyste og fældede træer.

Men nu gad hun ikke tænke på de hvide. Hun spiste sin grød op, vaskede lerskålen ren i floden med hænderne, og løb så selv ud i floden, så langt, som hun kunne bunde.
Vandet var lunkent og kølede hende af i den varme luft. Det kildede om hendes ben og fødder, og hun hoppede rundt i vandet og plaskede, og morede sig vældigt.

Nu kom hendes to lillebrødre ud, de lavede vandkamp og havde det sjovt. Forældrene lo og smilede.
Floden brusede blidt omkring dem, og små fisk smuttede rundt imellem stenene på flodbunden.

Inde på land tog faren sit gevær, som han havde købt i byen, og gik afsted sammen med andre mænd fra landsbyen. "Jeg er tilbage, når vi har fået bytte", lovede han, før han gik. De andre familier begyndte at komme ud og lave maniokgrød og spise, og snart var alle børnene fra landsbyen ude i floden og lave en stor vandkamp.
Mødrene satte sig sammen og lavede lerskåle og vævede tøj, og farvede garn med plantefarver. Børnene kunne høre dem snakke sammen, men de gad ikke høre efter alt det mødre-snak.

Solen glimtede i vandet, og længere ude på floden kom en flok hvide hejrer flyvende i flok. "Jeg vil også flyve!", surmulede Enrique.
"Bare spring ud fra toppen af et 100 meter højt træ", sagde Pedro drillesygt, "så skal du nok flyve!" Enrique rakte tunge ad ham.

Maria tog sig ikke af det, for hun vidste, at brødrene elskede hinanden højt – de var bare drenge. Hun kunne se stenene på bunden af floden, fordi vandet var helt rent, og hun sprang, så godt hun kunne, fra en sten til den næste. Men pludselig gled hendes fod, og hun faldt i vandet.
Heldigvis havde hun lært at svømme, og hun fik kæmpet sig ind på det lave vand, og gik op på land. Der vred hun vandet ud af håret og lagde sig i solen for at tørre.

Hun lå og kiggede op i trækronerne, hvor der var små huller med blå himmel og sollys. Maria kunne se en fugl flyve rundt deroppe. Hun blev døsig af at ligge sådan i solen, men faldt ikke helt i søvn.
Da hun kunne mærke, at kjolen var tør, rejste hun sig op og gik hen til Norberta, som var ved at lave en lerskål. "Vil du prøve?", spurgte mor, gav Maria en klump ler og viste hende, hvordan hun skulle forme det. Det var sværere, end det så ud til, og Maria lavede flere gange en klump i siden af skålen, og måtte starte forfra.

"Bare rolig", sagde mor, "alle har svært ved det i starten. Du skal nok lære det". Mor formede hendes egen skål færdig og satte den forsigtigt i bålet. Det kunne hun, fordi der ikke var ild i bålet, kun gløder.
Så sad Maria og Norberta og ventede i ca. 10 minutter, til skålen var brændt helt hård. Norberta tog en pind og skubbede skålen ud af bålet, og lod den køle af i et par minutter, før hun tog den op.
"Hvor er den smuk, mor!", udbrød Maria.
"Ja, men nu har vi ikke mere ler. Vi må ned og hente noget", sagde mor.

De gik ned til floden, hvor nogle af børnene stadig plaskede rundt. De gik et stykke hen ad flodbredden, over sten og rødder, til de nåede til der, hvor der var ler i jorden. Der var allerede taget meget af det igennem årene, men der var stadig en del tilbage.

Maria og mor satte sig ned og gravede leret op med hænderne. De gravede også sand fra flodbredden op, og blandede det sammen med leret. Det gjorde, at leret blev stærkere og holdt bedre.
Det brugte de hele formiddagen på.
Det var fysisk hårdt, men Maria var vant til at være meget fysisk aktiv og tog sig ikke af det. Hun lagde sig bare i hængekøjen og hvilede ud bagefter.

Så løb hun ud til sine lillebrødre, med en fodbold fra landsbyen, og resten af dagen spillede de fodbold i bymidten, sammen med flere andre børn. Maria var ligeså god til fodbold som de fleste af drengene, og hun lavede 2 mål. Maria's hold vandt 5-3.
Børnene fik det varmt af at spille fodbold, og løb igen ud i floden for at køle af. De hvide hejrer kom flyvende den anden vej nu, tilbage til det træ, de sov i. Og mens solen gik ned, blev der en let tåge over vandet. De kunne se flagermusene flyve rundt over vandoverfladen og fange myg.

Børnene kravlede op på land. Flagermusene fløj rundt om dem, men ramte dem ikke, for de kan sende en lydbølge ud, så de ved, hvor der er noget, eller nogen. Børnene var ikke bange for flagermusene, for de gjorde ikke noget. De ignorerede dem bare.
Solen gik ned på et kvarters tid, og der blev for mørkt til at lave noget, så de kravlede alle i seng i hængekøjerne.

Men først sad de sammen lidt og holdt udkig efter mændene. De var ikke kommet hjem endnu, men det var jo svært at sige, hvornår man fik bytte. Det var helt normalt, at der gik flere dage, før de kom hjem. Så ingen gad gå i panik over det. De ventede bare lidt på dem, og gik i seng.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...